Athen

Оглавление

Aarhus University Press. Athen

intro

kontrasterne

antik og moderne

akropolismuseet

museer, metroer og moderne gallerier

storbyens pladser

oaserne

storhed og (for)fald

plastiklamper og retsina

athenernes athen

hovedstaden

i skyggen af konstantinopel

parlamentet og síntagma-pladsen

national ekspansion og modernisering

athen og græskheden i egypten

katastrofen i lilleasien

greek blues

besættelse, borgerkrig og militærjunta

systemskiftet

agora

handel og administration

alle demokratiers moder

den panathenæiske vej

attalos’ stoa

hefaisteion

athens administrative center

monumentet for de eponyme heroer

stilhed

menneskets historiske sans

klippen før kirken

kirkens grundform

når man træder ind

kirkerummet

domkirkerne

i kontakt med fortiden

bøn og byzantinsk kirkesang

kirker nær síntagma

ikoner

indre stilhed

krisen

síntagma-pladsen – centrum for det hele

ophørsudsalg

grækenland er ikke en stat

de riges athen

snød sig ind i euroen

verdens dyreste fest

hverdagen

ind i exárchia

omónia

ind i metaxourghío og kerameikós

hansens silkefabrik

til sidst: en afstikker til platon

middelalderen

sproget og kristendommen

invasioner og krise

kirkerne

frankerne

osmannernes athen

akropolis

drama på klippen

akropolis i dag

udgravningen af akropolis

indgangen til akropolis

erechtheion

parthenontemplet

udsigt fra Akropolis

marat(h)on

ud af byen

starten

det historiske slag

afveje

byen vokser

markedsdage

grønne områder

uden for athen

den antikke sti

bjerget i athen

museer og stenbrud

åndehullet

ordnung muss sein

en gravplads i solen

schliemanns mausoleum

begravelserne ved áyios lázaros-kirken

det nye grækenlands pantheon

den protestantiske afdeling

andre trosretninger

fortid – nutid – fremtid

rejseliv

areopagos

dipylon

akropolis

pláka

athen

Отрывок из книги

hanna lassen

I næsten 45 år har jeg fulgt grækerne fra snærende diktatur til medrivende frihedsrus og gryende håb om social retfærdighed og velfærd – og videre til i dag med bundløs gæld og fortærende uvished om fremtiden. Jeg mødte, da jeg første gang kom hertil i 1967, et stolt, gæstfrit, nøjsomt, tålmodigt folkefærd og har fulgt dets stræben efter social tryghed, bedre uddannelsesmuligheder, politisk frihed og mangfoldighed. Jeg lærte at holde af Athen og – fra første øjeblik og derefter da jeg bosatte mig fast i byen i 1974 – at undgå de mest larmende og kaotiske steder for kun at opdage, når jeg tilfældigt kom forbi de samme steder år senere, at store forbedringer var blevet foretaget i mellemtiden. Gader ensrettet eller lavet om til gågader. Træer og buske plantet. Restaurerede huse, der engang stod som ruiner. Det har været en gennemgribende proces at gå fra sin danskhed til så megen græskhed som overhovedet muligt, men altid har jeg på en eller anden måde følt mig hjemme, og hver gang jeg er drejet om et hjørne og har set Akropolis for enden af en gade eller fra toppen af vores terrasse, når jeg hænger vasketøj op, eller de blå bjerge der omkranser byen, har jeg følt mig privilegeret.

.....

Jeg vidste ikke en pind om Grækenland. Der var ingen bøger at få, og selv om der var, havde jeg ikke råd til at købe dem. Det varede nogle år, inden kundskab om de historiske og sociale forhold havde lagret sig så meget, at jeg kunne bruge den til at analysere og forstå forholdene. Det var en politisk urolig tid. Folk var mistænksomme over for hinanden, og jeg lærte efterhånden ikke at stille spørgsmål, for man fik ikke noget svar. I ethvert svar kunne der nemlig gemme sig en attitude eller en opfattelse, der kunne tolkes som en politisk meningstilkendegivelse. Folk var bange. De første tre år var besværlige, og egentlig ville jeg helst af alt hjem til Danmark. Det tredje år vendte det. Da fik jeg tårer i øjnene ved synet af de blå- og hvidstribede skildevagtshuse ved grænsebyen Gevgelija, når toget nåede grænsen mellem Jugoslavien og Grækenland. Endelig hjemme.

Jeg var landet i et græsk intellektuelt studentermiljø mellem meget politisk bevidste unge mennesker, mest arkitektstuderende. En gang imellem forsvandt en af dem i nogle dage for derefter at komme tilbage radbrækket og forslået efter at have været i behandling hos det græske sikkerhedspoliti. Det var skræmmende. Men der var ikke tale om organiseret modstand. Alle var så unge, og der var ikke noget, der hed fjumreår. De fleste, der kom ind på universitetet her ved første forsøg, var ikke mere end 17-18 år gamle. Mest af alt var de glade for endelig at være sluppet fri af de snærende familiebånd og skolernes jerngreb. De gik helt grassat i frihedsrus og uforpligtethed. Studenterværelset blev dog muget ud en gang imellem. Vasketøjet blev sendt hjem til mor med rutebilen og kom tilbage efter nogle dage, strøget og foldet upåklageligt, sammen med æsker med tærter, kager og hjemmebagt brød. Udmærkede måltider blev indtaget på billige madsteder. Med koldt vand til. Kaffe kunne man lave i lejlighedernes køkken på et lille bitte elektrisk apparat. Tyrkisk kaffe hed det dengang. Det var inden den tyrkiske invasion af Cypern, der fandt sted i 1974. De kvindelige studerende var altid villige til at lave kaffe og dermed indhøste taknemmelighed og komplimenter fra de mandlige studerende. Det var da sødt, men irriterende for mine ligestillingsfølsomme ører. Der var heller ikke noget, der hed IKEA, hvor man kunne få sig en billig reol, så vi gik på opdagelse i byens gader for at finde trækasser, som grønthandlerne havde smidt ud. De blev til reoler, borde, stole. Jeg husker også hele nætter, inden en arkitekturopgave skulle afleveres, så samledes vennerne og byggede modeller og tegnede. Indimellem sov de på en frugtkasse med hovedet lænet op ad et varmeapparat eller lagde sig på det bare gulv.

.....