En ny himmel

Оглавление

Aarhus University Press. En ny himmel

Forord

Om filmen

Jorden i midten. Det antikke verdensbillede

Grækernes verdensbillede

Aristoteles’ fysik

Fra Aristoteles til Kopernikus

En ny himmel. Fra Kopernikus til Newton

Kopernikus og Kepler

Galilei og Newton – udviklingen af tyngdeloven

Galilei, fysikken og den naturvidenskabelige metode

Lysekronen i Pisa

Galilei og pendulet

Striden om Galilei

Galileis metode

Den naturvidenskabelige metode

Nutidens spirende omvæltninger

Kvanteskum

Mange rumlige dimensioner

Superstrenge

Supersymmetri

Ikkeombyttelig geometri

Tro og viden. Konflikt eller harmoni?

Kopernikus og kirken

Striden om det nye verdensbillede

Processen mod Galilei

Den naturlige teologi

Newtons guddommelige univers

Hvad er et menneske? Darwinisme og kristendom

Et dyr blandt alle andre – Darwins evolutionsteori

Provokationen

Udbredelsen af darwinismen

Evolutionsteorien og den religiøse modstand i dag

De konservative kristne i USA

Kreationisme og Intelligent Design

En kamp om verdensbilleder og menneskesyn

Konflikt eller sameksistens?

Fra Shakespeare til fantasy. Naturvidenskab i engelsk litteratur

Verden som scene: Shakespeare

Fornuften på vers: Locke og Pope

Frydefuld frygt: Shelley

Et nyt Paradis: Pullmann

Tychos Danmark

Hjemme i Danmark

Det kulturelle klima

Klimaet skifter

Arven

Venskab og videnskab – vision og virkelighed. Om forfatteren Henrik Bjelkes drama Tycho (1987)

Intuition og identifikation

Vision og videnskab

Vision og venskab

Det nye verdensbillede. Videnskabsteoretiske perspektiver

Realisme og instrumentalisme

Observationer og tankeeksperimenter

Numerologi og matematik

Metavidenskabelige principper

Problemet om parallaksen

Naturlove i støbeskeen

Videnskabelige teorier og dagligdagens verden

Realisme og antirealisme

Den mekaniske naturopfattelse

Læren om sansekvaliteternes subjektivitet

Videnskabens teorier versus vor dagligdags opfattelse

Litteratur

Nøglepersoner

Om forfatterne

Отрывок из книги

En ny himmel

Verdensbilleder fra kugleskaller til kvanteskum

.....

Dette er i grove træk Aristoteles’ fysiske forklaring på det geocentriske verdensbillede. Systemet synes således at blive bekræftet af erfaringen og forklares af nogle grundlæggende fysiske principper. I dag ved vi, at systemet er skrupforkert – men i datidens øjne skulle der mere end blot ualmindeligt gode argumenter til, hvis man med held ville modsige Aristoteles.

Det geocentriske verdensbillede og Aristoteles’ fysiske forklaring herpå blev godtaget og forsvaret i omtrent 2000 år. Det forblev dog ikke uantastet så længe. Mindre end 50 år efter Aristoteles’ død blev det afvist af den græske astronom Aristarchos af Samos (310-230 f.v.t.) – også kaldet den græske Kopernikus. Han var i virkeligheden den første, der helt konsekvent gik ind for et heliocentrisk verdensbillede med Solen som kosmos’ midtpunkt og med Jorden reduceret til en planet, der sammen med de øvrige kredser omkring Solen. Tidligere havde Heracleides af Pontus (387-312 f.v.t.) – en astronom, der var samtidig med Aristoteles – foreslået, at de indre planeter, Merkur og Venus, bevægede sig rundt om Solen, mens de ydre planeter, Mars, Jupiter og Saturn, samt Solen selv bevægede sig rundt om Jorden. Hans begrundelse var, at det forhold, at Venus og Merkur kan optræde periodevis om morgenen eller om aftenen, bedst lod sig forklare med, at de bevæger sig rundt om Solen.

.....