Читать книгу Det graa hus - Bang Herman - Страница 1
I
ОглавлениеHans Excellence rejste sig i den Fyrretræs Seng og tændte sit Lys. Saa stod han op. Han overgød sig med Vand, mens han betragtede sig i sit Spejl: Legemet var knudret og stærkt som et gammelt Tømmer.
Over den hvide Væg tegnedes det som en Kæmpes Skygge.
Han klædte sig paa og han gik ind.
Han gik, med Lyset i sin Haand, gennem de mange Stuer. Broncer, Piedestaler og Hædersgaver stod indhyllede i Lagener. De ragede i Mørket saa underlig frem, som gik Excellencen, gennem Rummene, mellem Spøgelser.
Ved den sidste Dør stansede han et Øjeblik og lyttede. Der blev talt derinde. Det var Hendes Naade, der talte i Søvne. I Søvne troede Hendes Naade sig altid paa gamle Baller og dansede med Durchlauchter, der var døde.
Hans Excellence blev staaende, mens hans løftede Haand holdt om Portieren som en knyttet Klo: det var en Svaghed hos ham at lytte efter Hendes Naades Tale, naar hun sov.
Pludselig satte han Lyset fra sig og han aabnede Døren. I Mørket gik han frem mod Hendes Naades Seng.
Hendes Naade blev ved at tale – og højere, mens Hans Excellence lyttede:
– Weimar, Weimar, gentog Hendes Naade.
Hans Excellence stod der endnu, som en Støtte.
– Ja, Hoheit, sagde Hendes Naade.
Excellencen vendte sig og lukkede Døren og gik videre.
Hans Hænder rystede, mens han tog om den iskolde Lampe og fik den tændt, før han satte sig til sit Bord. Han trak Skuffer ud og ind og han tog de store blaa Ark frem, bøjede Margen paa dem og begyndte at skrive.
Han skrev, med Hovedet bøjet og med Øjnene sammenspilede, som vilde han tvinge deres Sekraft, mens hans venstre Haand laa paa Papiret, blaahvid og tung, som af Bly; mens han skrev og skrev, uden Ophør, med en vredagtig eller harmfuld Pen, Side efter Side, Blad efter Blad, og slyngede dem væk og fra sig.
Der hørtes ingen Lyd, uden Olielampens Kogen.
I det matte Lys saá Ørsted’er og Mynster’e og Hvide’r saa underlig halvtudviskede ud, som de hang der, i de blege Litografier, i deres gyldne Rammer, ordensprydede, i Ornater, officielle, paa Væggene Stuen rundt, – afdøde og stille.
Excellencen havde lænet sig tilbage i sin Stol:
– Aa, ja, aa, ja.
– Aa, ja, aa, ja. Lød det ud gennem Stuen.
Og han skrev igen.
Dagen begyndte at bryde frem og dens kolde Lys blandedes med den sparsomme Lampes. Excellencens store Hoved ragede bestandig frem over hans Bord.
Tjeneren kom ind og, bøjende sine ømme Knæ foran Kakkelovnen, fik han Ild i de store Brændestykker. Ilden lyste mod den brunlige Paryk – den havde saadan underlig opstaaende Kanter – og Ansigtet, hvor Munden mellem hundrede Rynker mindede om en sammenfoldet Kniv.
Excellencen hørte ham ikke. Han bragte Theen tilligemed Morgenavisen, og pludselig vendte Excellencen sig.
– Lad hende sy det, sagde han og rakte Tjeneren de blaa Blade.
Tjeneren Georg gik, mens Excellencen i ét Drag slugte den koghede The – Kulde eller Varme syntes ikke mere at fornemmes af det ældgamle Legeme.
Ude i Køkkenet syede Sofie Kone. Siddende foran Lampen syede hun med en lang sort Traad de skrevne Blade sammen med sin Haand, der lignede røde Knokler.
– Skriver han? spurgte hun.
Tjeneren nikkede.
– Ja saa.
Bornholmeren ved Siden af Køkkenbordet lød langsomt og tungt. Det var, som hentede den hvert tøvende Sekund møjsomt og stønnende op af en uendelig Brønd. Bornholmeren var det eneste Ur i Huset, der gik. De andre var gaaet i Staa.
Georg bragte de sammensyede Blade tilbage, og Excellencen trak Skuffer ud og Skuffer ind. De var alle fulde af samme Slags Hefter. Morgenavisen lod han ligge. Han læste ikke mer Aviser:
– Sker der noget? sagde han.
– Hvad sker der? sagde Hans Excellence:
– De bygger nogle flere Huse, hvori de kan synde mod sig selv.
– Tag den bort, sagde han.
Tjeneren tog den bort for at opbevare den til Hendes Naade. Hendes Naade lod sig daglig “Ledige Lejligheder” forelæse af sin Selskabsdame.
Paa Slaget ni ringede det, mens Jernklokken lød saa sært langt inde i Huset; det var Sønnesønnen:
– Excellencen er hjemme? sagde han.
– Ja, svarede Georg, og han hængte den unge Mands Tøj paa den samme Knage som igaar.
– Du har skrevet, sagde den unge Mand og bøjede sit Hoved.
Den Gamle vendte sig:
– Ja, og Stemmen lød vredt:
– Som jeg plejer. Man skriver og spilder Blæk, naar man ikke kan leve mer. Med Sort paa Hvidt kan man lave Menneskene som man vil. Der gør de ikke flere Dumheder, end man giver dem Lov til.
– Har Du fægtet? spurgte han pludseligt.
– Ja.
Med et Blik, der fik en egen og pludselig Styrke, sagde Hans Excellence:
– Du er en Sildeføding. Du maa tage vare paa Dig selv.
Mens han blev ved at betragte Sønnesønnens Ansigt, hvor Læberne midt i Blegheden var som Blod saa røde, sagde han, med den samme Stemme som før:
– Jeg véd heller ikke, hvordan vi nu ogsaa har faaet den Race ind i Familjen.
Sønnesønnen, der førte den meget slanke Krop meget rankt, løftede de mørke Øjenlaage en Kende:
– Er det paa Komedien, Grandpapa har skrevet? sagde han.
– Ja. Læs det højt.
– Sønnesønnen satte sig i den store Stol ved Vinduet og begyndte at læse – meget højt, for at Hans Excellence skulde kunne høre ham:
– Hvad siger Du, der staar? raabte Hans Excellence.
Sønnesønnen læste højere, anstrengende sig for at samle den ulæselige Skrift, hvor Bogstaver var glemt og Sætninger var faldet ud:
– Hvad er det, der staar?
Sønnesønnen blev ved at læse:
– Nej, raabte Hans Excellence: lad mig selv.
Han greb Arkene. Og, vred og bøjet frem mod Lyset, forsøgte han selv at læse alle de Sætninger, han allerede havde glemt.
– Nej, sagde han pludselig: jeg kan ikke. Det er Øjnene. Øjnene vil ikke.
Han slap Manuskriptet:
– Øjnene vil ikke mer.
– Læg det hen.
Den unge Mand tog de blaa Ark og lagde dem ned i en Skuffe, ved Siden af de andre.
Excellencen fulgte med Øjnene hans Hænder:
– Der er mange, sagde han.
– Ja, Grandpapa.
Excellencen havde lukket Øjnene: Tiden var forbi, hvor hans Excellence kørte til Forlæggere. Aarevis havde han kørt fra Dør til Dør, havde sendt Manuskripter og havde faaet dem skikket tilbage. Nu var han holdt op.
– Papiret er blevet for dyrt, min Go’e, sagde han.
Hans Poesier tryktes ikke mer. Det skulde da være et Gravvers over et Barnebarn eller over en Ven, som en Gang var berømt og som nu var glemt. Regeringens Blad trykte mellemstunder et saadant Vers bag i Avisen, med meget smaa Bogstaver.
– Grandpapa skulde skrive sine Erindringer, sagde Sønnesønnen – hans Stemme var, naar han ikke vogtede paa den, næsten ængstende blød – og han lukkede Skuffen.
Hans Excellence lo:
– Erindringer, sagde han: Erindringer – vi har Væv nok. Erindringer – hm, der er ingen, som har skrevet deres Erindringer. Om de andre lyver de, og om sig selv taler de ikke… De skriver om det Kravl, de har oplevet, og hvad de har levet, tager de med sig i Graven.
Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang:
– Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav – for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden….
– Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund. Saa sagde han:
– Lad mig faa Tiden til at gaa som jeg kan. Det sidste Stykke Vej er det sværeste, og at tænke er dumt. Et Hul i Jorden er ikke saa mange Tanker værdt.
Sønnesønnen sad lidt:
– Du har jo os, sagde han.
– Ja, sagde Excellencen: I skal jo fødes og klædes.
Det unge Menneskes Mund sitrede, næsten umærkeligt. Men den Gamle blev ved:
– Har – har? sagde han: Menneskene, Fritz, har ikke hinanden. De bruger hinanden og er alene. Naar man er blevet gammel, véd man det og bryder sig ikke mer om at snakke de mange Ord, som ingen hører. Hvem hører? Grosset snakker uden at høre det selv.
– Dyrene, min Go’e, kommer ud af det uden Ord, og det lykkes dem at opfylde deres Bestemmelse endda.
Sønnesønnen sad sammensunken med mærkeligt nedsænkede Skuldre:
– Ret Dig, sagde den Gamle.
– Ja; den unge Mand foer op saa hastigt, at han stødte sin Nakke paa Stoleryggens Vaabenskjold.
– Nej, blev Excellencen ved at fortsætte sin Tanke: Forplantningen skal tjenes. Lad dem avle og dø. Det har de gjort i Aartusinder. Lad dem blive ved med det og ikke gøre sig Indbildninger. De opfinder og finder paa og bygger Stæder og skaber sig Berømmelse… Naturen er lige glad. Jorden bliver kold en Gang ligesom Mennesket.
– Eller hvad har de for det? sagde han og saá pludselig op paa de mange Billeder paa Væggene: Der hænger de med deres Kæder, i deres Kaaber, som de Aktører de var og – Excellencen gjorde en Bevægelse med sine Fødder, som rensede han sine Saaler – hvad de vilde, blev det modsatte, og deres Gerninger er saa døde som de selv.
– Hvad er det Hele? blev han ved: det mætter ikke… Hm, jeg husker en Dag, det var Thorvaldsen… han var vel den største, ogsaa som Komediant, for det følges ad… Han gik omkring som var han selv i Gevandt og skulde tænde Røgelse foran sit eget Marmor. Men saa var det en Dag, han var vaagen, ellers sov han meget, Fritz, sov over sit verdensberømte Navn. Men den Dag var han vaagen – det var i hans Værksted: saa slog han lidt ud med Haanden mod alle de hvide Figurer og det hele Ler og saa sagde han:
– “Ja, det er jo meget kønt”.
– Det var det Hele, naar man kendte det.
Excellencen lo kort, som nød han sit eget Minde:
– Og Oehlenschläger døde brølende over sin egen Sokrates, som ingen gad læse, og Heiberg saá efter Stjernerne, hvis ellers nogen tror det. Lad Stjernerne gaa, hvor de vil. Jeg véd aldrig af, at vi fik noget Bud fra dem.
Han tog sig over Øjnene, og i en anden Tone sagde han:
– Men gamle Folk skal ikke ha’e stærke Hjerner, for saa véd de for meget… De skulde blive sløve. De, som ikke bliver det, faar Tid til at se, og det skulde Menneskene være fri for – Man skulde aldrig se, aldrig sig selv og aldrig de andre… Der er et dumt Ord om at den, der ser Jehovah – og Excellencen lo paa dette Ord – han dør. Men jeg siger Dig, at hvis et eneste Menneske saá et andet Menneske helt til Bunds i Sjælen, saa vilde han dø. Og hvis det kunde tænkes – men det kan det ikke, ti for sig selv lyver man for haardt – at man saa sig selv til Grunden af sin Sjæl, saa vilde man betragte det, min Go’e, som en ringe men nødvendig Straf selv og uden et Kny at lægge sit Hoved paa en Blok —
– Naa – og paa en Gang brød Hans Excellence af – jeg snakker… Men (pludselig saá han paa Sønnesønnen og der var i mindre end et Sekund i hans Øje noget, der næsten lignede Skyttens Blik, naar det ser, om et Pileskud har ramt) det gør vel ikke noget, for Du hører ikke efter. Det er en anden Visdom, som suser for dine Øren.
Det unge Menneske rejste sig:
– Farvel, Grandpapa, sagde han kun.
– Er der ellers ingenting, Du har paa Hjerte?
Hans Excellence rejste sig og gik hen til sit Chatol, om han lukkede op. Han skød en Brevpresser til Side og tog nogle Pengesedler, som han ikke talte:
– Ungdommen maa have Penge, sagde han:
– Farvel.
– Farvel, Grandpapa. Den unge Mand gik. Georg ventede i Gangen og tog hans Overfrakke ned og hjalp ham den paa:
– Farvel, sagde den unge Mand og bøjede Hovedet.
Georg hængte “Sedlen” ud paa Døren: Paa et Stykke Pap stod med Bogstaver, som var halvt fortærede, Ordet: Consultation.
Saa aabnede han Brevkassen og tog Posten. Brevene lagde han paa Konsollen. Men da han havde gjort det, tog han pludselig Brevene op igen og læste Udskriften paa den ene Konvolut, mens der gik en Grimasse hen over hans Ansigt – før han lagde den ned igen, men længere inde, i Mørket.
– Er Hendes Naade vaagen? spurgte Excellencen, da han kom ind.
– Hendes Naade har ringet.
– Og min Søn?
– Hr. Fritz Hvide er gaaet ud.
– Hm.
– Bring mig Journalen.
Georg bragte den svære Bog og slog den op.
– Hvad Datum er det?
– Den otte og tyvende, Deres Excellence.
– Fastelavnstiden gaar ud, sagde Hans Excellence.
Hans Excellence skrev Datum foran en stor Rubrik under de andre Rubrikker, der stod tomme.
– Tak, sagde han: Du kan gaa.
Georg gik. Ude i Gangen satte han sig paa Stolen tæt ved Døren. Han holdt sig meget rank. Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet.
– Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør.
– Georg rørte sig ikke.
Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke. Paa Toppen af ham sad et Hoved, der ligesom ikke sad rigtig fast. Han skulde aflevere et Brev. Han kom ind til Excellencen, der læste Brevet. Det var en Middagsindbydelse fra Baronesse Brahe.
– Sig Baronessen Tak, sagde han.
– Men jeg la’er mig ikke mer fremstille til Dyrskuer… Hvordan har hun det?
– Tak, godt, Deres Excellence.
– Og han selv?
Tjeneren stod ret ved Døren. Kun Hoved og Skuldre gik. Den øvrige Statur mindede om en Bygning, hvortil der er sat Stiver.
– Tak, Deres Excellence… det er kun den Rysten… men jeg ta’r “det Styrkende”, Deres Excellence.
– Ja, styrk sig, sagde Hans Excellence og vendte pludselig Ansigtet mod ham med et Udtryk, som saá han paa en gammel Hund.
Den gamle Person blev staaende et Øjeblik, før han sagde – hans evige eller eneste Tanke – :
– Og det gaar saa daarligt med Serveringen.
– Saa skulde han la’e vær’, sagde Excellencen.
– Der er ingen, som takker ham for, at han spilder Sauce paa hans Klæ’er.
– Farvel.
– Hans Excellence vendte sig og Døren gled til.
– Hva’ sa’e han? hviskede Georg ude i Gangen.
– Der er vel ikke no’et, til der ka’ hjælpe, sagde den anden.
Georg nikkede. Men med et pludselig forandret Udtryk i sit Ansigt hviskede han, pegende ind mod Døren:
– Han er osse skidt.
Det var, som Udtrykket i Georgs Ansigt paa en Gang spejledes i den fremmedes:
– Er han? sagde han og hans Stemme fik ligefrem Klang.
– Vores Baronesse er osse snavs, hviskede han.
– Det er jo Emmely, der er syg? sagde Georg.
– Ja. Det er Gigtfebren, som de kalder ’et.
– Ja, nikkede Georg.
– Og den har nok slaaet sig ved Hjertet, hviskede Brahernes Tjener.
Og idet han pegede hen imod Excellencens Dør, sagde han:
– Men han bliver jo ikke kaldt. Det nyfigne i Georgs Ansigt veg paa én Gang for en vis Stramhed:
– Nej, sagde han: ikke endnu.
Men pludselig rettede de sig begge, da en Nøgle lød i Gangdøren. Det var Faderen. Han tog Overtøjet af og spurgte:
– Er der nogen syge hos Baronens?
– Jo, det vilde sige, det var Baronessen, som gerne vilde se Hans Excellence… til Middag.
Den Gamle havde stotret i det:
– Ja saa – der var gaaet næsten som en Bleghed over Faderens Ansigt…odmorgen.
Faderen gik ind ad Hans Excellences Dør.
– Er det Dig? sagde Excellencen, og der kom et pludseligt Lys i hans Øjne ved Synet af Sønnen, der smilte til ham med et eget ømt Smil, næsten som en Kvindes:
– Hvordan har Du det, Papa? Tak. Gamle Folk, Dreng, bør ikke klage, naar de kun nogenlunde kan trække Vejret.
– Det er raat ude, sagde Faderen, stadig bøjet over Hans Excellence.
– Det er vores Klima, Go’e, som vi maa bære. Faderen vendte sig imod Vinduet.
– Er Stella oppe? spurgte Excellencen.
– Sikkert, sagde Faderen og undgik forsætligt et “Ja”.
Som i Løbet af et Sekund blev Excellencens Ansigt mørkere:
– Hun har det ikke godt denne Gang, sagde han efter en Stilhed.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks:
– Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru.
Excellencen svarede ikke og de tav begge igen.
– Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
– Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag.
– Saa drikker jeg The, sagde Faderen.
– Ja.
Døren faldt til.
Georg sad som før, da det ringede igen.
Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat:
– Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun.
– Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
– Tak, sagde Jomfru Villadsen, hvis Fingre uafladelig foer hen over en Masse bleget Flor, der dækkede hende fortil – Ryggen var skruttet – :
– Tak.
– Kom kun ind, sagde Georg.
Tjeneren aabnede Excellencens Dør, saadan lidt, som man aabner for et Kræ, der smutter ind ved den nederste Dørfylding, og Excellencen drejede Hovedet:
– Er det Dem? sagde han.
– Sæt Dem.
Og Jomfru Villadsen satte sig, ved Døren, paa en Stol lige paa Kanten, for at hendes Fødder kunde naa Jorden.
– Saa er det vel galt igen?
– Ja, Deres Excellence.
– Er det det gamle? spurgte Excellencen, der havde drejet Stolen helt og ikke tog Øjnene fra hende, mens han pludselig rankede sig i sin Stol.
– Ja.
Jomfru Villadsen holdt Hovedet opadvendt, og det begyndte at arbejde inde i hendes Bryst, bag Florene:
– Det er jo altid Snittet, Deres Excellence, halvt mimrede hun: det er jo altid Snittet, der gi’er de gale Smerter…
– Ja, sagde Excellencen, der paa en Gang syntes greben af en bister Oprømthed: det gi’er Efterveer, Jomfru, efter Glæderne.
Jomfru Villadsen begyndte at græde, saa Graaden krængede hendes Mund. Mens hun sad med det fremstrakte Ansigt og den krængede Mund lignede hun en Tudse:
– Ja, En bøder for’et, mimrede hun, man pines for’et, man bøder for’et, naar man er kommen i Ulykke…
– Der er ingen, som kommer i Ulykke, Jomfru, sagde hans Excellence: de vil alle ha’e Fornøjelsen.
Jomfru Villadsen blev ved at græde, med underlige korte Kluk, der rystede den forvoksede Krop.
– Ja, det er vel sandt… det er vel sandt, sagde hun.
Og for tusinde Gang begyndte hun paa den samme Historie og den samme Klage, som han kendte; han havde hørt den fra den første Dag, da hun mødte paa Hospitalet, og han, som forlængst havde opgivet at øve den Fødselshjælp, der havde været med at gøre ham berømt, i et pludseligt Anfald af en sælsom og urimelig Munterhed, besluttede, at han selv, han, Mesteren, en sidste Gang vilde forløse – forløse dette Kræ, over hvem, en Dyrehavsnat, et Mandkøn dog var slaaet ned, saa hun havde kunnet sætte et Menneske i Verden.
– Ja, Villadsen, sagde Hans Excellence, det kender jeg.
Jomfru Villadsen, der var blevet ved at hulke, sagde: – Ja… Excellencen véd’et… Excellencen véd’et… Men (det kom som en Strøm af Graad) En var jo dog et Menneske.
Der gik et pludseligt Smil over hans Ansigt, og med et Udbrud, der lod det ene Ord lyde som slyngede han en Sten frem gennem den høje Stue, sagde han:
– Ja.
– Der er indrettet som de andre, sagde Jomfru Villadsen, ustanseligt hulkende.
Der blev Tavshed et Øjeblik, til Excellencen paa ny vendte Øjnene mod Tudsen.
– Og hvor er han? spurgte han.
“Han” var Jomfruens Søn.
– Ja, nu er han jo løbet fra Konen.
– Naa.
– Og Kærresterne ta’er han blandt de værste, sagde Jomfru Villadsen.
– Hvad lever han af? spurgte Excellencen.
Jomfru Villadsen svarede ikke, men hulkede kun højere, mens Excellencen lo, i en pludselig Forstaaelse, og sagde, i samme Tonefald som “Ja” et før:
– Det er osse en Færdighed, Go’e, og gladere for sin Ejermand end de fleste.
Jomfruen, der vel ikke forstod, bøjede Hovedet, saa Tyrolerhatten skjulte hendes Ansigt:
– Det er en Skændsel, det er en Skændsel, hulkede hun og dukkede sig forover. (Hun udtalte Skændsel, som stavedes det med t.)
Excellencen blev ved at le:
– Det er en Appetit, sagde han, og en Appetit kan være saa stærk, at ogsaa den bliver et Levebrød.
Hans Latter stansede, og mens han igen slog ud med Foden som til et Spark, lagde han til:
– Og hvad kunde han vel egentlig arve, Jomfru, andet end Appetit’en?
– Nej, Deres Excellence, nej, Deres Excellence, mumlede Villadsen, der skjalv, saa hun sitrede over hele sin Krop.
Han havde atter drejet sin Stol:
– Brug, hvad hun plejer, sagde han og skød to Ti-Lapper frem mod Skrivebordets Kant. Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade.
Hans Excellence løftede Hovedet.
– Og hvor er hun selv? sagde han.
– Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
– Bliver det stadig ved hos Søstrene? spurgte Excellencen, der nogle Gange havde opsøgt Villadsen hos “Søstrene”, hvor hun evindelig sad i en Krog, som var hun smidt derhen, foran en Vugge.
Jomfruen begyndte saa smaat at snøfte igen:
– Ja, Deres Excellence, sagde hun, og hendes Snøften blev igen til Graad: det bliver ved.
– Men det er vel Himlens Velsignelse.
Excellencen saá en sidste Gang paa den Forkrøbling, ud af hvis Kød han havde skaaret et Menneskebarn:
– Og Menneskenes Vilje, sagde han.
Hans Stemme var pludselig bleven forandret og med ét rakte han Haanden frem og tog Jomfru Villadsens klamme Fingre – Hans Excellence rakte kun sjældent Haanden – :
– Naa, Farvel, lille Villadsen, sagde han.
– Og Tak, Deres Excellence, sagde hun og vilde kysse hans Haand. Men han rev Haanden til sig, mens han pludselig blev bleg:
– Farvel.
Jomfru Villadsen var ude og nede ad Trappen, i Porten, hvor den enbenede Portner ventede med Krigsmedaillen paa sit Bryst. Han aabnede Porten, mens han saadan tre Kvart spærrede med Træbenet, Erindringen om hans Opofrelse for Fædrelandet:
– Og Tak, sagde Villadsen, mens hun lod en lille Skillemønt forsvinde i Haanden, som Fædrelandsforsvareren ikke havde mistet.
– Godmorgen, sagde Portneren og rettede Træbenet.
Porten faldt i.
Hans Excellence havde ringet paa Georg.
– Vognen, sagde han.
– Ja, Deres Excellence. Faderen kom ind:
– Kører Du ud? spurgte han. Men Excellencen hørte det vistnok ikke; thi pludselig sagde han, endnu siddende i sin Stol:
– Hvad er det, jeg har sagt: der burde her i Verden være flere af de Bestier, som aad deres egne Unger.
Faderen lo og sagde:
– Excellencens Sententser er forbryderiske.
– Maaske, Go’e – og Excellencen rejste sig – Sandheden er altid forbryderisk, fordi den er Sandheden…
Georg bragte Excellencens Frakke, men Excellencen blev ved at tale – han sagde altid saa meget, mens han skiftede Klæder, og ingen vidste ud fra hvilken Tankegang-:
– Men læg Mærke til, at den menneskelige Retfærdighed er enøjet. Havde den to Øjne at se med, fik vi ikke Tugthuse nok.
Han fandt ind i Frakkeærmet:
– Eller vi fik slet ingen.
– Men Ulykken er og Ulykken bliver – og han talte sig hidsigere – at Menneskene, de er kun nogle forfængelige Narre, som vil lade, som holdtes der Tugt blandt de Dyr, de er. Men der er ingen Tugt og der er ingen Orden paa deres Parringspladser… Byg enten flere Tugthuse eller riv dem ned, der findes, det var der endelig Mening i.
Han holdt pludselig inde:
– Sover Hendes Naade? sagde han.
– Hendes Naade er vaagen, Deres Excellence.
– Godt.
Hans Excellence vendte sig og aabnede Døren. Han gik nænsomt gennem de tre Stuer, ind i Hendes Naades Sovekammer, hvor der var mørkt, saa, i Skumringen, alene Sengen ragede frem med sin Fløjelsbaldakin paa de fire Søjler.
– Hvem er det? raabte Hendes Naade.
– Mig, sagde Excellencen, og han stod med bøjet Hoved, i en saa besynderlig Stilling – øm eller frygtagtig – foran Hendes Naades Seng.
– Hvordan har Du sovet? spurgte han.
– Du har rumsteret længe, svarede Hendes Naade, uden at flytte sit Blik fra Baldakinen.
– Som jeg plejer, sagde han og kyssede Haanden, som hendes Naade havde faaet frem af mange Tæpper.
– Og nu kør’ jeg, sagde han. Hendes Naade drejede sig pludselig, saa han saá hendes graa Øjne gennem Mørket:
– Hvorfor kør’ Du og samler Dig Gigt i alle de Porte?
Hans Excellence stod stadig i samme Stilling, mens Hendes Naade tøvede et Nu, før hun sagde:
– Der er dog ingen, der venter paa Dig.
Han hørte det maaske ikke. Han bøjede pludselig hastigt sit Hoved – Bevægelsen var næsten sky – saa langt frem, at hans Læber rørte Hendes Naades Pande:
– Farvel.
– Farvel, sagde Hendes Naade, der ikke havde rørt sig.
Og, mens Excellencen gik, blev hun liggende ubevægelig med lukkede Øjne, midt i den mægtige Seng, hvor, i Mørket, kun Ringene glimtede paa hendes Fingre.
Faderen aabnede Døren til Gangen for Hans Excellence.
Faderens Blik faldt paa de ankomne Breve, der laa paa Konsollen og med en pludselig Bevægelse skød han dem hurtigt endnu længere ind paa Konsollen.
Excellencen havde set det.
– Er der Post? sagde han og virrede, et Nu, med sit Hoved.
Hans Excellence læste aldrig Posten, før han kom hjem.
– Bliv inde, sagde han og slog Døren i for Sønnen. Georg fulgte ham, med Vogntæppet over sin Arm.
– Hvorfra var der Breve? sagde Excellencen pludselig og vendte sig paa Trappen.
– Jeg véd ikke, Deres Excellence.
– Han véd ingenting.
I Porten holdt Vognen, paa hvis Buk Kudsken Johan fyldte tæt.
– Hvordan gaar det med Hestene? spurgte Excellencen, som en Mand, der siger noget for at vifte en anden Tanke bort.
– Det er snavs, svarte Johan tørt.
Med Excellencens Heste gik det altid “snavs”. Excellencens Kudske skar dem tidt i Haserne, saa de haltede for Vognen, hvorpaa de overbeviste Hans Excellence om deres Ubrugelighed og solgte dem mod en rimelig Avance for at indkøbe nye, ligeledes mod en Godtgørelse.
– Men hvad fejler den? spurgte Excellencen fra Vogntrinet.
– Den gør’et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen.
Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke:
– Han skulde gerne tale med Hans Excellence. Excellencen vilde smække Vogndøren i, men Personen satte tilfældigt Albuen imellem:
– Det var bare et Ord til Hans Excellence.
– Hvad?
Og Excellencen slap Vogndøren.
– Excellencen véd jo nok, at jeg har haft den Forretning med Deres Hr. Excellences Søn.
– Ja, ja.
– Og nu var det… Excellencen véd, at Deres Hr. Søn…
Personen havde en saare høflig Stemme – der var noget eget Glat over ham, der mindede om en for hundrede Gang afstrøget Silkehat – men han holdt stadig Albuen imellem.
– Hvad vil han? raabte Excellencen og han smed et Par Pengestykker hen til Manden, der slap Døren.
– Kør, raabte han.
Og Vognen kørte, forbi den Enbenede, der ikke havde taget Øjnene fra Excellencen og Mandspersonen, ud paa Gaden.
Excellencen havde rettet sig i sin Vogn, mens Gadens Folk hilste ham længe og ærbødigt.
Georg var gaaet op. I Halvmørket i Entreen læste han endnu en Gang Udskriften paa de ankomne Breve og skød dem atter langsomt helt ind paa Konsollen, i Mørket.
Hendes Naade ringede, saa det skingrede gennem hele Huset.
Faderen aabnede Døren til Dagligstuerne, hvor Stuepigen Arkadia, en ung Dame i stivt Sirts og hvide Strømper, havde slaaet alle Vinduer op paa vid Gab og med en Tæppebanker i hver Haand pryglede løs paa Fløjelsportiérerne, saa Støvet stod som skidne Skyer om Hvidernes broderede Vaaben.
– Hendes Naade ringer, sagde Faderen og lukkede Døren igen, for Trækken. Jomfru Arkadia havde for Vane at lufte ud, som udluftede hun et Aarhundrede.
– Ja, Hr. Hvide, sagde Arkadia, der pryglede videre.
Snart var hun i Gang med Dørforhængene og snart var hun ved Vinduerne.
I Excellencens gamle Vinkælder var der ifjor flyttet en Skibsproviantering ind, med en Kontorist og to Kommis’er, der i Morgentimerne vekselvis opholdt sig i Kælderhalsen.
De Folk, der bor nede paa Jord, deres Gemytlighed, den er stor….
Jomfru Arkadia pryglede løs paa Hvidernes Vaaben, mens hun sang.
Hendes Naade blev ved at ringe.
– Godmorgen, lød det fra Kælderhalsen, fra én af de tre Handelsmænd. Arkadia var atter ved Vinduerne.
– Godmorgen.
– Travlt? spurgte Handelsmanden.
Jomfru Arkadia daskede begge Tæppebankerne ned mod den sorte Kommis i Kælderhalsen.
– Man har vel mer at gøre end De – heldigvis, sagde hun.
Og væk var hun og bankede igen. Pludseligt lød der et:
– Kaffe, Kaffe, klingende gennem det halve Hus.
Det var “Moderen”, der var ude af Sengen og, i Natkjole, slog Entrédøren op oppe paa første Sal og raabte sit:
– Kaffe, Kaffe.
Faderen dunkede paa Døren inde i sit Værelse, ved Siden af Moderens:
– Stella, Stella, raabte han: husk dog, vi er ikke hjemme.
– Hva’ si’er dog de fremmede Mennesker, som ellers bor her i Huset?
– Kære Fritz, la’e dem si’e.
Moderen var i Seng igen og slog Hænderne ned over sin Dyne:
– Hvem kender de Personer? sagde hun.
Jomfru Arkadia havde sluppet “Bankeren”, saa saare hun hørte “Kaffen” og hun løb gennem Entréen og Spisestuen og Gangen ud i Køkkenet:
– Fruen har kaldt, sagde hun.
– Ja, svarede Sofie, der aldrig ændrede sit Tempo, og hældte Kaffen op, mens hun sagde:
– Hendes Naade har ringet.
– Frøkenen er inde, (“Frøkenen” var Selskabsdamen) sagde Arkadia og løb med Kaffen.
– Der kan hun løbe, sagde Sofie.
– Gud være lovet, raabte Moderen og slog ned over Kaffebakken, som Arkadia stillede paa Dynen.
– Har Hendes Naade ringet? Det var hendes evindelige Skræk, om Morgenerne, under Besøget hos SvigerForældrene.
– Ja, svarede Arkadia.
– Hæng Uret op, sagde Moderen, der sad oprejst i Sengen og skubbede Skuldrene op og ned for hver Mundfuld, hun tog af Koppen, mens Arkadia anbragte hendes Ur paa Fodenden af Sengen:
– Halvelve, sagde Moderen forfærdet og lige efter:
– Kære Arkadia, hvor har De dog trallet paa Trapperne.
– At De kan synge saa tidligt om Morgenen.
Det var Moderens Undren hver Morgen.
– Og hvad er det saa for Viser, De synger? Jeg kan ikke huske de Melodier… hvordan er det nu?
Hun begyndte selv paa et Omkvæd men hun kunde det ikke:
Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked —
Arkadia rettede og sang, mens hun stod midt for Sengen.
– Ja, ja, sagde Moderen og sang med – hun skød Benene helt op under sig af lutter Iver – :
Naar en Kvinde hun skal giftes og om Mandens Færden forhen intet véd, og hun før Partiet stiftes søge vil at skaffe sig lidt god Besked, om han er flink, villig, tro og lydig, om han er skabt i den rette Form, og om han ellers har været dydig, kan hun faa ham undersøgt af Line Worm.
De sang begge to. Arkadia rettede og Moderen lo, til hun pludselig saa’ paa Uret:
– Ti Minutter i elve, sagde hun og jagede Arkadia ud.
Faderen bankede inde paa sin Dør:
– Stella, sagde han, hvad er det dog for Viser, Du la’er den Pige synge?
– Kære Fritz, det véd jeg virkelig ikke; og leende sagde hun:
– Er det ikke dem, de sælger paa Gaden?
Hun laa et Øjeblik. Saa sagde hun:
– Fra hvem er der Breve?
– Fra Hans, svarede Faderen indefra.
– Til din Fa’er?
– Ja.
Moderens Ansigt blev med ét forandret, mens den hvide Haand strøg Haaret bort fra hendes Pande, og hun laa stille, uden at røre sig.
Derinde lød Faderens Skridt.
– Fritz, hvad Dag er det?
– Fredag.
– Nej, men Dato.
– Den otte og tyvende.
Moderen rørte sig ikke.
Derinde lød Skridtene.
Nedenunder var Selskabsdamen begyndt at klæde Hendes Naade paa. Det var en Smule besværligt paa Grund af Hendes Naades Gigt.
– Passer De Temperaturen? sagde Hendes Naade.
Ja, Selskabsdamen passede den.
Termometrerne blev i Dagligstuerne anbragt en Tomme over Gulvtæppet for daglig at konstatere Fodkulden for Hans Excellence.
– Vi har den jo fra Kælderen, sagde Hendes Naade: jeg bad jo for mig, lille De, men Hvide vilde ha’e den Butik og jeg maatte undvære min Vinkælder.
Selskabsdamen vidste det.
– Hvormeget er der? spurgte Hendes Naade.
– Tretten Grader.
– Hm. Lad dem saa hænge, De, at Hvide kan se det.
Hendes Naade skød Læberne frem, hvis skønne Bue en Gang havde begejstret Hr. Lamartine:
– Men Hvide føler det jo ikke, sagde hun. Der lød et Pappegøjeskrig inde fra Stuerne.
Det var “Poppe”, der vaagnede ved den stigende Temperatur og skreg sit:
– Fortuna fortis, ud gennem alle Værelserne.
– Dæk dog til for det Dyr, sagde Hendes Naade.
– Fortuna fortis, skreg Pappegøjen, til Selskabsdamen havde faaet Buret dækket og igen var vendt tilbage.
– Tak, sagde Hendes Naade, og hun tilføjede:
– Det er ogsaa Hvides Idé med den Fugl.
De var under Toilettet naaet til Haaret. Hendes Naades Forhaar skulde kreppes og sættes højt op.
Hendes Naade, som for det øvrige Legemes Vedkommende med Aarene havde faaet nogen Skræk for Vand, lod sit Ansigt og sine Hænder pleje med megen Omhu med Crêmer og Essenser.
Inde i Spisestuen sad Georg og ordnede Sølvtøj. I den store og halvmørke Stue hørtes ingen Lyd uden den sagte Klang af Sølvet, naar han lagde Ske ved Siden af Ske – med Vaaben mod Vaaben.
Ellers var der tyst.
I Køkkenet listede Sofie om mellem mange Kar, som en Strøkone, der gaar i Gang med Værket.
Vandet i Hanerne gurglede med en Lyd som en træt Rallen.
Henne paa Rørstolen, ved Bornholmeren, sad Jomfru Arkadia og smilede glad til sine egne hvide og lovende Smalben.
Vognen kørte bort – ud mod Kongens Nytorv, frem gennem Byen. Fortovene var allerede fyldte af Mennesker, der, i Sølet, som smudskede alle Fødder, gik, mellem hinanden, i Morgenkulden.
Excellencen kendte ingen. Han hilste, med samme Nik, alle der kendte ham.
Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste:
– Hvem var det, Grandpapa?
– Kender dem ikke, svarede han.
Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den.
– Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen.
– Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.
Og han sad igen og saá ud over Gadernes Menneskeansigter, med de blyfarvede Hænder foldede i sit Skød.
… Vognen rullede ned ad Raadhusstræde op foran Det Braheske Palæ. Portneren, en gammel Hvidskæg, iført rødstribet Vest og blaa Bukser, slog Porten op og aabnede Vogndøren, før Førstetjeneren kom til, der blev helt forskrækket, da han saá Excellencen, og løb igen op ad Trappen, foran, alt, hvad de rystende Ben kunde bære ham, op paa første Sal – saa Portneren maatte hjælpe Excellencen ud:
– Ja, sagde Portneren, det er vist kun daarligt, Deres Excellence… Det er nok blevet værre inat.
– Det er nok daarligt, Deres Excellence.
Hans Excellence, der kun hørte Ordet daarligt og troede, Hvidskæggen talte om sine Gigtknuder, sagde: – Saa smør sig med det, jeg har givet ham; og han gik ind ad Glasdøren.
Tjeneren var løbet ind gennem to Stuer, ind i Dagligstuen, hvor to unge Baronesser sad ved Midterbordet:
– Det er Konferensraaden, sagde han ganske forpustet og kaldte, i sin Befippelse, Excellencen ved den gamle Titel, han havde baaret i saa mange Aar.
De to Baronesser blev ligesaa forskrækkede som han og de raabte begge to:
– Mo’er, Mo’er, det er Onkel Hvide.
Lehnsbaronessen, der var i Slobrok, kom frem i Døren til “den lille Spisestue”.
– Gud, sagde hun: og vi, som ikke har kaldt ham – hun slog de fyldige Hænder sammen – :
– Jeg sagde det jo nok.
– Nu kan vi jo ikke sige det, nu vi har kaldet Professoren.
De hørte allerede Hans Excellences stampende Trin i den forreste Stue:
– Lad mig, sagde Moderen og gik, foran de to Døtre, ud for at tage imod ham:
– Men, kære Onkel Hvide – og Baronesserne slog Armene om ham – er det Dig. Kom dog, jeg sidder lige ved den første Frokost.
– Tak, sagde Hans Excellence: jeg skal intet ha’e. Han kyssede begge Døtrene – Hans Excellence kyssede alle yngre Kvinder paa sin Vej med en egen tom Graadighed – :
– Jeg spiser ikke paa denne Tid af Dagen.
– Men Du kan da sidde hos mig, sagde hun og førte ham ind i Spisestuen, hvor ogsaa Døtrene tog Plads foran to tomme Tallerkener. De talte hurtigt, snart den ene og snart den anden, om Vind og Vejr, mens ingen vidste, hvad de selv sagde, eller om Excellencen hørte efter.
– Tak for Indbydelsen, sagde han pludselig, midt under Snakken.
– Ja, vi tænkte, Du dog maaske vilde komme. Det var et Par af de Gamle, vi gerne vilde se, raabte Baronessen, der stadig spiste.
– De Gamle er døde, sagde Hans Excellence, og, paa en Gang, spurgte han:
– Hvor er Emmely?
Fruen, der hele Tiden havde ventet Spørgsmaalet om Emmely – for den syge Datter var Excellencens Yndling i Familien – og i sin Forvirring bare havde spist videre, sagde:
– Ja, Emmely…
– Er ude at ride, faldt en af Døtrene ind.
– Med Preben, sagde den anden.
– Jeg har sagt, hun maa ikke ride, sagde Hans Excellence.
– Og slet ikke med Preben.
Fruen, der blev endnu mere forvirret, sagde:
– Ja, det har Du, og pludselig gav hun sig til at tale om Hoffet og Arveprinsessen, som hun sagde, hun havde besøgt igaar:
– Hun holder sig tappert, Onkel Hvide.
– Hm, sagde Hans Excellence: man behøver ikke at nedstamme fra tretten Konger for at blive gift med en Skørtejæger og holde Husholdningsbog for sin Portner.
Fruen greb Emnet om Prins Ferdinand og sagde:
– Ja, men den Kærlighed blev nu alligevel Livsindholdet for hende.
Der gik en Trækning over Excellencens Ansigt:
– Livsindhold – og han lo – ja, det er Livsindhold at slæbe en Møllesten paa sin Ryg.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt – hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord – og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte.
Fruen rejste sig halvt – fra rød blev hun bleg – og satte sig, i et Sæt, igen.
– Ida, se hvad det er.
Og den ældste Datter løb.
– Hvorfor løb hun? sagde Hans Excellence, der lod, som om han intet havde hørt.
– Hun gik efter Theen, sagde Baronessen og saá i det samme Thepotten, som stod midt foran hende, paa Fyrfadet.
De blev ved at løbe, der ude, frem og tilbage – Skridt frem og Skridt tilbage.
– Hvad er det dog? hviskede Baronessen, der stod op, med Thepotten, som pludselig begyndte at ryste i hendes Haand.
– Nej, bliv, hviskede hun til den anden Datter, der vilde rejse sig.
– Hvad er det for Kød, spurgte Hans Excellence og stak med en Gaffel, han havde taget fra Fruens Tallerken, over mod et Fad, fyldt med rødt Oksekød.
– Det er Oksekød, Onkel Hvide, sagde Datteren.
Hans Excellence, der led af en besynderlig og bestandig Hunger og derfor, paa alle Tider, ligesom kastede sig over al Slags Mad, som han ikke mere kunde fordøje, havde allerede slugt et Stykke og tog et til, med samme Hast – da Døren blev revet op og Baronesse Ida løb ind og raabte:
– Mo’er, stakaandet, uden at tænke, ikke paa Hans Excellence og ikke paa noget:
– Mo’er.
– Hvad er der?
Fruen var staaet op og var ikke kommen et Par Skridt, før Baron Preben, Emmelys Forlovede, kom ind, helt hvid i sit Ansigt, hvid helt ind under Skægget, og lod Dørene staa aabne, idet han raabte:
– Kom, kom, Emmely…
Og holdt inde ved Synet af Hans Excellence.
– Du undskylder, Onkel Hvide, sagde Fruen, mens Sveden var sprungen frem paa hendes Pande; og hun gik med Ida, medens Døren sloges til.
Maaske et Minut var der stille, efter at Hans Excellence havde rejst sig.
I et Nu havde han forstaaet det alt: at Emmely var syg, var farligt syg; at en anden var kaldet, en anden kaldet til Emmely; at Indbydelsen var bragt, som de vidste, han vilde besvare med et Nej, en Middagsindbydelse, for at han intet skulde gætte…
Hans Excellence stod endnu, mens Stolen, til hvilken han støttede sig, rystede under Taget af hans Haand, som var selv det livløse Træ blevet levende under hans Vrede.
Saa sagde han, og hans Stemme lød roligt:
– Er I kommet hjem?
Baron Preben, der stod midt i Stuen, ret op og ned – man havde det Indtryk, at stødte man til ham med en Albu, vilde han falde – sagde:
– Hvem? og saá paa Excellencen med Øjne, der intet saá.
– I, sagde Hans Excellence, der bestandig stod støttet til Stolen.
– I har jo redet.
– Ja, svarede Preben, der ikke vidste hvad han selv sagde.
Der blev stille igen, mens Uret dikkede, saadan underligt springende, som gamle franske Ure gør.
– Saa hils, sagde Hans Excellence og det var, som bortslyngede han noget, da han slap sin Stol. Baronesse Ingeborg havde rejst sig:
– Gaar Du, sagde hun.
– Det er paa Tiden, svarede Hans Excellence, og ene gik han – for Baronesse Ingeborg turde ikke følge ham – ud gennem Stuerne.
Preben listede ind, hvor Moderen sad ved Sengen hos Emmely, der var hvid som det Hvide er hvidt, mens hendes Bryst gik højt:
– Det gør saa ondt, aa, det gør saa ondt.
– Ja, ja, lille Emmely.
– Det gør saa ondt.
– Ja, ja, rejs Dig lidt, hører Du, rejs Dig lidt…
Den Syge forsøgte det, mens Preben greb om Fodendens Kant med begge sine Hænder. Men Emmelys Hoved blev liggende paa Puden, magtløst som var det skilt fra Kroppen:
– Nej, jeg kan ikke…
– Nej, nej, det gør saa ondt.
– Saa, saa, nu kommer Doktoren. Baronessen talte næsten vissende som til et spædt lille Barn:
– Nu kommer Doktoren.
Den Syge blundede hen, Brystet gik op og ned.
Ida stod i Krogen og græd stille.
– Sover hun? hviskede Preben.
– Ja.
Ida løftede sit Hoved: henne fra Krogen saá hun paa Søsterens Ansigt og paa én Gang begyndte hun at græde højere, og hun greb i Moderens Arm:
– Mo’er, hviskede hun, og Taarerne var pludselig holdt op at rinde ud af hendes Øjne, mens hun blev ved at stirre paa Søsteren paa Puden:
– Skal vi ikke spørge Onkel Hvide? Moderens og Datterens Øjne mødtes i et Nu:
– Nej, nej, sagde Baronessen saa højt, at hun vækkede den Blundende.
– Hvor er Preben, hviskede Emmely.
– Her.
– Tak.
Og hun lukkede Øjnene igen.
… Excellencen var gaaet ned. Han støttede sig ikke. Næsten rank stod han ind i sin Vogn, der kørte bort. Porten faldt i.
Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken.
– Det var den Gamle, sagde han.
– Excellencen?
– Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne.
Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen:
– Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne.
Hendes Mand sad stadig med Hændene foldede mod sine spidse Knæ.
– Ja, sagde han og nikkede: han kan se det, om det er Døden.
– Sig ’et ikke, Jakob, sagde Konen, der begyndte at græde, som om Baronesse Emmely allerede var død.
Og de sad lige stille, hver i sin Stol, i det store og stille Hus…
Hans Excellence sad rankrygget i sin Vogn, den højre Arm hvilede i Armholderen, hvis vaabenbroderede Baand sitrede, saadan rystede han endnu, medens hver Aare i det hvide Ansigt spændtes.
Han tænkte paa Braherne, disse Braher; og alle Slægtens hemmelige Historier, som hans Lægeviden gemte gennem hundrede Aar, nedarvede, som de var fra hans Fader, der var navnkundig, og den første som han – luede for hans langsynte Øjne, i en frygtelig Hunger efter at mætte sig med Hævn.
Han stønnede lydt, som han sad, under sin egen Vredes Greb:
– Jo, jeg kender dem…
– Om jeg kender dem.
Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke – og havde begravet den.
Han vidste ikke mer om det.
Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an:
– Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade. Den rullede ind gennem Porten i det Schackske Hus og holdt i Gaarden, foran Havehuset.
Hans Excellence steg ud. Døren havde ingen Klokke, men kun en Dørhammer, der ligesom ikke vilde mere.
En Pige lukkede op:
– Er her no’en hjemme? spurgte Excellencen.
– Ja, Deres Excellence, Fruen kommer straks.
Han gik ind i de to Stuer, hvor Christian den Ottende-Møblerne stod saa mærkelig stift mellem KurveEspaliererne med de mange Efeu. Udenfor Vinduerne laa Haven. Sneen gav et særegent Lys i Stuen, som af Skæret fra et ophængt Lagen.
Hans Excellence tog Plads. Over ham i Sofaen hang Billeder og Sabler indhyllede i Flor.
Han hørte ikke Fru Urne komme, før hun stod der. Hun var høj og mager og helt i Sort.
– At Du huskede mig idag, sagde hun og tog begge hans Hænder.
– Min Pige, sagde Excellencen: jeg har ikke saa meget at huske mer.
– Du husker alle, sagde hun og beholdt hans Hænder, mens hun satte sig.
– Eller ingen, sagde Hans Excellence.
Der var tavst en lille Stund. Fru Urne havde vist ikke hørt, hvad han havde sagt. Hun havde løftet Blikket og betragtede sin faldne Mands Billede over Sofaen:
– Det bliver altsammen revet op igen, paa en Dag som denne; og det er, som om man maatte opleve det igen.
– Ja, sagde Hans Excellence: han gav Livet.
– Ja, sagde hun, og pludselig sprang Taarerne frem af hendes Øjne, mens en Hulken rystede hende:
– Og jeg kan ikke en Gang nøjes med Tanken om hans Bedrift… Og de Minder, man gaar og hænger Flor om – det er ikke de Minder, man længes efter.
Hans Excellence lagde sin Haand over paa Ryggen af Stolen, hvor Fru Urne sad:
– Jo større han var, min Pige, desmer har han vel ogsaa kunnet give Dig…
– Og des vildere er Savnet.
Ved Ordet vildere mødtes et Nu deres Øjne og en Blodstrøm slog op i Enkens Ansigt.
– Onkel Hvide, sagde hun: Du ser alting.
– Men jeg skammer mig. Jeg skammer mig for mine Børn.
– Skammer Dig? og han talte haardere: hvorfor? tror Du ikke alle de andre, som er ene, “længes” li’edanne?
Fru Urne havde lænet sit Hoved til Stolens Ryg og saá ud i Luften:
– Hvorfor lyver de da alle?
– De lyver, sagde han: som Du lyver. Han tav lidt:
– Hvorfor de lyver? sagde han: Fordi vi opdrættes til at tro, at vi er noget andet end vi er. Og naar vi saa opdager os selv, tror vi, de andre er bedre og vi er de værste…
– Men vi er ens og vi har den samme Krop. Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød.
– Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt.
– Ja, sagde han: sent eller aldrig.
De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han:
– Hvordan gaar det dine Sønner?
Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker:
– Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer.
– Naa, er det nu opgivet?
– Ja, han vil ikke…
– Hm, hvad vil han saa?
Fru Urne sagde:
– Han vil være Ingeniør.
– Ja, saa, sagde Hans Excellence:
– Hvad skal en Mekaniker her i Landet? Her løber vi ad de Landeveje, der er.
Fru Urne sagde og saá ikke paa ham:
– Han siger, Verden er stor.
Der blev stille. Uret inde i den forreste Stue dikkede med en underlig Lyd som var hvert Minut noget, der brast:
– Og jeg synes…at…at det er saa svært…at det er, som om, som om vi alle forraadte… det, han døde for.
– Hvad for no’et? spurgte han.
– Landet, sagde hun (hun vilde sige Fædrelandet, men det blev kun til “Landet”).
– Fædrelandet? sagde Hans Excellence:
– Det forraades hver Dag og lever af Resterne. Hver sørger for sit og Fædrelandet kan tage hvad der bliver tilovers.
– Han – og han løftede Haanden mod den døde Generalstabsofficers Billede – døde heller ikke for Fædrelandet, men for sin Tro, som han havde mistet…
