Читать книгу Enkens Søn - Bang Herman - Страница 1

Første del af Stille Eksistenser

 Da Rigsgrevinden af Waldecks Valg til Priorinde for Klosteret blev bekjendt i Eisenstein, vakte det megen Kritik. Det var godt nok at være Enke efter en Helt fra Gravelotte, men derfor omstyrtede man dog ikke de ældste Ordensregler og blev Priorinde, naar man kun var et Par og tredive Aar. Men saadan gik det, naar man var protegeret af Hoffet.

Harmen pustede sig op rundt ved Stiftsfrøknernes smaa Te’er og efter Bibellæsningerne, naar alle var samlede. Frøken von Salzen strammede sine Kappebaand og talte om en Adresse til hendes Durchlauchtighed Protektricen.

Men da Grevinden – fin og bleg og lille var hun, saa hun næsten blev borte under det lange Enkeslør – første Gang havde talt i Ordensforsamlingen med sin Stemme, der lød som et frygtsomt, bedrøvet Barns; og da de gamle Stiftsdamer en Uges Tid havde set Priorinden vandre sin Aftentur op og ned i Lindealleen med sin Søn under Armen, Otto Heinrich, en Krøltop, der kun var ti Aar og allerede lige saa høj som sin Moder – hvor tæt gik de ind til hinanden – begyndte de gamle Damers Sind at mildnes.

Og da Priorinden første Gang havde set Stiftsfrøknerne til Te og stille hyggende havde gjort Honnørs i sin Salon, hvor de gamle Damer spillede Whist rundt ved opslaaede Borde – paa Væggen hang Kaptejn von Waldecks Billede med Flor og Krans af Immorteller; den lokkede Otto Heinrich gav Kavaleren, bragte Skamler og en ny Kop Te – da var Stiftsdamernes Modstand brudt.

Da de gamle Hjærter først var tøet op, blev den lille Priorinde snart som en Datter, for hvem de alle blev Mødre, de gamle. Og Otto Heinrich – han drev sit Spil med halvhundrede “Tanter”.

Ikke deres ældste Kat, ikke en Gang Frøken von Salzens Moppe, levede mere i Fred for hans Kaadhed. Hans lyse Drengelatter klang gjennem de stille Gange.

– Det er Drengen, sagde de gamle Damer, – den Dreng ta’r Livet af En. Der maa en Ende paa det.

Og den Dag, Otto Heinrich rejste – han skulde paa Kadetskolen i Berlin, det var den høje Tid – græd hele Klostret.

Priorinden fulgte ham. Og da hun kom tilbage, tog hun atter stille op sin Dont i de hvælvede, halvmørke Klosterstuer, hvor Frøknerne strikkede uforstyrret og Yndlingskattene snurrede i Fred.

Nu var der blevet stille i Klostret.

Noget sjældnere saa Priorinden ogsaa Stiftsdamerne til Te nu, og kom de paa Visit, tog Fru von Waldeck altid imod dem i den lille Stue. Der blev ikke mere fyret i Salonen. Damerne lod, som om de ikke mærkede det. Priorinden maatte jo spare: der kom en Tid, hvor “Drengen” skulde bruge Penge.

I det stille Liv blev Mandag Ugens store Dag. Da fik Priorinden Brev fra Otto Heinrich. Mange Gange læste hun de store, klare Drengebogstaver – der stod næsten altid de samme Sætninger med de samme Ord. – Først læste hun dem alene; men siden kom Stiftsdamerne for at høre nyt om “Drengen”, og Brevet blev læst igjen og om igjen – vel de hundrede Gange.

Hver Jul og Sommer kom Otto Heinrich hjem. Hvor han dog voxede. Slank og fin var han i Uniformen. Priorinden saa ud som hans Søster, naar hun spaserede ved hans Arm.

Men den gamle Spilopmager blev han ved at være. Hvad han fandt paa! Sidste Nyaarsaften, da han indhyllet i et langt Lagen gik gjennem Kapelgangen – den hvide Dame viste sig der før et Dødsfald – havde han nær taget Livet af hele Klostret.

God var han – ejegod. Hvor var han ikke glad Juleaften – rigtig et Barn endnu – naar Stiftsdamerne, havde tændt “Drengens” Træ i den store Sal, og den lange Kadet stod og skoggerlo, druknende under Svampeholdere og de filerede Vasketøjsposer og Strømperne, som gamle Hænder havde hæklet og strikket.

Han lo, og han sang, og han takkede. Og han svingede sin Mor.

– Otto Heinrich, Otto Heinrich! hvor du kysser mig …

– Ha, ha! mærker du mit Skjæg, lille Mor.

– Ja, det kommer!

Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von Salzen. Med et fly’er han til og tager hende om Hovedet – Frøken von Salzen havde sin Strudsfjersturban paa, af ægte Fjer – og kysser hende … midt paa Munden.

– Tak, tak! sagde han. – Tusend Tak!

– Men Otto Heinrich! raabte Priorinden, Otto Heinrich dog!….

– Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs. Den Dreng er dog for maladroit. (Frøken von Salzen rystede af Fornøjelse) Aldrig bliver han voxen, sagde hun til Stiftsdamerne.

Frøken von Salzen havde stukket “en Halvtredser” ind mellem Otto Heinrichs sex broderede Lommetørklæder.

* * * * *

Tiden gik. Det var sidste Gang Otto Heinrich var hjemme som Kadet. Om et Par Maaneder skulde han være Officer.

Moder og Søn sad den sidste Dag i Tusmørket i den lille Stue. Samtalen var træget hen og gaaet i Staa, saa lidt efter lidt. Otto Heinrich flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro.

– Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det – om Regimentet?

– Regimentet?

– Ja, Mor … vi maa … tale om det … Det nytter ikke….

– Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente.

Kadetten rejste sig. – Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden.

Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst: – Jeg har sparet i disse Aar.

Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa: – Mor – hvorfor skal Paul Tjener rejse?

– Hvem har sagt dig det?

– Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt. Han lukkede Fars Øjne, sagde han.

– Jeg har skaffet ham en Plads – Ordene skjalv lidt – , jeg behøver ham ikke.

– Mor! Den lange Kadet kom hastig hen over Gulvet. Og al Ting for mig, sagde han.

– Aa, men Mor! – Taarerne løb ned ad Otto Heinrichs Kinder – du skal faa Ære af mig.

Priorinden gled med sin Haand blødt gjennem Sønnens Haar.

* * * * *

Otto Heinrich rejste. Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa Visit hos Priorinden.

Frøken von Salzen var meget besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre Gange.