Читать книгу Min gamle Kammerat - Bang Herman - Страница 1

Nej – er det dig – at man skulde træffe dig her….

– Nej – men – du gode – det er Kristian —

– Ja – i egen høje Person – nej, at man skulde træffe dig —

– Men saa kom dog og sæt dig, Mand – saa nær jeg ikke havde kjendt dig….

– Det tror jeg, naar man føjter saadan om som du – saa har man let til at glemme sine gamle Venner.

– Nej, min gamle Ven – tvertimod, saa husker man dem just.

– Naa – et Paradox – saa kjender jeg dig igjen – du gamle – nej – at man virkelig skulde møde dig en Gang….

– Men saa sæt dig dog dér i Lænestolen, at jeg kan se paa dig: Jo, du er helt den gamle – paa Skjægget nær – det er blevet tykkere – husker du den Gang – du plejede de spirende Dun med Løgsaft —

– Aa ja —

– Og saa er Du blevet svær —

– Og du er stadig lige tynd – og du gaar stadig med for smaa Støvler.

– Det er blevet en Vane. Jeg tror ikke mere, jeg kunde undvære det. —

Vi satte os. Ja – han var helt den gamle: de samme Øjne, blaa og troskyldige, den samme Latter, saa klar og trohjertet.

Jeg sad nogle Øjeblikke og saa paa ham. Saa sagde han:

– Vi sidder og ser paa hinanden og hver tænker om den anden: Hvor han har forandret sig – i de otte Aar.

– Otte Aar – er det otte Aar —

– Ja, det er otte Aar.

Var det virkelig saa længe siden, vi havde set hinanden. I det Øjeblik syntes jeg, det var som igaar, vi havde siddet ved Studentersoldene sammen, sovet Side om Side paa Forelæsningerne, og pantsat Frakker for hinanden, naar det kneb og gaaet med hinandens Støvler —

Og det var otte Aar siden.

Vi talte om de gamle Dage. Om de gamle Pudsigheder, om Soldene, om vore første Theaterforestillinger. Hvor Hjerterne dog havde haft let ved at banke i den Tid —

De gamle Navne dukkede op.

– Husker du ham – og husker du ham?

– Aa jo – hvad er der blevet af ham?

– Han er juridisk Fuldmægtig – paa Vestkysten – blevet tyk og fed —

– Han var den kjønneste af os —

– Det ser man ikke længer —

– Og Ramsay – den blonde – husker du, hvor er han? Husker du ham – Huen paa Sned over Lokkerne, Stokken i Lommen – et Blik paa Skraa til hver Dame paa Strøget – Naa, der var ikke Plads til ham paa Fortovet saa stolt gik han og erobrede en Verden ved hvert Skridt….

– Om jeg husker….

– Han talte altid for Kvinden om Lørdagen – og var altid forelsket – Hver Uge i en ny – Stakkel….

– Han er i Indien, tror jeg —

– I Indien —

– Ja – han var kommen paa Vejen nedad. De kaldte ham: "aan mig en Krone" og gik udenom, naar de saa ham paa Gaden. – Saa tog han sig sammen en Dag og rejste —

– Ja saa – til Indien. Ja, det er vel ikke det værste.

– Therkildsen – ham med den store Næse – mindes du – som altid spillede "Tanten" paa Salen – han er død ifjor – Saadan dukkede Navnene frem – den var død, den kommen i Embede, den var gift, den blevet borte.

Vi sad saadan og snakkede. Saa blev der en Pavse, og hver tænkte paa sit, maaske paa det samme.

Og uden næsten at vide det, sagde jeg:

– Véd du – Kristian – vi er ikke mere unge nu.

– Tredive Aar.

– Ja – tredive Aar

– Og du – du er jo blevet "berømt".

– Ja – det er bleven sagt af en Rus i et Lørdagssold efter to. Men jeg vilde hellere være atten Aar….

– For at opnaa hvad?

– Opnaa hvad? Ingenting af det, jeg har naaet – du.

Min gamle Kammerat sad lidt. Saa sagde han:

– Ja du – jeg er tilfreds

– Men du gode Gud – vi snakker op om alle andre – og om dig faar jeg ikke det mindste at vide. – Hvad er du egentlig?

– Præst.

– Præst?

Ja – husker du ikke, jeg studerede Theologi? – Aa nej – det var jo det, vi talte mindst om. Jo – jeg er saamæn Præst.

– Hvor længe har du været det?

– To Aar, min Ven.

– Og hvor?

– Paa Lyø.

– Paa – Lyø.

– Ja.

– Jasaa – det er afsides – hva' —

– Ja, det er det.

Jeg saa paa ham. Hvordan var det dog gaaet til. Forældrene var jo rige. Deres Bal i Januar var det største, jeg var til – dette dejlige Hus – paa Gammeltorv – med de to Lygter paa Porten – og den gamle Portner, som lukkede Porten saa lempeligt og sagte op og i – og de lune Trapper med Tæpper opad Trinene, – og den runde godmodige Etatsraadinde med de rare klare Øjne, hun, som altid hjalp os, naar det kneb.

Og Elisabeth – ja – Elisabeth, Søsteren – hvad var der mon blevet af hende?

Saa elegant hun var, rank og fornem – med det stille Smil, der forbløffede mig saa komplet – hvor var hun elegant og rolig som hun bar sit Hoved, og hvor hun hilste … – hvor jeg havde sværmet for hende – min første Forelskelse … med Haabløshed og gamle Blomster og et Billede jeg havde stjaalet af Kristians Album og som jeg sad og kyssede paa de filosofiske Forelæsninger….

Og nu – nu var han blevet Præst paa Lyø.

Som om min gamle Kammerat gjættede mine Tanker, sagde han:

– Ja – min Ven – der kan hænde meget i otte Aar.

– Ja – der kan hænde meget. —

Vi sad lidt tavse, saa sagde han:

– At Fader døde, hørte du vel – det var vist kort efter, du var rejst.

– Ja – jeg hørte det helt kort.

– Det var et sørgeligt Dødsfald – han vilde jo ikke overleve Ulykken.

Jeg vidste intet at sige. Jeg tav og ventede.

– Ja – alt det vidste vi ikke noget om i den Tid – i den første Tid, da vi to omgikkes mest – men senere, da vi allerede saas mere sjældent – hver fik jo sit at gjøre og tænke paa – fik jeg det jo lidt efter lidt at vide. – Fik noget at vide og gjættede mere. —

– Det var gaaet svært tilbage med Fa'ers Forretning – Fa'er havde altid "vovet" meget og spændt Krediten til det yderste, af hvad det gamle Navn kunde bære. Saa kom der Uheld efter Uheld, Tab efter Tab. —

– Og saa skulde der skjules og dækkes over det. – Og vi førte stadig større Hus baade for at bedrage Mo'er og alle fremmede, – Elisabeth og jeg var de eneste, som vidste det. —

– Den gamle Kasserer havde i sin Angst betroet det til mig.

– Ved du, det er grueligt at leve i saadant et Hus, som staar for Fald-det er som Ruinen lurede i alle Kroge. Og saa Spektaklet og Festerne, og vi indviede, som vogtede paa hinanden for at se, om vi spillede vore Roller godt —

– Og midt paa et Bal kunde Elisabeth og jeg mødes og trykke hinanden krampagtig i Haanden, mens vi saa paa hinanden med et fortvivlet Blik. —

Min gamle Ven sad lidt og stille sagde han:

– Ja – den stakkes Elisabeth.

– Hvorfor – hvad er hun nu – hun er er vel gift?

– Nej – hun hævede sin Forlovelse – den Vinter – den Vinter – den sidste Vinter hævede hun den pludselig —

– Hvem var han? Var det ikke Thorsen?

– Jo – véd du, hun handlede ret – han havde forlovet sig med den rige Pige —

– Men – naa ja, jeg tror ikke, hun har glemt ham.

– Og han tog imod det – uden videre – lod hende gaa?

– Min Ven, hvad skulde han gjøre? Han havde atten hundrede Kroner om Aaret, og Elisabeth havde brugt det tredobbelte til sine Kjoler. – Han var meget bedrøvet, tror jeg … – Nu i Foraaret blev han gift —

– Saa stor var Bedrøvelsen … Aa ja … Min Ven tog sig ned over Øjnene.

– Ser du, sagde han, det kan man ikke dømme. Hjertesorg og Hjertesorg er to Ting – og den er ikke ens for alle —

– Og hvordan gik det saa ellers —

– Fa'er holdt det gaaende til det sidste, – Aa – den sidste Tid – du, da jeg vidste alting. Hverdan det hele hang i en Traad, da de støvede rundt efter Penge til vore Vexler – og det drejede sig om timer. Bankerne, forstaar du, var begyndt at blive forsigtige, de holdt sig tilbage og vægrede sig og gjorde Ophævelser … og akcepterede ikke mer….

– Jeg husker en Gang – der var blevet præsenteret en Vexel i Banken, saa kom der Bud tilbage, at Direktøren ønskede gjerne at tale med Fa'er personlig —

Jeg var i Kontoret hos Fa'er, da Buddet kom. —

Han saa' op, og vendte sig, saa Kontoristen ikke kunde se hans Ansigt.

– Og Vexlen? sagde han.

– Ja – den blev ikke akcepteret. – Direktøren sagde en Formfejl.