Folkestyrets fAestning, forAeret af Frederik 7. i faderlig forstaelse, fred og fordragelighed. Sadan hylder vi Grundloven, og vi taler om frisind, danskhed og demokrati. Men faktisk fandt Grundloven fra 1849 sin form midt i europAeisk borgerkrig og revolution, hvor de gamle monarkier faldt pa stribe. Folkelig blev Grundloven kun gennem politisk import fra det store udland. Et rent dansk produkt ville ikke have vAeret nAer sa demokratisk. Og selv om demokrat og demokrati hurtigt blev modeord herhjemme, var det nye folkestyre mest for de fa. Var man fruentimmer eller folkehold, fremmed eller fallent, fattig eller forbryder – eller bare et fjols – kunne man stadig godt glemme alt om politisk indflydelse.
Оглавление
Bertel Nygaard. Grundloven
Skumringstid
Fra Paris til København
I fred og fordragelighed?
Voksne danske drenge
Jubel og vilje
Orlas grande parole
Fortvivlelsens Selvhjælp
Politisk spin i Casino
Taktikmøde i Købmagergade
Alt imorges udført
Vi er konge
Den danske ‘revolution’
Ordet skabte, hvad det nævnte
Avertissements-Tiden
Enevældig reform
Forfatningskrav og folkelighed
Den raa Masse
National vækkelse
Demokratisk princip og intelligensens forrang
Samfundets sidste olie
Communisteri og almindelig valgret
Håndværkerdemokrater
Altid Democratiet hengiven
Fra en hjørnelejlighed
Jordens Læremester
Martsrevolutioner
Revolutionære minder
Julirevolutionens efterdønninger
Vendepunkt uden vending?
Ny mode
Hippodromedarer og bondevenner
Demokrati for de rige og de kloge
Det farlige demokrati
De oversete
En demokratisk grundlov?
Liv i de gamle idealer
Junigrundloven som slagmark
Revisioner
Forgyldte stole
Børneparlament
Videre læsning
100 danmarkshistorier
Отрывок из книги
100 danmarkshistorier
Bertel Nygaard
.....
Diskussionen om en ny forfatning var ganske vist allerede begyndt under søvnige former ved den gamle kong Christian 8.s død (1786-1848) i januar. Det var den gamle konge, der i sine sidste måneder havde taget initiativ til forfatningsændringer for at redde den haltende helstat. Men de europæiske revolutioners udbrud kun få uger efter Christians død ændrede grundlovsarbejdet fundamentalt. Revolutionerne søndersprængte de gamle rammer for, hvad der kunne tænkes og siges, og hvem der kunne diskutere. Nye befolkningsgrupper og politiske standpunkter trængte sig på i de europæiske diskussioner, ofte højlydt råbende i et sprog, der hidtil havde været så godt som uhørt. Bønder og arbejdere – ja, selv enkelte kvinder – begyndte at hæve deres utrænede røster, og fra kolonierne kom der nyt om sorte slavers opstand og frigørelse.
De tidligere ekstremistiske, marginale politiske standpunkter kunne nu være almindeligt accepterede holdninger, hvis ikke de allerede var blevet gammeldags eller endda reaktionære. ”I en orkanmæssig Storm farer Tiden frem,” bemærkede den 77-årige provst i Lyderslev på Sydsjælland, Wolf Frederik Engelbreth (1771-1862), til sin gamle ven J.P. Mynster (1775-1854), der havde været præst i nabosognet, men nu var biskop i København. Stormen, fortsatte Engelbreths brev, ”river Alting med sig, og kuldkaster Statsindretninger, som syntes at staae Klippefaste; og see: de henveires som Avner.”
