Da Goethe i 1795-1796 udgav Wilhelm Meisters LAerear, blev det ogsa begyndelsen pa en helt ny litterAer genre. Dannelsesromanen blev op igennem 1800-tallet en af de mest populAere og benyttede fortAellemader, da den gav rum til, at et individ i en politisk, okonomisk og social brydningstid selv kunne udvikle sin identitet, lAere af sine fejltagelser og forme sine Aestetiske fornemmelser.Netop af den grund er Goethes roman aktuel i dag, selvom dannelse ikke lAengere er en snAever beskrivelse af, at man mestrer finkulturel konversation, har lAest sine stovede klassikere og uden sved pa panden bojer latinske verber. Wilhelm Meisters LAerear og hele genren er relevant, fordi vi ogsa skal danne os socialt, kulturelt, demokratisk samt ikke mindst digitalt, og fordi Goethes roman stiller de samme sporgsmal, som vi gor, om menneskets vilkar i en verden med fa faste holdepunkter.Moderne dannelse. Goethes Wilhelm Meister og dannelsesromanens aktualitet belyser genrens begyndelse, udvikling og genkomst i det 21. arhundrede med udgangspunkt i den mest kanoniserede af alle dannelsesromaner. Pa den made star det efterhanden frem, hvordan Wilhelm Meisters LAerear og i bredere forstand dannelsesromanen pa en gang afprover, udfolder og selv er med til at definere, hvad dannelse kan vAere, ikke bare i slutningen af det 18., men ogsa i begyndelsen af det 21. arhundrede.
Оглавление
Birgit Eriksson. Moderne dannelse
FORORD
Dannelsesromanens paradokser
Diltheys åbning af genren
Den danske tradition
Genrens effektive ikke-eksistens
Dannelsesromanen og læsestrategierne
Læserens dannelse
En genre mellem alt og intet
Kanoniseringen
Dannelsestænkningen
Den første læsning
Opdragelse eller dannelse
Receptionshistorien
Wilhelms (u)udvikling
Hjertets poesi og forholdenes prosa
Romantik og modernitet
Fremmed deltagelse
Prosaisk teater i en teatralsk verden
Mellem nødvendighed og tilfældighed
Planetsystemet
Selvet som fort
Det æstetiske ideal
Lyst og livlighed
Menneskets natur
Den vaklende helt
Nye køns- og familieforestillinger
Tårnselskabet og den symbolske modernitet
Specialisering, dannelse og ny socialitet
Opskrivning eller nedskrivning
Uforenelighed, sammenhæng eller forskellighed
Diskussion, konversation og zapning
Form- og identitetsdannelse
Når alt forandrer sig
Fra litteratur til liv
Mennesket i verden
Noter
Отрывок из книги
Birgit Eriksson
MODERNE DANNELSE
.....
Især i Erfaringens fiktion (1992) møder man dog alligevel en vis mistænksomhed over for de “traditionelle” romaners litterære formsprog og humanismens tro på harmonisk identitetsdannelse og sammenhæng. Tygstrups præferencer er karakteristisk nok de store modernistiske romaner, der bryder med de traditionelle fortælleformers logisk fremadskridende handling, psykologisk realisme etc. Som læser med mange års avantgardistisk, modernistisk og postmodernistisk litteratur i bagagen kan troen på identitet og sammenhæng da også virke mærkeligt utidssvarende. I den forstand synes kritikken at have “vundet” over dannelsen i Danmark. Det er dén, som har været bestemmende for den aktuelle opfattelse af dannelsesromanen, og det ændres ikke af, at kritikken bedre rammer den Hjemløs-inspirerede genrekonvention end mange af de romaner, der almindeligvis opfattes som tilhørende genren. I fraværet af en samlet og udfoldet diskussion af genren kaster polariseringen mellem dannelse og kritik stadig skygger. Skal man ud over den, skal man således uden for Danmarks grænser.
Når der er en påfaldende uenighed om dannelsesromanen, er det som nævnt ikke så meget om definitionen af genren, men mere om, hvilke romaner der tilhører den. I mange be handlinger af genren har man ganske vist forsøgt at begrænse antallet af mulige kandidater gennem nationale eller historiske grænsedragninger. Typisk har man enten gjort genren national ved at se den som en speciel tysk, eller måske endda den tyske variant af den moderne roman. Eller man har anskuet dannelsesromanen som en epokal variant af en transhistorisk overgenre, der tematiserer et individs udvikling – oftest ved at tidsfæste den til en periode, “Goethetiden”, hvor individualitetens forhold til totaliteten stillede sig på en ny og problematisk måde i overgangsfasen fra et traditionelt, feudalt til et moderne, kapitalistisk, borger ligt samfund.
