Stedssans
Описание книги
Jeg havde lyst til at skrive en uopdragen bog: hverken en nyttig guide til litteraturen eller en regelret videnskabelig afhandling. Men en bog som var en frigorelse fra alt, hvad jeg hidtil havde skrevet. Det blev til Stedssans – en bog som begyndte med mig selv og mit emne: steder. Jeg tog til Brasilien for at finde ud af, hvordan steder bliver til – og opdagede, at de opstar, nar vores folelser, sanser og tanker afgrAenser en lokalitet fra det store ode og forskelslose intet.Mit kompas var litteraturen, men i en anden udgave, storre og videre, end jeg for har studeret den. Ikke bare digte som i min bog om digt og rytme, men alle genrer. Ikke et forfatterskab som mit portrAet af Henrik Nordbrandt, men mange. Ikke bare dansk litteratur som i min disputats om Sophus Claussen, men verdenslitteratur. Og ikke bare litteratur, men ogsa alt det der ligger uden for litteraturen.Stedssans lod mig forene tre af de ting, jeg holder mest af: at lAese, skrive og rejse. Bogen blev til pa en rejse, hvor jeg ikke kunne trAekke mig selv fra: Jeg lAerte, at steder ikke kun er hjemstavn, tryghed og herfra-min-verden-gar – de er altid under ombygning. Ligesom identiteten. For denne bog har Dan Ringgaard faet tildelt Georg Brandes-prisen.
Отрывок из книги
Dan Ringgaard
Jeg er kommet til stedet fra Henrik Nordbrandts digte. Dem skrev jeg en bog om for nogle år siden og i den forbindelse også om stedet. For Nordbrandt er stedet en tilstand skabt af lys og vejr, bygninger og landskaber på den ene side og erindringer, længsler, håb og et ønske om at forstå og beskrive på den anden. Sted og identitet er tæt forbundne i digtene. “Hvem er jeg?” besvares ofte med et “hvor er jeg?”. Hos den rejsende Nordbrandt er både sted og identitet udsat for tid. Den dominerende kvalitet ved tiden i forhold til stedet er at den ikke kan standses, og øjeblikket er derfor hele tiden forpasset. Når også stedet forpasses, når man aldrig kan nå frem eller vende tilbage til et sted, er det fordi stedet ikke bare er et fysisk rum, men også en mental tilstand. Stedet er aldrig identisk med sig selv. Det sted man var, eller det sted man forestillede sig, kan aldrig svare til det sted man er, fordi “tid og sted er ét” som der står i erindringsbogen Døden fra Lübeck (41). Det skaber en splittelse inden i stedet. Stedet har altid et andet sted indskrevet i sig, og digtene bliver i lige så høj grad påkaldelser af eller tilnærmelser til stedet der ikke er, som beskrivelser af det sted der er. Dette fravær handler ikke bare om en umulig længsel efter et andet sted, det er en konstatering af at fraværet ikke kan udgrænses, at det altid er her, midt i det hele som en afgrund og et vilkår.
.....
Men hvis vi lytter til, hvad sproget siger i ordet bygge … (148).
Sproget tales ikke af mennesker, det taler selv; men det er en tavs tale, en tale der vidner om en skjult, glemt, oprindelig, egentlig visdom som er dets væsen lig. Det er en sprogholdning som ifølge Hillis Miller ignorerer tre centrale træk ved sproget: at det er performativt, ideologisk og figurativt. Sproget er performativt ved at være delagtig i skabelsen af den virkelighed det taler om. De ord vi bruger om det vi beskriver, og som vi vælger frem for andre eller i mangel af bedre, farver vores syn på det beskrevne. Heidegger derimod opererer i foredraget og på denne tid med en forestilling om at sproget, uanset om det er poesiens eller tænkningens, er en måde at bo og dermed at være på. At bo og at være kommer til at ligge på et andet og mere fundamentalt niveau end sproget, et niveau som forudsætter at noget gøres, f.eks. i sproget, men som i sig selv er uantastet af sproget. For den sene Heidegger er sproget ligesom det at bygge en måde at gøre væren synlig på, et indgreb, en begivenhed, og så langt performativt. Men det er en begivenhed der afslører noget andet og mere fundamentalt.
.....