Оглавление
Elin Andersen. Kroppens sublime tale
Forord
Introduktion
Oplysning – modernitet – eksperiment
Det kropslige subjekt
Tableau
Forløbet
Kapitel 1. Kropsvisioner
Den potente krop. Mekaniske drømme om sjælen
Hvad er liv?
Kroppens dobbelte natur
Den sublime krop
Mørkets fyrste
Skønheden som lokkemad
Skabningens fysiske bevis
At røre ved himlen eller?
Melankoliens dobbelte ansigt
Det oplyste forbehold
Tysk sværmerkritik
Den ny sværmertype
Kapitel 2. Tableau I. Det stumme sprog og den talende gestus – Diderot
Det udelelige øjeblik
Den poetiske hieroglyf
Det gestiske og fluxen
Tableauet toner frem
Det sublime øjeblik
Imaginationens åbne rum – Lessing
Billedets og sprogets semiosis
Skrigets æstetik
Tableauet eller det prægnante øjeblik
Kroppen som parameter
Huden som grænse
Blikkets dynamisering – Goethe
Den bevægende statue – Herder
Den taktile beskuen
Kapitel 3. Tableau II – udviklingen hos Diderot. Ritualets fornyelse og det interessantes æstetik – dramaet
Naturens melankolske søn
Fra det rituelle til det absorptive
Billedets magt – karakterens afmagt
Primærrollen
Det interessantes æstetik
Overfladens æstetik
Dydens scene
La fille naturelle – eller nonnens prøvelser – romanen
Privathedens tvetydighed
Den metonymiske tillokkelse
Den sentimentale sensibilité
Sadismen og kroppens metafysiske protest
Den obskøne sensibilité
Føleri og religiøs melankoli
Tableauets ofring
Tableauet som syn og paradoks – maleriet
Libidinøs energi
Mistro til illusionen
Kroppens mangfoldige værensformer
Den anden nat
Dramaet om filosoffen og narren
En latent dramatisk struktur
Moi som rolle
Lui som rolle
Rollespilsvirtuosen
Pantomimen – det stof, tableauet er gjort af!
Forskydninger i den æstetiske følsomhed
Operapantomimen
Den anden nat og ikke-iværksættelsen
Mod modèle idéal – modèle intérieur
Skuespilleren som metafor
Paradoxe sur le comédien. Den middelmådelige følsomhed
Det sublime abespil
Iværksættelsen
Den bevægende statues poetik
Skuespilleren og stofligheden
Tilskuerens dobbelte bevidsthed
Komplementære tilstande
Kapitel 4. Tableau III – udviklingen hos Lessing. Hamburgische Dramaturgie 1767-69. Hamborg 1767
Skuespilleren: en semiotisk syntese?
De tragiske følelser revurderet
Katharsis: en intensivering af livsfølelsen!
Tragedien som styret sublim erfaring
Emilia Galotti 1772:Lessings tragediepraksis – den bevægende statues poetik
Billedets besættelse
Ord som forfører
Hvem ejer sproget?
Den bevægende statue
Et rent udtryk for sjælen – en teatral metafor
Skyldig – ikke-skyldig natur
Kapitel 5. Sturm und Drang-maleri – Lenz. De unge vilde
Generationskløften
Et maleri af verden
Lenz’ tableau – en skitse af det menneskelige
Kun én enhed: geniets
En sjæl i lænker
Der Hofmeister. Udsigten fra højden
Subjektets stedfortræder: rollen
Offerrollen
Den fortabte søn
Melankolien og libidoen
Maskinmetaforen: et eksistentielt afmagtsbillede
Maskens folkelige oprindelse
Kapitel 6. Tableauet i resumé. Fra tableau til levende billede
Tableau-koncepter
Tableau-praksis (Diderot)
Tableauet under forandring
Tableau-udviklingen hos Lessing
Tableauets radikalisering
Kapitel 7. Afsluttende. Det sublimes tvetydighed
Tableauet og allegorien
Allegorien og karakteren
Tableauet mellem skaberen og betragteren
Perspektiv
Noter
Litteratur (Selektiv liste)
Person- og stikordsregister
Отрывок из книги
Elin Andersen
Kroppens sublime tale
.....
Tag en dag med en forestilling af den højeste og mest gribende tragedie, vi har, vælg de bedste skuespillere, slæk ikke på iscenesættelsen og kulisserne. Foren den største satsning af digtekunst, maleri og musik. Forkynd så, mens tilskuerne er samlede og fyldt med forventning, at en statsfange højt på strå netop nu skal afrettes på et torv i nærheden. Den på nogle minutter tømte teatersal vil vise den afbildende kunsts svaghed i forhold til virkelighedens medfølelse. (76-77)
Det er en medfølelse, der har rod i egoismen, i selvopholdelse, thi den kan alene opstå, hvis vi ikke selv er udsat for en akut smerte eller er i nogen overhængende fare for eksempelvis som her med udsigten til at få hovedet kappet af, eller som Gajus på torturbænken for ikke at tale om den ulykkelige attentatmand Damiens i Frankrig, der som straf for sit mordforsøg på kongen blev sønderslidt mellem fire heste. Billeder af lemlæstede, torturerede eller lænkede kroppe er der mange af i Burkes eksempler både fra virkeligheden og litteraturen. Han taler om følelser, som vi må tilskrive vores “naturlige dispositioner” (76), og som vi ikke kan regne med, at forstanden har noget herredømme over. Det er, som om Miltons mørkets fyrste, satanfiguren med dens selvblændende egoisme, tager magten over sindet som et produkt af det anarkistiske og absolut selviske i den menneskelige natur.
.....
