I Nihilisme og emancipation forsoger Gianni Vattimo at gentAenke begreberne politik, etik og ret i den moderne verden, hvor uforanderlige principper er utAenkelige. Nietzsche og Heidegger har efterladt sig et metafysisk tomrum, hvor Gud er dod, og de absolutte ideologier er utrovAerdige. Udfordringen for nutidens filosoffer bliver derfor at opspore en teori omkring det moderne, som bygger pa hermeneutikkens uendelige fortolkningsmuligheder.Lov, ret og etik ma konstrueres igennem forhandlinger, demokrati og konsensus. Kun saledes undgas den polarisering, som truer med at opdele verden i supermarkedskulturen pa den ene side og fundametalismen pa den anden.Med Vattimos politisk-filosofiske tilgang konfronteres flere brandaktuelle temaer i bogen, bl.a. kulturernes herkomst, Occidentens undergang og Europas rolle i fremtidens verdenssamfund.Bogen indeholder, ud over en udforlig bibliografi, en introduktion til Gianni Vattimos tAenkning ved idehistoriker Jens Viggo Nielsen.
Оглавление
Gianni Vattimo. Nihilisme og emancipation
FORORD TIL OVERSÆTTELSEN
AF JENS VIGGO NIELSEN. DEN SVAGE TÆNKNING MELLEM NIHILISME OG EMANCIPATION – INTRODUKTION TIL GIANNI VATTIMO. INDLEDENDE BEMÆRKNINGER
1) BIOGRAFISK1
2) SIGNALEMENT AF DEN SVAGE TÆNKNING
3) VATTIMOS “VENDING”: GENOPDAGELSEN AF KRISTENDOMMEN
4) GENEALOGISK: SVAG TÆNKNING, POLITIK OG RET
5) VÆRKET: NIHILISME OG EMANCIPATION – ETIK, POLITIK OG RET
POST-MODERNITETEN SOM TEKNOLOGIENS ONTOLOGISKE BETYDNING
SVÆKKELSE AF VIRKELIGHEDEN OG OVERSKRIDELSEN AF METAFYSIKKEN
2. FILOSOFIEN OG VESTENS FORFALD
3. HERKOMSTENS ETIK
4. FRED OG FRIHED PÅ POST-MODERNE VILKÅR
5. ETIK UDEN TRANSCENDENS?
6. SMERTE OG METAFYSIK
7. FILOSOFI, METAFYSIK, DEMOKRATI
8. HERMENEUTIK OG DEMOKRATI
9. VENSTREFLØJEN SOM PROJEKT86*
RETTIGHEDER SOM PROJEKT
NATUR OG IKKE-NATUR
LIGHEDEN
SIKKERHED OG LIVSKVALITET
STATSBORGERSKAB
POLITIK
KRIG OG FRED
MARGINALITET OG ANARKI
10. SOCIALISMEN, ELLER MED ANDRE ORD: EUROPA
11. GLOBALISERINGEN OG SOCIALISMENS AKTUALITET
12. AT GØRE RETTEN RETFÆRDIG
13. FORSVAR FOR PROCEDURALISMEN
14. OM FORBRYDELSERNES OG STRAFFENES UDVENDIGHED. STRAF OG METAFYSIK
STRAFFENS UDVENDIGHED
BIBLIOGRAFI I UDVALG
NAVNEINDEKS
Noter
Отрывок из книги
GIANNI VATTIMO
NIHILISME OG EMANCIPATION
.....
Det nytter altså ikke at insistere på et “novum” eller på, at man i kraft af et “fremskridt” inden for tænkningen kan bevæge sig hinsides modernitetens tænkeform, væremåde eller vokabular, idet man hermed straks slår sig selv for munden. Snarere gælder det atter om at tage dette vokabular på sig som et vilkår og derpå forsøge at underminere det indefra eller om at påvise dets indre svagheder igennem en diskurs, der mere udgør et korrektiv end et alternativ. Mere end at tilintetgøre begrebet om det moderne udgør det post-moderne derfor dettes immanente og ofte oversete “forvindingspunkt”, idet begrebet om det sen-moderne samtidig synes at signalere den indre “træthed”, svækkelse eller diskrepans i det moderne selv, der i stigende grad bliver tydeligt med medialiseringen og den heraf følgende mangfoldiggørelse af fortolkningerne. Man skal med andre ord ikke lade sig forvirre af, at Vattimo både taler om det moderne og om det sen-moderne som modsætninger til sit eget korrektive begreb om det post-moderne, idet de to begreber i alt væsentligt dækker over det samme. Men med begrebet om det sen-moderne understreges det som sagt, at den svækkelse af metafysikken, som allerede er det moderne iboende, nu ikke længere eller kun meget vanskeligt lader sig overhøre: “I denne situation må man efter min opfattelse tale om en ‘svag ontologi’ som den eneste mulighed for at komme ud af metafysikken – i kraft af en accept-rekonvalescens-forvinding, der ikke længere bevarer noget af den kritiske overskridelse, som karakteriserer moderniteten. Det kan være, at der heri ligger en chance eller muligheden for en ny, en svækket ny, begyndelse”.20
Anderledes formuleret: Begrebet om det post-moderne må dels anskues som en epokal, og dermed tillige uundgåeligt normativ, bestemmelse hos Vattimo, idet der er tale om et forsøg på at kendetegne verden af “i dag”, den “nuværende situation”, i modsætning til beskrivelserne af (sen)moderniteten, der var – og stadig er (altid allerede utroværdige) – udtryk for verden af “i går”. Og dels må begrebet – og måske først og fremmest – betragtes som en modal bestemmelse hos Vattimo i den forstand, at han f.eks. i sin læsning af Nietzsche og Heidegger knytter an til metafysikkritikken forstået som en “erfaringsform”; en erfaringsform, der først kan siges at komme til fuld udfoldelse eller først transformeres til en alment udbredt erkendelse i og med den post-moderne tænkning om og erfaring af den (sen)moderne verden.21 Atter anderledes formuleret: når det, som anført, overalt er en central tese hos Vattimo, at metafysikken er blevet utroværdig, så må indsigten heri naturligvis også få betydning for hans samtids- og samfundsbeskrivelse. Vattimos hermeneutiske “oplysningsprojekt” består således ikke mindst i en diskurs- og begrebsafklarende påvisning af, at de for moderniteten afgørende diskurser og begreber, såsom begreberne om sekulariseringen, oplysningen og afmytologiseringen, der stadig er i omløb som dominerende filosofiske og sociologiske valutaer, selv retteligen må sekulariseres eller afmytologiseres.
