Moderniteten truer det muslimske samfund. Perversion, respektloshed, materialisme og ugudelighed vAelter ind fra det moderne Vesten – hvis man skal tro den fundamentalistiske muslim. Men han kAemper mod et fantom. Det moderne og det sekulAere er ikke identiske. Religion er nok amoderne, men behover ikke at vAere antimoderne. Og det moderne ligner ikke sig selv lAengere.Denne bog leverer en idehistorisk analyse af forholdet mellem religion og modernitet og papeger, at den senere tids blodige konflikt mellem islamisme og vestlig modernitet ikke blot er ulykkelig, men ogsa paradoksal. For netop inden for de sidste to artier har det moderne antaget en selvindskrAenket form, der principielt er fuldt forenelig med religion: Vor tids modernitet giver plads til, at det moderne ikke skal og ikke kan dAekke alt.Modernitet og religion definerer kernebegreberne og fortAeller, hvorfor totalitarismer som nazisme, stalinisme og fascisme er en del af moderniseringen, men ikke er moderne. Den gor det desuden klart, hvorfor menneskerettighederne ikke kan have et religiost grundlag – og hvorfor Karl Marx' religionskritik ma revurderes.
Оглавление
Hans-Jorgen Schanz. Modernitet og religion
Forord
Indgang
Modernitet
Mangelfulde modernitetsbegreber
Totalitarisme og modernitet
Religion
Religion-socialitet
Ekskurs
Marx og religionskritik
Menneskerettigheder og religion
Ekskurs
Modernitetens selvindskrænkning og religion
Ekskurs
Det postmoderne og religion
Religion og det politiske
Religion og familie
Religion og det amoderne
Religion og civilisation
Modernitet og religiøs antimodernitet
Litteratur
Отрывок из книги
Hans-Jørgen Schanz
Modernitet og religion
.....
Tilbage til de fire dimensioner. Menneskenes forhold til naturen skal være afsakraliseret, afmytologiseret og uden religiøs mellemkomst, altså helt sekulariseret og derved pragmatisk. Og så gælder det om at tilbagerulle naturens luner og at beherske den via arbejde, teknologi og videnskab, således at den aftvinges et optimum af brugsværdier til tilfredsstillelse af menneskenes behov. Ligesom historien fra nu af alene blev det medium, igennem hvilket menneskene kunne realisere deres almene frihed, som det lyder hos G.W.F. Hegel, blev naturen udelukkende en størrelse, der havde betydning som reservoir for brugsværdier til tilfredsstillelse af menneskelige behov.
Menneskenes forhold til hinanden skal være bestemt af en adskillelse af det private og det offentlige. Desuden skal det baseres på, at der i de offentlige rum forsøges opbygget og realiseres regler for menneskelig omgang, der er bestemt af alment begrundelige, rent humane, altså ikke-religiøse regler, der kan opnå folkelig tilslutning. Menneskerettighedserklæringerne i 1776 og 1789 er de første politiske og ikke rent filosofiske vidnesbyrd om denne bestræbelse. Ikke bare er de udtryk for bestræbelsen, de artikulerer også det vigtigste, nemlig almen rettigheds-lighed for borgerne inden for en stat. Svarende til det offentlige rums rationelle trafikregler for omgangen mellem mennesker var det det private rums opgave at være arnested for intimitet og menneskelig nærhed – samt forskellighed – der byggede på tradition, autoritet og ikke sjældent religion.
