Den subjektive rest

Оглавление

Jacob Lund Pedersen. Den subjektive rest

Forord

Indledning

KAPITEL I. Udsigelse og menneskeligt subjekt – »det levende væsen, der har sprog«

Subjekt og subjektivitet

Udsigelsen

Émile Benveniste og subjektets konstituering gennem sproget. Det semiotiske, det semantiske og det metasemantiske

Histoire og discours, personlig og upersonlig udsigelse

Person og tempus – det personlige pronomen og subjektiviteten i sproget

Udsigelsesteoriens reception

Roland Barthes, forfatterens død og medium-diatesen

Michel Foucault, forfatterfunktionen og »udsagnet«

Maurice Blanchot, det neutrale og den litterære erfaring

Udsigelsessubjektets erfaring. Agambens subjektmodel: Infans og experimentum linguae

KAPITEL II. Samuel Beckett – »no pronoun for me«

The Unnamable – førstepersonen

Company – anden- og tredjepersonen

Worstward Ho – de pronominelle formers fravær

KAPITEL III. Christian Boltanski – »a memory of a subject«

Le Lycée Chases

Les Suisses morts

Repræsentation, negation og referentens udskiftelighed

La vie impossible de Christian Boltanski – kunstnersubjektets desubjektivering

Il faut que vous m’aidiez…

Det forsvundne

Afslutning. Et postdekonstruktivt subjekt

Subjekt, sprog og fællesskab – »kun sproget muliggør samfundet«

Bibliografi

Materiale

Illustrationer

Indeks

Отрывок из книги

JACOB LUND PEDERSEN

Den subjektive rest

.....

I kapitel II bringes udsigelsesteorien i anvendelse i nærlæsninger af Becketts efterkrigsværker The Unnamable (1953), Company (1980) og Worstward Ho (1983), hvor der foregår en formel udviskningsbevægelse fra henholdsvis førstepersonsnarration over anden- og tredjepersonsnarration til en narration, som ikke længere gør brug af nogen personlige pronominer. Gennem disse analyser argumenterer jeg for, at det hos den sene Beckett imidlertid ikke – sådan som både forfatteren selv og en række af hans nutidige kritikere ellers hævder – blot drejer sig om subjektets ekspropriation i en neutral tale, men at værket også bærer vidnesbyrd om den instans, der erfarer denne ekspropriation og neutrale tale.

I tredje kapitel undersøges en række af Christian Boltanskis værker – særligt Le Lycée Chases (1987-91), Les Suisses morts (1990-91), 10 portraits photographiques de Christian Boltanski, 1946-1964 (1972) og Il faut que vous m’aidiez … (1970) – i lyset af kunstnerens udtalelser om, at hele hans værk mere eller mindre handler om holocaust; ikke ved direkte at tematisere holocaust, men ved at være bevidst om at komme efter.25 Kapitlet analyserer, hvordan den konkrete reduktion af mennesket til muselmand i de nazistiske lejre i Boltanskis værker transformeres til en mere generel menneskelig erfaring af desubjektivering. Det sker blandt andet gennem arbejdet med fotografiet som en udviskning af det portrætterede subjekt, så det omdannes til et objekt – og gennem udpegningen af det repræsenterede subjekts udskiftelighed.

.....