Romantikken bliver ofte fremstillet som en apolitisk eller konservativ stromning i europAeisk litteratur, hvor forfattere vendte samfundet ryggen for at fortabe sig i naturen og dyrke det andelige liv. Men det er pa tide at begrave de gamle domme over romantisk litteratur: LAeser man epokens vAerker i lyset af Den Franske Revolutions demokratidebat, vil man se, at de ofte ogsa har en politisk dimension. Romantikkens dyrkelse af geniet medforer en udforskning af forholdet mellem de Danishnede eliter og det jAevne folk, dens besAettelse af kAerlighed rummer idealer om fAellesskabets samliv, og dens ideer om det andelige kredser om frihed.Disse tanker bliver udfoldet i tre af periodens hovedvAerker, nemlig Friedrich Holderlins brevroman Hyperion (1797/1799), William Wordsworths lyriske epos The Prelude (1805) og Victor Hugos historiske roman Notre-Dame de Paris (1832). Gennem ide- og litteraturhistorisk forankrede nAerlAesninger undersoger forfatteren nogle af de vigtigste tendenser i det righoldige og modsAetningsfyldte bidrag, som europAeisk romantik giver til forstaelsen af det moderne demokratis fundamentale og stadig aktuelle ideer og problemer.
Оглавление
Jakob Ladegaard. Bogen og folket
Forord
Indledning
ROMANTIKKEN OG DET ÆSTETISKE REGIME FOR KUNST
DEN ROMANTISKE LITTERATURS POLITIK
NOTER
Mellem skønhedens ø og politikkens fastland – Frigørelsens tragedie i Friedrich Hölderlins Hyperion
NATUR OG BEVIDSTHED: FILOSOFISKE FORUDSÆTNINGER
FOLKETS OPDRAGELSE: STAT OG VOLD
NAVNET ER SKØNHED
DEN TRAGISKE HELT OG GRUNDLÆGGELSEN AF DET NYE SAMFUND
SKRIFTENS ASKE OG HELTENS SANDAL
HÖLDERLIN MELLEM ÆSTETIK OG ETIK
NOTER
Frihedens veje – Revolution og poetisk indbildningskraft. i William Wordsworths The Prelude
DEN SUBLIME INDBILDNINGSKRAFT
VARENS SKUESPIL OG LIBERAL FRIHED
KRITIK AF DEN URENE FORNUFT
REVOLUTIONENS FORÅR
DEN REPUBLIKANSKE INDBILDNINGSKRAFT
FRIHEDENS KROP
NOTER
KLOKKERENS TÅRE OG DEN NYE KRISTENDOM
MASSERNES SKUESPIL
BARRIKADEN OG KLOAKKEN
ESMERALDA OG LITTERATURENS ARGOT
FORTÆLLEREN OG KONGEN
NOTER
Afslutning
Bibliografi
Отрывок из книги
JAKOB LADEGAARD
Bogen og folket
.....
Man kunne give mange flere eksempler, men væsentligere for nu er de principper for identifikationen af litteratur i det æstetiske regime, der ifølge Rancière gemmer sig bag dem. Dem beskriver han ofte med en reference til Sokrates’ diskussion af skriften i Platons dialog Faidros som en konflikt mellem ”det stumme ord” (la parole muette) og ideen om litteratur som udtryk for det kollektive liv (Rancière 1998, 14; Rancière 2004a, 53-59). I Platons dialog modstiller Sokrates to former for ord. Det primære er det talte ord, som mesteren planter i disciplens frugtbare sjæl. Ifølge Sokrates er det et ord, der ved, til hvem det bør tale, og som derfor sikrer den korrespondance mellem det sociale hierarkis pladser, værensformer og ord, hvorpå den ideelle stats deling mellem herskere og undersåtter hviler (Platon 2000, 72f.). Heroverfor står skriften, som han kritiserer for at være en sekundær meddelelsesform, en kopi af talen, der er fjernet fra sin afsender – ordets fader (71). Det forældreløse ord lider ifølge filosoffen af en dobbelt skavank. På den ene side taler det for lidt, for hvis man spørger det, hvad det betyder, forbliver det stumt. Løsrevet fra sin fader, er der ingen, der kan garantere, uddybe og forklare dets mening. På den anden side taler det for meget. For da det bevæger sig ud i verden uden en forælders opsyn, ved det ikke, hvem det skal, og hvem det ikke skal tale til. Det er underlagt tilfældigheden og taler til hvem, det end møder (ibid.).
Mens det repræsentative regime lader kunstens ord ledsage af poetikkernes faderfigur, er det æstetiske regime funderet på skriftens forældreløse ord, hvis deregulerende princip Rancière kalder littérarité (Rancière 1998, 83). Et princip, der naturligvis også eksisterede før 1790’erne, men som i det æstetiske regime kommer til at stå helt centralt. Uden dog at stå alene. For over for det er et modsatrettet princip, det ekspressive ord, der som Schillers ideal om æstetisk livskunst udtrykker kollektivets ethos. Æstetisk litteratur er altså et stumt ord, der er løsrevet fra verdens prosaiske sammenhænge mellem ord og ting. Men det er samtidig et veltalende ord, der udtrykker de love eller normer, den ånd, kultur eller sjæl, der uerkendt sætter sit aftryk på det fælles liv i regionen, nationen eller menneskeheden. De mange mulige iscenesættelser og fortolkninger af konflikten mellem disse principper udgør for Rancière kernen i det æstetiske regimes litterære værker og teorier.
