Verdensbilleder

Оглавление

Jan Faye. Verdensbilleder

Forord

1. Introduktion

2. Aristoteles’ verden

Rummet

Tiden

Fremtidens søslag

3. Newtons absolutte tid og rum

Pierre Gassendi

Isaac Barrow

Isaac Newton

Men derudover findes der også relativ tid:

4. Leibniz’ relationelle tid og rum

Forskellige betydninger

Leibniz-Clarke-debatten

Ernst Machs fikse idé

5. Einsteins relativitetsteorier

Den specielle relativitetsteori

Tvillingeparadokset

Minkowski-rummet

Den generelle relativitetsteori

6. McTaggarts A-tid og B-tid

Tidens bortskaffelse?

A-serien

B-serien

7. Forandring i tre eller fire dimensioner?

Dynamisk tid

Statisk tid

8. The Big Bang – rummets og tidens begyndelse?

Det ekspanderende univers

Den mørke energi

Tidens begyndelse og rummets størrelse

9. Tidens retning

Den termodynamiske pil

Den elektromagnetiske pil

Den kosmologiske pil

Den kausale pil

10. Hvorfor findes der noget frem for intet?

Den ubevægede bevæger

Det nødvendige væsen

Det antropiske princip

11. Sammenfatning

Noter

Litteratur

Register

Отрывок из книги

Jan Faye

fra rum og tid til rumtid

.....

Tanken har begrebsligt adskilt stedet fra genstanden, på samme måde som den har adskilt tidspunktet fra begivenheden. Adskillelsen er ikke nødvendigvis reel; det kan være, at der i virkeligheden ikke findes noget selvstændigt rum og nogen selvstændig tid. Holder man alligevel fast i deres uafhængighed, gør man det måske, fordi man forveksler en geometrisk model af rum og tid med den fysiske virkelighed. Man kan nemlig ikke uden videre overføre en matematisk model på den fysiske virkelighed. Enhver fysisk fortolkning af matematiske strukturer vil altid skulle begrænses af teoretiske overvejelser og eksperimentelle muligheder. Det kan måske bedst sammenlignes med vores brug af landkort. Et kort over en by, en egn eller et land er også en model af virkeligheden, der giver os en symbolsk gengivelse af gader, veje, huse, skove, søer osv. Og selv med en signaturforklaring ved hånden ved vi jo godt, at virkeligheden tager sig anderledes ud end på kortet.

Den matematiske beskrivelse, vi finder i Newtons fysik, sætter ingen grænser for rummets og tidens udstrækning. Den oldgræske matematiker Euklid (ca. 325 - ca. 265 f.v.t.) havde netop i sin bog Elementer givet en samlet matematisk beskrivelse af linjer, flader og volumener, der uden videre kunne bruges som grundlag for Newtons teori om rum og tid. Den euklidiske geometri giver en matematisk model af rummet, og modellen gør ikke ende på rummets udstrækning. Rummet hos Newton er uendeligt i sit omfang, besidder en tredimensionel euklidisk struktur og vedvarer i tiden på samme måde som almindelige ting, men som kontrast til dem eksisterer det totalt uforandret igennem tiden. Og lader man tiden repræsenteres af en linje, vil tiden være uendelig lang ligesom linjen og talrækken. Newton vidste imidlertid godt, at tyngdekraften før eller siden ville få alle stjernerne til at søge sammen i en stor klump. Dog kan vi se, at det ikke er sket. Så da det ikke er sket, må universet enten være uendeligt stort, hvorved tyngdepåvirkningen udlignes, idet der trækkes fra alle kanter lige meget i Solen, eller skabelsen kan ikke være særlig gammel. Nok troede Newton på en skabende og opretholdende Gud, men han var alligevel så meget fysiker, at han valgte den uendelige løsning.

.....