SlangetAemmeren
Описание книги
Forestil dig, at du moder en giftig slange. Den stirrer dig i ojnene, og hugger sa til. Du er dodeligt saret. Og sa sker underet: Slangebiddet slar dig langsomt ihjel, men gor dig samtidig immun over for andre slanger – du har pludselig adgang til paradisiske omrader, der ellers ville vAere utilgAengelige. Det er situationen for den arhusianske patolog Jorgen Schionning, der som 40-arig i 2002 pludselig blev ramt af den brutale drAeber ALS, en sAerligt aggressiv form for sklerose. SlangetAemmeren er beretningen om den vending, hans liv tog, da sygdommen angreb. Den for sa succesrige og karrieremindede videnskabsmand er nu bundet bade til korestol og respirator, han kan ikke spise eller tale, og har kun kort tid tilbage at leve i. Alligevel er SlangetAemmeren en lykkelig erindringsbog, der er prAeget af humor og lethed. Kampen mod sygdommen har givet en styrke, sa forfatteren nu er i stand til at se de vanskeligste eksistentielle hAesligheder i ojnene – og til at vAerdsAette det smukke, hans liv stadig rummer. Bogen har vAesentlige budskaber til ALS-patienter, til personale i sundhedssektoren – men ogsa til alle raske, der overvejer, hvad det helt grundlAeggende er vigtigt at koncentrere tilvAerelsen om.
Отрывок из книги
Jørgen Schiønning
AARHUS UNIVERSITETSFORLAG
.....
Jeg er klar over, at det er en absurd påstand med alle de tab, som jeg har lidt. Det er klart, at jeg har lidt afsavn, men jeg valgte hurtigt at betragte det sådan, at sygdommen giver mig en ny fase i livet, hvor der er mange nye muligheder. Omgivelsernes forventninger til mig er meget reducerede. Mine egne muligheder er også meget reducerede, men til min overraskelse har nye glæder åbnet sig for mig. Det handler i høj grad om at opnå en accept af sin situation og finde en indre ro samtidigt med at være åben for verden omkring sig. Lykkes det, er der mange ting at finde glæde ved. Ting, som jeg som rask fandt banale og trivielle, har fået en ny dimension. Det er en gave at fralægge sig sine roller, som giver status, og pille alle de lag af sin personlighed og lære sig selv at kende som et mere uspoleret menneske. Man kan give tid til sig selv og kan gøre det, som man gerne vil uden at blive stillet til regnskab og målt og vejet for sine handlinger. Det lyder måske egoistisk, men tværtimod viser jeg mere nærvær over for mine omgivelser. Jeg har tiden og overskuddet til det. Mit spørgsmål er: Skal man virkeligt udsættes for en katastrofe for at komme til så basale erkendelser af, hvad et lykkeligt og indholdsrigt liv er? For mig var det åbenbart nødvendigt.
Mit raske liv var godt. Jeg havde succes på alle fronter. Det liv ville jeg næppe have ændret, hvis jeg ikke var blevet syg. Omvendt vil jeg ikke undvære denne tid som syg, hvor jeg lærer så meget. Sygdommen har vist mig nye sider af livet, som jeg ellers ikke ville have set. Jeg har set mange hæslige slanger i øjnene, mærket smerte og følt ydmygelser. Til tider har det været fristende at opgive, men nu føler jeg mig stærkere end nogensinde før. Livet er altid en gave, og ingen har en målestok, som kan afgøre, hvilket liv der er bedst. Det kan man kun ved at leve det. Det lykkes mig næsten altid at tænke, at jeg har haft en god dag, når jeg lægger mig til at sove. Er det ikke præcis det, livet handler om?
.....