Оглавление
Richard Rorty. Religionens fremtid
OVERSÆTTERENS FORORD
FORORD
INTRODUKTION. EN RELIGION UDEN TEISTER ELLER ATEISTER
I. ANTIKLERIKALISME OG ATEISME
II. FORTOLKNINGENS TIDSALDER
III. HVAD ER RELIGIONENS FREMTID EFTER METAFYSIKKEN?
BIDRAGYDERE
EFTERORD. RORTY, VATTIMO OG RELIGIONENS FREMTID – SKITSE TIL EN KRITIK
1. IRONIEN OG RELIGIONENS PRIVATISERING
2. VIRKELIGHEDEN OG VOLDEN
3. HISTORIEN, SEKULARISERINGEN OG DEN DEMOKRATISKE DIALOG
LITTERATURLISTE
INDEKS
Noter
Отрывок из книги
Richard Rorty, Gianni Vattimo
RELIGIONENS FREMTID
.....
Når som helst en autoritet, forklædt som et videnskabeligt eller religiøst fællesskab, søger at gennemtvinge noget som en objektiv sandhed, så har filosofien den forpligtelse at trække i den modsatte retning; at påvise, at sandheden aldrig er objektivitet, men altid interpersonel dialog, som effektueres i det at vi deler et sprog. At dele et sprog betyder ikke, at man deler objektiviteter, men at man enes om visse præferencer. Den enighed, som opnås igennem disse præferencer, kan afføde et nyt paradigme, et nyt “sprogspil”, som formår at frigøre forskningen fra at blive taget til fange af et enkelt vokabular. Dengang Huxley, som Rorty fremhæver det, udfordrede det nittende århundredes Oxford i den empiriske videnskabs navn, var hans intention den samme som Erasmus’, dengang han udfordrede sin epokes akademiske institutioner – en udfordring, som sigtede mod overskridelsen af de intellektuelle institutioner. Erasmus’ skepticisme, muliggjort af humanismen, og det “sociale håb” hos Huxley, som han så i laboratorievidenskaben, bør ikke anses som fremskridt hen imod sandheden, men som perspektiver, som menneskeheden fornuftigvis kan foretrække frem for andre, nye forsøg på at løse dens problemer. Denne opfattelse er fælles for både pragmatikken og hermeneutikken; faktisk fødtes begge bevægelser ikke kun som et oprør imod autoritære sandhedsteorier, men var også tilskyndet af intentionen om at forbedre den måde, som mennesker forstår hinanden på.
Grundlæggende sigter postmetafysisk tænkning imod en svækket ontologi, som reducerer vægten af de objektive strukturer og dogmatikkens vold. Filosoffens opgave i dag synes at bestå i en omvending af Platons program: Filosoffen fører nu menneskene tilbage til deres historicitet, snarere end imod det, som er evigt. Filosofien forekommer at være mere hengiven til den progressive opbyggelse af menneskeheden end til udviklingen af viden. Denne tænkemåde kunne ihukomme den hegelske dialektik, hvis ikke det var fordi, at den endelige vision af den absolutte ånd, som opretholder sig selv i løbet af hele processen, er fraværende i Rortys og Vattimos intentioner; for pointen er ikke at fastholde et bestemt topos inden for den traditionelle filosofi, men at fortsætte den samtale, som siden begyndelsen har karakteriseret den vestlige verden. Filosofien forsøger ikke at demonstrere en eller anden sandhed, men kun at favorisere muligheden for en konsensus, som kunne gælde for sandheden. “For eksempel”, forklarer Vattimo,
.....
