Smerte er ikke til at holde styr pa. Den sidder aldrig kun lige der, hvor det gor ondt, men ogsa altid i hovedet. Og uanset hvordan smerten er opstaet, begynder vi at hoppe og danse, bande og svovle eller skrige pa livet los for at holde den ud. Det er vist med god grund, at vi sAetter smerte og helvede sammen til et ord. Alligevel skal vi ifolge Troels Staehelin Jensen, smerteforsker ved Aarhus Universitet, vAere taknemmelige for, at vi overhovedet kan mAerke den. For uden smerte ville vi hverken kunne fole glAede eller lyst, og sa ville livet slet ikke vAere vAerd at leve.
Оглавление
Troels Staehelin Jensen. Smerte
ADVARSELSLAMPERNE BLINKER. MIN STAKKELS PEGEFINGER
DEN HURTIGE OG LANGSOMME SMERTE
DIREKTE MED LONDONS UNDERGRUNDSBANE TIL HJERNEN?
HJERNENS TO SMÅ MÆND
”DET GØR MIG VIRKELIG ONDT”
MALMROS’ SORG OG GLÆDE
HESTE OG ROTTER PÅ HJERNEN ”DET GØR BARE ONDT”
HANSENS FANTOMSMERTER
DRÆBERSNEGLENES DØDEDANS
EN MAKABER PUBLIKUMSFAVORIT
LIGESOM RADIOENS VOLUMENKONTROL
MORFINENS FORBANDELSER OG VELSIGNELSER. VALMUEBLOMSTENS TO ANSIGTER
DEN VIETNAMESISKE LÆGE
DANSKERNES MORFIN(OVER)FORBRUG
PLACEBOEFFEKTENS MYSTERIER. SYGEPLEJERSKEN, DER SNØD SOLDATEN
NÅR VISDOMSTANDEN SKAL UD, SLÅR PLACEBO TIL
BERØMTE MAVEKRAMPER
LIVET MED OG UDEN SMERTE. LUFT I KARBURATOREN
SKURKENS FARLIGE SYGDOM
MOHAMMADS HÅRDE KAMP
TÆNKEPAUSER 1-53
Отрывок из книги
TROELS STAEHELIN JENSEN
Jeg sprang og hoppede rundt, som var det en afrikansk krigsdans, alt imens jeg skiftevis skreg og svor over den forbandede havedør. Den fik et gevaldigt spark, som om det var dens skyld. Desværre svarede den igen med at give mig en anden smerte – nu i foden, hvilket ejendommeligt nok kortvarigt lindrede smerten i hånden.
.....
Descartes sammenlignede også vores opfattelse af smerte med klokkeren i en kirke, dog ikke ham den pukkelryggede Quasimodo fra Notre-Dame. Descartes forestillede sig, at kroppen giver hjernen besked om, at en smerte er på vej, på samme måde, som når klokkeren står for neden af et kirketårn og trækker i tovet til klokken. Når smerteimpulsen er nået helt op i toppen, så ringer klokken. Denne simple enstrengede – og forkerte – opfattelse af smerte kender vi smerteforskere i dag som specificitetsteorien. Besynderligt nok fik den lov at florere næsten frit blandt mange medicinkyndige helt op i det 20. århundrede.
Først i 1965 lykkedes det den canadiske neuropsykolog Ronald Melzack og den engelske neurofysiolog Patrick Wall at tilbagevise Descartes’ påstand. De lancerede en teori, som forskere kender som Gate Control Theory eller på dansk smerteportsteorien. Den gik kort sagt ud på, at de sensoriske impulser, der løber som elektriske signaler i tykke nervefibre til rygmarven, hæmmede aktiviteten i de tynde nervefibre, der fører smerten gennem kroppen.
