Читать книгу MAend - Kenneth Reinicke - Страница 4

Findes der en eksemplarisk og autentisk form for maskulinitet – en slags maskulinitetens hjerte? Der eksisterer i alle samfund forskellige forestillinger om, hvad man skal gøre og være for at blive opfattet som maskulin. Men hvad er maskulinitet egentlig for en størrelse, og hvad er det for nogle faktorer, der påvirker og strukturerer mænds maskulinitet? Kønsforskeren Kenneth Clatterbaugh (1998) hævder, at en af de bedst bevarede hemmeligheder i litteraturen om maskulinitet er, at man opererer med ekstremt dårlige definitioner på, hvad ordet maskulinitet betyder. Overordnet set kan maskulinitet siges at handle om de idealer, værdier og forventninger, der kulturelt set er til mænd i et givent samfund. Maskulinitet er således en kompleks og sammensat størrelse, og det er umuligt at sige noget endegyldigt om maskulinitet, fordi maskulinitetens udtryksformer og væsensindhold ændrer sig fra samfund til samfund. Maskulinitet skabes i interaktion mellem mennesker, og maskuliniteter eksisterer aldrig uafhængigt og isoleret fra femininiteter.

Konstruktionen af maskulinitet varierer både rumligt mellem forskellige kulturer, tidsmæssigt indenfor den samme kultur og personligt i den enkeltes livsforløb. Det er en vigtig pointe, at forskellige kulturer på forskellige tidspunkter i historien har konstrueret køn forskelligt. Maskulinitetsidealer har endvidere forskellig betydning afhængigt af, hvilke klasser, aldersgrupper, seksuelle orienteringer etc. man befinder sig indenfor. Ligeledes skabes køn og maskuliniteter forskelligt afhængigt af, hvilke arenaer man befinder sig i, f.eks. er der forskel på, om man befinder sig i offentlige contra private rum, ligesom der er forskel på, om man befinder sig på arbejdspladser, skoler, værtshuse, i idrætsklubber etc.

Antropologi og maskulinitet

Den antropologiske grundtanke omkring skabelsen af maskulinitet er, at der ikke er noget såkaldt naturligt eller uundgåeligt i skabelsen af kønsidentiteter, og at mænd i forskellige kulturer opfatter og udlever maskulinitet forskelligt. Ikke desto mindre har der ofte eksisteret en forestilling om, at den vestlige mand var den universelle norm, som alle mænd skulle måles ud fra. Dette har historisk set ført til, at mange kolonimagter specielt i det 19. århundrede opfattede indfødte mænd som værende mindre ”rigtige” mænd. Kimmel (2010) påpeger f.eks., hvordan mænd fra forskellige folkeslag gennem den amerikanske historie, f.eks. irere, italienere (i slutningen af det 19. århundrede) og asiatere (efter 2. verdenskrig), blev bedømt og set på som værende ikke mandige.

Antropologen Margaret Mead var med sin bog Male and Female (1949) en af de første til at sætte fokus på kønsrelationerne mellem mænd og kvinder og til at sætte sig op imod den biologistiske kønstænkning. De overordnede perspektiver på Meads arbejde var, at intet kan tages for givet, og at mænd og kvinders samfundsmæssige kønsroller ikke kan siges at være universelle. Men hun påpegede, at kvinder ofte blev defineret som natur pga. deres rolle i reproduktionen, hvorimod mænd blev opfattet som de centrale i skabelsen af samfundets kultur. Ligeledes fremhævede hun, hvordan kvinder i det meste af verden har været associeret med det private rum, modsat mænd, som har befolket det offentlige rum.

I det måske første tværkulturelle studie af, hvad forskellige samfund forstår ved ”mandighed”, påpeger Gilmore (1990), at alle samfund i en vis udstrækning har nogle forestillinger om ægte mandighed, og at mænd ligeledes i en vis udstrækning orienterer sig mod og bekymrer sig om relativt ens og sammenlignelige maskulinitetsvariable. Men er maskulinitet et statisk begreb, som man ikke rigtig kan ændre permanent? Gilmore hævder i den forbindelse, at nogle maskulinitetstræk er særdeles sejlivede og har en snert af universalitet over sig, fordi det er muligt at se en slags maskulint grundmønster i de fleste kulturer og samfund. Gilmore nævner f.eks., at attituder som hårdhed, aggressivitet og stolthed samt seksualitetsforestillinger er inkorporeret i bevidstheden hos både jægere, fiskere, arbejdere, krigere, poeter og bønder, som ellers ikke har noget andet til fælles. Gilmore fokuserer endvidere meget på den usikkerhed, der omkranser drenge og mænds liv, og påpeger, at der i mange kulturer er dominerende forestillinger om, at drenge i modsætning til piger (som udvikler sig ”naturligt” fra pige til kvinde) skal udsættes for såkaldte ”kulturelle interventioner” og overgangsriter for at være i stand til at udvikle sig fra dreng til mand. Disse kulturelle interventioner kan have mange forskellige mønstre og omhandler aspekter som mod, seksuelle prøvelser, alkohol, vold etc.:

”Why is the demand made upon males to ”be a man” or

”act like a man” voiced in so many places?

And why are boys and youths so often tested or

indoctrinated before being awarded their manhood?”

(David Gilmore 1990:9)

Maskulinitet skal ofte vindes og bevises, og maskulinitet handler i en vis udstrækning om at udfordre og teste andre mænd, og man kan med god grund spørge, om det essentielle i mandekulturen er kammeratskabet eller konkurrencen mellem mænd. Mænd bliver oftest testet i den offentlige sfære og på arbejdsmarkedet. I nogle sammenhænge kan man sige, at mænd ved ikke at drikke, slås eller være fokuseret på gentagne seksuelle erobringer ”forråder” nogle vigtige aspekter ved den traditionelle maskulinitet. Gilmore påpeger endvidere, at det hører til den traditionelle mandigheds udfordringer, at de forskellige aspekter af maskulinitetens bedrifter, så vidt det er muligt, skal kunne fremvises og bevises offentligt, så der ikke kan drages tvivl om bedriftens gyldighed og verificerbarhed. Sociologen Pierre Bourdieu (1999) har i den forbindelse ligeledes fremført, at mænds kamp om magten er en kamp mellem mænd, som udelukker kvinder, mere end den er en kamp, hvor mændene kæmper mod kvinderne. Det handler altså mere om mænds forhold til andre mænd end om forholdet til kvinder.

Jeg finder det vigtigt at slå fast, at maskulinitet hverken er tidløs eller universel. Man kan ikke tale om maskulinitet i ental, selvom mange mennesker nok vil hævde, at der er nogle meget genkendelige substantielle omdrejningspunkter såsom aggressivitet, uafhængighed, konkurrenceorienterethed, selvhævdelse etc., som er kendetegnende for mange mænd. Maskulinitet er vævet ind i kulturelle, historiske og geografiske forhold, og maskulinitet eksisterer aldrig uafhængigt af den kulturelle kontekst, hvori den findes. Det er vigtigt hele tiden at tænke maskuliniteter i flertal og forsøge at afnaturalisere maskulinitetsbegrebet, så det bliver muligt at skabe nuancerede betragtninger over, hvad det betyder at være mand i en given kontekst.

Maskulinitet og klasse

Der er ikke enighed om, hvilke variable der har størst betydning for konstruktionen af maskulinitet. Er maskulinitet en størrelse, der styres af ydre strukturelle faktorer som f.eks. økonomi og klasseforhold, eller er maskulinitet noget, som enkelte mænd performer ud fra de konkrete situationer, de befinder sig i? Hvad betyder endvidere socialisering, kønsideologier, sport, militærerfaringer, homofobi etc.? Den engelske kønsforsker David Morgan (1992) har påpeget, at det er vigtigere at fokusere på, hvad mænd gør, end hvad mænd er, og at det er betydningsfuldt at se på forholdet mellem stereotyper og reelt udlevede kønsroller. Virkelighedens mænd har naturligvis ikke altid kunnet leve op til de dominerende idealer, og disse idealer har naturligvis ikke altid været de samme. En af de første til at udvikle en form for maskulinitetens sociologi var englænderen Andrew Tolson, som med bogen The Limits of Masculinity (1977) påpegede, at der på baggrund af mænds forskellige positioner på arbejdsmarkedet bør skelnes mellem f.eks. arbejderklassemaskulinitet og middelklassemaskulinitet. Tolson beskrev, hvordan det betalte arbejde og forsørgeridentiteten for hovedsageligt arbejderklassemænd udgjorde et maskulinitetsparadoks, idet arbejdet både støttede og underminerede arbejderklassemændenes maskulinitetsfølelse. Forsørgerrollen gav mulighed for at opbygge en magtposition indenfor familien, men selve arbejdet skabte også en form for fremmedgørelse og eroderede mandens autoritet pga. af et ofte monotont og nedslidende arbejdsliv samt de personlige ydmygelser, som han kunne opleve fra autoriteter og ledelser på arbejdspladsen. Ved at åbne op for klassedimensionen og ved at tale om maskuliniteter i flertal skabte Tolson et mere komplekst billede af mænds forskellige levevilkår. Tolsons analyser havde både et socialistisk og feministisk præg, og det satte ham i stand til at påpege, at mænd på den ene side som samlet gruppe profiterede af de patriarkalske strukturer samtidig med, at det socialistiske præg, hans analyser havde, gjorde ham i stand til at påpege, at der var stor forskel på mænd afhængigt af, hvor på arbejdsmarkedet de befandt sig.

Maskulinitet, rationalitet og risici

Maskulinitet forbindes ofte med ”rationalitet”, hvorimod femininitet ofte associeres med ”emotionalitet”. Maskulinitet kan på den ene side siges at være en form for fantasi, men handler for mange mænd også om konkrete udfordringer, som skal vindes. I den traditionelle manderolle har den følelsesmæssige disciplinering stor betydning. Det er i mange henseender meget vigtigt for mænd at tage afstand fra det feminine og i stedet være aggressiv og ”turde noget”. Banalt udtrykt kan man sige, at helte måles på det, de gør – ikke det, de siger. Disse traditionelle modeller har eksisteret i lang tid og gør det til dels stadigvæk. Traditionel maskulinitet er derfor i høj grad indbegrebet af stærke kulturforestillinger og har stor betydning for den moderne verdens tilblivelse.

De fleste samfund i verden er præget af, at det er mænd, som har de fleste økonomiske midler, den største politiske magt og størst kulturel autoritet. Den tyske historiker Georg Mosse (1996) påpeger, at alle, som vil forsøge at forandre på samfundet, og alle, som vil forsøge at bryde ud af deres marginalisering, f.eks. homoseksuelle mænd, må forholde sig til de eksisterende maskuline stereotyper. Den franske kønsforsker Elisabeth Badinter (1992) fremhæver, at det at blive mand er en farefuld færd, og at den maskuline identitet ikke er medfødt, men noget, som mænd erhverver sig gennem en lang og besværlig indlæring, og at logikken i det maskuline er, at mænd må gøre eller risikere noget for at blive til mænd.

Mandlige identiteter er historisk set blevet dannet i den offentlige verden, og mænd vurderes derfor ofte ud fra deres bedrifter i denne sfære. Dette kan medføre en uønsket følelsesmæssig selvkontrol. Selvom der ofte er større forskelle mellem mænd end mellem mænd og kvinder, definerer mænd sig ofte som værende det modsatte af kvinder, og nogle mænd ønsker basalt set ikke at gøre det, som kvinder gør. Ifølge de amerikanske kønsforskere Deborah David og Robert Brannon (1976) har det haft stor betydning for, hvordan mænd på traditionel vis har konsolideret deres maskulinitet, at de ikke var feminine, at de var indstillet på at erobre magt og tjene mange penge, at de udviste mod og aggressivitet, og at de ikke var tilbøjelige til at vise deres følelser. Disse doktriner opfordrer således mænd til at undgå aktiviteter, som kan blive associeret med det feminine, herunder at undgå at udtrykke tvivl og sårbarhed. Ligeledes indeholdt i disse forestillinger er en forventning om at skulle basere hovedparten af sin identitet på arbejdsmarkedet og den offentlige sfære, hvor det forventes, at manden er stræbsom og klar til at tolerere de lidelser, der måtte komme på hans vej mod en eftertragtet status blandt andre mænd.

Mænd bruger ofte meget energi på at vise, hvem de ikke er, og maskulinitet defineres således oftere ud fra det, den ikke er, frem for det, den er. Traditionel maskulinitet skal ikke nødvendigvis defineres som det dårlige og modpol til den gode og relationsdygtige kvindelighed (Ekenstam et al. 2001). Traditionelle former for maskulinitet rummer naturligvis også medmenneskelige, sårbare og følsomme aspekter. Selvom traditionelle maskulinitetsforestillinger kan være skadelige for mænd, findes der også mange traditionelle maskulinitetspraksisser, som er opofrende, uegennyttige, heroiske og kærlige. Det er derfor også vigtigt at fokusere på de positive aspekter ved mænds liv: evnen til at tænke strategisk og logisk, tage chancer, være rolig i kritiske situationer, villigheden til at ofre sig selv og kunne stå meget igennem for andre, rollen som familiens beskytter med en stærk og forpligtende arbejdsetik etc.

Den engelske mandeforsker Victor Seidler (1997) har i bogen Man Enough: Embodying Masculinities beskrevet den måde, hvorpå mænd forventes at være mere tilbøjelige til at benægte og skjule deres følelser. Han påpeger, at det er svært for mænd at tage ansvar for deres følelsesliv og være ærlige om emotionelle forhold. I den sammenhæng må man ikke undervurdere betydningen af den tætte alliance mellem rationalitet og traditionel maskulinitet. Kønsroller handler i stor udstrækning om udbredelse og kulturel accept af, hvad de to køns roller skal bestå af. Bourdieu (1999) har på glimrende vis i sine analyser af det mandlige herredømme beskrevet, hvordan maskuliniteten i mange sammenhænge ikke optræder som en konstruktion, men som en selvfølge. Den maskuline orden har sin styrke i, at den ikke behøver blive retfærdiggjort, den fremstår som neutral, som kulturen. Bourdieus pointe er, at både mænd og kvinder får mænds dominans og kvinders underordning til at fremstå som noget andet, end den er. De fleste mennesker tænker med stor sandsynlighed ikke i deres hverdag ret meget over, hvad det vil sige at være henholdsvis mand eller kvinde. Såkaldt traditionel maskulin og feminin adfærd er nemlig ofte selvfølgeliggjort på en måde, så man sjældent reflekterer over, hvor adfærden kommer fra, og hvorfor vi vurderer den som naturlig og oplagt. De fleste mænd har øjensynligt ikke reflekteret over, hvilken ”delagtighed” de har i det patriarkalske samfunds opretholdelse, og hvilken form for symbolsk vold de som mænd kan komme til at udsætte kvinder og andre mænd for. Den danske kønsforsker Dorte Marie Søndergaard (2000) har beskrevet maskulinitetskonceptet som en kulturel ressource, der resulterer i, at mænd bl.a. kan tillade sig at være selvpromoverende og arrogante overfor andre samt optagede af at konkurrere og vinde hele tiden, fordi der står et kulturelt legitimeringsapparat parat til at gøre denne opførsel acceptabel og socialt genkendelig, selvom det også er svært at desertere fra maskuliniteten pga. den effektive tvangsindskrivning af kønnet.

Fænomenet mandeforskning

Traditionelt set har den akademiske verden været domineret af mænd, og det var først i midten af det forrige århundrede, at kvinder i betydeligt omfang begyndte at indtræde i de akademiske stillinger. Dette har ikke overraskende påvirket de emner, som blev udforsket på universiteterne. I perioden efter 2. verdenskrig og frem til slutningen af 1960’erne var det næsten udelukkende sociale klasser og raceforhold, som i det akademiske miljø blev opfattet som havende væsentlig betydning for skabelsen af socialt liv. Det var først med udviklingen af forståelsen af køn som en social kategori, at man begyndte at få øje på, at køn på samme måde som klasse og race havde betydning for organiseringen af samfundet. Ud af de feministiske bevægelser sprang der en mangfoldighed af kvindestudier, som i begyndelsen af 1970’erne begyndte at sætte fokus på hovedsageligt kvinders livsvilkår, og i 1980’erne blev kønsforskningen beriget med et påbegyndende selvstændigt fokus på mænd og maskuliniteter. Det er specielt i USA, at der har været en rig og mangfoldig produktion af maskulinitetsbøger, men i løbet af de sidste 10-15 år er man også på et bredere internationalt niveau begyndt at se en mangfoldig produktion af forskning omhandlende mænds identiteter og praksisser.

Det er alligevel sjældent, at kønsforskning bliver præsenteret i introducerende tekster og kurser i universitetsverdenen, og der har været en feministisk kritik af det implicitte mandlige subjekt indenfor mange forskellige videnskaber. Der er dog forskel på, i hvilken udstrækning køn og maskulinitet bliver brugt som en analytisk kategori indenfor de forskellige discipliner. På f.eks. det politologiske område ser man en tendens til, at køn ofte kun bliver brugt på en deskriptiv vis til at beskrive forskelle mellem mænd og kvinder i diverse repræsentationer. Det gør det derfor ofte svært at analysere mænd som et socialt køn, og man kan i nogle henseender hævde, at kernen i den mandlige norm er, at den ikke eksisterer i det politiske liv. Dette kan selvfølgelig umiddelbart fremstå som et bemærkelsesværdigt postulat. Men man ser ofte, at det politiske, institutionelle og bureaukratiske ”sprog” ikke opererer med mænd som en gruppe eller socialanalytisk kategori udover neutrale demografiske kategorier. På det sociologiske område ser man oftere en mere dybdegående brug af køn som et analytisk redskab med deraf følgende eksplicit benævnelse af mænd som et socialt køn.

Hvornår er forskning mandeforskning?

Hvilke kriterier skal gøre sig gældende, før der er tale om mandeforskning, og hvilke spørgsmål skal man stille, når man beskæftiger sig med mandeforskning? Man kan starte med det meget oplagte spørgsmål, som lyder: Skal mandeforskning bedrives af mænd? Det behøves det ikke nødvendigvis, selvom nogle røster hævder, at det er lettere for mandlige forskere at forstå mænds forudsætninger både med hensyn til evnen til at forandre sig og mangel på samme.

Mandeforskning handler om at studere mænd i et kønsperspektiv, og man kan meget groft dele feltet op mellem den essentialistiske mandeforskning og den socialkonstruktivistiske mandeforskning. I den essentialistiske forskning fokuserer man på de fælles karakteristika, som præger flertallet af mænds liv. Essentialistiske og biologisk inspirerede kønsforskere vil ofte i forsøget på at forklare, hvorfor mænd og kvinder i en vis udstrækning opfører sig forskelligt og til dels har forskellige tanker og følelser, hævde, at man ikke kan komme uden om evolutionsteorien, hjerneforskningen og forskelle i hormonproduktionen til at forklare forskellene i kønnenes sociale og psykologiske dispositioner. Evolutionsteoretikere betoner ofte den ”naturlige” opmærksomhed, som kvinden historisk set har haft i forbindelse med sine børns overlevelse, hvilket afstedkommer mådehold, monogami og fokus på hjemlige sysler. Manden præsenteres derimod ofte som promiskuøs fra naturens side og som stræbende efter at sprede sin sæd og befrugte så mange kvinder som muligt. Disse påståede forskelle hævdes ofte fra evolutionsteoretisk side i en vis udstrækning at være resistente overfor kulturelle påvirkningsfaktorer.

Hvis man derimod retter fokus mod de socialkonstruktivistiske forskningsbidrag, fremgår det klart, at sådanne studier problematiserer de dominerende synsvinkler på mandighed og analyserer mange af de ambivalenser og modsætninger, som præger nutidens mænd. Flere af disse studier har fokus på mænd i en kontekst af kønsliggjorte magtrelationer og viser nye muligheder og alternative livsmønstre for mænd. Der er dog langtfra enighed om, hvad forskningen i mænd skal fokusere på. Forskningen kan handle om mænds problemadfærd, mænds barrierer for ligestilling, arbejdsliv, faderskab, sundhed, seksualitet etc. Et meget centralt spørgsmål vedrører dilemmaet om, hvorvidt mandeforskningen skal bygge videre på eller forkaste den feministiske teoridannelse. Ligeledes rejser spørgsmålet sig også, om man hovedsageligt skal fokusere på mænds samfundsmæssige privilegier, eller om det er maskulinitetens pris, der skal vægtes. En stor del af maskulinitetsforskningen kredser omkring den indlysende kendsgerning – men alligevel centrale pointe – at alle mænd ikke er ens. De fleste studier om maskulinitet, hvad enten det er antropologiske, sociologiske eller psykologiske studier, tager derfor afstand fra forestillingen om maskulinitet som en naturlig, universel og statisk størrelse. De tager ligeledes afstand fra, at maskulinitet hovedsageligt er et produkt af biologiske faktorer, og går imod en evolutionær form for tænkning, som betoner, at kønnene f.eks. er lagt fast i deres genetiske koder og har svært ved at afvige fra disse. Sådanne tilgange formår nemlig ikke at opfange den mangfoldige og komplekse virkelighed, som præger mange mænds liv. Blandt de nyeste forskningsretninger kan bl.a. nævnes queer-forskningen, som specielt har fokuseret på sammenhængen imellem moderne konstruktioner af køn og seksualitet.

Mandeforskningen har hentet mange af sine problemstillinger og teoretiske diskussioner fra kvindeforskningen, og en vigtig baggrund for mandeforskningen er den teoretiske og empiriske forskning, som kvindeforskningen har opbygget. Et af de centrale spørgsmål indenfor mandeforskningen er (ikke overraskende), hvordan man udvikler en teoretisk forståelse af nutidens mangfoldige maskuliniteter. Det handler både om, hvordan mænd traditionelt set har udformet manderollen, grænsedragningen til det kvindelige og de forandringsprocesser, som fører til mere ligestilling mellem kønnene og til forandrede maskulinitetsformer. De kritiske maskulinitetsstudier, som er blevet kaldt enten ”New Men’s Studies” (NMS) eller ”Critical Studies of Masculinity” (CMS), støtter og komplementerer kvindestudiernes kritiske perspektiver og medtager betydningen af social, politisk og økonomisk magt i deres analyse af mænd og maskuliniteter i alle dets afskygninger og betydninger. De kritiske maskulinitetsstudier kan derfor i stor udstrækning føres tilbage til feminismens interesse for ulighed og diskrimination. Det er dog ikke alle tanker og tekster om maskulinitet, som kan føres tilbage til de kønsteoretiske overvejelser og indsigter, som de feministiske tænkere har skabt. Mandeforskningen udgør nemlig på ingen måde et homogent teoretisk perspektiv, idet mandeforskningen ligesom andre videnskaber er præget af magtkampe og politiske prioriteringer, og der er også mandeforskere, som forholder sig stærkt kritisk overfor de feministiske tanker og ligefrem formulerer deres tanker i direkte opposition til feminismen.

Kan mandeforskningen komme til at fungere på samme måde som kvindeforskningen, når den i stor udstrækning handler om undertrykkernes historie? De historiske og politiske forudsætninger for mandeforskning og kvindeforskning har været meget forskellige. Kvindeforskning har været legitim i videnskabelig forstand, og den har været let at forsvare politisk. Der var et krav fra både almindelige kvinder og kvindelige politikere om at placere kvindeforskningen stærkt, da den opstod i 1970’erne. Det specielle ved mandeforskningen er, at den i modsætning til den feministiske forskning ikke udspringer af en underordnet position eller mangel på magt, men derimod ofte beskæftiger sig med mænds magt.

Hvad bunder modstanden mod at problematisere det mandlige køn egentlig i? Der er grund til at tro, at et hovedproblem for mandeforskningen er, at mandlige forskere har lukket øjnene for kønsforskningen. Forskning i køn ses traditionelt som noget, der handler om kvinder, og som bør bedrives af kvinder. Den engelske mandeforsker Jeff Hearn (2000) har beskæftiget sig med kønsforskningens status i den akademiske verden. Han fremhæver, at meget samfundsmæssig teoridannelse har været produceret af mænd, og at mænd i stor udstrækning har ignoreret kønsaspektet og dermed bidraget til at opretholde det patriarkalske samfunds magtstrukturer og dets iboende kønsblindhed. Hearn kritiserer bl.a. både marxistiske og weberianske samfundsanalyser for ikke at problematisere kønsspørgsmålet. Hvis dette skal ændres, kræver det både, at man udover at få flere kvinder ind i forskningen også begynder at problematisere mænd som sociale kønsobjekter og samtidig diskuterer grunden til de mange mandlige forskeres bevidste eller ubevidste undvigelse af kønsdimensionen. Hearn fremhæver ligeledes, at det er ”fascinerende, hvor mange mandlige samfundsvidenskabelige forskere der til stadighed ”glemmer”, at objektet for deres forskning – økonomi, staten, internationale forhold, national politik, kriminalitet, vold etc. er meget vanskeligere at forstå uden en generel analyse af kønsforholdene” (Hearn 2000:9).

Mandeforskning handler således i stor udstrækning om overgange fra det implicitte til det eksplicitte. Hearn (2004) hævder, at det at undlade at tale eksplicit om mænd og ikke benævne mænd som mænd er en strukturel måde at undgå at stille spørgsmålstegn ved mænds magt over kvinder, børn, unge mennesker og andre mænd. Det fremhæves ofte, at en milepæl i maskulinitetsforskningens udvikling var artiklen ”Toward a New Sociology of Masculinity” af kønsforskerne Tim Carrigan, Robert Connell og John Lee (1985). Her blev der taget et opgør med det, som kønsrolleteoretikerne havde undladt at konceptualisere i deres teoriapparat, nemlig spørgsmålet om den patriarkalske magt og social forandring. Begrebet hegemonisk maskulinitet, som kan oversættes til den dominerende manderolle, blev ligeledes introduceret. Begrebet har været det vigtigste omdrejningspunkt for diskussionen om mænd og maskulinitet de sidste 25 år og suverænt det mest citerede og diskuterede begreb indenfor mandeforskningen. Så lad os kigge nærmere på det.

Den hegemoniske maskulinitet

Den australske kønsforsker Robert W. Connells sociale teori om køn og i særdeleshed begrebet ”hegemonisk maskulinitet” handler om skabelsen og vedligeholdelsen af dominerende manderoller og kan i et mere folkeligt sprog også fungere som afsæt for forståelsen af, hvad ”rigtige mænd” består af. Den hegemoniske maskulinitet kan siges at være den konstruktion af maskulinitet, som på et givent tidspunkt er den mest dominerende og efterstræbelsesværdige maskulinitetsform i et samfund. Udgangspunktet for Connells forfatterskab var at forstå, hvordan en ulige kønsorden formåede at reproducere sig selv. Det vil sige, hvordan hierarkier af dominans og underordning mellem mænd og mellem mænd og kvinder bliver bredt accepteret. I centrum for diskussionen om den hegemoniske maskulinitet er, hvordan de hegemoniske mænd legitimerer og reproducerer de sociale relationer, som skaber deres dominans overfor kvinder og underordnede maskuliniteter. Det særegne ved Connells teori var således at påpege, at der også foregik kampe indenfor det mandlige køn, og fremhæve, at der er nogle mænd, som både i praksis og i symbolsk forstand har mere magt end andre mænd. Den hegemoniske maskulinitet behøver ikke være i overensstemmelse med den måde, flertallet af mænd opfører sig på, men den er den mest eftertragtede maskulinitetsform og er dermed medvirkende til at forme den måde, mænd internt forholder sig til hinanden på, og de idealer, mænd ubevidst tilstræber at opnå.

Den mest almindelige og udbredte maskulinitetsform er ofte den, der er blevet forhandlet i samspillet med kvinder og således udgør den i hverdagen mest modificerede og accepterede form for maskulinitet. Connells hovedkritik af den funktionalistiske kønsrolleteori, som havde domineret kønsforskningen fra 1950’erne og fremefter (f.eks. Talcott Parsons’ 1902-1979), bestod i, at kønsrolleteoretikerne simpelthen ikke var i stand til at forstå forandring, modstand og historie, fordi de ikke anvendte et mere flydende, åbent og foranderligt begreb. Kønsrolleteoretikernes manglende evne til at forstå magt og modstanden mod magt var i Connells optik tæt forbundet med deres fejlslagne måde at teoretisere relationen mellem struktur og agent på samt deres ”flirten” med den biologiske determinisme. I kønsrolleteorierne var den sociale struktur ofte teoretiseret ud fra konceptet ”forventninger”, og magtrelationerne mellem kønnene blev ofte præsenteret som værende ligeværdige og ligeligt afhængige af hinanden, hvilket ifølge Connell skjulte den magtudøvelse, som mænd udførte overfor kvinder.

Med udviklingen af konceptet om den hegemoniske maskulinitet forsøger Connell derfor at forstå både den komplekse natur af femininiteter og maskuliniteter, magtrelationerne mellem og indenfor kønnene og dermed også den måde, som der indenfor kønnene skabes forandring på. Connell ser ikke køn som noget, der går forud, men derimod som noget, der bliver konstitueret gennem menneskelig handling. Der er således tale om en ”konfiguration af kønspraksisser” snarere end om en bestemt type af maskulinitet (Connell 1995:77).

Hvordan fungerer et mandligt hegemoni? Hvilke mænd og hvilke mænds praksisser i det politiske liv, medieverdenen og samfundslivet er med til at sætte den kønspolitiske dagsorden? Connell påpeger, at der ikke kun er én form for maskulinitet, men derimod en hel struktur af forskellige maskuliniteter. I forlængelse af den hegemoniske maskulinitet ligger de ”medvirkende maskuliniteter”, som oftest bæres af eller er karakteristisk for de mænd, som støtter op omkring de idealer, som den hegemoniske mand tilstræber, dog uden selv at kunne efterleve idealerne på samme måde. Begrebet om de medvirkende maskuliniteter er vigtigt, idet selvom flertallet af mænd ikke kan leve op til de eksemplariske maskuliniteter, så støtter og hædrer de passivt efterstræbelsen af disse. Connell opererer ligeledes med begrebet ”underordnede maskuliniteter”, som ofte relaterer sig til homoseksuelle mænd eller mænd med feminine karakteristika. Et fundamentalt element i den hegemoniske maskulinitet er, at kun kvinder skal kunne fungere som seksualobjekter for mænd og ikke andre mænd. Det sidste begreb i Connells terminologi er ”marginaliserede maskuliniteter”, som f.eks. omhandler arbejdsløse og fattige mænd samt mænd med anden race eller hudfarve (Connell 1995). Den hegemoniske maskulinitets dominans overfor andre maskulinitetsformer kan både komme til udtryk på en tavs og implicit vis, men den kan også være særdeles eksplicit, diskriminerende og voldelig. Det er centralt for forståelsen af Connells sociale teori om køn at pointere, at kønshierarkiet er baseret på hegemoni og ikke på tvang, idet hierarkiet opnås gennem økonomiske ressourcer, institutionelle procedurer og kulturelle selvfølgeliggørelsesprocesser.

Diskussioner om et samfundsmæssigt hegemoni handler i stor udstrækning om, hvordan en dominerende (ofte økonomisk) klasse formår at underlægge sig et samfund og presse sine definitioner, tolkninger og sit udsyn ned over hovedet på størstedelen af befolkningen, herunder at sætte standarder for, hvordan begivenheder bliver forstået og diskuteret, og hvorledes idealer og moralske principper formuleres. Denne etablering og opretholdelse af et hegemoni sker ofte på en snedig vis, som også indebærer en form for samtykke for de dominerede samfundsgrupper. Forestillingen om et samfundsmæssigt hegemoni fokuserer således på, hvad der foregår udover den rene tvang, altså på det, der bliver taget for givet, og som kommer til at fremstå som kulturelle selvfølgeligheder. Hegemoni handler overordnet set om, hvordan magt bliver erhvervet og vedligeholdt, og om hvordan magten folder sig ud og understøttes af staten, lovgivningen, økonomien etc. Det teoretiske begreb om et hegemoni blev oprindeligt udviklet af Antonio Gramsci (1891-1937) til at forklare, hvordan en herskende klasse formåede at legitimere sit herredømme i demokratiske samfund karakteriseret af klasseulighed.

Connell (1995) beskriver, hvordan et hegemoni altid refererer til en historisk situation og nogle omstændigheder, hvori magt er opnået og bibeholdt. Når forudsætningerne for at videreføre den patriarkalske dominans ændrer sig, bliver de hegemoniske maskuliniteter ligeledes nødsaget til at tilpasse sig de nye forhold for at kunne opretholdes på effektiv vis. Hvis man vil vide, hvordan et mandligt herredømme fungerer, skal man bl.a. se på, hvordan køn er fremstillet i massemedier, reklamer etc., ligesom der skal sættes fokus på den kønslige arbejdsdeling, og hvordan forskellige former for arbejde og opgaver bliver kønsligt konnoteret. Ligeledes er det vigtigt at fokusere på, hvordan forskellige former for lovgivning fungerer, herunder hvordan homoseksuelle mænd – udover at være underordnet heteroseksuelle mænd socialt og prestigemæssigt – også f.eks. gennem tiden er blevet lovgivningsmæssigt stigmatiseret og forfulgt. I 2013 blev der f.eks. i Rusland indført en lov, som forbyder homoseksuelle at give udtryk for deres homoseksualitet i offentligheden.

Connells overordnede magtbegreb kommer klarest til udtryk i begrebet ”patriarkalsk dividende”, som bedst kan oversættes til en form for patriarkalsk afkast. Begrebet beskriver, hvordan mænd i mange henseender er privilegerede i samfundet. Et konkret eksempel på, at den patriarkalske dividende favoriserer mænd, er, at mænd i mange sammenhænge stadig tjener markant mere end kvinder (ofte for det samme arbejde), og at mænd også har lettere ved at gøre karriere. Denne fordel, som nogle mænd besidder, bruges naturligvis også til at kontrollere andre mænds liv med. Organisationer og institutioner er ikke kønsneutrale størrelser, men påvirket og udformet af kønsliggjorte normer og værdisæt. Connell påpeger, at det hovedsageligt er mænd, der sidder på den institutionelle statsmagt, ligesom de oftest kontrollerer de militære midler (Connell 1995). Det er dog særdeles betydningsfuldt at fremhæve, at den hegemoniske maskulinitet ikke er en fastlåst karaktertype, som er klart afgrænset fra underordnede og marginaliserede maskulinitetsformer. De hegemoniske maskulinitetsformer er altid åbne for forandring, ligesom de ofte møder modstand, hele tiden er i bevægelse og forener praksisser fra underordnede maskuliniteter og kvinder for dermed at blive i stand til at skabe legitimitet og rekonstruere nye hegemoniske magtrelationer.

Det er vigtigt at have for øje, at forholdet mellem de forskellige former for maskuliniteter – hegemoniske, medvirkende, underordnede og marginaliserede – er særdeles komplekst. Der behøver ikke nødvendigvis være overensstemmelse mellem de enkelte mandlige personer, som er bærere af kulturel og økonomisk magt, og så de overordnede strukturelle magtrelationer i samfundet. Når atletikfænomenet Usain Bolt f.eks. dyrkes af hele verden for sine præstationer, og Barack Obama pt. er verdens mest magtfulde person, medfører det ikke nødvendigvis, at sorte mænd på et generelt plan opnår mere magt eller anerkendelse i samfundet.

Kritikken af hegemonitanken

Connells begrebsapparat har gennem de sidste 15-20 år været genstand for omfattende akademisk diskussion, og der findes flere hundrede artikler, hvori der i overskriften indgår begrebet ”hegemonisk maskulinitet”. Den engelske kønsforsker Stephen Whitehead (2002) hævder, at teorien om den hegemoniske maskulinitet opnåede det, som patriarkatteorierne ikke formåede, nemlig at skabe en nuanceret forståelse af de processer og praksisser, som er med til at forme mænds liv samtidig med, at den var loyal overfor en kønsideologisk forestilling om mandlig dominans. Men det har fra flere sider været fremhævet, at Connell ikke er tilstrækkelig konstruktivistisk i sin kønsteori, og at der også kan være problemer med at identificere den hegemoniske maskulinitet. Ligeledes er der i mange sammenhænge rejst spørgsmål om begrebets historiske, rumlige og kulturelle specificitet. Hvad indeholder den hegemoniske maskulinitet egentlig, og hvad skal tælle med, når man taler om det hegemoniske? Ligeledes er det blevet fremhævet, at det kan være vanskeligt at definere og præcisere, hvad der regulerer mænds liv, og hvordan mænd i hverdagen forhandler og konstruerer maskulinitet. Er det kulturelle repræsentationer, hverdagspraksisser eller institutionelle strukturer? Handler det om det stof, som helte er gjort af? Er det hårdhed, vold og aggressivitet? Eller er det mere den heteroseksuelle homofobi?

Mandlige film-, tv-, rock- og sportsstjerner bidrager også til dannelsen af den hegemoniske maskulinitet ved at udleve særdeles eftertragtelsesværdige livsformer. Whitehead (2002) påpeger dog, at det er svært at definere, om det er John Wayne, Leonardo DiCaprio, Mike Tyson eller Pelé, som er den hegemoniske mand? I en dansk sammenhæng kan man spørge, om det er Mads Mikkelsen, Casper Christensen eller Mikkel Kessler, der indtager det dominerende maskulinitetsideal. Et andet interessant eksempel at fokusere på er betydningen af mænds større involvering i deres faderskab. Er dét blevet et hegemonisk maskulinitetstræk? Det vil jeg diskutere senere i bogen.

Victor Seidler (1997) påpeger, at det gælder om at komme ud over den hegemoniske maskulinitets terminologi, fordi den kun tilbyder en universel og top-down-præget forståelse af de forskellige maskuliniteter med fokus på magt og undertrykkelse. Han foreslår, at man bør åbne op for komplekse forståelser af magt, sårbarhed, autoritet og kærlighed, lighed og anerkendelse, og påpeger ligeledes, at selvom de hegemoniske maskulinitetsformer er kontingente og kontekstafhængige, er det vigtigt at stille skarpt på, hvordan mænd reelt forholder sig til disse forestillinger i deres hverdagsliv.

Maskuliniteter eksisterer ikke i sociale og kulturelle vakuummer, men er variable og foranderlige mellem samfundstyper og kulturelle kontekster. Begrebet hegemonisk maskulinitet er bredt og åbner op for mange fortolkningsmuligheder. Der har bl.a. været rejst kritik af den hegemoniske maskulinitet pga. tvangsrelationen mellem maskulinitet og magt og pga. uklarheden om, hvordan de ikkehegemoniske mænd reelt profiterer på patriarkatstrukturerne (Holter 2003).

Hearn (2004) hævder, at konceptet er for åbent, og at det er svært at præcisere, hvorvidt det handler om konkret empiri eller ideer og symboler, og at der er brug for at udvikle et koncept, som mere præcist opfanger forskellen mellem mænd og kvinder og internt mellem mænd. Hearn påpeger endvidere, at begrebet maskulinitet er for abstrakt, og at maskuliniteter som teoretisk begreb er for uklart i sin betydning, når man konkret ønsker at udfordre og konfrontere mænds magt. Han foreslår i stedet, at man helt undlader at tale om maskulinitet og i stedet taler om ”mænds hegemoni”, fordi det mere konkret relaterer sig til mænds praksisser, og Hearn argumenterer for, at det er vigtigt konstant at ”benævne mænd som mænd” og fokusere på den virkelighed, der styrer mænds valg og fravalg. Hearn påpeger ligeledes, at begrebet hegemonisk maskulinitet er for beskrivende, overvejende negativt, forældet og oversimplificerende i sin magtopfattelse.

Måske er begrebet hegemonisk maskulinitet for bredt til at forklare og opfange den kompleksitet af tilegnelse og modstand, som har betydning for, om mennesker – og hovedsageligt drenge og mænd – enten absorberer og indprenter forestillinger om maskulinitet, eller om de afviser at handle i overensstemmelse med de kulturelle forventninger. Med hensyn til spørgsmål om henholdsvis tilegnelsen af og modstanden mod maskulinitetsforestillinger kan man spørge, om hegemonisk maskulinitet er for bredt til at forklare, hvordan flertallet af drenge og mænd indoptager forestillinger om dominerende maskulinitetsbudskaber, og hvordan nogle drenge og mænd afviger fra disse stærke kulturelle maskulinitetsbudskaber i deres måde at konstruere deres maskulinitet på. Som en konsekvens af den store interesse for og kritik af begrebet hegemonisk maskulinitet har Connell evalueret og delvis reformuleret centrale aspekter af sin kønsteori, bl.a. opfattelsen af, at kvinder altid er underlagt mænds hegemoni (Connell & Messerschmidt 2005). På trods af den berettigede kritik kan det alligevel ikke betvivles, at begrebet hegemonisk maskulinitet har haft og stadig har en kæmpe betydning i forsøget på at demonstrere, at mænd ikke er ens, og at kønsrelationer konstant er i bevægelse.