Читать книгу Støv og Stjærner - Knud Hjortø - Страница 5

V.

Оглавление

Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end forfattere plejer at være – det var formodenlig derfor, at hans bøger var mindre gode – og han forstod at være elskværdig på en behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr – Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og litteraturen skulde få et nyt hovedværk.

En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg, inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig for ham.

Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i enkeltheder.

"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl – eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig, ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok – skønt hvor ved jeg det fra? – at først når det ikke går i den grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun tilstande, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."

"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er ubetinget sundt at tale ud – bortset fra, i dette tilfælde, at det interesserer mig overordenligt."

"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også. Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over tømmermændene efter denne her talesvir."

Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.

Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et forekommende knæk i ryggen.

Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte han forkert på alting.

De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd havde meget at rose sig af i den henseende.

"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.

"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man kan mærke, hvordan de lugter af sved – men der er ikke et grønt græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner, brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det kan godt være, den er brugbar."

Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr. Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham.

Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk."

" obelisken for ikke også at blive lavet til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine naturkræfter arbejder videre på egen hånd."

Støv og Stjærner

Подняться наверх