Читать книгу Tantaluskvaler - Mads Julius Elf - Страница 26

I eventyrets nye all american kontekst kædes forhekselsen af børnene blandt andet sammen med de for måltidsituationen nu ofte nærværende reklamebilleder i fjernsynet. Vurderingen af massemediernes billeder (af mad) i det følgende citat lugter lidt af pseudoreligiøs varefetichisme. Det garnerer for så vidt det pågældende installationsværks medieproblematiserende holdning med en klassisk form for ideologikritik.⁵⁹ Men er den konkrete fremstilling af heksen måske også kønnet med et “mandligt” udtryk for misogyni, altså kvindehad? Døm selv:

“Heksen var først med i det sjette værk, som også var et maleri. Inden i endnu et lærred, der var formet som et hus men malet i mere dæmpede farver end det forrige, stod en gammel kone bøjet over den sovende dreng og pige, der lignede to salige, overmætte ædedolke. Ved siden af de tre skikkelser stod et bord fyldt med snavsede tallerkener. Bill havde både malet brødkrummer, små bidder hamburgere og røde ketchupstriber på tallerkenerne. Indretningen af dette rum var banal og charmeforladt ligesom masser af stuer i Amerika, men det var malet med en kraft, der fik mig til at tænke på Manet. Også her havde Bill stillet et fjernsyn, og på skærmen havde han malet en reklame for peanutbutter. Heksen var iført en beskidt bh og et par hudfarvede strømpebukser, og gennem dem kunne man se den fladtrykte kønsbehåring og en blød, opsvulmet mave. Det var ubehageligt at se hendes indskrumpne bryster under bh’en og de to små deller om taljen, men ansigtet var virkelig afskyeligt. Fortrukket af raseri med stive, udstående øjne bag tykke brilleglas. Den gabende mund virkede enorm, mens hun blottede tænderne og afslørede rækker af skinnende sølvplomber. Bills heks var legemliggørelsen af eventyrets rædsel. Kvinden var kannibal.”⁶⁰

I romanen opstår der en del postyr, da Bills værker udstilles. De anmeldes under overskriften “Charmebollens misogyne vision” i en stærkt nedladende artikel af kritikeren Henry Rosenberg. Han kalder dem sågar for “det groveste kunstneriske udtryk for kvindehad i nyere tid”. Leos kone, Erica, forsøger at komme den chokerede kunstner til undsætning ved at kalde artiklen for et udslag af “narcissistisk had”. Og Leo bekræfter: “For Henry Hasseborg ville det være den rene død, hvis han blev nødt til at indrømme, at der fandtes kunstnere, som ikke blev drevet af narcissistisk forfængelighed.”⁶¹

Man fristes til at påstå, at Hustvedt vender vrangen ud på Freud med sin beskrivelse af Bills værker og med den efterfølgende polemik. Forrykker Hustvedt ikke dermed Freuds ideer om et kannibalismestadie og et essentielt narcissistisk begær til et ydre diskursivt niveau? Taget som et billede på kvinder i almindelighed bliver Bills heks afgjort et udtryk for misogyni. Men set i relation til det sjette værks øvrige elementer og dets relation til eventyret om Hans og Grethe kunne heksen lige så godt udlægges anderledes: generelt som et tegn for, at kendte billeder af hendes art vedbliver med at have en fantastisk indflydelse på menneskers lyst til mad – eller mere specielt som et halvvejs freudiansk og halvvejs teknologikritisk udsagn om, at børns oralsadistiske appetit er uadskillelig fra det sæt af materielle praksisser (de medier), der hver dag spiller med, når vi forbinder objekter (hamburgere, peanutbutter, …) med vores undertiden helt eventyrlige billeder af dem. Ideen om et oralsadistisk eller kannibalistisk stadie udløst af tændernes fremkomst (her forskudt til billedet af heksen med “rækker af skinnende sølvplomber”), Freud og teorien om narcissismens betydning for menneskers objektvalg synes i det hele taget at være et af de centrale diskussionspunkter i Det jeg elskede.