Читать книгу Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha - Miguel de Cervantes Saavedra - Страница 24

Som handler om det ophøjede eventyr og rige bytte, som Mambrinos hjelm var, sammen med andre ting, der skete for vores uovervindelige ridder.

Nu begyndte det at støvregne, og Sancho foreslog, at de gik ind i valkemøllen, men don Quixote følte en sådan modvilje mod møllen, fordi han var blevet holdt så groft for nar, at han under ingen omstændigheder ville gå derind; og da de således drejede til højre, ramte de en vej som den, de havde fulgt dagen før. Kort efter fik don Quixote øje på en mand til hest, som på hovedet havde noget, der skinnede, som var det af guld, og næppe havde han set ham, før han vendte sig mod Sancho og sagde:

“Efter min mening, Sancho, findes der ikke det ordsprog, som ikke er sandt, for det er alt sammen talemåder, hentet ud af én og samme erfaring, og de er ophav til alle videnskaber, især det ordsprog, der lyder således: Hvor der lukkes en dør, åbner en anden sig. Det siger jeg, fordi skæbnen i nat lukkede døren til det eventyr, vi søgte, ved at narre os med valkemøllen, men nu åbnes en anden på vid gab til et herligere og langt sikrere eventyr, og hvis jeg ikke formår at træde ind gennem den, er jeg selv ude om det og kan hverken skyde skylden på min manglende viden om valkemøller eller på nattens mulm og mørke. Det siger jeg, for hvis jeg ikke tager meget fejl, kommer der nu én imod os, som på hovedet bærer Mambrinos hjelm, og dér kender du jo til den ed, jeg har svoret.”

“Eders Nåde skal passe godt på, hvad I siger, og endnu bedre på, hvad I gør,” sagde Sancho; “for jeg ville nødigt have, at det skulle vise sig at være nye valkemøller, der endte med at stampe og banke al forstand ud af livet på os.”

“Det var pokkers!” udbrød don Quixote. “Hvad har en hjelm med valkemøller at gøre?”

“Det aner jeg ikke,” svarede Sancho; “men hvis jeg måtte tale så meget, som jeg plejede, ville jeg måske give så overbevisende grunde, at Eders Nåde min tro ville se, at I tager fejl i det, I siger.”

“Hvordan kan jeg tage fejl i det, jeg siger, din smålige forræder?” spurgte don Quixote. “Sig mig, om du ikke ser, at ridderen, der kommer lige imod os på en plettet gråskimmel, har en guldhjelm på hovedet?”

“Det, jeg ser og aner,” svarede Sancho, “er bare en mand, der rider på et gråbrunt æsel ligesom mit, og som på hovedet bærer noget, der lyser.”

“Det er jo Mambrinos hjelm,” sagde don Quixote. “Træk ind til siden og lad mig møde ham alene; så skal du få at se, hvordan jeg afslutter dette eventyr uden et ord for at spare tid og får hjelmen, som jeg så brændende har ønsket mig.”

“Jeg skal nok sørge for at komme af vejen,” bemærkede Sancho, “men jeg gentager: Gud give, at det er vellugtende oreganoplanter, vi kommer ud for og ikke valkemøller.”

“Jeg har sagt til jer, kære ven, at I aldrig nogen sinde må nævne valkemøllerne igen,” sagde don Quixote, “for så kan jeg godt love jer, og mere siger jeg ikke, at jeg skal valke sjælen ud af livet på jer.”

Sancho tav stille af frygt for, at hans herre skulle opfylde sin ed, der var kommet som skudt ud af en kanon. Det forholdt sig sådan med hjelmen, hesten og ridderen, som don Quixote så, at der på egnen var to landsbyer, hvor den ene var så lille, at der ikke engang var apotek eller barber, mens den anden, der lå lige i nærheden, havde det; og således betjente barberen i den største landsby den mindste, så når en syg havde brug for at få en åreladning, og en anden trængte til at få skægget klippet, kom barberen og havde en barberskål af messing med, og nu ville tilfældet, at mens han var undervejs, begyndte det at regne, og for ikke at få stænk på sin hat, der sikkert var ny, anbragte han skålen på hovedet, og da den var nypudset, lyste den op på en halv mils afstand. Han red på et gråbrunt æsel, sådan som Sancho sagde, og det var grunden til, at don Quixote opfattede det som en plettet gråskimmel og en ridder og en hjelm af guld; for alle de ting, han så, indpassede han så let som ingenting i sine forstyrrede ridderideer og vildfarne forestillinger. Og da han så, at den stakkels ridder nærmede sig, gav han sig ikke tid til at tale med ham, men fældede lansen og sporede Rozinante i den hensigt at gennembore ham; da han nåede derhen, råbte han uden at holde sin hest an:

“Forsvar dig, usselryg, eller giv mig frivilligt, hvad du retteligen skylder mig!”

Barberen, der helt uforberedt og uden at ane uråd så dette spøgelse komme farende imod sig, øjnede ingen anden udvej for at beskytte sig mod stødet fra lansen end at lade sig falde ned fra æslet. Næppe havde han ramt jorden, før han lettere end et dådyr kom på benene, og så hurtigt, at end ikke vinden kunne indhente ham, stak han i rend hen over sletten. Barberskålen blev liggende på jorden, så den stillede don Quixote sig tilfreds med og sagde, at hedningen havde optrådt ganske forstandigt ved at efterligne bæveren, der, når den bliver forfulgt af jægerne, med tænderne bider det af, som den af instinkt véd er grunden til, at den bliver forfulgt. Don Quixote gav Sancho besked om at samle hjelmen op, og da denne stod med den i hænderne, udbrød han:

“Det er ved Gud en god barberskål, og den kan lige så vel være sine otte realer værd i sølv som en snoldet maravedí!”

Han gav den til sin herre, der straks satte den på hovedet og vendte og drejede den for at finde visiret, og da han ikke kunne finde det, sagde han:

“Den hedning, der fik støbt denne berømte hjelm, måtte uden tvivl have et umådelig stort hoved, og det værste er, at der mangler halvdelen.”

Da Sancho hørte, at barberskålen blev omtalt som en hjelm, kunne han ikke bare sig for latter; men så kom han i tanker om sin herres vrede og standsede brat op.

“Hvad ler du ad, Sancho?” spurgte don Quixote.

“Jeg ler,” svarede han, “ved tanken om det store hoved, som den hedenske ejer af hjelmen her havde, for den ligner grangivelig en barberskål.”

“Ved du, hvad jeg tror, Sancho? At den berømte genstand, som den fortryllede hjelm er, ved et besynderligt tilfælde må være kommet nogen i hænde, der ikke forstod at fastslå eller vurdere dens værdi, og uden at vide, hvad han gjorde, må han have smeltet den underste halvdel om for at kunne omsætte den, da han så, den var af det pureste guld, og af den anden halvdel lavede han det her, der ligner en barberskål, som du siger; men hvorom alting er, for mig, der kender den, betyder dens forvandling ikke noget, for i den første by med en smed lader jeg den sætte i stand, så den ikke overgås eller kan sammenlignes med den, som smedenes gud hamrede og smedede til kampens gud, og i mellemtiden vil jeg bære den, så godt det lader sig gøre, for noget er bedre end ingenting, så meget mere som den vil være tilstrækkelig til at forsvare mig mod stenkast.”

“Det kan nok være,” sagde Sancho, “hvis der ikke bliver brugt en slynge, som dem de brugte i kampen mellem de to hære, da de slog kindtænderne ind på Eders Nåde og knaldede jeres oliekrukke, hvor I havde den velsignede bryg, som fik mig til at brække indvoldene op.”

“Jeg er ikke særlig ked af at have mistet den, det ved du godt, Sancho,” sagde don Quixote, “for jeg kan opskriften udenad.”

“Det kan jeg også,” svarede Sancho, “men hvis jeg lavede den, ville jeg aldrig i livet smage på den, om så min sidste time var kommet, så meget mere som jeg ikke har tænkt mig at komme i en situation, hvor jeg får brug for bryggen, for med alle mine fem sanser agter jeg at undgå at blive såret eller at såre andre. Om himmelspræt har jeg ikke noget at sige, for den slags ulykker kan være vanskelige at undgå, og hvis de kommer, er der ikke andet at gøre end at trække på skuldrene, holde vejret, lukke øjnene og lade sig føre hen, hvor tilfældet og tæppet måtte føre os.”

“Du er en dårlig kristen, Sancho,” sagde don Quixote, da han hørte dette, “for du glemmer aldrig en skade, man én gang har tilføjet dig, men du skal vide, at ædle og storsindede hjerter ikke hænger sig i småting. Hvilken fod blev halt, hvilket ribben brækkede du, fik du måske slået hjerneskallen ind, siden du ikke kan glemme den spøg? For ret beset var det bare en spøg og et tidsfordriv; og hvis jeg ikke havde opfattet det sådan, ville jeg være vendt tilbage og have lavet større ravage for at hævne dig, end grækerne gjorde over Helenas bortførelse. Hvis hun havde levet i vores tid, eller min Dulzinea havde levet på hendes tid, kan du være sikker på, at Helena ikke havde haft et sådant ry for at være smuk, som hun har.”

Og han sukkede og så ud til at være i den syvende himmel. Og Sancho sagde:

“Lad det bare være spøg, når hævnen ikke kan blive alvor; men jeg ved, hvad der var spøg, og hvad der var alvor, og jeg ved også, at det ikke forsvinder fra min hukommelse, ligesom mine rygstykker heller ikke glemmer det. Men lad nu det ligge, og så må Eders Nåde sige mig, hvad vi skal stille op med den plettede gråskimmel, der ligner et gråbrunt æsel, og som er blevet forladt af ham der Martino eller Mambrino, som Eders Nåde væltede til jorden; for siden han faldt ned på vejen og tog benene på nakken, ser han ikke ud til nogen sinde at ville vende tilbage, og ved mit skæg om ikke gråskimlen ser god ud!”

“Jeg har ikke for vane,” sagde don Quixote, “at udplyndre dem, jeg besejrer, og det er heller ikke god ridderskik at tage deres heste og lade dem gå til fods, medmindre sejrherren skulle have mistet sin i kampen; for i så tilfælde er det tilladt at tage den overvundnes hest, da den er vundet i lovlig kamp. Derfor, Sancho, må du ikke tage hesten eller æslet, eller hvad du nu forestiller dig, det er, for når dens herre ser, at vi er langt herfra, kommer han tilbage efter den.”

“Jeg har ved Gud lyst til at tage det,” bemærkede Sancho, “eller i det mindste bytte det ud med mit eget, som jeg ikke synes er lige så godt. Ridderskabets love er virkelig snævre, når de ikke kan udstrækkes til at bytte et æsel ud med et andet; men så ville jeg gerne vide, om jeg i det mindste kunne bytte paksadlerne om.”

“Det er jeg ikke særlig sikker på,” svarede don Quixote; “i tvivlstilfælde og indtil jeg er bedre informeret, vil jeg sige, at du kan bytte dem om, hvis du mangler den meget.”

“Så meget mangler jeg den,” svarede Sancho, “at hvis det var til min egen person, kunne jeg ikke mangle den mere.”

Og da han nu var udstyret med denne tilladelse, udførte han sin mutatio caparum, som når kardinalerne skifter fra vinterkappe til sommerkappe, og han pyntede sit æsel på det skønneste, så det nu var langt bedre udstyret. Da det var gjort, spiste de levningerne fra krigsbyttet, de havde plyndret pakæslet for, drak vand fra bækken, der drev valkeklodserne, uden at se på dem, så voldsom var deres modvilje mod dem, fordi de havde jaget dem en sådan skræk i livet. Med lidt at spise var de koleriske væsker stilnet og nedtryktheden overvunden, så de steg til hest, og uden at vælge nogen bestemt retning, da det lå til farende riddere ikke at følge den slagne vej, red de, hvor Rozinantes vilje førte dem, for herrens vilje føjede sig efter hestens, og det gjaldt også æslet, der altid hengivent og fordrageligt fulgte Rozinante, hvor den end gik hen. Hvorom alting er, vendte de tilbage til landevejen og fulgte den på lykke og fromme og uden mål og med. Mens de således red af sted, sagde Sancho til sin herre:

“Herre, vil Eders Nåde ikke nok give mig lov til at snakke lidt med jer? For efter at I så barsk pålagde mig tavshed, er der mere end fire ting, der er rådnet i maven på mig, og lige nu er der noget, jeg brænder for at sige, og som nødig skulle gå til spilde.”

“Så fortæl det da,” sagde don Quixote, “men fat dig i korthed, for lange overvejelser er ikke fornøjelige.”

“Det, jeg har at sige, herre,” sagde Sancho, “er, at jeg allerede i nogle dage har tænkt over, hvor lidt man vinder og opnår ved at drage rundt efter den slags eventyr, som Eders Nåde søger på øde steder og korsveje, og selv om I går sejrrig ud af de farligste eventyr, er der ingen, der ser dem eller hører om dem, og således vil de synke ned i evig tavshed til skade for Eders Nådes hensigter og fortjenester. Derfor synes jeg, det ville være bedre, medmindre Eders Nåde mener noget andet, at vi går i tjeneste hos en kejser eller en anden stor fyrste, der er i krig, for at Eders Nåde kan vise jeres mod, jeres store styrke og endnu større forstandighed i hans tjeneste; og når det blev set af den herre, vi var i tjeneste hos, måtte han nødvendigvis belønne os hver især efter fortjeneste, og der ville også være nogen, som kunne skrive om Eders Nådes heltegerninger til evig ihukommelse. Om min egen indsats har jeg ikke noget at sige, for den vil holde sig inden for en væbners aktiviteter, selv om jeg nok tør sige, at hvis man i ridderskabet bruger at nedskrive væbnerens bedrifter, tror jeg ikke, at mine gerninger vil blive glemt.”

“Det var ikke dårligt talt, Sancho,” sagde don Quixote; “men før man når dertil, er det nødvendigt at drage rundt i verden som en slags prøvetid og opsøge og sejre i nogle eventyr, hvorved man vinder et sådant navn og ry, at når ridderen kommer til en stor konges hof, er han så kendt for sine gerninger, at næppe er han blevet set ride ind gennem byens porte, før alle gadens drenge flokkes om ham og råber op: ‘Det er Solens ridder’ eller ‘Slangens ridder’ eller et hvilket som helst andet emblem, som han har udført sine herlige bedrifter under. ‘Det er ham,’ vil de sige, ‘der i tvekamp besejrede kæmpen Brocabruno med den Vældige Styrke; ham, der hævede tryllebindingen af den Store Mameluk af Persien, så han vågnede op af den langvarige trolddom, han i næsten ni hundrede år havde befundet sig under.’ Således kundgøres hans bedrifter fra mund til mund, og ved gadedrengenes og alle andres opstandelse kommer kongen over dette rige til vinduerne i sit kongelige palads, og da han får øje på ridderen og genkender ham på hans rustning eller på skjoldets emblem, må han nødvendigvis udbryde: ‘Se, hvem der kommer anstigende her! Skynd jer ud, alle riddere ved mit hof, og modtag ridderskabets blomst, som indfinder sig her!’ Ved den opfordring strømmer de alle ud, og kongen møder ham midt på trappen og omfavner ham, hilser ham med fred og kysser hans ansigt, hvorefter han fører ham ved hånden ind til dronningens kammer, hvor ridderen træffer hende sammen med hendes datter prinsessen, som skal være en af de smukkeste og mest fuldendte jomfruer, der kun vanskeligt kan findes så skøn i store dele af den opdagede verden. Herefter sker der straks det, at hun fæster blikket på ridderen, og han ser på hende, og begge finder de, at den anden er mere guddommelig end menneskelig, og uden at vide hvordan eller hvorledes, bliver de fanget og viklet ind i kærlighedens uudgrundelige spind, og tunge om hjerterne er de, fordi de ikke aner, hvordan de skal komme til at tale sammen og afsløre deres attrå og følelser. Derfra vil han uden tvivl blive ført til et rigt udstyret værelse i paladset, hvor man tager hans rustning af ham og bringer ham en rig skarlagenskåbe at svøbe sig i, og hvis han så godt ud i rustning, må han se lige så godt eller bedre ud i vams. Ved aftentide spiser han med kongen, dronningen og prinsessen, og han skotter uafladeligt til hende, men stjålent, så de tilstedeværende ikke opdager det, og det samme gør hun i al hemmelighed, for som jeg har sagt er hun en meget forstandig jomfru. Der bliver taget af bordene, og pludselig kommer der en grim, lille dværg ind gennem salens fløjdøre, og flankeret af to kæmper træder der straks efter en smuk oldfrue ind, der fremfører et eventyr, som en oldgammel vismand har skrevet så viseligt, at den, der kan afslutte det, vil blive regnet for den herligste ridder i verden. Så befaler kongen, at alle de tilstedeværende skal forsøge sig, men ingen uden den gæstende ridder kan afslutte og fuldende eventyret, hvad der til prinsessens store glæde forøger hans ry, så hun er vældig fornøjet og tilfreds med at have fæstnet sine tanker ved så fornem en ridder. Og det gode ved det hele er, at denne konge eller fyrste, eller hvad han nu er, fører en meget forbitret krig mod en lige så magtfuld fyrste, og efter at have været nogle dage ved hans hof anmoder den gæstende ridder om tilladelse til at drage ud for at tjene ham i denne krig. Den giver kongen ham med glæde, og ridderen kysser høvisk hans hænder som tak for den nåde, han viser ham. Og samme nat tager han afsked med sin frue prinsessen gennem gitteret til en have ved hendes sovekammer, efter at han tit og ofte har talt med hende ved det selv samme gitter, godt hjulpet af en kammerjomfru, som ved det hele og nyder prinsessens tillid. Han sukker, hun falder i svime, kammerjomfruen bringer hende vand og bekymrer sig meget, for morgenen nærmer sig, og af hensyn til sin frues ære ser hun nødigt, at de bliver opdaget. Endelig kommer prinsessen til sig selv og rækker sine hvide hænder gennem gitteret til ridderen, der kysser dem tusinde og atter tusinde gange og væder dem med sine tårer. Det bliver aftalt mellem de to, hvordan de skal sende hinanden besked om deres glæder og genvordigheder, og prinsessen bønfalder ham om at vende tilbage så hurtigt som muligt, hvad han lover med mange forsikringer; han kysser igen hendes hænder, og så bedrøvet er hans afsked med hende, at han er nær ved at opgive ånden. Derfra går han til sit kammer, kaster sig på sengen, kan ikke sove af sorg over afskeden og står meget tidligt op næste morgen for at tage afsked med kongen og med dronningen og med prinsessen, men efter at han har sagt farvel til de to, siger man ham, at prinsessen er utilpas og ikke kan modtage besøg; ridderen tænker, at det må skyldes sorg over hans afrejse, og det skærer ham i hjertet, så han er nær ved at vise sin smerte; kammerjomfruen, der bringer bud imellem dem, er til stede og ser det hele; hun går ind for at sige det til sin frue, der modtager hende tårevædet og fortæller, at en af hendes største bekymringer er, at hun ikke ved, hvem hendes ridder er, og om han er af kongelig herkomst eller ej; kammerjomfruen forsikrer hende om, at så elskværdig, fornem og modig hendes ridder er, kan han kun være en kongelig og betydelig person; det trøster den bekymrede prinsesse sig med, hun bestræber sig på at virke ubekymret, for at hendes forældre ikke skal ane uråd, og to dage efter træder hun offentligt frem. Nu er ridderen taget af sted, han kæmper i krigen, besejrer kongens fjende, vinder mange byer, triumferer i mange kampe, han vender tilbage til hoffet, ser sin frue det sædvanlige sted, og det bliver aftalt, at han skal bede hendes far om at få hende til hustru som betaling for sine tjenester, men kongen vil ikke give hende til ham, for han ved ikke, hvem han er; alligevel bliver prinsessen hans hustru, enten ved at hun bliver bortført eller på anden vis, og hendes far regner det for en stor lykke, for man finder ud af, at ridderen er søn af en tapper konge fra et rige, jeg ikke kender, for jeg tror ikke, det er på landkortet. Kongen dør, prinsessen arver, ridderen bliver konge, kort fortalt. Nu skal der ydes gunstbevisninger til hans væbner og alle dem, der hjalp ham til at nå så fornem en stand. Han gifter væbneren med en af prinsessens kammerjomfruer, en datter af en meget fornem hertug, sikkert hende, der formidlede deres kærlighed.”

“Sådan skal det være og uden løgn og bedrag!” udbrød Sancho; “det holder jeg mig til, for netop sådan skal det ske for Eders Nåde, der kalder sig Ridderen af den Bedrøvelige Skikkelse.”

“Det må du ikke tvivle om, Sancho,” svarede don Quixote, “for på samme måde og trin for trin som jeg har fortalt det, er farende riddere steget og stiger til at blive konger og kejsere. Nu mangler vi kun at finde ud af, hvilken konge blandt kristne eller hedninge, der er i krig og har en smuk datter; men der vil være tid nok til at overveje det, for som jeg har sagt, først skal man vinde ry andre steder, før man kommer til hoffet. Jeg mangler også en anden ting: lad os sætte, at der bliver fundet en konge med en krig og en smuk datter, og jeg har vundet utrolig berømmelse i hele universet, så ved jeg dog stadig ikke, hvordan man skulle kunne fastslå, at jeg er af kongelig afstamning eller bare halvfætter til en kejser; og kongen kan ikke give mig sin datter til kone, hvis han ikke først har sikre underretninger om dette, uanset hvor meget mine berømte gerninger har gjort mig fortjent til det. Så på grund af denne mangel frygter jeg at miste alt, hvad min arm har gjort sig fortjent til. Det er ganske vist sandt, at jeg er en adelsmand med efterprøvet og fastslået afstamning og med ret til erstatning på fem hundrede sueldos ved tort, og det kunne endda være, at vismanden, der skal skrive min historie, kunne indkredse mit slægtskab og min afstamning så nøje, at han fandt, at jeg var efterkommer i femte eller sjette led efter en konge. For du skal vide, Sancho, at der er to slags afstamning i verden: nogle kan føre deres herkomst tilbage til fyrster og monarker, og for dem er det med tiden gået tilbage, indtil de er endt i en spids som ved en omvendt pyramide; andre startede som jævne folk, og for dem er det trin for trin gået fremad, indtil de er blevet fornemme herrer. Så forskellen er, at nogle var, hvad de ikke længere er, mens andre er, hvad de engang ikke var; og når det blev undersøgt, kunne det være, at min herkomst engang var stor og berømt, hvad min svigerfar, kongen, måtte være tilfreds med; og hvis ikke, vil prinsessen alligevel holde så meget af mig, at selv om hun ved, at jeg er søn af en vandsælger, vil hun alligevel trodse sin far og tage mig som sin herre og ægtemand; og ellers er der jo den mulighed at røve hende og tage hende med, hvorhen jeg måtte ønske, og så må tiden eller døden sætte en stopper for hendes forældres vrede.”

“Her spiller det også ind,” sagde Sancho, “hvad ryggesløse mennesker siger: Du skal ikke tage med det gode, hvad du kan få med det onde, selv om det passer bedre at sige: Hellere springe fra spjældet, end i fængslet at blive ældet. Jeg siger det bare for det tilfælde, at Eders Nådes hr. svigerfar, kongen, ikke vil makke ret og give jer min frue prinsessen, så er der nemlig ikke andet at gøre end at bortføre og fjerne hende, som Eders Nåde siger. Men indtil man slutter fred og kan nyde godt af riget, kan det komme den stakkels væbner til skade, for hvad angår gunstbevisninger, kan han få sig en lang næse, medmindre kammerjomfruen, der bragte bud mellem dem, og som skal være hans kone, forlader det hele sammen med prinsessen og deler hans vanskæbne med ham, indtil himlen mager det anderledes; for hans herre kan selvfølgelig, tror jeg, give ham kammerjomfruen til retmæssig hustru.”

“Det er der ingen, der vil tage fra ham,” sagde don Quixote.

“Når det forholder sig sådan,” svarede Sancho, “kan vi bare befale os i Guds vold og lade det gå, som det nu bedst kan.”

“Gud give,” svarede don Quixote, “at det bliver, som jeg ønsker, og du, Sancho, har behov for, og man skal ikke sætte sit lys under en skæppe.”

“Det ved Gud, “ sagde Sancho; “for jeg er gammelkristen, og det må række til at blive greve.”

“Og det er endda rigeligt,” sagde don Quixote, “og selv om du ikke var rigtig kristen, ville det ikke betyde noget, for da jeg er konge, kan jeg let adle dig, også uden at du køber titlen eller tjener mig på anden vis. For hvis jeg gør dig til greve, vil du få at se, at du også bliver ridder, og så kan de sige, hvad de vil, for de bliver min tro nødt til at tiltale dig Højvelbårenhed, hvad enten de vil eller ej.”

“Jeg skulle min tro nok forstå at sætte min titulatter i respekt!” sagde Sancho.

“Du mener vel titulatur og ikke titulatter,” sagde hans herre.

“Jaja,” svarede Sancho Pança, “jeg siger bare, at det skulle jeg nok få til at falde på plads, for jeg var ved mit liv engang ordenstjener i et broderskab, og dragten som ordenstjener passede mig så godt, at alle sagde, at jeg havde udseendet til at blive ordensmester i broderskabet. Tænk så engang, når jeg tager en hertugkåbe om skuldrene eller smykker mig med guld og perler efter udenlandske grevers skik? Jeg skulle mene, at man vil komme strømmende til fra hundrede miles afstand for at se mig.”

“Du vil tage dig godt ud,” sagde don Quixote, “men du skal rage dit skæg tit, for det er så tæt, viltert og uregerligt, at hvis du ikke rager det med kniv mindst hver anden dag, vil man på et bøsseskuds afstand kunne se, hvad du er for én.”

“Det er nemt klaret,” sagde Sancho, “jeg ansætter bare en barber, så jeg kan have ham derhjemme. Og hvis det skulle blive nødvendigt, lader jeg ham ride bagefter mig som en stormands rideknægt.”

“Men hvordan ved du,” spurgte don Quixote, “at stormænd følges af deres rideknægte?”

“Det skal jeg sige jer,” svarede Sancho. “Jeg har engang opholdt mig en måned ved hoffet, og der så jeg en meget lille herre promenere, og folk sagde om ham, at han var en meget stor mand, og hvor han end bevægede sig hen, blev han fulgt af en mand til hest, der virkede, som om han var hans hale. Jeg spurgte, hvorfor denne mand red bag ham og ikke fulgtes med ham side om side. Jeg fik det svar, at det var hans rideknægt, og at det var skik blandt stormænd at blive fulgt af sådan én. Jeg lagde mig det sådan på sinde, at jeg aldrig siden har glemt det.”

“Jeg må sige, at du har ret,” sagde don Quixote, “og således kan du blive fulgt af din barber, for skik og brug blev ikke indført og opfundet på én gang, så du kan blive den første greve, der lader sig følge af sin barber; og endda er det en større tillidssag at rage skægget end at sadle en hest.”

“Overlad bare det med barberen til mig,” sagde Sancho, “så skal Eders Nåde kun sørge for at blive konge og gøre mig til greve.”

“Det skal nok ske,” svarede don Quixote.

Og idet han kiggede op, fik han øje på det, der skal fortælles i næste kapitel.