Читать книгу Lyd - Anette Vandso - Страница 3

LYDEN AF STILHED

JOHN CAGES NERVESYSTEM

Schyy … Vær helt stille! Hold inde med det, du laver, luk øjnene, og åbn ørerne. Hvad kan du høre lige nu? Mit bud er, at det er mere, end du tror.

Den amerikanske komponist John Cage hørte også mere, end han havde forventet, da han i 1951 besøgte et helt lydtæt og lyddæmpet rum på Harvard University. Han ville høre den stilhed, der optog ham som komponist og som tænker. Det overraskede ham dog, at han ikke oplevede fuldstændig stilhed derinde, men i stedet hørte to klare lyde: en dyb tone, som han mente, var lyden af hans blods brusen, og en højere tone, som han konkluderede, måtte stamme fra hans nervesystem. ”Vi kan ikke lave stilhed. Heller ikke selv om vi forsøger”, konkluderede han, da han efterfølgende beskrev sin oplevelse på et seminar for musiklærere i Chicago i vinteren 1957.

Cage peger på noget selvfølgeligt, men alligevel tankevækkende; nemlig at vi er nedsunkne i lyd på samme måde, som en fisk er omgivet af vand. Hvis der er et billede, vi ikke vil se, så kan vi kigge den anden vej eller lukke øjnene. Men vi kan ikke flytte ørerne fra en lyd, vi ikke vil høre, og vi kan ikke lukke ’ørelågene’.

Selv når vi sover, er ørerne vågne. Den nybagte mor bliver revet ud af sine natlige drømme ved den mindste klynken fra spædbarnet. Ligesom det lille klik fra hoveddøren, når vores kæreste sniger sig ind en sen nattetime, kan vække de fleste af os. Det skyldes, at de dele af hjernen, som opfanger og fortolker lyde, er vågne, mens vi sover.

På trods af at vi lever i en verden fuld af lyde, lægger vi dog ikke mærke til størstedelen af dem. Og heldigvis for det, vil jeg tilføje. For vores hjerne ville brænde sammen, hvis den skulle bearbejde hver eneste lyd omkring sig. I stedet koncentrerer vores neurale netværk sig om det vigtigste af de mange signaler: om den besked, du er ved at give til mig, eller om den cyklist, der råber ”pas på”, fordi jeg er ved at gå ud foran ham på cykelstien. Resten af lydene fra vores omverden folder sig ubemærket omkring os som et neutralt bagtæppe. Baggrundslyde kalder vi dem.

Det er hjernens såkaldte auditive cortex, som agerer dørmand og afviser de knap så vigtige lyde, inden de når vores bevidsthed. Men hvis du lukker dine øjne og koncentrerer dig om at lytte, så kan du faktisk vende din bevidsthed mod den store rigdom af lyde, som din hjerne ellers sorterer fra. Måske opdager du, at der er en solsort, der fløjter i haven udenfor, og bildæk, som suser hen over asfalten for så at forsvinde ud i periferien af din hørelse igen. Som et stille akkompagnement vil du måske bemærke en lavfrekvent brummen fra dit køleskab eller fra et udluftningssystem. Og hvis der er stille nok, kan du høre dit hjerte pumpe, dit blod løbe gennem årerne, og måske endda, som John Cage, dit eget nervesystem.

HVOR MANGE MINUTTER ENDNU?

Efter oplevelsen i det lydtætte rum komponerede Cage et værk, hvor musikeren ikke skal spille en eneste tone. Det berygtede ’tavse værk’ blev uropført en regnfuld augustaften i 1952 i Maverick Concert Hall, ude i skoven tæt på den amerikanske by Woodstock. Den unge, men allerede anerkendte, amerikanske pianist David Tudor spillede værket, som den dag fik titlen 4’33’’.

Cage havde nemlig besluttet, at værkets titel skulle variere, alt efter hvor mange minutter og sekunder musikeren besluttede sig for ikke at spille på klaveret, og at det i øvrigt var op til musikeren selv, hvor længe det skulle være. Cage havde ovenikøbet inddelt værket i tre satser, så det mimede den tredelte form, som for eksempel Mozart brugte i 1700-tallet i sine klaversonater.

Ved premieren i 1952 løftede Tudor altså ikke en finger i fire minutter og 33 sekunder. Eller rettere sagt: Tudor løftede faktisk en finger, men ikke for at spille på tangenterne. Under koncerten sad han i stedet ved klaveret med et stopur i hånden og tog tid på de tre dele. Han indledte værket med at lukke låget til tangenterne og vente i 33 sekunder. Så åbnede han låget for at vise, at første sats var slut. Kort efter lukkede han låget igen for at markere starten på anden sats. Han sad nu i tavs koncentration i to minutter og 40 sekunder og lod lyden af regnen og vinden i træerne udenfor fylde den lille koncertsal.

Til slut åbnede han låget og lukkede det igen for at markere den sidste afsluttende sats på et minut og 20 sekunder. Der spredte sig en urolig mumlen i salen. Enkelte tilhørere udvandrede i protest, og en af dem råbte, at de burde jage den slags folk ud af byen. Cage fortalte senere i et interview, at han mistede adskillige venner på grund af den koncert. De mente, at han denne gang var gået for vidt.

Cage ønskede dog slet ikke at provokere. Han ville blot gøre koncertgængerne opmærksomme på baggrundslydene, så de kunne opleve dem på en mere bevidst måde. Nøjagtig sådan som de ville lytte til et traditionelt stykke musik. Han ville med andre ord trække det neutrale bagtæppe af lyde frem i forgrunden, sådan som han selv havde oplevet dem i Harvards lydtætte rum.