Читать книгу Faedra Brudstykker af et Livs Historie - Bang Herman - Страница 2

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule tilbage – som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn. Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen" – hendes Øgenavn – saa kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt stirrende – lige som en Søvngængers.

Barneøine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en Særling.

Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik, og Datteren Ellen voxede til, laante Niels – han havde nu taget Navnet Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden, for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom – Ellen mange venlige Øine og Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden, som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.

Lind byggede alt op fra nyt – Assurancen havde været meget høi – og gjaldt nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig med Erik Maag og døde.

Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn. Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet indskrevet i Valø.

Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende, da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets Nærværelse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev, Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og maatte følges strax.

– Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

– Hvormange, spurgte Madammen.

– Aa – Satan – han slog til Tallerkenen – og saa kan den Usselhund ikke en Gang hente dem selv …

– Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig. Lind saa lidt over.

– Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros – man maatte altid gøre endel for Bedriftens Skyld.

Rødkindet var han blevet og meget svær.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige – hun havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra

Jacques – fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.

Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst, naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags Hals … saa rindende ned over Kniplingerne … men altid og altid vilde hun høre Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind. Pigen sagde, det spøgede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran Marmormonumentet. Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.

– Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:

MARIE AF MAAG FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829. DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851, ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at græde.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde, hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

– Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

– Hvad vil du —

– Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.

– Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne. Andre Dage kunde Maag være livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de klinkede.

Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige – og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen, og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han – Aa hvor han lo – med Haanden i Lommen og udspilede Ben … Vesten var knappet op … saa han rystede og Signetet hoppede paa Maven …

Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og gemte sig i Mørket for at græde. Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen – Ellen var allerede næsten tretten Aar – hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.

Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs med Veien til Nørup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret. Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret, hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem Gitret til Maagerne.

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var, eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede … Hun sad alene ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet …

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende – hvorfor? naar det blot var, for at hun skulde sé … Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det blændede hende.

– Er Du kommen? – Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede … Hun mærkede, han havde ikke drukket.

– Aa – at du kommer.

Han lo: – For jeg har slet ikke været ude – sagde han. – Kun gjort i Orden til iaften. – Ellen saa paa ham. – Til iaften – ?

– Ja – ser du ikke, hvor jeg er fin – sagde han, – vi har Fest idag, i Riddersalen. – Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

– Men vi to alene, Fa'er? – Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt. – Og ingen andre? —

– Vi to. Ja – der er færdigt – sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.

– Men, Fa'er. – Ellen slap hans Arm, – har du tændt i Kronerne – … Hvor det straalede.

– Ser du ikke din Moders Billede – ? sagde Maag.

– Jo – der var det. – Det er nyt? sagde hun. Men – Fa'er – naar har du faaet det?

– Ja – jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne og stod foran sin Hustrus Billede. – Hvor hun er smuk sagde han. Det ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og græd.

Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede: Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de faldt ned paa hendes Skuldre.

– Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og – jeg blive – en slet Fa'er.

Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig fast ind til sin Faders Bryst.

De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres første Møde.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn … Og hun havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

– Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig Glands hen over Plænernes Sne.

Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han græd paany, og hun sagde:

– Her er koldt, lad os gaa ind.

– Ja – det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen der, med Bønnebogen og de store Øine – hun var kendt som den skønneste Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke sandt.

– Dig – hvem – det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de hvide Fingre og – hans Datters Øine løftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

– Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

– Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger, kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde tilhørt, og naar de var skænket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet, begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne … Hun følte næsten Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.

– Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og løb ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

– Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok – man havde burdet kalde hende Marie. Han gav sig igen til at gaa.

– Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme Mund, fyldig rød – lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos dem alle. – De var saadan, Kvinderne af de Maager —

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede … Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre … Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme.

– Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam Lind kaldte “hendes Moders Lysthus”. Hun vilde ikke spørges ud om noget paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen paa Tøiet med: "Næ" – og “Li'eveller” – og Kampen begyndte igen om den sidste Skilling —

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet —

En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo … Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi kender da nok Maren Peer's.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet ikke svare for Latter … Saa er det

Bedrageri, sagde Ellen. Siden den Tid kom hun aldrig mere i Butikken. —

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

– Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule rød; – Ja, jeg bragte dem.

– Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

– Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres Grav, sagde hun.

– Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde han langsomt.

Ellen forstod. Nei. – Hendes Stemme var rolig – det var for koldt, lille Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar, døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned, og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere; Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør til Dør.

Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene ligesom om Natten.

Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du bange for mig? Ellen blev staaende.

– Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende … Nu er det ordnet, altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod hendes Hoved og rørte hendes Haar:

Ellen – mit Barn.

Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi dog gøre? Bedstemoder, dø ikke —

Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om sin Mund. Jeg havde ikke troet det … Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale … Saa var hun død.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med hendes Bedstemoders Lig.

… Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset. Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til at hænge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.