Читать книгу Excentriske noveller - Bang Herman - Страница 2

Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.

Men det var kun Faderen, som gav ham et Rap til:

– Du ska’ op, sagde han. Ta’ Klæ’erne paa Dig. Vi ska’ ud.

Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.

Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.

– Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus’ Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.

Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.

De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:

– Er de færdige, spurgte hun.

– Ja – jeg staar kun og pudser ham til – naa, saa gik vi.

Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta’r ham. Han har Skabelonen.

Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.

Faderen saá til dem, der hylede i Bænken.

– Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.

Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af Faderen. Nabokonen snakkede.

– Vist maatte vi afsted iaften – der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i – tro bare ikke det – og saa var han forsørget …

– Ja, gryntede Mølleren.

– Ja – det maa De nok sige Ja til … Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne – nej – tro bare ikke det, siger jeg. —

De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:

– Og fint er det – for jeg ser ’et, naar jeg fejer – i Garderoberne – de ta’er ’et ikke saa nøje, de Folk – om de gør – baade i Silke og Fløjl er de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser ikke, hvad de er gjort af … om man gør.

Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang imellem:

– Ja, naar de bare havde ham —

De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig Luft paa Trappen.

Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.

– Ja, de er i Garderoben.

Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i Munden: saadan noget – nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden, og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.