Читать книгу Ved vejen - Bang Herman - Страница 1

Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget. – Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne.

Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa’ man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.

Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa’ ud som’ den var tabt ved Kanten af Vejen.

Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.

Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.

– Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var “paa Perronen” konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.

– Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med.

– Forresten kommer Frøken Abel hjem.

– Allerede – fra Byen?

– Ja – a.

– Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.

– Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem….

Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa’ resigneret ud.

– Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.

Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.

De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. “Min Søster Etatsraadinden”, sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.

Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.

– Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.

– Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.

– Men bedre at ha’e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa’ ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.

De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.

– Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familielivet, sagde Enkefruen….

Frøken Jensen nikkede.

Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede frem.

– Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva’ ska’ de? Hun gik hen over Perronen til Laagen.

– Ja – Proprietær Kiær kom ud af Vognen – det maa De nok sige – ligger Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge for Stedfortræder telegrafisk – og saa Fa’en véd, hva’ man faar for Skrab … Han kommer nu….

Proprietær Kiær kom ind paa Perronen.

– Landbohøjskole har han da – om det ku’ hjælpe – og det med bedste Karakter … Naa – go’ Morgen – Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag … Er der gi’et no’ne Omgange nede hos Jer? … Og Konen?….

– Jo – Tak … Saa De henter Forvalter idag….

– Ja – væmmelig Historie – og just i den værste Tid….

– Naa – et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille Stations-Bentzen bli’r det saa halv syvende….

Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstøvler.

Louise-Ældst’s Skønhed er Fødderne … Smalle Aristokratfødder….

Og hun havde sagt det….

Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.

Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren … Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret op og saa’ paa Klokken:

– Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun.

Frøken Jensen sagde: Ja – Toget synes at være ikke saa faa Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.

– Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.

– Men – dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa’ det ud som et voldeligt Overfald.

Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.

– Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny Hane til Gaarden. Der er han!

De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen.

Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt Fru Bat om Livet.

– Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret. Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.

Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine “Goddag” saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.

Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm – hun stod endnu paa Trinet:

– Der er en Herre med Toget – hertil —

– Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.

Ida-Yngst var nede. Der var Herren … En blondskægget, højst sindig Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.

– Og Tante – Tante Mi, skreg Enkefruen.

– Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?

Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa barnligt, som om hun havde haft sin “Skønhed” i Knapstøvler.

Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.

– Ja, Satan til Historie – dér ligger Madsen – i den værste Tid … Naa, vi vil haabe det bedste … Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen.

– Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.

Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet.

Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.

Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa Brædtet.

Og alle Ansigter paa Perronen saa’ et Øjeblik efter Toget, som rullede bort….

– Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai.

– Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.

Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.

– Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger….

– De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks Stedets Damer … Mine Damer, tør jeg præsentere?

Frøknerne Abel hørte op at kysses som paa Kommando.

– Frøknerne Abel, sagde Hr. Bai: Hr. Huus.

– Ja, jeg har saamænd hentet min Yngste – fra København, sagde Enkefruen umotiveret.

– Fru Abel, sagde Hr. Bai.

Hr. Huus bukkede.

– Frøken Linde – det var Præstefrøkenen – Hr. Huus.

Præstefrøkenen nikkede.

– Og min Kone, sagde Hr. Bai.

Hr. Huus sagde et Par Ord, og de gik alle ind for at faa Tøjet.

Proprietær Kiær rullede af med Forvalteren. De andre gik. Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen.

Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl.

– Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen.

Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa’ en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se “noget drage bort”.

– Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.

– Meget almindelig Forvalter, sagde Præstefrøkenen, hun gik med Fru Bai under Armen. Nette Hænder havde han.

De to Kyllinger gik bagest og skændtes.

– Hej, Frøken Jensen, hvor De ta’er Fart, sagde Præstefrøkenen. Frøkenen sprang som en Ged mellem Vejpytterne langt forude. Hun viste stærkt sine jomfruelige Ben paa Grund af Efteraarsvæden.

De gik langs den lille Stump Skov. Ved Vejdrejningen sagde Fru Bai Farvel.

– Aa, hvor den dejlige Kone ser lille og nusset ud i det store Sjal, sagde Præstefrøkenen og langede sig frem over hende igen.

– Farvel….

– Fa’a’a’rvel….

– Hun taber ikke Vejret af det, hun skal ha’ sagt, sagde Ida-Yngst.

Præstefrøkenen fløjtede.

– Nej – dér er Kapellanen, sagde Fru Abel … God Aften, Hr. Pastor … God Aften….

Kapellanen tog til Hatten. Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han.

– Naa, Frøken. – Og Befindendet!

– Tak, sagde Frøken Abel.

– Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel.

– Saa? Hvor?

– Kiær hentede sin ny Forvalter – rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde?

– Aa ja….

– Prima, Frøken Linde?

– F. F., sagde Præstefrøkenen.

Præstefrøkenen og Kapellanen talte altid i Jargon naar de var sammen med Fremmede, og sagde aldrig et fornuftigt Ord. De lo ad deres egne Dumheder, saa de var lige ved at springe i Luften.

Præstefrøkenen gik aldrig mer i Kirke, naar Kapellanen prædikede, siden hun en Søndag nær havde faaet ham til at le under Fadervor paa Prædikestolen.

– Frøken Jensen stritter af, som hun havde tændte Raketter et vist Sted, sagde Kapellanen.

Frøken Jensen var stadig forude.

– Naa, Andersen – Frøken Linde skruplo – nu er De holbergsk.

De kom til Præstegaarden, som var den første Gaard i Landsbyen, og Præstefrøkenen og Kapellanen sagde Farvel ved Havelaagen.

– Farvel, Frøken Jensen, raabte Frøken Linde hen ad Vejen. Der blev svaret med et Pip.

– Hvordan var han? sagde Kapellanen inde i Haven. Tonen blev her en hel anden.

– Vor Herre bevares, sagde Frøken Linde, en meget net Landbruger.

Tavse gik de ved Siden af hinanden ned gennem Haven.

– Hm, sagde Frøken Ida – Familien Abel naaede Frøken Jensen, der stod og ventede paa et tørt Sted – den lider vi nok paa, at han var kommet for at sige Goddag til mig….

De gik lidt. Saa sagde Frøken Jensen:

– Der gives saa mange Slags Mennesker.

– Ja, sagde Fru Abel.

– Jeg sætter ikke Pris paa at være sammen med den Familie, sagde Frøken Jensen … jeg gaar helst af Vejen.

Frøken Jensen var gaaet “af Vejen” i otte Dage: Siden Pastoren havde sagt de Ord….

– Fru Abel – sagde Frøken Jensen … Hva’ har en enlig Kvinde? Jeg sagde det til Pastoren: Hr. Pastor, sagde jeg, De interesserer Dem for Friskolen … derfor sender Forældrene deres Børn i Friskole.

– Og hvad svarede han mig, Fru Abel?

– Jeg taler ikke mere med Pastor Linde om Legatsagen … De har i Sogneraadet taget det halve Legat fra mit Institut (Frøken Jensen udtalte “tot”) – jeg vil blive ved at gøre min Pligt – selv om de ta’er den sidste Halvdel med. Jeg taler ikke mer med Pastor Linde om Legatsagen —

De tre Damer var bøjede om ad den lille Vej, der førte op til “Gaarden”, en gammel hvid Bygning med to Længer.

Enkefru Abel boede i Længen til højre, Frøken Jensens Institut laa til venstre.

– At man har dem begge igen, sagde Enkefruen. De tog Afsked i Gaarden.

– Uf, sagde Ida-Yngst, da de var indenfor Døren, hvor saa’ I ud ved Banen – saa man maatte skamme sig….

– Jeg gad vidst, hvordan man skulde se ud, sagde Louise-Ældst, som løste Slør foran Spejlet, naar du har Klæderne.

Enkefruen tog Slæber paa. Der var ingen Bund i hendes Støvler.

Frøken Jensen fik langt om længe Nøglen op af Lommen og fik sig lukket ind. Inde i Stuen gøede Moppen et Par gnavne Bjæf mod sin Frøken og blev liggende i sin Kurv.

Frøken Jensen tog Tøjet af og satte sig til at græde i en Krog.

Hun græd hver Gang, hun var alene, siden Pastor Linde havde sagt sine Ord.

– De interesserer Dem for Skolen, Hr. Pastor, havde hun sagt, derfor sender Forældrene deres Børn i Friskolen.

– Jeg skal sige Dem, Frøken Jensen, hvorfor Forældrene sender deres Børn i Friskolen, fordi Frøken Sørensen kan sine Ting, det havde Pastoren svaret.

Frøken Jensen havde kun betroet “Ordene” til Krokonen:

– Og hvad kan en enlig Kvinde, Madam Madsen? havde hun sagt – Kvindens eneste Værn er Taarer….

Frøken Jensen sad og græd i sin Krog. Det begyndte at blive mørkt, og tilsidst rejste hun sig og gik ud i Køkkenet.

Hun tændte en lille Petroleumskoger og satte Vand over til Theen. Hun lagde en Dug over Hjørnet af Køkkenbordet og satte Brød og Smør frem foran den enlige Tallerken.

Men alt mens hun gjorde det, faldt hun lange Stunder hen igen og tænkte paa ny paa Præstens Ord.

Moppen var fulgt ud efter hende og havde lagt sig paa en Pude foran sin tomme Madtallerken.

Frøken Jensen tog Tallerkenen og fyldte den med Franskbrød, blødt op i det varme Vand.

Moppen fik Tallerkenen ned foran sig og begyndte at fortære Foderet uden næsten at røre sig.

Frøken Jensen havde tændt et ensomt Lys. Hun drak sin The med Rugbrødssmørrebrød til – hun skar Stykket med Kniven i sirlige smaa Firkanter.

Naar hun havde drukket The, gik Frøken Jensen i Seng. Hun bar Moppen i Armen og lagde den ved Fodenden paa Dynen. Saa hentede hun Skoleprotokollen og lagde den paa Bordet ved Sengen.

Hun laasede Døren og saa’ efter med Lyset rundt i alle Kroge og ind under Sengen.

Saa klædte hun sig af og redte sine Fletninger ud og hængte dem op paa Spejlet.

Moppen sov allerede og snorkede paa Dynen.

Frøken Jensen sov ikke godt, siden Pastor Linde havde sagt – de Ord.

* * * * *

Fru Bai gik tilbage ad Vejen mod Stationen. Hun aabnede Laagen og gik ind paa Perronen. Der var ganske tomt, saa stille, at man hørte de to Telegraftraade surre.

Fru Bai satte sig paa Bænken udenfor Døren med Hænderne i Skødet og saa’ ud over Markerne. Hun havde let ved saadan at blive siddende, Fru Bai, hvor der var en Stol eller en Bænk eller et Trappetrin.

Hun saa’ ud over Markerne, de store Stykker Pløjejord og længer borte Engene. Himlen var høj og lyseblaa. Der var slet intet Hvilepunkt for Øjnene uden Annekskirken. Den saa’ man med dens Takker og Taarnet der yderst ude over den flade Mark.

Fru Bai frøs og rejste sig. Hun gik hen mod Havehækken og saa’ ind over den, aabnede Laagen og gik ind. Haven var en trekantet Strimmel langs Banen; forrest var der Køkkenhave, i den bageste Spids var der en Plæne med nogle højstammede Roser foran Lysthuset under Hylden.

Hun saa’ efter Roserne; der var et Par Knopper endnu. De havde saamænd blomstret trofast iaar – hele Tiden.

Men nu maatte de snart dækkes til….

Hvor Bladene allerede faldt. Men der var heller ingen Læ for nogenting….

Fru Bai gik ud af Haven igen og langs Perronen ind i den lille Gaard bag Plankeværket. Hun kaldte paa Pigen, hun vilde give Duerne Korn.

Hun fik Kornet i en Lerskaal, og hun begyndte at kalde paa Duerne og at sprede Kornet ud paa Stenene.

Hun holdt saa meget af Duer. Det havde hun gjort lige fra Barn.

Der havde været saa fuldt af dem hjemme i den store Købstadsgaard … Hvor de havde sværmet om Dueslaget der lige over Værkstedsporten….

Det var som man hørte en Kurren og Murren blot man tænkte paa Gaarden derhjemme.

Den gamle Gaard – for siden, da Faderen døde, solgte de baade Værksted og alt og flyttede.

Duerne fløj ned om Fru Bai og nippede Kornene op.

– Marie, sagde Fru Bai, se dog, hvor den spættede er arrig.

Marie kom frem i Køkkendøren og talte om Duerne. Fru Bai tømte Skaalen ud. Nogle Stykker skal nu slagtes til Bai’s L’hombre, sagde hun.

Hun gik op ad Trappen: Hvor det bliver tidligt mørkt nu, sagde hun og gik ind.

I Stuen var der Skumring og lunt, naar man kom udefra. Fru Bai satte sig ved Klaveret og spillede.

Hun spillede aldrig uden i Mørkningen, altid de samme tre-fire Melodier, sentimentale Smaasange, som hun spillede slæbende og langsomt, ganske med samme Foredrag, saa de alle kom til at ligne hinanden.

Naar hun sad og spillede i den mørke Stue, tænkte Fru Bai næsten altid paa sit Hjem. De havde været mange Søskende, og der var altid saa megen Afveksling derhjemme.

Hun var den yngste af dem alle. Da Faderen endnu levede, var hun saa lille, at hun om Middagen knap en Gang kunde naa op til Tallerkenen.

Faderen sad i Sofaen i Skjorteærmer, og de stod rundtom Bordet, alle Børnene, og langede til.

– Ret Jer, Unger, sagde Faderen.

Han sad og ludede med sin brede Ryg og Armene langt ud paa Bordet.

Moderen gik til og fra, hentede og bragte….

Ude i Køkkenet spiste alle Drengene paa Værkstedet ved det lange Bord.

De fniste og skændtes, saa det hørtes gennem Døren, og med ét røg de sammen, saa man troede Huset skulde styrte om:

– Hva’ mudrer I om? Faderen raabte og slog i Bordet inde i Stuen.

Ude i Køkkenet blev der ganske stille – en sagte Ragen bare af en enkelt, som søgte noget op under Bordet efter Fægtningen.

– Himmelhunde, sagde Faderen.

Efter Middag sov han sin Time i Sofaen. Han vaagnede paa Klokkeslet:

– Nu er der vel tænkt udførligt over Statens Bedste, sagde han og fik Kaffen, før han gik paa Værkstedet.

– Da Faderen døde, blev det jo helt anderledes. Katinka kom i Institut med baade Konsul Lassons og Borgmesterens Fanny.

Og hun blev ogsaa bedt til Konsulens….

De andre Søskende kom alle ud. Hun blev ene hos Moderen.

De Aar var Katinkas bedste, dér i den lille By, hvor hun kendte alle, og alle kendte hende. Om Eftermiddagen sad Moderen og hun i Stuen, hver ved sit Vindu paa Forhøjningen, hvor Moderen havde det Vindu med “Spejlet”; Katinka broderede “fransk” eller læste.

Solen faldt i lyse Striber gennem Blomsterne i Vinduerne ud over det hvide Gulv….

Katinka læste mange Romaner fra Lejebibliotheket, om fornemme Folk, og ogsaa Digte, som hun skrev ind i en Bog….

– Tinka, sagde Moderen: Der kommer Ida Levy. Ej, hun er i den gule Hat….

Tinka saa’ op: Hun skal til Spil, sagde hun.

Ida Levy gik forbi, og der blev kigget og nikket igen og spurgt med Fingrene, om de kom til “Halvti’et”….

– Det er dog græsseligt, hvor Ida Levy gaar skævt paa sine Hæle, sagde Tinka, hun saa’ efter hende.

Det har hun fra sin Moder, sagde Moderen.

De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver.

De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der.

De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting.

Minna Helms gaar forbi og nikker.

– Saa’ du Minna Helms, siger Moderen.

– Ja. Og Katinka ser efter hende og skærer Grimasser mod Solen:

– Hun kunde snart trænge til en ny Kaabe, siger

– Stakler – hvor skulde de faa ’et fra? Moderen ser i Spejlet … Ja – sølle ser ’en ud, siger hun. Jeg tror osse, de ku’ kante den. Men det er nok som Fru Noes si’er – lidt har Fru Helms og lidt ta’er hun sig a’et….

– Naar dog Fuldmægtigen gjorde Alvor af det, sagde Tinka.

Klokken blev fem, og de unge Piger hentede hinanden til Tur, og to og to gik de op og nedad Gaden og mødtes og samlede sig i Klynge og lo og snakkede og skiltes….

Men om Aftenen, efter The, til Halvti-Toget var Mødrene med, og det gik mere stille til, ud ad Stationsvejen.

– Katinka, sagde Moderen og vendte sig, hun gik foran med Fru Levy: Hr. Bai … Saa har han fri iaften….

Hr. Bai kom forbi og hilste. Og Katinka nikkede og blev rød. For Veninderne drillede hende altid med Hr. Bai….

– Saa skal han ind og spille Kegler, sagde Fru Levy.

Om Søndagen gik de i Kirke til Højmesse. Alle var i Stadsen, og de sang, saa det lød under Hvælvingerne, mens Solen stod ind gennem de store Korvinduer….

Thora Berg var saa slem at sidde ved Siden af i Kirken.

Hun sad hele Tiden, mens Præsten var paa Prædikestolen, og sagde: “Saa, du Gamle”, og kneb i Armen….

Ja Thora Berg førte an til Galskaber.

Om Aftenen fløj der en Regn af Smuld og Smaasten op paa Tinkas Ruder….

Og de hørte et Spektakel og en Latter ned ad hele Gaden.

– Det er Thora, der gaar fra Selskab, sagde Tinka. De har været hos Borgmesterens.

Thora satte hjem gennem Gaden som den vilde Jagt, fulgt af alle de unge Herrer. Hele Byen fik Lov at høre, naar Thora Berg gik hjem fra Selskab.

Katinka holdt mest af Thora Berg. Hun beundrede hende og fulgte hende altid med Øjnene, naar de var sammen. Tyve Gange om Dagen sagde hun hjemme:

– Det har Thora sagt….

Egenlig omgaaes, gjorde de ikke meget. Men om Eftermiddagen, naar de spadserede, eller ude i Pavillonen ved Abonnementet – til Koncerterne naar Militæret spillede, hver anden Onsdag – talte de sammen. Tinka blev altid ganske rød i Hovedet, naar de mødtes….

I Pavillonen var det ogsaa første Gang, hun havde gjort Bekendtskab med Bai … Han havde straks den første Aften danset mest med hende.

Og naar de løb paa Skøjter, bød han hende altid op til at løbe. Det var som de fløj, og næsten som han bar hende … Han kom ogsaa hjemme.

Alle Veninderne drillede hende, og hun fik ham altid, naar de “skrev Sedler” og “En gik ud” og naar der blev “tænkt paa noget” … Det var altid Bai, og saa blev der en Latter.

Og hjemme talte Moderen altid om ham.

Saa kom Forlovelsestiden, og hun havde altid En at gaa med, i Kirken om Søndagen, og om Vinteren, naar der var Skuespillere, i Theatret og altid … Og da Bai fik Stilling, kom den travle Tid med Udstyr og Indretning og alt det … Veninderne hjalp hende med de mange Navne, der var at sy, og alt, hvad der skulde sømmes….

Det var Sommerdage, og de sad oppe i Lysthuset allesammen. Symaskinen gik, den lagde Søm, og den fæstede Ende.

Og de drillede hende og lo og pludselig fór de op og fløj ud i Haven og rendte Plænen rundt under Støj og Latter, vilde som en Flok Føl….

Tinka var den stilleste af dem.

Der var en Hvisken med Veninderne i alle Kroge og Sysammenkomster hos Levys, hvor de syede det Tæppe, Tinka skulde staa Brud paa foran Alteret – og Sangøvelser til Salmerne de skulde synge i Koret….

Saa kom Dagen og Vielsen i den pyntede Kirke – den var saa fuld, Ansigt ved Ansigt. Oppe ved Orgelet stod alle de unge Piger. Tinka nikkede op og takkede og græd igen. Hun havde grædt hele Tiden som en Vandhane.

Og saa kom de herover til Stilheden.

I Begyndelsen af sit Ægteskab var Tinka skræmt og altid ængstelig, som om nogen vilde overfalde hende.

Der var saa meget, som hun ikke havde tænkt sig, og Bai var saa voldsom i meget, hun mest bare led ved og taalte, skræmt og usikker som hun var….

Hun var ogsaa saa ganske fremmed og kendte slet ingen….

Siden kom der en Tid, hvor hun blev mere modtagelig, mest saadan lad efterhængende, som det laa i hendes Natur.

Hun sad inde hos sin Mand i Kontoret med sit Hækletøj, og hun saa’ paa ham, som han sad bøjet over sit Bord – Haaret, der krøllede, faldt lidt ned over hendes Pande.

Hun rejste sig og gik hen til ham og lagde Armen om hans Hals og vilde helst blive staaende saadan ind til ham, stille – længe være saadan nær ved ham:

– Min Pige, jeg skriver jo, sagde Bai.

Hun bøjede sin Nakke hen til hans Mund og han kyssede den.

– Maa jeg saa skrive, sagde han, og kyssede hende en Gang endnu.

– Skriveper, sagde hun og gik fra ham.

Aaret gik. Katinka gled ind i Livet med Togene, der kom og gik, og Egnens Folk, som rejste og kom hjem igen; og de bragte nyt og spurgte nyt.

De fik Omgang med de Folk, Egnen havde. Mest Bai’s L’hombre, hvor Fruerne fulgte med hveranden Gang.

Saa var der Hunden og Duerne og Haven. Og forresten var Fru Bai ikke af de bevægelige. Hun fik aldrig saa meget gjort, at Tiden faldt hende lang. Hun var længe om hver enkelt Ting; Bai kaldte hende: “Kommer imorgen”.

Børn fik de jo ikke.

Da Katinkas Moder døde, fik de Arven udbetalt. For ene to Mennesker at være sad de i Velstand og havde alt i Rigelighed.

Bai holdt af at spise godt, og han tog fra Aalborg megen og god Vin. Han lagde sig noget ud, og han gik rundt i sin Magelighed, mens Assistenten gjorde det meste Arbejde. “Løjtnanten” lagde han kun an uden Døre.

Et Barn havde han oppe i Byen.

– For Satan, sagde han til Kiær, der var Ungkarl … man er jo dog gammel Kavallerist … Og Pigen var saa kælen som en Spurveunge….

Pigen kom til Aalborg efter Skaden. Barnet blev oppe i Landsbyen, hvor det var i Pleje.

Saadan gik Tiden.

Læse som før, da hun var ung Pige, gjorde Katinka ikke mer. Bøgerne var jo dog det bare Digt.

I sin Sekretær havde Fru Bai en stor Papæske med mange visne Blomster, Smaabaand og Florsdikkedarer med Deviser af Guldpapirsbogstaver. Det var hendes gamle Kotillonserindringer fra Klubben og “sidste Abonnement” i Pavillonen, naar der blev danset.

Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det.

Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden.

Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet.

– Det gamle Skrab, sagde han.

– Lad det ligge, Bai, sagde hun … naar jeg nu har ordnet det.

Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.

Hun læste ogsaa undertiden i sin gamle Poesibog de Vers, hun den Gang havde skrevet af.

I den øverste Skuffe under Sølvskabet i Sekretæren laa hendes Brudeslør og den visnede Krans af Myrter.

Det tog hun ogsaa op og glattede ud og lagde det sammen igen….

Og hun sad halve Timer over den udtrukne Skuffe og tog sig ingenting til, saadan som det var hendes Vane.

En Gang imellem glattede hun bare med Hænderne over Sløret….

Det var begyndt at blive ganske gult, Brudesløret.

Men Tiden gik ogsaa. Det var ti Aar siden allerede….

Ja – hun var snart en gammel Kone. Hun var fyldt to og tredive Aar….

… Godt lidte var Bais paa Egnen. Kendte for gode og gæstfrie Folk, hvor Kaffekanden snart kom over Ilden, naar nogen Bekendt var paa Stationen.

Bai var en god Selskabsbroder; og paa Stationen havde han Orden i Tingene, om han just ikke selv var saa grumme ivrig i Tøjet.

Fruen var lidt stille af sig, men det gjorde altid godt at se hendes milde Ansigt. Hun saa’ ud som en ung Pige, naar hun sad mellem Fruerne til de store L’hombrer.

– Men der skulde være et Par Børn, sagde Fru Linde, naar hun om Aftenen travede hjem fra Bais med Pastoren … De velhavende Folk – som havde Raad til det. Det er Synd og Skam, at de skal sidde dér ensomme hen….

– Gud giver Liv efter sin Vilje, min Pige, sagde Præsten.

– Ja, Guds Vilje ske, sagde Fruen.

Præstens havde haft ti Børn.

De syv havde Herren gemt som Smaa.

Gamle Pastor mindedes de syv hver Gang, der var Børn at begrave i Sognet.

* * * * *

Fru Bai havde hørt op at spille. Hun sad og tænkte paa, at hun egenlig skulde staa op og tænde Lampen. Men saa raabte hun paa Pigen, at hun kunde tænde, og blev siddende.

Marie kom ind med Lampen. Hun lagde Dug paa og dækkede til The.

– Hvad er Klokken? sagde Fru Bai.

– Otte-Toget er meldt, sagde Marie.

– Det har jeg slet ikke hørt….

Fru Bai tog noget om sig og gik ud: Er Toget der? sagde hun i Kontoret.

– Straks, sagde Bai. Han stod ved Telegrafbordet.

– Er der Depesche?

– Ja.

– Til hvem?

– Aa, op i Byen….

– Saa skal Ane jo afsted….

Fru Bai gik ud paa Perronen. Hun holdt saa meget af at se Togene komme og gaa i Mørke.

Lyden, først langt borte, og saa Drønet, naar Toget gik over Aabroen, og det store Lys, der løb frem, og endelig den tunge, vraltende Masse, der snoede sig ud af Natten og blev til de tydelige Vogne, der holdt for hendes Øjne med Konduktørerne og den oplyste Postvogn og Kupeerne….

Naar det saa var borte igen og Bruset hendøet, laa alting tyst, ligesom dobbelt stille.

Stationskarlen slukkede Lygterne, først den ene paa Perronen, saa den over Døren.

Der var ikke andet end Lyset fra de to Vinduer, to smalle Lysbroer ud i det store Mørke.

Fru Bai gik ind.

De drak The, og Bai læste bagefter Bladene til en Toddy eller to. Bai læste kun Regeringspressen. Han holdt selv “Nationaltidende” og læste Kiærs “Dagblad”, som han tog ud af Posten.

Han slog i Bordet, saa Toddyglasset klirrede, naar Modstanderne fik “de vældigste over Næbbet”. Og undertiden læste han enkelte Sætninger højt og lo imellem.

Fru Bai hørte stille til, hun interesserede sig ikke for Politik. Desuden havde hun en Overgang hvor hun var svært søvnig om Aftenen.

– Saa er det vel paa Tiden, sagde Bai.

Han rejste sig og fik en Haandlygte tændt. Han gik sin Runde for at se om alt var lukket og Sporet stod rigtigt til Nattoget.

– Du kan gaa i Seng, Marie, sagde Fru Bai ud til Køkkenet. Hun vækkede Marie, der sov siddende paa Træstolen.

– Godnat Frue, sagde hun søvndrukken.

– Godnat.

Fru Bai flyttede Blomsterne i Stuen fra Vindueskarmen ned paa Gulvet. Dér stod de om Natten i en Række.

Bai kom tilbage.

– Det bli’r koldt til Natten, sagde han.

– Jeg tænkte det – for Roserne … jeg saa’ til dem idag.

– Ja, sagde han, de maa dækkes nu.

Bai begyndte at klæde sig af inde i Sovekamret. Døren stod aaben.

Han holdt meget af at gaa længe frem og tilbage om Aftenen. Fra Sovekamret til Stuen i stærkt Negligé.

– Det Trampedyr, sagde han. Marie traadte haardt i oppe paa Loftskamret.

Fru Bai lagde hvide Stykker over Møblerne og laasede ind til Kontoret.

– Kan jeg slukke, sagde hun.

Og hun slukkede Lampen.

Hun kom ind i Sovekamret, satte sig foran Spejlet og løste sit Haar op.

Bai var i Underbukser og bad om en Saks.

– Pokker saa du bli’r mager, sagde han.

Katinka lagde Frisérkaaben om sig.

Bai kom i Seng og laa og snakkede. Hun svarede paa sin stille Maade som altid; der var bestandig en ganske lille Pavse far Ordene kom.

De havde tiet lidt.

– Hm, ganske net Menneske – hva’?

– Ja – saadan at se til….

– Hva’ sagde Agnes Linde?….

– Ogsaa, at han var ganske net.

– Hm – skrap Mund, det Pigebarn har.

– Og – Fa’en véd, hva’ for en L’hombre han spiller….

Lidt efter sov Bai.

Naar Bai sov, aandede han stærkt gennem Næsen.

Nu var Fru Bai vant til det.

Hun blev siddende noget foran Spejlet. Hun tog Frisérkaaben bort og saa’ paa sin Hals.

– Ja hun var virkelig bleven mager.

Det var siden hun havde haft den Hoste i Foraaret.

Fru Bai slukkede Lysene og lagde sig ned i Sengen ved Siden af Hr. Bai.