Читать книгу Ved vejen - Bang Herman - Страница 2

Det var de korte Dage.

Saa strid Regn og saa mat Snesjap. Men altid graa Himmel og Væde. Selv Frøken Jensens bedste Elever kom i Træsko over Markerne til Skolen.

Paa Stationen var Perronen en Sø. De sidste Smaablade fra Havehækken kom ud at sejle. Dryppende kom Togene, Konduktørerne løb om formummede i vaade Kapper. Lille-Bentzen sprang med Posttaskerne under Paraplyen.

Kiærs Sædvogne havde Voksdugspresenninger, og Kuskene sad i Regnkapper.

Forvalter Huus kørte selv den første Vogn til Stationen. Der var nok at gøre med Fragt og Klarering.

– Der er de fra Kiærs, sagde Bai ind til sin Kone.

Forvalter Huus plejede at komme en halv Times Tid af Regnfrakken og faa en Kop Kaffe tillivs hos Bais.

Medens Fru Bai gik til og fra og dækkede til Kaffen, rumsterede Huus og Karlene paa Perronen og ladede Sækkene i Godsvognene. Katinka saa’ dem løbe forbi Vinduerne. De saa’ saa vældige ud i deres Olietøj.

Marie Pige sværmede for Huus og gik altid og talte om ham ved sit Arbejde.

Hun blev aldrig færdig med hans Fortrin. Og det sidste var altid:

– Og saadan en Røst han har….

Det var en blød, trohjertet Stemme, og ingen vidste, hvorfor Marie just havde forliebet sig i den.

Naar Huus var færdig derude, kom de ind til Kaffen. Der var lunt og godt og Duft af et Par Potteplanter, som blomstrede i Vinduet endnu.

– Ja – det er det, jeg siger, sagde Huus og gned Hænderne, hos Fru Bai er der rart.

Hyggen kom ogsaa med Huus. Der var saadan en stille Tilfredshed ved ham; mange Ord havde han ikke, og sjældent “fortalte” han noget. Men han gled saa godt i den daglige Smaasnak, muntert, altid ligelig i Humør. Og man følte det rart, naar han bare var der.

Der kom et Godstog paa den Tid, og Bai skulde paa Perronen at ekspedere.

Det gjorde ingen Forskel, naar han gik og de to andre blev ene. De smaasnakkede eller tav. Hun gik til Vinduet og lo ad Bai, som sprang rundt derude i Regnen.

Huus saa’ til Katinkas Blomster og gav hende Raad om at pleje dem. Katinka kom hen til ham, og de saa’ til Planterne sammen. Han kendte hver eneste af dem, om den skød eller om den stod stille, og hvad der skulde gøres med den.

Huus havde Interesse for alle saadan smaa Ting, for Duerne og for de nye Jordbærbede, som var blevet lagt an nu i Efteraaret.

Katinka spurgte ham til Raads, og de gik rundt og saa’ til det og til det.

Bai havde aldrig brudt sig om saadan noget. Men med Huus var det, som der stadig var noget nyt at faa at vide, at spørge til Raads om og at indrette.

De havde paa den Maade altid nok at tale om, saadan stille og sindigt, som det laa for dem begge.

Der var saamænd ligefrem næsten altid et og andet, der ventede paa Huus – selv om han ogsaa kom hver Dag, som i denne Tid, hvor de paa Rugaard solgte Sæden.

Frøken Ida Abel havde ogsaa tidt Ærinde paa Stationen. Hun stred sig ned ad Vejen med et Brev, der skulde med Middagsposten.

– Gud, hvilket Vejr, Hr. Løjtnant.

– En Kop Kaffe, Frøken – lidt indvendig Væde til at staa imod med … Huus er inde hos min Kone….

– Men er de fra Rugaard her?

– Ja, med Sæd.

Ida-Yngst havde ikke anet det.

Fra Hjørneforhøjningen paa Gaarden kunde “Kyllingerne” holde Rundskue over hele Egnen.

Ida-Yngst sad der i Formiddagstimerne.

Hun begyndte at tage Papillotterne af Haaret.

– Hvor skal du hen? Louise-Ældst gik med Krydderpose for Tandpine.

– Bringe Brev til Stationen….

– Mo’r – Louise hvinte – nu vil Ida rende igen. Hm, om du tænker, du faar malet dér….

– Kommer det dig ved? Ida-Yngst slog Døren til Sovekamret i paa Næsen af Med-Kyllingen.

– Gud bevar’s, vil du gøre dig latterlig – men du ta’er dine egne Støvler. Det si’er jeg dig, Ida….

– Mo’r, si’ til Ida, hun ta’er sine egne Støvler – altid render hun i mine Knap til Stationen….

– Pyh, siger Ida, som er færdig med Pandegriflen.

– Og mine Handsker – maa jeg være fri … Louise snapper et Par Handsker ud af Hænderne paa Ida. Og der smækkes igen med et Par Døre.

– Hva’ var der dog, Børn? siger Fru Abel. Hun kommer ind med vaade Hænder fra Køkkenet. Hun har skrællet Kartofler.

– Ida stjæler mine Klæ’er. Frøken Louise-Ældst græder af Arrigskab.

Enkefru Abel gør stille i Orden efter Ida-Yngst og vender tilbage til sine Kartofler….

– Søde Fru Bai, siger Ida-Yngst i Døren – jeg kommer ikke ind. Goddag, Hr. Huus, jeg ser saa rædsom ud … Jeg kigger blot. Goddag….

Frøken Abel kom ind. Hun havde udskaaret Bryst under Regnkaaben.

– Det er, naar det nærmer sig Jul – man har saa rædsom travlt … Aa, De tillader vel, Hr. Huus … at jeg kommer forbi.

Frøken Abel kom ind i Sofaen: Dejligt at sidde, sagde hun.

Men hun sad ikke længe. Der var altfor meget, hun maatte beundre. Frøken Ida Abel var saa ungdommelig henrykt.

– Gud, det lille Tæppe….

Frøken Abel maatte ud at føle paa det lille Tæppe.

– Aa, Hr. Huus, tillader De … Hun skulde igen forbi.

Hun følte paa Tæppet….

– Mo’er si’er altid, jeg flagrer, sagde Ida-Yngst.

Enkefru Abel kaldte undertiden Døtrene for sine “Flagreduer”. Men Navnet vandt ikke Hævd. Der var noget ved Louise-Ældst, som absolut udelukkede Begrebet “Due”.

Og det blev ved “Kyllingerne”.

Naar Frøken Abel var arriveret, varede det ikke saa længe, inden Forvalter Huus brød op.

– Der var ikke Plads til saa mange i en Stue, hvor Frøken Ida var, sagde han.

* * * * *

Det blev henimod Jul.

Huus tog en Gang om Ugen til Randers i Forretninger. Han havde altid noget at besørge for Fru Bai, Bai maatte ikke høre det. De to hviskede ene inde i Dagligstuen i lange Tider, naar Huus var kommet med Toget.

Katinka syntes ikke, hun havde glædet sig i mange Aar til Julen, saadan som hun glædede sig iaar.

Det laa ogsaa i Vejret.

Det var blevet lys, klingende Frost og Sne over Jorden.

Naar Huus havde været i Randers, blev han paa Stationen til The. Han kom med Otte-Toget. Fru Bai sad tidt i Mørkning endnu.

– Vil De spille lidt, sagde han.

– Aa, jeg kan kun de Par —

– Men naar jeg nu gerne vil høre dem … Han sad paa en Stol i en Krog ved Siden af Sofaen.

Katinka spillede sine fem Stykker, der alle lignede hverandre. Det kunde ellers aldrig falde hende ind at spille for nogen. Men Huus, han sad saa stille, henne i sin Krog, saa man slet ikke mærkede ham. Og saa var han ogsaa ganske umusikalsk.

Naar hun havde spillet, kunde de gerne sidde en Stund, uden at nogen sagde noget, til Marie kom med Lampe og Thetøj.

Efter Theen tog Bai Huus med ind paa Kontoret.

– Mandfolk maa ogsaa en Gang imellem være hos sig selv, sagde han.

Naar de var alene, Huus og han, fortalte Bai Fruentimmerhistorier.

– Han havde ogsaa været med i sin Tid … da de laa paa Skolen.

– Og København havde haft Fruentimmer … naa – det er gaaet tilbage…

– De si’er, de gaar til Rusland nu … Ja – ka’ sgu’ gerne være….

– Tilbage er ’et gaaet….

– Naar man har kendt Kamilla – Kamilla Andersen – brav Pige – brillant Pige —

– Tog en sørgelig Ende med hende, for hun styrtede sig s’gu ud af et Vindu….

– Ærgerrig Pige. Bai blinkede. Huus lod, som han forstod Kamillas Ærgerrighed.

– Meget ærgerrig Pige … Kendte hende, brillant.

Bai snakkede hele Tiden. Huus røg sin Cigar og saa’ ikke særlig interesseret ud.

– Jeg spø’r jo ogsaa, sagde Bai, de unge Mennesker, saadan i Sommerferien, i Præstegaarden: Hvad har I nu for Fruentimmer, spørger jeg. Er det godt?

– Smaapi’er, gamle Ven. Smaapi’er.

– Ja-a – de gaar til Rusland, si’er de – kan s’gu gerne være.

Huus udtalte ingen Mening om, hvor de gik her. Han saa’ paa Uhret.

– Det er vel paa de Tider, sagde han.

– Aa – hva’….

Men Huus maatte afsted: Det er dog en Trekvartersvej….

De gik ind til Fruen.

– Skal vi ikke følge Huus, sagde hun, Vejret er smukt….

– Saa gu’ – at faa Benene rørt….

De fulgte.

Katinka gik ved Bais Arm. Huus paa hendes anden Side, Sneen knasede under deres Fødder henad Vejen.

– Hvor der er Stjerner iaar, sagde Katinka.

– Ja – en Mængde mer end i Fjor, Tik. Bai var altid oplivet, naar han havde været hos sig selv.

– Ja, jeg tror det, sagde Katinka.

– Mærkeligt er det med Vejret, sagde Huus.

– Ja – det var Bai – den Kulde før Jul.

– Og den holder Nytaar ind….

– Mener De?….

Saa tav de, og naar de talte igen, var det noget lignende.

Ved Omdrejningen sagde Bais Godnat.

Fru Bai nynnede hen ad Vejen. Naar de kom hjem, blev hun staaende i Døren, mens Bai hentede Haandlygten og gik over og saa’ efter Sporet til Nattoget.

Han kom tilbage. Naa – sagde han.

Katinka aandede ud i Luften, langt.

– Hvor Kulde er rar, sagde hun, og slog ind gennem sin egen Aande i Luften med Haanden.

De gik ind.

Bai laa i Sengen og røg en Stump Cigar. Saa sagde han:

– Ja – Huus er s’gu et rart Menneske … Men han er en Tørvetriller.

Fru Bai sad foran Spejlet. Hun lo.

Men Bai betroede Kiær, at han troede s’gu ikke, Huus forstod sig no’et paa Fruentimmer.

– Jeg føler ham jo saadan paa Tænderne – ser De, sagde han, om Aftenen, naar han er nede hos os … men jeg tror s’gu ikke han forstaar sig stort paa Fruentimmer….

– Naa, gamle Bai, sagde Kiær, og de slog hinanden paa Skuldrene og lo glad. Alle ka’ jo ikke være Kendere.

– Nej – heldigvis da … og Huus – jeg tror s’gu ikke….

De blev kaldt ind til Kaffen.

* * * * *

De sidste Dage før Jul var der travlt paa Stationen. Der var en Bringen og Henten. Ingen vilde vente paa Postbudet.

Frøknerne Abel sendte Smaakort med Lykønskninger og spurgte om Pakker.

Frøken Jensen bragte en Cigarkasse med en hel Stang Lak fordelt som Dekorationer rundt om paa Sejlgarnet.

– Mine Hænders Arbejde, Fru Bai, sagde Frøken Jensen. Hændernes Arbejde var til hendes Søster.

Fru Bai sagde: Fru Abel var jo i Randers igaar….

– Det er Terminspengene, sagde Frøken Jensen spidst, der er kommet til Huse….

– Hun var saa belæsset, da hun kom hjem….

– Jeg tror det nok.

– De er da hos Abels Juleaften?

– Nej … vi boer Dør om Dør, Fru Bai … men Abels … har altid nok i at huske paa sig selv….

– Tidligere har jeg jo altid været hos Lindes, i Præstegaarden….

– Nej, Abels, sagde Frøken Jensen – aa nej – det er ikke alle, som er ens….

Fru Bai bad Frøken Jensen, om hun maaske vilde tage tiltakke hos dem.

Hun fik det sagt om Aftenen, Bai kom ind fra Sporet.

– Mathias – sagde hun, hun brugte Mathias til mere tvivlsomme Meddelelser – jeg har maattet be’ Lille-Jensen her til Juleaften … hun ka’ jo ikke gaa til Lindes….

– Naa, for min Skyld – Bai hadede “det lille Parykstativ” – ja naar du bare faar Lemmeforsamling.

Bai gik lidt rundt.

– Ska’ hun ikke til Abels, sagde han.

– Det er just det – de har jo ikke bedt hende, Mathias….

– Naa – det har de s’gu gjort Ret i, sagde Bai, der smed Støvlerne af sig. Naa, det er jo din Fornøjelse.

Fru Bai var glad over, hun havde faaet det sagt.

– Frøken Jensen kom Klokken halv seks med Spaankurv og Moppe.

Hun gjorde Undskyldning for Bel-ami.

– Den er jo ellers hos Abels – jeg lukker den jo ellers altid ind hos Abels. Men Saften, forstaar De, vilde jeg jo nødig … men den gør ingen Ulykke … den er et stille Dyr.

Bel-ami blev anbragt paa et Tæppe i Sovekamret. Dér blev den. Den led af Sovesyge og gjorde ikke anden Kvalm, end at den snorkede.

– Han sover af et godt Hjerte, sagde Frøken Jensen, der fik Manchetter og Krave op af Spaankurven.

Bel-ami var kun besværlig, naar den skulde hjem. Den havde absolut mistet Smagen for Bevægelse.

Ved hvert tiende Skridt stod den stille og hylede med Halen mellem Benene.

Naar ingen saa’ det, tog Frøken Jensen den paa Armen og bar Bel-ami.

De spiste Klokken seks. “Træet” stod i et Hjørne. Lille-Bentzen var med strøget Hanekam og i Konfirmationsfrakke.

Han spiste som en Ulv.

Bai fyldte stadig Glassene og stødte til Frøken Jensens og Bentzens Bægere.

– Naa, Skaal, Frøken Jensen.

– Skaal, min go’e Bentzen – det er kun Jul en Gang om Aaret, sagde han. Han blev ved at fylde i.

Lille-Bentzen blev rød i Hovedet som en Hummer.

– Vi drikker jo som i Hedenold, sagde Frøken Jensen.

Døren stod aaben ud til Kontoret. Telegrafen prikkede uafladelig.

Kollegerne ønskede hinanden “Glædelig Jul” langs ad Linjen. Bai gik til og fra og svarede.

– Hils fra mig, sagde Katinka.

– Glædelig Jul fra Mundstrup, sagde Bai fra Apparatet.

– Ja, sagde Frøken Jensen, det er det, jeg siger til mine Elevere: vor Tid har ophævet Rummet, siger jeg saa tidt til dem.

Ved Æbleskiverne blev Frøken Jensen livlig. Hun nikkede barnligt til sig selv i Spejlet og sagde “Skaal”.

Frøken Jensen var i en ny Chignon, hun havde foræret sig selv til Jul. Hun bar nu Haar af tre Nuancer.

Frøken Jensen blev lidt efter lidt glad ved sig selv.

Efter Bordet, medens Træet blev tændt, forsøgte Lille-Bentzen at springe Buk over Marie-Pige ude i Køkkenet.

Katinka gik stille om og gav sig god Tid med at tænde. Hun vilde ogsaa nok være lidt alene.

– Gud véd, om Huus har faaet vores Pakke, sagde hun. Hun stod paa en Stol og tændte an med en Vokskerte.

I sidste Nu tog hun et Fichu fra sit Bord – hun havde faaet det sendt fra en Søster – og lagde det hen til Frøken Jensen. Der saa’ saa fattigt ud paa Frøken Jensens Plads; hun delte Sofaen med Lille-Bentzen.

Katinka aabnede Døren til Kontoret, og de kom ind til Træet.

De gik omkring og saa’ paa deres Ting, takkende og halvgenerte. Frøken Jensen hentede smaa Silkepapirspakker frem fra Spaankurven og lagde dem rundt paa Pladserne.

Marie-Pige kom ind i hvidt Forklæde. Hun gik rundt med sine egne Presenter i Favnen og følte paa Genstandene rundt i Krogene.

Ottetoget blev ekspederet, og de sad igen i Stuen. Træet brændte stadig i sin Krog.

Der var meget varmt og oset derinde af de mange Lys paa Træet.

Bai halvkæmpede med Søvnen og sagde:

– Man bli’r skakmat af den Festivéren, Frøken Jensen, al den Juleglæde mætter, sagde han.

De var alle døsige og saa’ paa Klokken. De to Damer begyndte stadig igen at tale om Presenterne, hvordan de var arbejdet.

– Jeg tror, jeg vil gaa ind og se, hvordan man har regeret Verden, sagde Bai. Han slap ind i Kontoret. Lille-Bentzen sad og sov paa en Stol under Pibebrædtet.

De to Damer blev alene. De sad i en Krog ved Klaveret, foran Træet, og var meget søvnige.

De var blundet ind et Øjeblik og fór sammen op i Skræk ved en Knitren i Træet. Der var Ild i en Gren.

– Det er snart brændt ned, sagde Katinka og slukkede.

Lysene begyndte at brænde ned et efter et, og Træet blev mørkt. De sad, helt vaagne igen, og saa’ paa det slukkede Træ – kun et Par Lys brændte svagt endnu.

De blev begge grebet af den samme stille Sørgmodighed ved at se paa de sidste smaa Lys, det var, som de kun fremhævede det mørke, døde Træ.

Frøken Jensen begyndte at tale. Først hørte Katinka knap, hvad det var, hun sagde, hun blev i sine egne Tanker om dem hjemme og saa Huus.

Katinka vidste ikke, hvorfor hun hele Aftenen havde tænkt saa meget paa Huus. Han var kommet i hendes Tanker hele Tiden.

Hele Tiden —

Hun nikkede til Frøken Jensen og lod, som hun hørte til.

Frøken Jensen talte om sin Ungdom og dumpede pludseligt ind i at fortælle sin Kærlighedshistorie. Hun var allerede helt inde i Fortællingen, da Katinka mærkede det og undrede sig over, hvordan Frøken Jensen kom til at fortælle det nu og til hende….

Det var en ganske simpel Historie om en Kærlighed, som ikke var blevet gengældt. Hun havde troet, det var hende, og saa var det hendes Veninde.

Frøken Jensen talte halvt sagte, i en og samme, stille Tone, Lommetørklædet havde hun fremme, og en Gang imellem snøftede hun lidt og førte det hen over Kinderne.

Katinka blev lidt efter lidt rørt. Saa tænkte hun paa, hvordan det lille rynkede Menneske vel havde set ud som ung. Maaske havde hun alligevel haft en net lille Figur.

Og nu sad hun her forladt og alene.

Katinka blev helt hjerteklemt, og hun tog Frøken Jensens Hænder og klappede dem sagte.

Den Gamle græd stærkere under hendes Kærtegn. Katinka blev ved at klappe hendes Hænder.

De sidste Lysstumper brændte ned, og Juletræet stod helt mørkt.

– Og gennem Livet skal en enlig Kvinde, sagde Frøken Jensen, hvad for Snarer de end lægger for hendes Fod.

Frøken Jensen var igen landet ved Præsten og hans “Ord”.

Katinka slap Frøken Jensens Haand. Hun syntes, der var blevet ganske koldt og uhyggeligt om det slukkede Træ.

Bai slog Døren op til det lyse Kontor. Det var et ridende Bud, som bragte en Pakke fra Huus.

– Lamperne, Marie, raabte Katinka og løb ind i Kontoret med Pakken.

Det var et meget fint fileret Sjal med gyldne Traade i, et stort et, som kunde pakkes sammen til ingenting.

Katinka blev ved at staa med Sjalet. Hun var saa glad ved det. Hun havde haft et ganske lignende, og det var hun for et Par Uger siden kommet for Skade at brænde….

– Men dette var meget finere….

Og hun blev ved at staa med Sjalet.

Bai var munter igen nu, han havde sovet Middagen ud, og de drak alle et Par Snapse af den ægte Rom i Theen.

Lille-Bentzen blev saa salig, at han løb over paa sit Kammer og hentede nogle Digte, han havde skrevet paa mange Stumper Papir, bag paa gamle Tariffer og Regnskaber.

Han læste højt, saa Bai slog sig paa Maven af Latter. Katinka sad og smilte med Huus’ fine Sjal om sig.

Frøken Jensen spillede tilsidst en Tyrolervals, og Lille-Bentzen fløj halvflov ud i Køkkenet og valsede med Marie, saa hun hvinte.

De maatte alle hjælpe til at faa Bel-ami vækket, da Frøken Jensen skulde gaa; den vilde paa ingen Maade væk fra sit Tæppe. Bai traadte den paa Halestumpen, da Frøken Jensen vendte sig.

Lille-Bentzen skulde følge hjem. Men Frøken Jensen, der var saa ræd som en Hare for Mørke, vilde gaa alene.

Frøken Jensen vilde ikke bære sin Bel-ami, naar nogen saa’ det.

De fulgte hende alle ud til Perronlaagen og raabte “Glædelig Jul”, “Glædelig Jul” ud over Hækken.

Bel-ami hylede midt paa den snelagte Vej. Den gik ikke af Stedet.

Da Frøken Jensen havde set, at de alle var gaaet ind, bøjede hun sig ned og tog Bel-ami op under Armen.

Frøken Jensen var bundet til som en Eskimokone, mens hun gik hjem i Julenatten.

Katinka slog Vinduerne op i Dagligstuen, saa den skærende Luft kom ind.

– Hm, den lille Krukke, sagde Bai. Han var ganske menneskekærlig glad ved at have haft Lille-Jensen i Aften.

– Det Skind, sagde Katinka. Hun blev staaende ved Vinduet og saa’ ud over den hvide Mark i Natten.

– Man skulde ikke tro, Du klagede over Hoste, sagde Bai. Han lukkede Døren til Sovekamret.

Bentzen gik over Perronen til sit Kammer.

– Hun tog Moppen, sagde han. Han havde gemt sig bag Hækken for at se den Begivenhed. Glædelig Jul, Frue….

– Glædelig Jul, Bentzen.

Der blev lukket et Par Døre, og saa var det ganske stille.

Kun nu og da lød der en fin Summen i Telegrafens Traade.

* * * * *

Katinka var ude at fodre Duerne, før de gik i Kirke.

Det var høj og stille Luft, og Klokkerne lød ned forbi Skoven. Rundt paa de hvide Marker saa’ man Bønderne, som travede af, i Gaasegang, langs de skovlede Stier, til Offer.

De ventede i Flok udenfor Kirken og ønskede hinanden “Glædelig Fest”. Konerne rakte hinanden Spidsen af Fingrene og hviskede.

Saa stod de stille og saa’ paa hinanden, til en ny kom til i Kredsen.

Bais kom lidt sent, og Kirken var fuld. Katinka nikkede “Jul” til Huus, der stod tæt ved Døren, og gik op til sin Plads.

Hun delte Stol med Abels, lige bag Præstens.

Kyllingerne Abel forsvandt i Slør og fantastiske Slyngninger.

Fru Linde havde Øjne i Nakken paa de store Offerdage. Hun “klædte” sig og Frøkenen for Offerdagene og Spædekalvene.

Frøkenen gik aldrig i Kirke, naar der var “Tallerkenvals i Koret”.

De sang de gamle Julesalmer, og lidt efter lidt vandt de alle med, store og smaa. Det lød saa stærkt og glad op under Hvælvingerne. Vintersolen stod lys ind ad Vinduerne mod de hvide Vægge. Gamle Linde talte om Hyrderne paa Marken og Menneskene, som var idag en Frelser fød, med tarvelige stilfærdige Ord, saa der dalede som Enfoldighedens Fred ned over hans Kirke.

Katinka blev i Julestemningen, mens Offertoget gik op om Alteret i en lang Marsch. Mændene gik stive, tungt i Fliserne og vendte tilbage til deres Plads uden at have fortrukket en Mine.

Konerne rokkede af, generte og røde i Hovederne, seende stift paa det sammenlagte Lommetørklæde.

Fru Linde havde Øjnene ved Hænderne ved Alteret.

Fru Linde havde været Præstekone i fem og tredive Aar og siddet til utallige Offerdage. Hun saa’ paa Hænderne, hvor meget hver lagde.

Hænderne havde ikke samme Bevægelse, af Lommerne, naar de lagde lidt, og naar de lagde mere.

Fru Linde anslog Offeret til et Middelaar.

Udenfor Kirken traf Bais Huus. Man aandede op ude i den friske Luft, og der blev en storønsken “Glædelig Jul” igen.

“Pastoren” kom med Offerpengene i et sammenbundet Lommetørklæde, og alle hilste og kniksede. Naa, Frøken Jensen, saa ønsker vi vel hinanden Glædelig Jul, sagde “Gamle Pastor”.

Katinka gik ud af Laagen med Huus. Bai blev lidt tilbage med Kiær, saa de to gik alene henad Vejen.

Solen laa over de blankglitrende Marker; hist og her ved Gaardene havde de Dannebrog ude paa Flagstængerne i den høje Luft.

Rundtom drog Kirkegæsterne hjem i Flok.

Katinka havde endnu Julesalmerne i sit Øre, hun følte alting som i glad Højtidelighed.

– Julen er rar, sagde hun.

– Ja, sagde han og lagde hele sin Overbevisning ind i “Ja’et”.

– Og han sagde det osse rigtig kønt, lagde han lidt efter til.

– Ja, sagde Katinka, det var en rigtig køn Præken.

De gik lidt.

– Men jeg har jo slet ikke takket Dem, sagde saa Katinka, for Sjalet….

– Ingenting at takke for.

– Jo netop … jeg blev saa glad. Jeg havde haft næsten Magen og halvt forbrændt det.

– Ja, det véd jeg jo … De havde det Sjal paa den Dag, jeg kom.

Katinka vilde sige: Hvor saa’ De det? Men sagde det ikke. Hun vidste heller ikke, hvorfor hun med ét blev rød, og hun for første Gang mærkede, at de sagde ingenting og søgte om noget til at faa brudt Tavsheden med.

De kom ned til Skoven, og Anneksklokkerne kimede.

Det var, som om Klokkerne slet ikke vilde holde op idag, at lyde.

– De gaar da med ind, sagde Katinka, og bærer ikke Jul fra Huset.

De stod paa Perronen og hørte paa Klokkerne, mens de ventede paa Bai.

Huus blev der hele Dagen.

Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han:

– Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte:

– Ja, da – og lo af Fornøjelse.

Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa’ glad ud af Øjnene.

Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset.

Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.

– I Præstegaarden talte de Offerpengene af Papirerne. Fru Linde var skuffet. Offeret var betydeligt under et Middelaar.

– Hvoraf kommer det, Linde? sagde hun.

Pastoren sad og saa’ eftertænksomt paa de mange smaa Mønter.

– Hvoraf kommer det? De Folk tror, vi kan leve som Liljerne paa en Mark.

Fru Linde gør en Pavse og tæller for sidste Gang de hele Kroner.

– Med Familje, sluttede Fru Linde.

– Naa, min Pige, siger Gamle Linde, lad os idetmindste være taknemlige for Kapitelstaksten.

Præstefrøkenen og Pastor Andersen morede sig med at vælte Møblerne i Salen: de spillede Gulvkrocket.

– Jeg hytter mig for Mo’er, sagde Frøken Agnes. Alle de uædlere Elementer er i Oprør hos Mo’er paa de store Offerdage.

* * * * *

Julen gik.

Katinka syntes ikke, hun havde haft saa rar, hjemlig en Jul siden længe, ikke siden hun var hjemme. Ikke, at der skete noget særligt og mer end ellers; de var hos Lindes med Huus og et Par andre, og Frøken Linde og Kapellanen kom til dem en Aften med Kiær og Huus. Frøknerne Abel var til Eftermiddagstoget og blev ogsaa bedt ind. Og efter Ottetoget dansede de i Ventesalen og sang til.

Noget særligt var der ikke. Men det var, som om alting var i saadan en lykkelig Gænge.

Den eneste, der, “gnavede” lidt, var Huus. Han sad tit og faldt hen i den sidste Tid.

– Huus, sagde Katinka, sover De?

Huus fór helt sammen, som han sad.

Bai blev ganske smittet af det hele Veltilmode i Huset.

– Satan til Indflydelse Vejret kan ha’e, sagde han, naar han stod paa Perronen og havde ekspederet Eftermiddagstoget. Føler mig s’gu forbavsende vel i denne Tid – forbavsende vel….

Og hele deres Ægteskab var i denne Tid som forrykket og rykket Aar tilbage. Ikke paa nogen Maade voldsomt eller hidsigt, men fortroligt og fornøjet.

Det var Nytaarsaften hen mod tolv. Bais var oppe for at drikke Aaret ind.

Der lød et vældigt Rabalder mod Plankeværket.

– Hva’ Pokker, sagde Bai, det gav et Choc i baade ham og Bentzen, der spillede seks og treds, Peter ku’ gerne spare paa Krudtet.

Det bankede paa Ruden, og Huus’ Stemme raabte “Glædeligt Nytaar”.

– Hva Fa’en – er det Huus, sagde Bai og stod op.

– Jeg tænkte det straks, sagde Katinka. Hun havde helt faaet Hjertebanken af Rabalderet.

Bai kom ud og fik lukket op. Huus var i Slæde.

– Men bevares, sagde Bai, kom dog ind og drik paa ’et….

– Godaften, Huus, Katinka kom frem i Døren. Vi drikker dog Aaret ind, sagde hun.

De bandt Hesten ind i Varehuset, og Katinka gav den Bred.

De drak Aaret ind og bestemte, de vilde blive oppe til Nattoget. Det kom forbi Klokken to.

– Spil et Stykke, Tik, sagde Bai.

Katinka spillede en Polka, og Bai brummede til.

– Ja, sagde han, man var en svær Danser i sin Tid, hva’ Tik? Han kildede hende ned paa Halsen.

De gik ud paa Perronen. Himlen var mørk for første Gang i lang Tid.

– Det gi’r mer Sne, sagde Bai. Han tog lidt løs Sne og tjattede det i Ansigtet paa Lille-Bentzen. Det blev en almindelig Fægtning en Stund.

– Dér har vi ham, sagde Bai. De hørte Toget som en fjern Brusen.

– Mørk er ’en s’gu iaften, sagde Bai.

Støjen kom nærmere. Nu rokkede Lokomotivet over Broen. Det lille Lys kom nærmere og voksede; saa bruste Lokomotivet frem fra Mørket som et stort lysøjet Bestie.

Og de stod alle fire stille, mens det raslede hastigt forbi. Damp stod af Vejen mens der faldt Lys fra Vognene ud over Sneen.

Klaprende gik det bort, ud i Mørket.

– Hm, sagde Katinka, saadan gaar vi ind i Aaret. De havde staaet tavse lidt.

Hun lænede sig op til sin Mand og strøg Haaret mod hans Kind.

Bai var ogsaa grebet af Situationen. Han bøjede sig ned og kyssede hende.

Toget bruste langt borte. De vendte sig alle og gik ind.

Huus var gram mod Dyret, da han kørte hjem i Slæden. Af Pidsken fik det, saa det føg, og Forbandelser i Tilgift,