Читать книгу Det Nye Testamentes Omverden - Birgitte GraakjAer Hjort - Страница 4
Forord
ОглавлениеDet er min hensigt med denne bog at give en indføring i et bredt spektrum af emner, som er af betydning for at forstå Det Nye Testamentes omverden i form af politiske, filosofiske og religiøse forhold. Beskrivelsen af de enkelte emneområder skal give læseren et kendskab til det samfund, som Det Nye Testamente med dets skrifter, personer, tankegange og hændelser selv er en del af. Kronologisk har jeg afgrænset perioden til primært at dække tidsrummet fra Aleksander den Stores regeringstid til Bar Kokba-opstanden.
Bredden i emneområder har gjort det nødvendigt at foretage et udvalg af de talrige grupperinger og strømninger såvel som af det righoldige arkæologiske og litterære materiale. Alene det litterære materiale spænder vidt fra fragmentariske historiske notitser til filosofiske værker og religiøse dokumenter. Dertil kommer, at enhver beskrivelse af den politiske og historiske udvikling i en given periode samt enhver præsentation af en religiøs gruppe, en filosofiske skole eller lignende må ske i bevidstheden om, at der er indbyrdes divergerende holdninger og handlemåder. Også graden af tilknytning og tilpasning til det, som er f.eks. en gruppes fælles identitet, kan variere stærkt fra person til person, fra periode til periode og fra sted til sted. Faren for forenkling er derfor indlysende. En indføring i så mange delområder som denne bog dækker må i sagens natur tage udgangspunkt i de mest centrale fælles kendetegn for hvert af de områder, der søges præsenteret. Jeg har således bestræbt mig på at give en række introducerende præsentationer, som kan danne baggrund for videre studier af de enkelte områders mange facetter og nuancer. Til det formål er der efter hvert hovedkapitel anført litteratur. Overlapninger mellem litteraturlisterne har været uundgåelige pga. de mange indbyrdes sammenhænge mellem emnerne. Det gælder ikke mindst mellem litteraturlisten med generelle fremstillinger (se side 122f.) og litteraturen til præsentationen af jødisk religion (se side 317-326). Jeg har ikke desto mindre valgt at fastholde opdelingen af litteratur for at lette litteratursøgningen til de enkelte delområder for læseren. Endelig vil jeg anbefale læseren at bruge Det Danske Bibelselskabs Bibelatlas, navnlig når det gælder læsningen af det politiske og historiske stof.
I gennemgangen af den historiske og politiske udvikling forekommer der adskillige årstal, hvoraf nogle selvsagt er mere væsentlige end andre. I et forsøg på at fremme læserens overblik har jeg foretaget en sondring, så de mindre væsentlige årstal er anført i parentes.
Ingen bøger skriver sig selv. Forud for en publikation går der en længerevarende arbejdsproces, hvor det blandt andet er værdifuldt at have gode samtalepartnere at drøfte en bogs indhold med. Det er også tilfældet for denne bogs vedkommende. Derfor er der en række person, jeg ønsker at takke.
Først og fremmest tak til Aage Pilgaard og Ellen Juhl Christiansen for samarbejde om bogens tilblivelse i dens forskellige faser og for nyttige ændringsforslag. Dernæst tak til en række øvrige kolleger, som jeg har haft glæde af at drøfte enkeltdele med – Ole Davidsen, Per Bilde, Benedikt Otzen, Geert Hallbäck og Morten Thomsen Højsgaard. Endelig tak til stud. theol. Charlotte Locht, som har checket kildehenvisningerne, udarbejdet bogens registre m.m., samt til en gruppe studerende, som har kommenteret manuskriptet.
Tilbage bliver der en enkelt person, som jeg skylder en særlig tak. Det gælder professor i Ny Testamente ved Københavns Universitet, dr.theol. Mogens Müller. En hjertelig tak for engagement i projektet, for detaljerede og omhyggelige kommenteringer af de enkelte kapitler og for udbytterige drøftelser af stort og småt. Der er ingen tvivl om, at bogen skal tilegnes netop ham!
Hvad det praktiske angår, er dele af manuskriptet skrevet i månederne efter min første søns fødsel, hvor både hans mormor og hans bedstemor beredvilligt skaffede mig arbejdsro. Tak til dem begge for kærlig pasning og gode arbejdsvilkår. Hvad angår finansiering af bogen, takker jeg Aarhus Universitets Forskningsfond, som generøst har dækket udgifterne til publikation.
Birgitte Graakjær Hjort
cand. theol., ph.d.
Adjunkt i Ny Testamente
Aarhus Universitet
Århus, januar 2003