Читать книгу Skovstrup-Folk: To Fortællinger - Bondesen Ingvor - Страница 4

Der var Bryllup hos Jakob Mikkelsens. Ikke blot var Jakob den største blandt de store Gaardmænd og Bruden eneste Barn, men Stuehuset var flunkende nyt og frembød en saadan Svite af Rum, at de to Tredjedele stod ubenyttede Aaret rundt. Det var tildels bygget med den forestaaende Begivenhed for Øje.

Ved Middagstid var hele Gaarden fuld af blanke, urolige, stampende Heste, skinnende Seletøjer og lakerede Vogne, saa tæt stuvede sammen, at der hørte en ikke ringe Kunst til at rede sig ud af Virvaret. Saa drog det store Tog de tre Fjerdingvej til Kirke og fra Kirke og blev bænket ved de lange Gildesborde. Der var dækket hele Salen rundt og i tre Stuer foruden. Retterne vare mange, og Maaltidet varede naturligvis længe. Da Lystigheden var paa sit højeste, kom Skafferen med Salmebøger. Den unge Skolelærer rejste sig og intonerede en Bordsalme. I et Nu indtraadte den dybeste Stilhed, i et Nu lagde Alvoren sig dyb og mørk over hvert et Aasyn i hele den rødglinsende, støjende, hundredhovede Kreds. Det var, som om Munterheden kun var en Maske, og som om den ringeste Anledning var nok til at faa den til at falde, til at kalde det stille og tavse frem igjen, der Sommer og Vinter, Vaar og Høst hviler over Landsbyen og dens Skove.

Efter at Salmen var sunget, rejste man sig fra Bordet og sagde hinanden Tak for Mad. Skafferen bød Cigarer om; i brugte Cigarkasser stod der Tobak til to Kroner Pundet. Det var det eneste, Jakob Mikkelsen ikke skulde have gjort. De gamle Husmænd talte temmelig lydt i Krogene om, at det var simpel Tobak; den de røg til halvfjerds Øre Pundet var meget stærkere.

Gjæsterne drev om inde og ude; der blev aflagt Besøg i de nærmeste Gaarde, mange af Ungfolkene gik ud i Skoven for at lede efter Skovmærker. Lindenberg havde sluttet sig til en lille Gruppe af Byens Gaardmænd, der tilfældigvis vare blevne staaende udenfor Stalddøren. Han dampede saa ufortrødent paa sin Pibe, som om der ikke havde været budt Cigarer om, og saâ saa alvorsfuld og skikkelig og kjøn ud, som han hverken havde set Port- eller anden Vin ved sin Kuvert.

Han havde god Tid til at ryge, thi han tog kun ringe aktiv Del i Samtalen, hvad enten den angik de nyeste Begivenheder paa Kreaturhandelens Omraade eller det meget omdebatterede Spørgsmaal, om man burde lægge meget eller lidet eller slet ingen Jord til den paatænkte Fattiggaard. Politiken var paa denne Egn yderst sjælden Gjenstand for Underholdning; man foragtede dybt det hele Rigsdagskævl, og det var en af Skovstrups store Gaardmænd, der engang havde udtalt sin Opfattelse saaledes: »Jeg har aldrig været til Valg. Skulde jeg stemme paa nogen, vilde jeg stemme paa Kongen. Hvad forstaar de andre »Indioter« sig paa at regere?«

Da Kaffen var drukken, blev Salen ryddet for al Opdækning, og Dansen begyndte. Der var fire Musikantere. I de andre Stuer lige ud til Folkestuen kom Kortene paa Bordet, og om dem samlede sig efterhaanden Mændenes Interesser, medens Konerne dels søgte Salen for at se paa Dansen, dels tyede ind i Havestuen, hvor der var mindre Støj og mindre Gjennemfart. Her var det en høj Gaardkone, der førte Ordet: en Sygdomshistorie med Hospital og Operation. Belysningen var rødlig-taaget; utydeligt dukkede Ansigter og spraglede Kappebaand frem gjennem den bølgende Em og Tobaksrøg, der drev ind fra Salen og de andre Stuer; Musiken og Dansetrinene lød dæmpet ind, blandet med Brus af Stemmer og Latter og Tallerkenklirren fra Køkkenet. Alle Konerne sad som Stenstøtter under den langtrukne, monotone, gruopvækkende Beretning.

Lindenberg var kommen ind i den øverste Dagligstue, hvor han stod ved et lille Sidebord og stoppede sin kjære, uadskillelige Pibe. Her blev han angreben af en lille, oprømt Mandsskikkelse, der kom ind fra Gangen og styrede lige imod ham med fremstrakt højre og et »God Aften, Hr. Skolelærer!« saa inderligt, at Lindenberg strax fattede Godhed for Manden.

Forresten var han lidt fuld.

»Ja De kjender ikke mig,« sagde han og rystede Lindenbergs Haand med en Varme, som om de havde været Venner fra Fødselen af. »De kjender ikke mig, men jeg kjender Dem, for De er mine Børns Lærer og Vejleder. Mit Navn er Mads Mogensen. Jeg arbejder i Skoven. Jeg kommer sjældent til Bys.«

»Naa, saa har De en Dreng og to Piger i Skolen.«

»Det har jeg. Er de skikkelige, for èsen skal De bare tæske dem. Jeg siger hver Morgen til dem, naar de gaar: I skal lystre jeres Lærer, èsen faar I Tæsk. Kan I jer Lejse, siger jeg, èsen skal jeg paa Søndag gaa op til Skolæren og bede ham om at tæske jer.«

Lindenberg smilede.

»Jeg skal sige Dem, Hr. Skolærer: jeg var i min Tid Numer ejt i min Klase. Og hvad det angaar med at synge: jeg kunde alle Melodierne. Naar der var noget højtideligt paa Færde i Kirken, blev jeg og et Par andre stillet op ovenfor Prædikestolen. Jeg var Forsanger. Degnen sagde den sidste Vinter til mig: Jeg kan ikke lære dig mejr, Mads Mogensen, hverken i Skrevten eller i Regnebøven. Og jeg tror, Børnene kommer til at slægte mig paa i det Stykke.«

»Er de ikke noget tungnemme?«

»Det har de efter Moderen. Hun staar helt uden for Videnskaben. Men De skal bare lade dem lære væk. En god Opdragelse, Hr. Skolærer, er det bedste, vi Smaafolk kan give vore Børn.«

Lindenberg slap langt om længe fra Mads Mogensen. Han afslog at spille Kort, thi han elskede Dans; alligevel var det ham altid svært at faa begyndt. En Tid lang stod han i Døren op til Salen, hvor der var en stærk Trængsel af Tilskuere. Par efter Par hvirvlede forbi med Støvskyer og Trækvind efter sig.

»De giver da mig en Dans, Lindenberg,« sagde Anders Jepsens Kone og lo paa sin sødlige Maade. Det skulde naturligvis være Spøg.

Opfordringen var Lindenberg ret kjærkommen, og skjønt Maren ivrigt forsikrede, at hun var for gammel til at danse, var det tydeligt nok, at hun heller end gjærne vilde med. Skolelæreren førte sin høje, velbyggede Skikkelse smukt, lidt menuet-værdigt; han passede ret til at danse med Koner.

De satte sig paa en Bænk modsat Døren, hvor der var Plads ledig, men det var ikke Lindenbergs Agt at blive dèr længe. Hans Tanke vendte sig fra Moderen til Datteren; Annette kunde passende være Numer to. Hun blev lige fra en Mazurka vugget ind mellem nogle unge Piger, der havde klumpet sig sammen i et Hjørne. Der stod ogsaa Per Skrædders Sidsel. Lindenberg kom til at huske paa de tyve Aar og de mange Kjærester; den Dag var hun i Kaabe og Slør, men nu skulde han rigtig lægge Mærke til hende. Lejligheden var gunstig. En af Lampetterne paa Væggen kastede hele sin lille Lysstrøm over hende, hvorimod Lindenberg selv sad i Midtstuens Halvmørke. Det var et Ansigt saa ulig andre Bondepigers, en lille fin Oval med en Tone af Auriklens brunlige Varme, et Par urolige, glimrende Øjne og Krop som et Egern.

Efter en Del Betænkeligheder rejste Lindenberg sig og styrede Kaasen mod Annette. Men just som han med et lille forlegent Buk fæstede Blikket paa hende, fik han et Stød af en forbidansende Kavaler, der nødte ham til en ufrivillig Drejning bort fra hende. I det samme blev han blændet af et uhyre Glimt fra Sidsels Øjne, og inden han vidste hvordan, havde han Armen om Egernets Krop og var i Dans med hende. De talte ikke med hinanden under Dansen, havde i deres hele Levetid endnu ikke vexlet Ord med hinanden, og dog var de et Par, viet af Musikens Genius; hun var ham vild fremmed, var Dame, og dog laa hendes Arm fast paa hans, dog holdt han hendes ubehandskede Haand i sin. Og hvor kunde hun danse! —

Han skyndte sig at gjøre Fejltræffet godt igjen ved at give Annette den følgende Dans; paa dette Tidspunkt begyndte han at føle sig hjemme i Selskabet. Ved Midnatstid brød flere af de fjærnere boende Slægtninge op, enkelte gamle fra Byen tog deraf Anledning til ogsaa at byde far vel. I de mindre Stuer sygnede Gildet efterhaanden hen, Punschebordet stod med tom Bolle og Slatter i Glassene, flere af Spillebordene stod forladte; der var under den første Tagen Afsked flyttet en Del om med Lys og Lamper, saa der var dunkle Partier i Rækken af de oplyste Stuer. Hist og her sad et Par ældre Mænd og hang trætte og søvnige over et Bordhjørne, snakkede trægt og gabede skiftevis. Konerne fra Byen underhandlede med deres Mænd om, at nu skulde det være Alvor. Men i Salen blev der mere og mere Fart i Dansen.

Ogsaa Lindenberg var omsider tøet fuldstændig op. Punschen, Varmen, Musiken og Dansen havde faaet Bugt med hans tilknappede Væsen; han havde danset med Koner og Piger, klinket med Mænd og Karle, sunget Skaalvers og raabt Hurra, og hvad der var det mærkeligste: han havde i flere Timer forsømt sin kjære Pibe; den var bleven borte for ham. Efter nogen Søgen fandt han den omsider i et Vindueshjørne, fik den stoppet og tændt og gik ad en aabenstaaende Sidedør ind i Havestuen for at sondre sig lidt fra Heden, Støvet og Støjen, for at hvile sig i et Sofahjørne ene og uforstyrret. Der var ingen Møbler i Stuen undtagen den samme Sofa og saa en Kommode henne ved Vinduets Sidevæg. Et næsten udbrændt Stearinlys i Messingstage spildte sine sidste Flammer paa nogle sorte, langhalsede Flasker i Vindueskarmen. Med en snurrende Fornemmelse i Hoved og Lemmer satte han sig i Sofaen, lagde et Ben op og lænede sig tilbage, medens han udsendte vældige Skyer af den Tokroners Tobak.

Han havde imidlertid næppe begyndt at føle Hvilens og Stilhedens Sødme, før han igjen dreves op i siddende Stilling ved, at der kom nogen løbende ind fra Salen, leende, stakaandede, trætte. Det var Annette og Sidsel Arm i Arm.

»Lad os se, om her ikke skulde være noget Øl,« sagde Annette. – »Men Gud, sidder De her – alene!« udbrød hun, da hun i det samme fik Øje paa Lindenberg i Sofaen.

»Er De bleven træt?« Varme, overgivne, halvt endnu dansende stod Pigerne foran Sofaen.

»Frygtelig,« svarede Lindenberg oprømt. »Trænger De ikke til at hvile Dem lidt. Her er Plads til os alle tre,« tilføjede han og slog dristigt med sin flade Haand paa Sofahyndet til venstre.

»Det var maaske ikke saa galt,« sagde Sidsel, snurrede Annette en halv Gang rundt og trak hende med sig ned i det samme, for at hun skulde sidde Lindenberg nærmest. Men Annette var lige saa bly som Sidsel og styrede i Faldet ind imod Hjørnet, saa Sidsel kom til at sidde paa hendes Skjød.

De lo dygtigt begge to, og Lindenberg spurgte muntert: »Er De bange for at sidde ved Siden af mig? Skal jeg tøfle af?«

»Nej, nej,« svarede de i Kor, og Sidsel gled ned i Midten. »De skal da ikke gaa for vor Skyld,« tilføjede Annette.

»Her er ogsaa god Plads til os alle tre,« sagde Sidsel og vrikkede sig til rette, samlende lidt paa Kjoleskjørtet.

»Morer De Dem?« spurgte Annette fra venstre.

»Udmærket,« svarede Lindenberg og lod Piben glide ned et Sted paa Gulvet.

Annette og Sidsel sad og legede med hinandens Fingre.

»Vi skal vel snart hjem?« sagde Annette igjen.

»Er Deres Forældre gaaet?« spurgte Lindenberg.

»Ja for længe siden!«

»Saa kan vi følges ad. Vi skal én Vej.«

»Det skal vi. Hvordan kommer du hjem, Sidsel?«

»Jeg?« udbrød Sidsel og lo. »Jeg kommer nok hjem.«

»Ja men hvem skal du følges med. Der er ingen der ude fra.«

»Det har jeg ikke tænkt paa endnu. Der bliver nok en eller anden, der forbarmer sig. Hvis ikke, kan jeg gaa ene.«

»Gjennem Skoven, saa mørkt det er?« sagde Lindenberg.

»Det har jeg gjort de hundrede Gange i gamle Dage. Jeg er ikke bange. Hvem skulde vel tage mig?«

»De bliver nok taget,« svarede Lindenberg overgiven og lo.

»Taget?« spurgte Sidsel troskyldig.

»Hvis De ikke allerede er,« sagde Lindenberg.

Sidsel lo og lagde sin Haand med et lille Smæk oven paa Annettes.

»Skal vi krænge Handsker?« spurgte hun.

»Hvad skal det gjælde?« spurgte Lindenberg og lagde sin Haand ovenpaa Sidsels.

»Den første Sextur med Dem,« svarede hun og rykkede sig tilbage i Sædet.

»Og hvis det bliver mig selv?«

»Saa gaar det om igjen,« sagde hun med et lille Smil paa ham.

Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin.

»Nu begynder vi,« sagde Annette og trak sin højre Haand, der var underst, til sig. – En!«

Hun lagde den paa Lindenbergs. Sidsel tog sin og talte: »To!«

»Hvor langt tæller vi?« spurgte Annette.

»Til elleve,« svarede Lindenberg hurtigt.

Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den sidste Rest af Vægen bøjede sig og druknede. Lyset gik ud.

De lagde ikke Mærke dertil. De vare saa optagne af at tælle.

»Otte!«

»Ni!«

»Ti!«

Elleve faldt paa Sidsels Haand.

»Saa bliver det os to, der skal have Sexturen,« sagde Lindenberg.

»Det gjør det nok,« svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen.

»Jeg maa se, om jeg kan finde noget Øl,« sagde Annette. »Jeg dør af Tørst.«

Hun smuttede hurtigt ud af Stuen.

»Gik det ogsaa ærligt til?« spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der var nu bedre Plads i Sofaen.

»Hvilket?« spurgte han.

»Det med elleve.«

Fra Salsdøren faldt en Smule Lys ind. Hun nærmede sig hans Ansigt og saâ lige paa ham.

»Jeg kan se paa Dem, at det var ikke ærligt. De er vist dygtig til at regne.«

»Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornøjet med Udfaldet,« sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa i hendes Skjød.

Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og elektriserende varm.

I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter fælles Indskydelse.

»Skal vi saa have den Sextur?« spurgte Lindenberg.

»Ja og saa skal vi af Sted,« sagde Annette. »Klokken er over to.«