Читать книгу Bjørneæt - Etlar Carit - Страница 5

En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder: Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik.

Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt beboede.

Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt.

Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering, ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar. Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag, bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn.

»Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,

nedlagdes første Steen til dette Klippehuus.

Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,

bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!«

Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad 1799.

Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige, udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre findes ogsaa et Epigram:

Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt

Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd

Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt,

og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen.

Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden om at have virket til Kongens og Statens Gavn.«

Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?«

Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig 1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort Bekjendtskab til Slægten, og hvis modige Bedrifter vi lære at kjende i vor Fædrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fædrene- som Mødreneside et tappert og ædelt Blod, som bragte disse Søskendes Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage.

Den danske Professor Jens Møller skriver derfor med Rette:

Stoltere Brødrepar vist ingensteds findes paa Jord;

høiere lued' end ei i Miltiades' Dage

Fædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.

At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen forekommer i denne Fortælling.

Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.

»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden, »jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. – Vi ere Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget til en altopofrende Høide. – Har jeg Ret eller Uret?«

»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet.

»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke, gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt Europas tapreste Nationer.«

»Vi ere med!« raabte Borgerne.

Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter.

»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og Hjem end taale ham i vor Rede!«

»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død.

Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst:

»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets Frelse! – Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude paa Søen.«

Colbjørnsen betragtede ham og spurgte:

»Hvad mener Du?«

»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb – jeg har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.«

»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?«

»Ja saa – De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned paa Bænkesædet.

»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og Frederikshalds Frikorps oprettet.

»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida, Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.«

Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af Værtens kjendte Stemme.

Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa bedste Maade.

»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad – det var ham og hans Søn. – »Svensken er brudt ind i vort Land, og vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det gad jeg nok vide. – Hvem svarer?«

»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage, som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen frem og tilbage.

»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for hver Sætning, han udslyngede.

»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit Kruus haardt i Bordet.

»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge, hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds; vi er blot – Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette, Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham mit Liv.«

»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.

Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren.

»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.«

»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.«

»Bjørnstad! – Fossemanden!« lød det rundt om.

»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor Brönnelsen Bjørnstad ud!«

»Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner til at forsvare sig. – Bort med ham dèr!«

Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede mod Døren.

»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider.

»Saa Du er Bjørnstad?« spurgte Colbjørnsen fra den øverste Bordende.

»Jeg lyder Navnet,« svarede den Tiltalte.

»Saa have vi ingen Brug for Dig for Øieblikket,« ytrede Colbjørnsen og betragtede ham med et koldt Blik.

Bjørnstad foer op; de to Nordmænds Blikke mødtes, og medens de forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn.

»Naar Krigen er endt, skal jeg søge Dig, om jeg da lever; vi To skulle saa i Fred og Mindelighed prøve paa at klare et og andet, som for Byens Øine maa tage sig mærkeligt ud,« sagde Colbjørnsen og vinkede med Haanden.

Bjørnstad syntes ikke at høre disse velmeente Ord. Hans Blikke søgte tilbage til Forsamlingen, overalt mødte han spottende og haanlige Øine, man lo ad ham og talte høit om ham. Han støttede sine knyttede Hænder mod Bordpladen; de rystede under ham og røbede, at hans rolige Mine skuffede.

»Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved at være,« sagde han med et haanligt og spottende Smil. »I Dag trænger Norge til alle sine Sønner; men I viser en af dets kraftige Mænd bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.«

»I viser to bort,« sagde Sønnen høitideligt.

»Uretfærdighed og Selviskhed, det er Jert Løsen i Dag som for fem og tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem,« vedblev Bjørnstad.

Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjøbmanden reiste sig og aabnede Papiret med stor Værdighed.

»Halvor Brönnelsen Bjørnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsøvrighed, har ladet haant om alle Rettens Stævninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom, vort Tømmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei. Bemeldte Bjørnstad tilsiges herved at give Møde i Frederikshald Stad den 1ste Marts for at udsone den ham idømte Straf af tre Maaneders Fængsel i vor Raadhuuskjælder samt tilpligtes at udrede en Bøde af 200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennævnte Lovovertrædelse. Dersom bemeldte Bjørnstad ei er at antræffe i sin Bolig, ei heller adlyder ovennævnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at regne blive lyst fredløs, og enhver god, norsk Borger opfordres at hjælpe Øvrigheden med at tage ham til Fange, død eller levende, og bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nærmere over ham kan besluttes.«

Kjøbmand Walck oplæste dette Dokument med høi og gjennemtrængende Stemme. Da Læsningen var endt, sænkede han Papiret og tilføjede:

»Med denne ærede Forsamling af velfornemme Kjøbmænd og Borgere som Vidner, har Bjørnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stævning, hvorefter han sig haver at rette.«

Bjørnstad havde ligbleg, med opreist Pande hørt Stævningen tilende. »I sammenrottede Partifæller og Tallerkenslikkere, I som krybe for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamløst over jeres egne Landsmænd, der endnu ikke have lært at bøie Nakken under Aaget!« raabte han med Tordenrøst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, bøiet frem over Bordet. »See, dette er jer Samfundsret! Jeg væmmes ved jert hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, værer saa Alle mod mig, som jeg er mod Eder Alle. Første Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften jage I mig af min Fædrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i Skovene – eller deroppe, hvor Retfærdigheden boer. Maatte I da Alle, som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fædrelandet!«

Bjørnstad blev et Øieblik overlegen og udfordrende staaende overfor den sydende og bølgende Menneskemængde, med oprakt knyttet Haand, medens hans Øine skøde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han Forsamlingen Ryggen og skred mod Døren. Sønnen, som var traadt frem til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af et rødtærnet Tørklæde og skjød det midt ind paa Bordet.

»Der har I vort første Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!« raabte han; »det reddede Bjørnstads Søn, mens I laa i jeres lumre Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.«

»Er Du den unge Bjørnstad, saa kan Du blive hos mig,« sagde Colbjørnsen. »Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.«

»Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer,« raabte Drengen, medens han baglænds drog sig tilbage mod Døren. »Troer I, jeg vil traske om og lade mig snøfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham dèr« – han nikkede over mod Kjøbmændene – »sidder hernede og snyder sig fra at betale os vore ærlige Bropenge fra Fossen.«

Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dør, hvorudenfor skimtedes brændende Fakler i Gaden og mørke Skikkelser, der færdedes frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende Øine saae udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David, hvis Haand famler efter Slyngen, mens han søger Fjenden med sit glødende Vredesblik.

I det Døren lukkede sig efter den gamle og unge Bjørnstad, lød atter Papegøiens skjærende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev tilbage i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue.

Da Fader og Søn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod Broporten, hvor klaprende Trin gjenløde i Mørket, hørte de en Stemme gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Løb ned efter dem.

»Stop lidt, Morbror Halvor!« lød Skipper Daniels Stemme.

Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stønnende.

»Her er et Brev til Bror Jørgen deroppe i Mors Hytte fra Søster Ulle,« sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. »Jeg lovede forgangen at bringe ham det i Hænde. Hun har forskaffet Olaug en god Plads – det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. – Vil Du fly Jørgen det snarest?«

»Det skal blive besørget,« svarede Halvor. »Men siig mig, hvorfor gav Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.«

»Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjæsternes Paasyn,« svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; »jeg kunde jo komme til at vanære mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nær i Familieskab sammen. Det gjælder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brænding, min Gut!«

Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rædsler. Han gik hen ved hans Side og sagde:

»Nu veed jeg, hvad Du er, Far.«

»Hvad mener Du?« spurgte Bjørnstad barsk.

»Du er af Bjørneslægt!« svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed. »Veed Du ogsaa, hvem jeg er?«

Bjørnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik.

»Jeg er din Søn!« sagde Drengen og saae ham ind i Øiet.

Faderen rakte ham Haanden. Sønnen beholdt den i sin, og de skrede tause videre opad mod Fjeldet.

Oppe i Hjemmets Dør stod en Kvinde, bøiet og stum og lyttede ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det Sonoffer, som hendes kjække Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte Byens Øvrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem, fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange, bitre Kampens Aar?