Читать книгу Mit Liv og Levned - Fibiger Johannes - Страница 2

At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Præst for Ønslev og Eskilstrup Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.

Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke Landevei, som fører fra Nykjøbing til Gaabense Færgested, kan det skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog har Jærnbanen allerede igjen gjort den forældet. For tresindstyve Aar siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjærder og Piletræer, og havde Tid nok til et langt Svinkeærinde henimod Skoven, hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:

Det er Novemberveir, og gjennem Sølet arbeider sig en i Remme hængende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet Læder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side, og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Læderet indsyet Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.

Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmærke, en Kudsk i rød Trøie med gul Krave, lyseblaa Buxer, høi Hat med bredt hvidt Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.

Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag en Mand lidt under Middelhøide. Han seer endnu lavere ud, som han med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrøse høie Cylinderhat er trykket dybt ned over Øinene, men ved Siderne kan man see sort kruset Haar, og af de regelmæssige Bryn skjønne, at det er en smuk, tænksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter gæmte Hænder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At han arbeider stærkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervøse Træk om Øinene, og at han føler dybt og kjærligt, af det usædvanlig bløde og blide Minespil om den fintformede Mund.

Kudsken fortæller maaske netop en Historie, og da den Reisende saa jævnlig har underholdt sig med ham som sin Ligemand, kan der ogsaa deri forekomme en drøi landlig Skjemt. Da trækker sig hans drømmende Øine sammen med mange Rynker, det bløde Ansigt viser, hvad gladt Minespil det er istand til, og han opslaaer en frisk hjærtelig Latter. Saa synker han igen hen, og kun den let krogede Næse og den fine, glatragede Hage sees under Hatten.

Under Vognlæderet klamre fire smaa Hænder sig fast til Døren, og to smaa Drengeansigter, indbundne i strikkede Sjaler, kige nysgjerrig ud. Den ene, halvtredie Aar, med Faderens mørke krusede Haar, den anden, kun syv Fjerdingaar, noget lysere, mere rundkjæbet og mere lig sin Moder; begge rødmussede og friske.

Over dem kommer et moderligt Ansigt tilsyne, ikke just smukt, men indtagende nok og yderst bevægeligt. Efter Tidens over al Maade smagløse Skik skæmmes det af en stor høiskygget Fiskebenshat, under den brede Kappepiber fra det ene Øre til det andet, og et Par stive Virekrøller hængte i et Baand paa hver Side af den stærke aabne Pande. For Øieblikket er hun ifærd med at passe paa Drengene. De store lyseblaa Øine spille af Iver, og den vidtudskaarne Mund bevæger sig ustandseligt, medens den med overraskende Hurtighed udsender vidtløftige Forklaringer over enhver Ting, de smaa Fingre pege paa, blandede med kraftige Formaninger om ikke at strække sig for vidt ud af den aabne Vogndør.

Kiger man dybere ind, ser man endelig paa Forsædet en tolvaars Dreng, der har meget af Moderens, men intet af Faderens Træk. Efter sin Vane søger han nu med æventyrlige Fortællinger og stærke Gesticulationer at gjøre Indtryk paa Tilhørerne, men det er formodenlig spildt paa den halvtsovende Tjenestepige, der ved hans Side vugger et sex Ugers meget lille og fint Pigebarn paa sit Skjød.

Saaledes forestiller jeg mig mine Forældre den Dag, da de havde givet sig paa den lange besværlige Reise til Jylland med deres tre Børn. Den fjerde og ældste var min Moders Søn af første Ægteskab, Caspar Smith. Hun var dengang 33 Aar og Fader 38. Tidspunktet var den November 1822, da vor Verdensdel følte sig beængstet af at Stormagterne sad i Verona og trak deres Fangereb tættere sammen, men paa Faltsters Landevei kan jeg ikke troe, at Sindene var trykkede af saa store Ting.

Min Fader, Peder Grib Fibiger, havde været Overlærer ved Latinskolen i Nykjøbing. Nu var han kaldet til Rector i Kolding.

Jeg, som var den mindste af de to, der stod ved Vogndøren, vidste selvfølgelig intet hverken af Falster eller Jylland, og havde ingen andre Bekymringer end det store Sjal, der hindrede mine oprørske Frihedsbevægelser. Men ligefuldt gaar Erindringen en Del længere tilbage end den kan række paa egen Haand. Familieminder blive snart ligesaa levende som Ens egne. Er da Livet paa Falster end ikke Del af mine første Minder, har jeg dog altid ikke blot havt Forvisningen om, at jeg er født der, men ogsaa en levende Forestilling om, at der havde jeg først taget denne Jord i Øjesyn.

Mine Forældre levede ikke længe her paa Falster, men det var de første fire Aar af et lykkeligt Ægteskab, hvori de efter svære Hjærtesorger og Prøvelser, hver paa sin Vis, endelig havde fundet hinanden, og deri fundet Fredens Havn for Livet.

Det var en hed og tordensvanger Sommer, det Aar 1819, da deres første Barn blev født. Lynene foer jævnlig knittrende ned i Sundet og splintrede mangen gammel Eg derovre paa Lollands Kyst. Det var trykkende, sagde Moder, at vende hjem om Aftenen til den lille Kjøbstadsleilighed ovenpaa i Murmester Martens Gaard paa Langgaden.

For min Fader var det mindre trykkende. Han længtes efter sin Skrivepult. Hans Vinduer vendte ud imod Sundet, der stod han med Blikket hvilende paa Aftengløden over det stille Vand, og drømte de Drømme, jeg saa godt kjender fra den Del deraf, han har givet mig i Arv; og der saaes hans Lys sent i Natten, medens han gjorde sine Oldtidssyner saa levende ved den Rigdom af Naturskjønhed, der fyldte hans Sjæl.

Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Væsen, men desuagtet en stor Romantiker og en sværmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille, musikalsk Natur. I den Tid, jeg kan mindes, var det altid hans Skik, naar Dagen begyndte at hælde og hans Hoved var træt, at tage sin Hustru under Armen og vandre Egnen rundt. Naar vi Børn sprang omkring dem, vidste vi godt, hvad der boede i Forældrene. Hvoraf vi vidste det, hører til Livets Hemmeligheder, for vi lyttede just ikke efter deres Samtaler.

Da de nu forlode Falster, kan det vel have været med blandede og ikke ganske samstemmende Følelser. Min Moder var en Øbo, og Jylland hende et fremmed Land, hvor hun først skulde forsøge, om hun og hendes kunde trives. Med min Fader var det anderledes; han følte sig som Jyde, han drog til den Egn, hvor hans Slægt hørte hjemme.

Dog var han tidlig nok bleven omplantet paa sjællandsk Grund. Det Billede af Familien, jeg foreløbig har givet, har sin Forhistorie, og førend jeg igjen kommer tilbage til min egen Omplantning, maa jeg betragte mine Forældres Slægt og tidligere Liv.

Man pleier i en Levnedsbeskrivelse at tale adskilligt om, hvorvidt man mest ligner sin Fader eller sin Moder, eller hvilke Egenskaber, man har fra den ene, hvilke fra den anden. Et Menneske er et Skud paa Livets Træ, men skudt ud af to Grenes Forening. Jeg maa altsaa have dem sammen for at forstaae mit Livs naturlige Udspring, og i den Anledning maa jeg tale om deres Forening.

Min Fædreneslægts Familiehjem var Færgegaarden Snoghøi ved Lillebelt, som dengang havde mere Betydning end nu, da hele Forbindelsen mellem Øerne og Udlandet hovedsagelig gik over dets Skibsbro. Gaarden var i Begyndelsen af forrige Aarhundrede først bleven erhvervet af Tordenskjolds Kampfælle, Commandør Peder Grib. Han havde faaet den som en Hædersgave af Kongen som Løn for sine Fortjenester, sagde man i Familien. Men da denne Forklaring kan være paavirket af nogen Familiestolthed, anseer jeg den anden, at han havde kjøbt den for sine Prisepenge, for mere sandsynlig. Hans Datter, som arvede den, blev gift Lindam, og i den Lindamske Familie giftede min Farfader, Gotfred Fibiger, sig atter ind.

Om ham har jeg intet andet Minde end det i den Tids Stil høist fornuftige og gudfrygtige Brev, hvori han bad en Ven af sig, som var Huslærer paa Snoghøi, at frie for sig til den næstældste af Peder Gribs Svigersøns Carl Lindams Døttre, Anne Sofie, som efter sin Faders Død (1778) var bleven Arving til Snoghøi.

Frieriet var heldigt, og Gotfred Fibiger blev Eier af Snoghøi. Han var fra Aalborg, var Jurist, og forenede nu med Tjenesten som Postmester, Transportforvalter og Gjæstgiver ved Færgegaarden en Virksomhed som Egnens Procurator. Med sin Anne Sofie havde han to Sønner, Carl og Gotfred, men deres Moder døde efter sin anden Søns Fødsel (1781) og næste Aar ægtede han hendes Søster Christiane, som blev min Bedstemoder.

Om min Farfader har jeg ikke videre at melde. Da han allerede døde i Januar 1795, har hans Sønner ingen klar Erindring havt om ham, desaarsag er der heller ingen kommen til mig.

Men hans Hustru Christiane har jeg baade selv kjendt og hørt end mere om hende af min Moder, som elskede hende høit og bar stor Ærefrygt for hende. Om hende kan man sige, at hendes Sønner og deres Slægt efter dem har arvet baade Forstand og Hjærte, hvad de saa end tillige have arvet efter deres Fader.

Hun var en kraftig, villiestærk og høitbegavet Kvinde, som efter sin Mand overtog den vidtløftige Bestilling paa Gaarden og med moderlig Kyndighed opdrog sin Søsters to og sine egne fire Sønner, indtil den ældste af dem, Carl, kom saa vidt, at han kunde blive hendes Støtte i hvad Postvæsenet og Færgefarten angik. Den ældste af hendes egne Sønner var min Fader, den anden, Christian, blev i sin Ungdom Sømand, de to yngste, Johan Adolf og Jakob Scavenius Fibiger blev sendte til Kjøbenhavn til Kadetakademiet for at blive Militære. Til disse mine Farbrødre kommer jeg oftere tilbage.

Den ældste af sine egne Sønner bestemte Moder Christiane til at gaae den lærde Vei, og sendte derfor efter sin Mands Død den nu elleveaarige Peder Grib til Roskilde Skole. At hun valgte denne fjerntliggende By, kan have havt sine Grunde. Halvbroderen Gotfred havde gaaet i Kolding Skole, men han havde ikke gjort sin Moder Glæde. Hans forvidtsvævende Lyster havde havt for megen Magt over ham, og han havde ikke naaet nogen ordentlig Stilling. Hun har maaske ment, at Skolen ikke var uden Skyld deri. Der maa desuden have været et nærmere Forhold mellem hendes Mand og Rectoren i Roskilde Johan Henrik Tauber, der ogsaa var fra Aalborg.

Hun søgte altsaa derhen og fik ham til endmere Betryggelse i Huset hos Rectoren. Deri gjorde hun vistnok vel, men efter hans Livs Førelse blev dermed ogsaa hans Fremtids Skjebne afgjort. Han fandt meget mere der end Opdragelse og Lærdom, men det var dog en blandet Lykke, der mødte ham i det bedste Hus, hans gode Moder kunde finde.

I Roskilde Rectorbolig, der dengang havde en tarveligere Skikkelse, men dog ligesom nu fra Domkirkens Fod saae vidt ud over Fjorden og de fjerne Skove, var der et livligt Hjem, fem Sønner og fire Døttre, foruden Pensionærer og den Skare unge Venner, som især Døttrene, og de vare meget egnede dertil, pleie at lokke fra Skolen til Rectorens Hus.

Husfruen, Gregoriane f. Begtrup, en Præstedatter fra Jylland, Pleiedatter af Biskop Rotbøl i Viborg, og da hun blev gift, i Huset hos Rector Worm i Horsens, var en stille elskværdig Moder, og af saa god Dannelse, at hendes Børn og Pleiebørn kunde søge til hende om Hjælp ved deres Lectier.

Tauber selv var en følelsesfuld, endog sværmerisk Mand, men ligefuldt et Forstandsmenneske, en Typus for sin Tid. En Menneskekjender, der kunde tage Folk beregnende, men ikke mindre med Taarer i Øinene favne dem med et Vennekys. Han var af tydsk Slægt; hans Fader Emanuel Tauber var som Kobbersmedsvend indvandret fra Augsburg, havde nedsat sig i Aalborg og var der bleven en velhavende Mand.

Som Doctor theologiæ traadte Tauber altid frem i Skolen i præsteligt Ornat, og førte en Strøm af god Aand med sig ind i den fra Læreres og Disciples Side lige forvildede Republik. Den første Dag, han kom i Horsens Skole, lagde Duxen pligtmæssigt med et dybt Buk et stort Ris paa Kathedret. Han bød ham at kaste det bort, og fortalte siden med Latter, at der som en Løbeild var gaaet det Ord gjennem Skolen: Rectoren vil ingen Ris have! Han reformerede ikke just de tre Skoler, han fik under sin Bestyrelse, dertil var han ikke gjennemgribende nok. Provst Daniel Smith har i sin Skildring af ham sagt, at han fordærvede dem, hvilket upaatvivlelig er en uretfærdig Dom. Han gav i alt Fald et godt Exempel, som dengang høilig kunde behøves.

Min Fader var altsaa elleve Aar, da han af »den agende Post« blev afleveret i Roskilde; og saa lovende det nye Hjem end saae ud, gik det dog der som i andre velbefolkede Huse, at et Barn er mest henvist til Børnene. Den jydske Landsbydreng med det indesluttede uharmoniske Væsen, i sit Indre ubøieligt Høisind, i sit Ydre blød Eftergivenhed eller Taushed, og intet andet Bindeled derimellem end Tungsind og Trang til Forstaaelse, var ikke meget skikket til at gjøre sig gjældende mellem Rectorsønner, der var vante til at spille Mestre paa Pladsen. Fra sin Side har han altid elsket dem som sine broderlige Venner, og de to, der som han blev Rectorer, beundrede han i høi Grad og betragtede dem som sig langt overlegne. De var overmodige og drillevorne og der var ingen Ende paa Historier om Pér's latterlige Udseende, om hvor underlig han bar sig ad og hvor galt han kom fra det. Ja, han gjorde, hvad et Menneske med hans Sind gjør, han forløb sig, naar han gav sine Følelser Luft, og trak sig saa mismodig tilbage i sin Skal.

En glad og sorgløs Ungdom falder ikke i ethvert Menneskes Lod. Ogsaa jeg ligner min Fader deri, at jeg næppe veed, hvad den skjønne Forestilling om Livets Vaar vil sige. Af smaa Optegnelser fra hans Skoletid sees, at han stadig stred ærlig for »at erhverve sig og befæste sig i Dyd«. Og hans Breve til Hjemmet ere i en meget vemodig Tone, bestandige Forsikringer om, at han vilde blive et godt Menneske og gjøre sin Moder Glæde. Stakkel, han var, hvad Livslyst angaaer, altid bag de Glades Række. Medens han ikke havde Frejdighed nok til at faae Tag med i Legen, har han staaet der og dreiet paa Dydens haarde Reb.

Han var ikke religiøs i den Forstand, som ren Christendom tager det. Den fandtes ikke i hans Kreds. Men en redelig og dybtfølende Dreng som han var, blev han under Taubers Paavirkning greben af et høit Sværmeri for sædelig Renhed, og som for enhver, der har levet under Domkirkens Skygge, var dette hierarchiske Monument ham Symbolet paa al Høihed i Livet. Mere ved sin Musik end ved sit Ord talte Kirken til Sjælene, og hans Sjæl var idel Musik.

Hver Morgen gik Skolens Mesterlectie over i Kirken, »at synge for Dronning Margrete«. Det var en Fortsættelse af Sjælemessen, og det turde ikke undlades. Den strenge Marmordronning laa jo bag Altret, og vogtede paa, at man ikke forsømte sin Pligt, saa længe man fik hendes Legatpenge. Daniel Smith siger, »at denne Sangtime var en ren Skandale, der blev gjort de værste Spektakler.« Paa min Fader har den aldeles ikke gjort det Indtryk. Endnu 40 Aar efter, da jeg gik i samme Skole, men ikke sang for Dronning Margrete, baade fordi hun var sovet ind, og jeg ikke kunde synge, talte hans gamle Lærer Cantoren Hartmann, med Rørelse om, hvorledes min Fader havde sunget; ham kunde han stole paa, han svigtede aldrig Tonen. Ogsaa har det moret mig at høre hans Ungdomsven, Præsten Winding, Fader til Musikeren August Winding, paa sin barokke Maade forsikkre mig, at min Fader var den første her i Landet, der forstod Beethoven, selvfølgelig med Undtagelse af Winding selv.

Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjælekamp, bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner, han levede iblandt. Det laa saa i hans samvittighedsfulde Sind. I Virkeligheden var han baade den reneste Sjæl og den mest begavede Aand iblandt dem. Men hans Sind var tungt, og hans Hjærte saaret, og blev det alt mere, som Aarene gik. Han bar paa en Hemmelighed, som voxede til en Lidenskab, der formørkede hele hans Ungdom.

Taubers ældste Datter, Christine Augusta (født 3. Maj, 1780) var den af Familien, der nærmest stemte med ham, og hun blev hans Veninde og hans Hjærtes Dronning. Jeg kommer ofte tilbage til hende, hendes Følelse for min Fader er gaaet over paa mig, og jeg har hende saameget at takke for, at jeg vel maa mindes hende med Kjærlighed.

Hun var meget smuk, med de samme store Træk, som hendes Faders Portræt viser; hendes Sind var idel Godhed og lidt mere, Trang til romantisk Venskab, men bagved det sværmeriske Blik i de klare blaae Øine, bevarede hun dog altid en vis lønlig Iagttagelse af en Linie, der ikke maa overskrides, en Egenhed, som jeg saa nødig jeg vil sige noget satirisk om hende, ikke kan kalde andet end Forglemmigeis Uskyldighed.

Hun var femten Aar, og han i sit tolvte, da de lærte hinanden at kjende, en farlig for en sværmerisk Dreng. Der opstod »et broderligt Forhold« mellem dem, men et saadant Forhold mellem følsomme Sjæle blev i den Tid taget med en egen Alvor, og vogtet som en Helligdom. De skrev de lange Breve til hinanden, som skulde opklare Misforstaaelser i Samtaler, og som man stikker i Haanden i Forbigaaende, og med bankende Hjærte venter Virkningen af. Mest dreie de sig om Forskjellen paa mandlig og kvindelig Dyd, og den store Vanskelighed ved at faae de reneste Hensigter forstaaede. Men saadanne Ungdommeligheder udhule de dybeste Leier for Livets Strømninger. Intet Under, at den lidenskabelige Discipel satte sit ærlige Hjærte til hos sin Rectors klarøiede Datter.

Hun gjengjældte ikke hans Lidenskab, og han naaede aldrig til at tilstaa den for hende. Forholdet er let forstaaeligt. Han var en uudviklet Discipel, hun var en allerede beundret Dame – Jomfru hed det dengang. Det laa i hendes Karakter, at hun maatte gjøre Venskabet saa inderligt som muligt, og dette var ikke løst Spil, hun mente det med fuld Oprigtighed og svigtede det aldrig. Saaledes var det endnu i hendes Alderdom.

Samme Aar Peder Grib blev Student (1801), han var da 17 og hun 21 Aar, gav hun sin Haand til en Mand, der var ti Aar ældre end hun, og som hun heller ikke elskede i Ordets stærkeste Betydning. Peder Møller var en smuk og fin Mand, rolig og mild, men fast. I en Alder af 31 Aar var han allerede Assessor i Højesteret og vedligeholdt indtil sin Alderdom en anseet Stilling mellem Hovedstadens Embedsstand.

Da Drømmenes Boble saaledes var bristet, havde den unge Student intet andet at gjøre end at træde sin Livsgjernings Mølle. Forholdet til hans Elskede forblev som det var. Hun var hans Veninde, og han var altid en kjær Gjæst i hendes Hus; hun var ikke forandret, men for ham var der ikke længer Haab, kun Forsagelse tilbage.

Som han var idel dyb Alvor og dyb Følelse, lagde han begge Dele i sit Studium. Han erhvervede sig en Lærdom i den klassiske Oldtids Skatte, som næppe er bleven overgaaet af nogen Samtidig hos os; og han forbandt den med en Følelse for disse Skattes Skjønhed, som er kommen til Orde i hans Poesi. Han fandt ogsaa forsaavidt Anerkjendelse, som han to Gange vandt Selskabet for de skjønne Videnskabers Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede. Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedværk, Oversættelsen af Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at træffe Originalens mægtige Klang og heroiske Værdighed, ikke at tale om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over. Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjønhed seer man bedst af hans egne græske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit Øre kan bedømme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.

Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu en anden Egenskab, en høi Grad af Sands for det Komiske. Det er som de mere end det lettere Sind trængte til at ryste Byrden af i en forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modsætning, gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svære Modsætninger, desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til Skue. Selvfølgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modsætningen møder dem i tragisk Klædebon.

Først 1810 fik han Ansættelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i Rectorboligen. Han havde besværlige Forhold der, da Skolen var i Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa den gennemgribende Reform af 1810 indført. Han blev der til 1817, da han blev kaldet til Overlærer i Nykjøbing. Samme Aar blev ogsaa i en anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.

Jakobine Katrine, født 8. Januar 1789, var Taubers næstældste Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ældste, Christina Augusta, havde den inderlige Kjærlighed, der alle Dage omslyngede dem, en egen Charakter. Den ældste vedligeholdt altid en moderlig Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Søstrenes Alder kom til ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var fire Aar yngre end den ene, og fem ældre end den anden, og medens hans Hjærte haabløst hang ved den ældre, betragtede han den yngre som et Barn.

Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk som Søsteren, men udrettede med sine intelligente Træk, sin raske Tunge og sine stærke Øine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde udrettes, at vinde Hjærter. Hun opholdt sig meget i Kjøbenhavn i sin Søsters gjæstfri og stærkt besøgte Hus, og fik først lige fyldt sine 19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hæderlig og velstaaende Mand med et fint, høist tiltalende Væsen, Procurator ved Hof- og Stadsretten Caspar Vilhelm Smith.

Han var vel omtrent ligesaa meget ældre end hun som P. Møller var ældre end hendes Søster, men hun var ikke den, der lod sig nøie med faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel høit, og nød sin korte Lykke af sit fulde flammende Hjærte. Ak, kun to Aar varede hendes Ægteskab, hendes første Barn levede fem Uger, næste Aar, i April 1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter fødte den een og tyveaarige Enke den Søn, som hun gav Faderens Navn, og som nu var hendes eneste Trøst.

Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille Dreng hos de gamle Forældre. Men ogsaa her lod Dødens kolde Haand hende ingen Ro. Der var endnu to Døttre hjemme. Den ældste af disse, Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nærmest i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.

Saa sneg Aarene sig bedrøvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var at pleie den livstrætte og i sin Skrøbelighed vanskelige Fader, og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Børn om denne hendes Prøvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et Dødsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Værelse, havde han seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men da de undrede dem over, at han mod sin Sædvane ikke havde Lyst at være i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.

Hendes yngste Søster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke til Hjælp. Hun var et skrøbeligt Væsen, og hendes Sind blev senere omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjære Familiehjem maatte nu opløses.

I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden. Hvorledes, veed jeg intet nærmere om. Om saadanne Ting talte Moder ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus, hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen; og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dér have søgt sit Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.

Han trængte til Fred for sit lidende Hjærte og kunde ikke finde den uden i Kjærlighed, og hun var den, som kjendte ham saa ganske, at hun tilfulde forstod hans Indre. Hun havde baaret sex Aars smertelige Byrde, Aar, som vel kunde gjøre hende til et andet Menneske end den lykkelige unge Pige havde været. Begge var de erfarne nok til at vide, at Livet har andre Opgaver end Ungdommens søde Sværmerier, og at dybe Sjæle endnu er istand til at elske redeligt og opoffrende, om ogsaa det første Ideal er skrinlagt, og det første høje Mod paa Lykken er stækket.

Imidlertid stode de begge i det Forhold til den kjære Søster Christine, at det kunde siges, at der var ingen af hendes Tanker og Følelser, som ikke ogsaa gik over paa dem. Og deri havde Fader sin sværeste Opgave. Havde han end hver Dag i sin Ungdom maatte sige sig selv, at Kjærlighed aldrig skulde falde i hans Lod, saa havde han nu fast formeget af denne glødende Ingrediens. Den ene Søster tog ham med fast Haand, og havde visselig ikke Sind til at slippe nogen Del af hans Liv. Den anden vilde dog ikke sættes tilside i den Del af hans Kjærlighed, som hun mente at have Hævd paa. Hun kunde ikke afsee de Timer, hvori hun »talte til ham med søsterlig Fortrolighed«, eller de Breve, »som intet menneskeligt Øie havde seet, og som laa forseglede i hendes Gjemme med Udskrift til ham. Hendes Mand havde lovet at sende ham dem efter hendes Død«.

Nu skete der noget i deres Forlovelses Dage, i Sommeren 1817, der bragte det til Orde, som Læberne ikke havde turdet hviske om, Hjærterne næppe vide. Brødrene Tauber havde fra Drengetiden været vante til at opholde sig en Del over min Faders Væsen. Rimeligvis have de heller ikke været blinde for hans Hjærtes Hemmelighed, han var for saa skarpe Øine let at gjennemskue. Om de have yttret noget saarende, er ikke let at see; der havde kun været en Uenighed mellem dem og Fader angaaende et Vers, der skulde sættes under deres Faders Portræt. Nu havde Christine »i sin søsterlige Fortrolighed« talt meget med ham om det Forhold, der burde opretholdes imellem dem, som og mellem ham og hendes Brødre, og maaske ikke været fri for at blande nogen Bitterhed ind ved Tanken om, hvad Fare der var for at miste denne Hjærtensskat. Det er ikke tydeligt, hun selv forsikrer, at der aldeles intet fornærmeligt er sagt. Han har imidlertid følt det saa, og paa sin Hjemreise til Nykjøbing, hvortil han var bleven kaldet i Mai Maaned, havde han i Roskilde, hvor han havde taget Afsked med sin Forlovede, beklaget sig derover for hende, om end i en Tone, hvoraf det fremgik, at han ikke tog sig det nær.

Men hun tog sig det overmaade nær. Oprørt over den bestandige Fortrolighed, som Søsteren vilde vedligeholde med hendes Elskede, og vred over, at der skulde siges noget paa ham, lod hun, heftig som hun var og slagfærdig i sin Tale, Søsteren vide, at hun godt forstod begge Sider af Sagen, og endte med, at hun sagtens selv havde digtet hele Historien for at sætte ondt mellem ham og hendes Brødre. Dette virkede saameget stærkere paa Søsteren, som hun selv maatte føle, at hun var gaaet for vidt i sit Venskab, og maatte nu føle, at »han havde svigtet den Tillid, hun havde havt til hans Charakter«. I et meget bevæget Brev anklagede hun ham strengt, sendte ham den omtalte forseglede Pakke tilbage, og forlangte sine Breve igjen, »da en Forlovet er lidt letsindig med sligt.« Først efter flere Maaneder svarer han:

»Kjæreste Veninde! Jeg modtog en Pakke og et Brev fra Dem, som jeg maa tilstaae, jeg aldrig havde ventet.

At jeg ikke med et Ord har talt til Jakobine derom, vil De kunne forstaae. Heller ikke behøver jeg at forsikkre Dem, hvor smerteligt det er mig at være Aarsag til en Misforstaaelse mellem Dem og hende. Men – hvorledes kan Deres Brev tale til mig i en Tone, som om De havde glemt, at De engang var Aarsag til min største Lykke og – jeg vil ikke tilføie – Ulykke, thi denne, jeg forsikkrer Dem det helligt, har jeg aldrig tilskrevet Dem, men ene mig selv? Hvorledes er det muligt, at De kan troe de Baand , som – for første Gang nødes jeg til at tilstaae Dem det med Ord – min Ungdoms første, inderligste og aldrig ganske udslukkede Kjærlighed knyttede? Kun i den faste Tillid til Deres Venskab og Redelighed, at De strax tilintetgjør dette Brev, kan jeg tale oprigtig til Dem. Hvor kan De have glemt den inderlige lidenskabelige Heftighed, hvormed Jak fra Barn af allerede rev os saa at sige til sig, og ikke nu tilgive en Misforstaaelse fra hendes Side, som jeg rigtignok er Skyld i, men, tro mig som en ærlig Mand paa mit Ord, ganske uskyldigt. Thi jeg fortalte hende blot, som man fortæller om løst og fast, naar man kommer fra en Reise, hvad De havde fortalt mig, at Deres Brødre havde sagt om mig. Men for Alvor kan De da vel ikke tænke, at jeg skulde have været saa ondskabsfuld at tilføie, De havde gjort det for at sætte Splid mellem Deres Brødre og mig. Det er dog en aabenbar Urimelighed; det maa jo tvertimod være Dem magtpaaliggende, at jeg som Deres tilkommende Svoger er Deres Brødres Broder, som jeg ogsaa er det, og det ret af Hjærtet. En ubetydelig Trætte kan jo opstaae mellem de bedste Venner, og jeg vil aldeles ikke fragaae, at det Brev, jeg i Anledning af Deres Faders Portrait fik Bloch til at skrive til Emanuel, var en dum Streg af mig, som kun en Smule Forfængelighed kan undskylde, men fra Hjærtet kom det ikke.

Vær ikke længere vred paa mig og Jak! De veed dog, at De har ikke bedre Venner end os to. Aldrig, aldrig forsvinder de Følelser, som den første Ungdoms lykkelige salige Dage nedlagde i vor Barm. Jeg var eengang lykkelig. Jeg haaber forvist at blive det igjen. Men aldrig, aldrig briste de Baand, med hvilke de helligste i Naturen, fælles Opdragelse, Venskab, Fortrolighed og den varmeste Kjærlighed forenede os1. Jak vil aldrig ophøre at være Deres Søster, og jeg aldrig at være Deres trofasteste Ven.

Uden den strengeste Befaling af Dem tilbagesender jeg ikke det dyrebareste Pant paa svundne Dages Glæder.«

Svaret fulgte strax:

»Kjære Fibiger! Med hvor inderlig Følelse jeg modtog og læste Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen har kunnet forstaae, hvor smertelig det har været mig at tvivle, undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder, da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig oplyste mig. Jeg kan ikke et Øieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed. Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbærende med en Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres Adskillelse, længtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bære et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg har aldrig nævnt Deres Navn i hendes Nærværelse. Jeg troede, hun kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde gjengjælde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa være Dem kjært. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, før Deres Brev nu siger mig det. – Hjælp mig at gjøre det godt igjen, og brænd dette Brev, som jeg vil gjøre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed i Hænder, min Søsters Ro og det kjæreste Barns Fremtids Lykke. Ham kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed, om det behøves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt Dem, De synes ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget heri, saa gjør det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa mange ubehagelige Optrin … Tak endnu engang Tak for Deres kjære sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vær min Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophøre at være Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til Dem til Gjennemlæsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berøve Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa den rene faste Bane, den har lagt for os.

Deres C. A. Møller.«

Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds første Beslutning, allerede i Sommerens Løb at følge ham derhen som hans Hustru. Men Søster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er ikke klart. Hun udøvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge, og hendes Mening gik igjennem.

Først næste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup, 5. August 1818, og det maatte nødvendig staae i Sæby Præstegaard.

Ære være vore gamle Præstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges meget paa Præster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller Gjæstevenskab med Præstefamilier; og de skulle ikke glemme, at Beneficiarius med Frue – nei, Madame hed det – altid har baade Husrum og Hjærterum for dem, til de Tider, de trænge til Stikkelsbærbuske, Nøddehække og svale Havestuer. Og Sæby Præstegaard var een af dem, der end ikke i Drømme kan tænkes bedre i god gammel Stil. Rummelig høi Bindingsværks Bygning, bred Egetræs Trappe ned til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have, mægtig Storstue med gamle Familieportræter, Gjæsteværelser bag den og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortræet Have, der fører lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Søens brede klare Flade. Ikke at tale om den store og skjønne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forældre viede.

Præstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle fromme Enke, boede nu der hos sin Søster. Præsten Lassen var en gammel Nathue, men af den bløde behagelige Slags. Forresten kom han ikke til at vie mine Forældre. Der var en Lovbestemmelse, som forbød at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tænke sig! Moders næstældste Broder, Jens Worm Tauber, Præst i Nordrup, maatte da paatage sig Vovestykket, og udførte det forsvarligt nok, som hans lange hjærtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.

Saa drog Ægteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling. Kaarene var knappe, en Overlærers Løn var kun 800 Rdl. Jeg havde dog i samme Stilling 1600. Men ved Hjælp af min Moders Husholdningstalent og nogle Pensionærer, dem de elskede som deres Børn og som elskede dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.

Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde, Bloch, havde selv været Rector i Nykjøbing til 1815, og i de Breve, han skrev til ham, udøser han ret sit Hjærte om det Uføre, han havde at kjæmpe med under hans Eftermand.

»Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om den Ærbødighed, man skylder de Udødeliges Manes. Jeg har aldrig hørt Mage til Examination af Latin i øverste Klasse. Men det faaer ikke at hjælpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.«

Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans Svoger, Erik Tauber, som beklædte det, havde havt Tilbud om et theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog – »af ubegribelige Grunde,« siger min Fader.

Mine Forældre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjært. De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som glædede dem meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min Studentertid kom til at staae i et meget nært Forhold til. Mellem ham og Fader var der et sandt Kjærlighedsbaand, snart mer end broderligt. Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men ligefuldt var deres Sind og Hjærtelag saa ens, at deres Længsler fra hver sin Side sloge sammen.

Min Moder havde endeløst meget at fortælle om disse Smaareiser til den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mægtige lollandske Herresæder, deres Adelsslægter og Fortid, lige til den mystiske Side af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde jævnlig seet. Sagtens maatte da Mørknings- og Reise-Æventyrene voxe saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige paa en Barnepiges Arm.

Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for Pensionærerne steg, der kom Tillæg til Embedslønnen og Honorar for Skrifter, og samtidig forøgedes Familien. Den ældste Søn, Christian, blev født i det skjønne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt kjære, Søster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsøskene var vi ikke. Den fjerde var Moders Søn af første Ægteskab, ham vi allerede kjende som den veltalende Caspar. Født 16. Juni 1811 var han altsaa allerede nu en lærd Skoledreng.

Tiden kom, at det første Hjem, som de havde faaet saa kjært, maatte forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger, dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine Fremtidsplaner.

»Jeg vilde dog nødig forlade dette yndige Sted. Fra mit Studereværelse seer jeg over mod Lollands tæt med Skov bevoxede Kyst, til Færgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og overalt er Øen saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte som en stor Have. Forfærdelig Hede har ellers hjemsøgt os i Sommer, Torden hver Nat osv. – Du seer, hvilken Spidsborger jeg er bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men sligt er Mærkværdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji, og kjender Genfersøen kun af Mathisons Vers.«

Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind, men det varede dog ikke længer end tre Aar, før han af ligesaa »ubegribelige Grunde« modtog en Kaldelse til Direktør for dengang nyoprettede Sorø Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding (1822).

Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde gjort den en Snes Aar senere.

Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.

Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning, at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og baxes med den kullerske Hest.

En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende opad Kolding Gade.