Читать книгу Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен - Страница 6

(På sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket middags- bord, solsejl og sivmatter. Længere inde i lunden hængende køjer. Udenfor land ligger en dampyacht med norsk og ameri- kansk flag. Ved stranden en jolle. Det er henimod solnedgang.)

(Peer Gynt, en smuk middelaldrende herre i elegant rejsedragt, med guldlorgnet på brystet, præsiderer som vært for bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstråle ifærd med at slutte måltidet.)

Peer Gynt

Drik, mine herrer! Er man skabt

til nydelse, så skal man nyde.

Der står jo skrevet: tabt er tabt,

og væk er væk —. Hvad må jeg byde?

Trumpeterstråle

Du er superb som vært, broer Gynt!

Peer Gynt

Jeg deler æren med min mynt,

med kok og stewart —

Master Cotton

Very well;

en skål for alle fires held!

Monsieur Ballon

Monsieur, De har en gout, en ton,

som nutildags kun sjelden findes

hos mænd, der lever en garçon, —

et visst, jeg ved ej hvad —

v. Eberkopf

Et vift,

et skær af frigjort åndsbetragtning

og verdensborgerdomsforpagtning,

et syn igennem skyens rift,

der ej af snever fordom bindes,

et præg af højere forklaring,

en ur-natur med livserfaring

på trilogiens top forent.

Ej sandt, Monsieur; så var det ment?

Monsieur Ballon

Jo, meget muligt; ikke ganske

så smukt det klinger i det franske.

v. Eberkopf

Ej was! Det sprog er og så stivt. —

Men hvis til fænomenet grunden

vi søge vil —

Peer Gynt

Så er den funden.

Det er fordi jeg ej er gift.

Ja, mine herrer, ganske klar

er tingen. Hvad skal manden være!

Sig selv; det er mit korte svar.

Om sig og sit han skal sig kære.

Men kan han det, som pak-kamél

for andres ve og andres vel?

v. Eberkopf

Men denne for- og i-sig-væren,

jeg lover, har Dem kostet strid —

Peer Gynt

Å ja såmen; i fordums tid;

men altid gik jeg bort med æren.

Engang var jeg dog ganske nær

i fælden fanget mod min vilje.

Jeg var en rask og vakker fyr;

og damen, som jeg havde kær, —

hun var af kongelig familje —

Monsieur Ballon

Af kongelig?

Peer Gynt

(henkastet.)

Af disse ætter,

De ved nok —

Trumpeterstråle

(slår i bordet.)

Disse adelstroll!

Peer Gynt

(trækker på skulderen.)

Forlagte højheder, som sætter

sin stolthed i, plebejerpletter

at holde væk fra stammens skjold.

Master Cotton

Gik så affæren overstyr?

Monsieur Ballon

Familjen var imod partiet?

Peer Gynt

Nej, tvertimod!

Monsieur Ballon

Ah!

Peer Gynt

(skånsomt.)

De forstår!

der gaves ting, som talte for

at få os snarest muligt viet.

Men, rentud sagt, det hele væsen

var mig fra først til sidst imod.

Jeg er i visse dele kræsen,

og helst jeg står på egen fod.

Og da nu svigerfader kom

forblommet frem med fordring om

jeg skulde skifte navn og stilling

og løse adelskabsbevilling,

samt mangt og meget højst usmageligt,

for ej at sige uantageligt, —

så trak jeg mig med anstand ud,

gav afslag på hans ultimatum —

og afkald på min unge brud.

(trommer på bordet og synes andægtig.)

Ja, ja; der råder dog et fatum!

På det vi mennesker kan lide;

og det er trøsteligt at vide.

Monsieur Ballon

Og dermed sagen var forbi?

Peer Gynt

Nej, jeg fik føle noget andet;

thi uvedkommende sig blanded

med høje ramaskrig deri.

Værst var familjens yngre lemmer.

Med syv af dem jeg fik duel.

Det var en tid, jeg aldrig glemmer,

skønt jeg gik ud deraf med held.

Det kosted blod; men dette blod

gier brev på min persons fordyrelse,

og peger styrkende imod,

som sagt, et fatums vise styrelse.

v. Eberkopf

De har et blik på livets gang,

der hæver Dem til tænker-rang.

Imens en slet og ret formener

ser hver for sig de spredte scener,

og aldrig ender med at famle,

forstår De alt til et at samle.

Med samme norm De alting måler.

De spidser til hver løs eragtning,

så hver og en går ud som stråler

fra lyset af en livsbetragtning. —

Og De har ingentid studeret?

Peer Gynt

Jeg er, som jeg Dem før har sagt,

en blot og bar autodidakt.

Methodisk har jeg intet lært;

men jeg har tænkt og spekuleret,

og læst mig til en del af hvert.

Jeg har begyndt i ældre alder;

da ved De jo, lidt tungt det falder

at pløje side op og ned

og tage ligt og uligt med.

Historien har jeg taget stykkevis;

thi mere fik jeg aldrig tid til.

Og da man jo i tunge tider

et noget visst må sætte lid til,

så tog jeg religionen rykkevis.

På den manér det bedre glider.

Man skal ej læse for at sluge,

men for at se, hvad man kan bruge —

Master Cotton

Se, det er praktisk!

Peer Gynt

(tænder en cigar.)

Kære venner;

betænk mit levnetsløb forresten.

Hvorledes kom jeg først til Vesten!

Som fattig karl med tomme hænder.

Jeg måtte slide sårt for føden;

tro mig, det faldt mig tidtnok svært.

Men livet, venner, det er kært;

og, som man siger, besk er døden.

Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;

og gamle fatum, han var bøjelig.

Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,

så gik det stedse bedre, bedre.

Ti år derefter bar jeg navn

af Krøsus mellem Charlestowns rhedre.

Mit rygte fløj fra havn til havn;

jeg havde lykken inden borde —

Master Cotton

Hvad gjaldt trafiken?

Peer Gynt

Mest jeg gjorde

i negere til Karolina

og gudebilleder til Kina.

Monsieur Ballon

Fi donc!

Trumpeterstråle

For tusend, farbroer Gynt!

Peer Gynt

De finder nok bedriften svævende

på det tilladeliges pynt?

Jeg selv har følt det samme levende.

Jeg fandt den endog odiøs.

Men, De kan tro mig, først begyndt,

det holder hårdt at slippe løs.

Ialfald er det yderst svært

i slig en stor forretningsførelse,

der sætter tusender i rørelse,

at bryde ganske overtvert.

Det «overtvert» jeg kan ej lide,

men tilstår på den anden side,

at jeg har altid næret agt

for hvad man kalder konsekventserne;

og det, at overskride grænserne,

har stedse gjort mig lidt forsagt.

Desuden tog jeg til at ældes;

jeg nærmed mig mod femtiårene, —

fik efterhånden gråsprængt hår;

og skønt min helbred var fortrinlig,

så faldt den tanke dog mig pinlig:

hvem ved, hvor snart den time slår,

da jurykendelsen skal fældes

og skille bukkene fra fårene.

Hvad var at gøre? Standse farten

på Kina gik umuligt an.

Jeg fandt dog udvej, åbned snart en

forretning til på samme land.

Hver vår jeg guder exporterte;

hver høst jeg prester udklarerte,

forsynte dem med det fornødne,

som strømper, bibler, rum og ris —

Master Cotton

Ja, mod profit?

Peer Gynt

Naturligvis.

Det gik. De virked ufortrødne.

For hver en gud, hist over købt,

de fik en Kulier grundigt døbt,

så virkningen neutralisertes.

Missionens mark lå aldrig brak;

thi guderne, som kolportertes,

af presterne blev holdt i schak.

Master Cotton

Nå, men de afrikanske varer?

Peer Gynt

Der sejred også min moral.

Jeg indså, den trafik var gal

for folk i fremadskreden alder.

Man ved jo ej når fra man falder.

Og dertil kom de tusend snarer

fra vore filantropers lejr,

for ej at nævne kapringsfarer,

samt risiko af vind og vejr.

Alt dette sammenlagt vandt sejr.

Jeg tænkte: Peter, rev i sejlene;

se til, at du kan rette fejlene;

så købte jeg mig land i Syden,

beholdt den sidste kødimport,

som også var af prima sort.

De trivedes, blev blanke, fede,

så det var mig og dem en glæde.

Ja, jeg tør sige uden skryden,

jeg handled mod dem som en faer, —

hvad sine gode renter bar.

Jeg bygged skoler, for at dyden

bestandig kunde holdes på

et visst almindeligt niveau,

og påså strængt at ingenstunder

dens thermometer sank derunder.

Nu desforuden af de dele

jeg har mig ganske trukket ud; —

jeg har plantagen samt dens hele

besætning solgt med hår og hud.

På afskedsdagen gav jeg og

til små og store gratis grog,

så mænd og kvinder fik en rus,

og enkerne desuden snus.

Se, derfor håber jeg, såfremt

det ord ej er et mundsvejr blot:

hver den, som ej gør ondt, gør godt, —

så er min fortids fejlgreb glemt,

og jeg kan holde, mer end mangen,

med dyder mine synder stangen.

v. Eberkopf

(klinker med ham.)

Hvor det er styrkende at høre

et livsprincip i scene sat,

forløst fra theoriens nat,

urokket af det ydre røre!

Peer Gynt

(som under det foregående har stukket flittigt på flaskerne.)

Vi mænd fra Nord forstår at føre

vor krig igennem! Kunstens nøgle

i livets sag er simpelthen

at holde øret tæt igen

for indpas af en farlig øgle.

Master Cotton

Hvad for en øgle, dyre ven?

Peer Gynt

En liden en, en fult forførende

til det i et og alt afgørende.

(drikker igen.)

Hvad hele vove-kunsten gælder,

den kunst, at eje dådens mod, —

det er: at stå med valgfri fod

imellem livets lumske fælder, —

at vide visst, at alle dage

er ikke slut med stridens dag, —

at vide, dig står åben bag

en bro, som bære kan tilbage.

Den theori har holdt mig frem;

den har min hele vandel farvet;

og theorien har jeg arvet

fra slægten i min barndoms hjem.

Monsieur Ballon

De er jo norsk?

Peer Gynt

af fødsel, ja!

Men verdensborger af gemyt.

For hvad jeg har af lykken nydt,

jeg takke kan Amerika.

De vel forsynte bogreoler

jeg skylder Tysklands yngre skoler.

Fra Frankrig fik jeg mine veste,

min holdning og min skærv af ånd, —

fra England en arbejdsom hånd

og skærpet sans for eget bedste.

Af Jøden har jeg lært at vente.

Lidt hang til dolce far niente

jeg fra Italien fik i sending, —

og engang i en snever vending

jeg øged mine dages mål

ved bistand af det svenske stål.

Trumpeterstråle

(hæver sit glas.)

Ja, svenske stålet —!

v. Eberkopf

Stålets svinger

vi først og fremst vor hyldest bringer!

(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i hovedet.)

Master Cotton

Alt dette her er såre godt; —

men, Sir, nu gad jeg vide blot,

hvad De med Deres guld vil gøre.

Peer Gynt

Hm; gøre? Hvad?

Alle fire

(rykker nærmere.)

Ja, lad os høre!

Peer Gynt

Nu, for det første gå på rejser.

Se, derfor tog jeg jer ombord

som selskabsbrødre i Gibraltar.

Jeg trængte til et danserkor

af venner om mit guldkalv-altar —

v. Eberkopf

Højst vittigt sagt!

Master Cotton

Men ingen hejser

sit sejl for blot og bart at sejle.

De har et mål, det kan ej fejle.

Og målet er —?

Peer Gynt

At blive kejser.

Alle fire

Hvad?

Peer Gynt

(nikker.)

Kejser!

Herrerne

Hvor?

Peer Gynt

I hele verden.

Monsieur Ballon

Hvorledes, ven —?

Peer Gynt

I kraft af guldet!

Den plan er ingenlunde ny;

den sjælen var i al min færden.

Som gut jeg har i drømme rullet

vidt over havet på en sky.

Jeg steg med slæb og gylden slire, —

og dratted ned på alle fire.

Men målet, venner, stod ved magt. —

Der er jo skrevet eller sagt

etsteds, jeg mindes ikke hvor,

at hvis du vandt den ganske jord,

men selv dig tabte, var din vinding

kun krans omkring en kløvet tinding.

Så står der, – eller noget sligt;

og dette ord er intet digt.

v. Eberkopf

Men hvad er da det gyntske selv?

Peer Gynt

Den verden bag min pandehvælv,

som gør, at jeg er ingen anden,

end mig, så lidt som Gud er fanden.

Trumpeterstråle

Nu skønner jeg, hvorhen det sigter!

Monsieur Ballon

Sublim som tænker!

v. Eberkopf

Høj som digter.

Peer Gynt

(i stigende stemning.)

Det gyntske selv, – det er den hær

af ønsker, lyster og begær, —

det gyntske selv, det er det hav

af indfald, fordringer og krav,

kort alt, som netop mit bryst hæver,

og gør at jeg, som sådan, lever.

Men som Vorherre trænger muldet,

skal han bestå som verdens Gud,

så har jeg og behov for guldet,

skal jeg som kejser ta'e mig ud.

Monsieur Ballon

Men guldet har De!

Peer Gynt

Ikke nok.

Ja, måske for en to-tre etmål,

som kejser à la Lippe-Detmold.

Men jeg vil være mig en bloc,

vil være Gynt på hele kloden,

Sir Gynt fra toppen og til roden!

Monsieur Ballon

(henreven.)

Besidde verdens første dejlighed!

v. Eberkopf

Al hundredårs Johannisberger!

Trumpeterstråle

Og alle Karl den tolvtes værger!

Master Cotton

Men først en profitabel lejlighed

til transaktion —

Peer Gynt

Den er alt funden;

og dertil var vor ankring grunden.

Iaften farten står mod nord.

Aviserne, jeg fik ombord,

beretter mig en vigtig nyhed —!

(rejser sig med hævet glas.)

Det er, som lykken uden ophør

bær hjælp til den, der selv har kryhed —

Herrerne

Nu? Sig os —!

Peer Gynt

Hellas er i oprør.

Alle fire

(springer op.)

Hvad! Grækerne —?

Peer Gynt

Har rejst sig hjemme.

De fire

Hurra!

Peer Gynt

Og Tyrken er i klemme!

(tømmer glasset.)

Monsieur Ballon

Til Hellas! Ærens port står åben!

Jeg hjælper med mit franske våben!

v. Eberkopf

Og jeg med opråb – på distance!

Master Cotton

Jeg ligeså – med leverance!

Trumpeterstråle

Gå på! Jeg finde skal i Bender

de verdenskendte sporespænder!

Monsieur Ballon

(falder Peer Gynt om halsen.)

Tilgiv mig, ven, at jeg en stund

har miskendt Dem!

v. Eberkopf

(trykker hans hænder.)

Jeg dumme hund,

jeg holdt Dem hartad for en slyngel!

Master Cotton

Det er for stærkt; kun for en nar —

Trumpeterstråle

(vil kysse ham.)

Jeg, farbror, for et exemplar

af Yankee-pakkets værste yngel —!

Forlad mig —!

v. Eberkopf

Vi har alle famlet —

Peer Gynt

Hvad snak er det?

v. Eberkopf

Nu ser vi samlet

i glans den hele gyntske hær

af ønsker, lyster og begær —!

Monsieur Ballon

(beundrende.)

Så det var Monsieur Gynt at være!

v. Eberkopf

(ligeså.)

Det er at være Gynt med ære!

Peer Gynt

Men sig mig dog —?

Monsieur Ballon

Forstår De ej?

Peer Gynt

Ifald jeg gør, jeg la'er mig hænge!

Monsieur Ballon

Hvorledes? Går ej Deres vej

Til Grækerne med skib og penge?

Peer Gynt

(blæser.)

Nej mange tak! Jeg støtter styrken

og låner pengene til Tyrken.

Monsieur Ballon

Umuligt!

v. Eberkopf

Vittigt sagt, men spøg!

Peer Gynt

(tier lidt, støtter sig til en stol og antager en fornem mine.)

Hør, mine herrer, det er bedst

vi skilles, før den sidste rest

af venskab blaffrer bort i røg.

Hvo intet ejer, letvindt vover.

Når man af verden råder knapt

den stribe muld man skygger over,

man til kanonmad er som skabt.

Men står man berget på det tørre,

som jeg, da er ens indsats større.

Gå De til Hellas. Jeg skal sende

Dem gratis væbnede iland.

Jo mer De øger stridens brand,

desbedre kan jeg buen spænde.

Slå smukt for frihed og for ret!

Løb storm! Gør Tyrken helvedet hedt; —

og slut med hæder Deres dage

på Janitscharens lansestage. —

Men hav mig undskyldt.

(slår på lommen.)

Jeg har mynt

og er mig selv, Sir Peter Gynt.

(han slår sin solskærm op og går ind i lunden, hvor hænge-køjerne skimtes.)

Trumpeterstråle

Den svinske karl!

Monsieur Ballon

Ej sans for ære —!

Master Cotton

Å, æren, den fik endda være;

men tænk jer, hvad enorm profit

for os, hvis landet slog sig frit —

Monsieur Ballon

Jeg så mig alt som sejervinder

i kreds af skønne Grækerinder!

Trumpeterstråle

Jeg så i mine svenske hænder

de heltestore sporespænder!

v. Eberkopf

Jeg mit uhyre fædrelands

kultur så spredt til lands og vands —!

Master Cotton

Det værste tab er det reelle.

Goddam! Jeg kunde tårer fælde!

Jeg så mig som Olympens ejer.

Hvis berget svarer til sit ry,

så må der findes kobberlejer,

som kunde tages op påny.

Og dertil denne elv, Kastale,

hvorom der går så megen tale,

med fald på fald, beregnet lavt

til mer end tusend hestes kraft —!

Trumpeterstråle

Jeg går endda. Mit svenske sværd

er mer end Yankee-guldet værd!

Master Cotton

Måske; men, ind i rækken stukne,

vi vil i massens mængde drukne;

og hvor blir så profiten af?

Monsieur Ballon

Fordømt! Så nær ved lykkens tinde; —

og så at standse ved dens grav!

Master Cotton

(med knyttet hånd mod fartøjet.)

Hin sorte kiste slutter inde

nabobens gyldne negersved —!

v. Eberkopf

En kongetanke! Fort! Afsted!

Hans kejserdom er om en hals!

Hurra!

Monsieur Ballon

Hvad vil De?

v. Eberkopf

Vinde magten!

Besætningen er let tilfals.

Ombord!

Jeg annekterer yachten!

Master Cotton

De – hvad —?

v. Eberkopf

Jeg kniber alt iflæng!

(går ned til jollen.)

Master Cotton

Da byder mig mit eget tarv

at knibe med.

(går efter.)

Trumpeterstråle

Det er en skarv!

Monsieur Ballon

Et keltringstykke —! Men – enfin!

(følger de andre.)

Trumpeterstråle

Jeg får vel følge dem på færden, —

men protesterer for alverden —!

(går efter.)

(Et andet sted på kysten. Måneskin og drivende skyer. Yachten går langt ude for fuld damp.)

(Peer Gynt løber langs stranden. Snart kniber han sig i armen, snart stirrer han ud over havet.)

Peer Gynt

Mareridt! – Væv! —

Nu vågner jeg snart!

Den står fra land! Og i rasende fart! —

Bare væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!

(knuger hænderne.)

Det går dog umuligt an, at jeg dør!

(rykker sig i håret.)

En drøm! Jeg vil det skal være en drøm!

Forfærdeligt! Hu; det er sandhed,

desværre!

Mine asner af venner —! Hør mig, Vorherre!

Du er jo så vis og retfærdig —!

O, døm —!

(med oprakte arme.)

Det er mig, Peter Gynt!

Å, Vorherre, pas på!

Tag dig af mig, fader; ellers må jeg forgå!

Lad dem bakke maskinen! Lad dem fire ned giggen!

Stop tyvene! Gør noget uklart i riggen!

Hør mig! Lad ligge de andres grejer!

Verden skøtter sig nok selv imens! —

Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!

Det er stel! En Gud, som på råd er læns!

(vinker opad.)

Pst! Jeg har skilt mig ved negerplantagen!

Jeg har skikket missionærer over til Asien!

En håndsrækning er dog en anden værd!

Å, hjælp mig ombord —!

(en ildstråle skyder ivejret fra yachten og en tyk røg vælter ud; et hult knald høres; Peer Gynt udstøder et skrig og segner ned i sandet; lidt efter lidt trækker røgen bort; skibet er forsvundet.)

Peer Gynt

(bleg og sagte.)

Det var straffens sværd!

Tilbunds med mand og mus i et plump!

O, evigt priset være lykkens slump —

(rørt.)

Slumpetræf? Nej, det var mer end så.

Jeg skulde frelses og de forgå.

O, tak og pris, at du har mig hyttet,

holdt øje med mig trods alle

mine brøst —

(ånder dybt ud.)

Hvilken vidunderlig tryghed og trøst

i at vide sig selv separat beskyttet.

Men i ørken! Hvor får jeg mad

og drikke?

Å, jeg finder nok lidt. Det må han forstå.

Det er ikke så farligt; —

(højt og indsmigrende.)

han vil visst ikke,

at jeg lille fattige spurv skal forgå!

Bare ydmyg i sindet. Og så unde ham frist.

Lade herren råde; ikke hænge med ørene —

(farer forskræmt ivejret.)

Var det en løve, som knurred i rørene —?

(med klapprende tænder.)

Nej, det var ingen løve.

(mander sig op.)

En løve; jo visst!

De bæster, de holder sig nok afsides.

Med sin overmand er det ikke grejdt at bides.

De har jo instinkt; – de føler, som sandt er,

det er farligt at lege med elefanter. —

Men alligevel – jeg får finde et træ.

Derborte svajer akazier og palmer;

kan jeg flyve derop, har jeg tryghed

og læ, —

især hvis jeg dertil kunde et par salmer —

(klattrer op.)

Morgenen er ikke kvelden lig;

det skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.

(sætter sig tilrette.)

Hvor dejligt at føle sin ånd så løftet.

Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.

Bare bygge på ham. Han ved hvad portion

af nødens kalk jeg er mand for at drikke.

Han er faderligt sindet imod

min person; —

(kaster et øje udover havet og hvisker med et suk:)

men økonom, – nej, det er han ikke!

(Nat. Marokkansk lejr på grænsen mod ørken. Vagtild og hvilende krigere.)

En slave

(kommer og river sig i håret.)

Væk er kejserens hvide ganger!

En anden slave

(kommer og sønderriver sine klæder.)

Kejserens hellige dragt er stjålen!

Opsynsmand

(kommer.)

Hundred slag får under sålen

hver, som ikke tyven fanger!

(Krigerne stiger til hest og galopperer bort i alle retninger.)

(Daggry. Trægruppen med akazier og palmer.)

(Peer Gynt i træet med en afbrukken gren i hånden holder sig en sværm abekatte fra livet.)

Peer Gynt

Fatalt! En højst ubehagelig nat.

(slår om sig.)

Er du der igen? Det er dog forbandet;

Nu kaster de frugt. Nej; det er noget andet.

Et væmmeligt dyr, den abekat!

Der står jo skrevet: du skal våge og fægte.

Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat.

(forstyrres igen; utålmodig.)

Jeg må få en pind for det uvæsen sat!

Jeg må se at få fanget en af de knægte,

hængt ham og krængt ham og klædt mig ud

på sæt og vis i hans lådne hud,

så vil de andre tro jeg er ægte. —

Hvad er vi mennesker? Kun et fnug.

Og lidt får man læmpes efter skik og brug. —

Atter en sværm! De myldrer og kryr.

Pak jer! Tsju! De ter sig som gale.

Havde jeg blot en forloren hale, —

noget sådant, som gav en vis lighed med dyr —.

Hvad nu? Der tasser det over mit hode —!

(ser op.)

Den gamle, – med næverne fulde af smuds —!

(kryber ængstelig sammen og holder sig en stund stille. Abe-katten gør en bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og god-snakke, som for en hund.)

Peer Gynt

Ja, – er du der, du gamle Bus!

Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!

Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt —

Det er mig! Pip-pip! Vi er gode venner!

Aj-aj! Kan du høre, jeg sproget kender?

Bus og jeg, vi er skyldfolk og sligt;

Bus skal få sukker imorgen —! Det bæst!

Hele ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! —

Eller kanske det var føde? Det smagte ube-

stemmeligt;

dog, hvad smagen angår, gør vanen mest.

Hvad er det for en tænker, som engang har sagt:

man får spytte og håbe på vanens magt? —

Der er ynglen også!

(fægter og slår.)

Det er dog for galt,

at mennesket, denne skabningens herre,

skal se sig nødt til —! Gevalt! Gevalt!

Den gamle var fæl, men de unge er værre!

(Tidlig morgen. Stenet egn med udsigt ind over ørken. På den ene side en fjeldkløft og en hule.)

(En tyv og en hæler i kløften med kejserens hest og klæd-ning. Hesten, rigt opsadlet, står bunden til en sten. Ryttere langt borte.)

Tyven

Lansernes tunger,

slikkende, spillende, —

se, se!

Hæleren

Jeg føler alt knappen

i sandet trillende;

Ve, ve!

Tyven

(folder armene over brystet.)

Min fader var tyv;

hans søn må stjæle.

Hæleren

Min fader var hæler;

hans søn må hæle.

Tyven

Din lod skal du bære;

dig selv skal du være.

Hæleren

(lytter.)

Fodtrin i krattet!

På flugt! Men hvor?

Tyven

Hulen er dyb

og profeten stor!

(de flygter og lader kosterne i stikken.

Rytterne taber sig i det fjerne.)

Peer Gynt

(kommer, skærende på en rørfløjte.)

Hvilken livsalig morgenstund! —

Skarnbassen triller sin kugle i gruset;

sneglen kryber af sneglehuset.

Morgenen; ja, den har guld i mund. —

Det er dog i grunden en mærkelig magt,

naturen har sådan i dagslyset lagt.

Man føler sig så tryg, føler modet vokse,

turde gerne, om så var, binde an med en okse. —

Hvilken stilhed omkring! Ja de landlige glæder, —

ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;

at man lukker sig inde i de store stæder,

blot for at rendes af pakket på dør. —

Nej; se, hvor firbenen vimser omkring,

snapper og tænker på ingenting.

Hvilken uskyld selv over dyrenes liv.

Hvert holder sig skaberens bud efterretteligt,

bevarer sit særlige præg uudsletteligt,

er sig selv, sig selv gennem leg og kiv,