Читать книгу Minna - Gjellerup Karl, Karl Gjellerup - Страница 8

En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant, bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en ængstelig Tegning af det samme.

– Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. – De ler mig kun ud! Jeg skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver, Triglypher og Metoper vil sige, – naar man for første Gang skal anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«, – og jeg beroligede hende med et Smil.

Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne. Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min Nysgjerrighed.

Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet, kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og ligesaa megen Lykke som Ulykke.«

Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst, eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.

Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pi paa Trappefliserne. Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat: det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur, staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller Alderdoms-Pi og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af Rummet.

Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig, skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig. Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt. Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.

Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes Udtryksmaade; da jeg senere – for ikke saa længe siden – læste »Aus meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel.

Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket, at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber, som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig – og det kunde være en Feiltydning.

Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. – Vandforsyningen paa dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.

Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, med en sund Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier – en Luft, der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem, længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres stærkt blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saaes overalt høiere Skyer, der lyste med kjødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt; over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt blaanende Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko.

– Se! udbrød Minna, – hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!

Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus einer Menschenseele hervorgeholt! – — – sondern aus einer Maler-do.«

Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række blankvaade Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase, det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.

Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier. Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begynder under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg, kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom.

Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent Æble havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam, hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdæmningen; det var Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.

– Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen.

– Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?

– Ej ja! en hel lille Væg.

– Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.

– Du kan jo spørge Fader derom.

– Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at overvære det Skuespil?

Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.

Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue, der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne men dæmrede oppe i Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt, og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.

Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi, for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: – »Det er ligesom i Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.«

I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken, der svømmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt, der syntes mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende – som om det lille Væld var en Afgrund – til at skynde mig at slippe hende, ja, jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øieblik kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde bortforklares, – havde Omgivelserne været heldigere. Men et Par Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, og Vinduerne vare ikke saa langt borte.

Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa Stien. – Det er sandt, Vandet!

Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.

Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted næste Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde føre os til Bruddet.

Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides Floden. Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig ind, og Bruddenes Flader lyste mat. – Paa »Erbgerichts« Terrasse straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en Wiener-Vals lød deroppe fra.

Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den Afkjøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve Grader Reaumur – og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da Floden var steget næsten til Foden af Trappen.

En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn til Opbrud. Jeg fulgte – som altid – Minna hjem.

Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom mig, at jeg havde Noget tilgode – fra hint Øieblik ved Kilden; men i saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »zu zweien« – lutter uforkastelige sentimentale Ingredienser – vilde hun ikke komme i den sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte være for Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde hente Vand fra; sandsynligvis »Erbgericht«; men maaske der ogsaa var en høiere liggende Brønd i det gamle Værtshus »Zum Rosengarten«, – det var der ganske vist!

Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld, som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til.