Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det

Оглавление

Gjellerup Karl. Mit Liv og Levned som jeg selv har forstaaet det

FORORD

FØRSTE BOG. SLÆGT OG BARNDOM

FØRSTE KAPITEL. FALSTER

ANDET KAPITEL. KOLDING

TREDIE KAPITEL. ROSKILDE

ANDEN BOG. UNGDOM

FØRSTE KAPITEL. THEOLOGI OG ÆSTHETIK

ANDET KAPITEL. FAMILIE OG VENNER

TREDIE KAPITEL. CHRISTENDOM

FJERDE KAPITEL. SYGDOM OG ALSKENS BESVÆR

FEMTE KAPITEL. UVIRKSOMME AAR

SJETTE KAPITEL. STØRRE VENNEKREDS

TREDIE BOG. FORLOVELSEN[9]

FØRSTE KAPITEL. DEN LYKKELIGE BEGIVENHED

ANDET KAPITEL. DEN SOMMER FOR ALLE SOMRE

TREDIE KAPITEL. MIN FAMILIE

FJERDE KAPITEL. KRIGSTIDEN

FJERDE BOG. ÆGTESTAND

FØRSTE KAPITEL. BRYLLUP

ANDET KAPITEL. SKOLELIV OG PRÆSTESTAND

TREDIE KAPITEL. OMGANGSKREDS OG STUDIER

FJERDE KAPITEL. ILIA OG MATHILDE

FEMTE KAPITEL. KIRKELIGT

SJETTE KAPITEL. SLUTNING AF LIVET I HADERSLEV

FEMTE BOG. ALDERDOM

FØRSTE KAPITEL. I KJØBENHAVN

ANDET KAPITEL. FAMILIELIV

TREDIE KAPITEL. LITTERÆRT

FJERDE KAPITEL. EN PRÆSTEHISTORIE

FEMTE KAPITEL. AFSKED MED DEN GAMLE KREDS[29]

SJETTE KAPITEL. LANDSBYLIV

NOTE

Отрывок из книги

At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

.....

Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes, holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen, ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.

Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester, hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end har anstrengt mig for at faae den frem.

.....