Fra det moderne Frankrig

Оглавление

Kaufmann Richard. Fra det moderne Frankrig

Paris og Pariserne

Pariserinden

Vinterliv i Paris

Foraar i Paris

I Kammeret

Det Røde Paris

Paa Børsen

Kunst og Kunstnere

Litteratur og Aviser

Paris som Theatercentrum

I

II

III

IV

Sommerliv og Fester

Parisere en Évidence

De Fremmede i Paris

Vrangsiden af Paris

Kafé – og Gadeliv

I

II

III

Billeder Fra Sydfrankrig

Отрывок из книги

Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet. Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,—det vilde ikke være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske, men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den havde sit Sæde.

.....

Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de flittige Arbejderhuse—og de existerer i Hobetal—stræbes og spekuleres og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet "articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første, primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham, og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker, hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske den samme Race Mennesker.

.....