Om verdslig ovrighed er Martin Luthers vigtigste skrift om forholdet mellem kristendom og politik. Her fremstiller han sin beromte sondring mellem de to regimenter, det andelige og det verdslige. Dermed lAegger han op til en klar opdeling mellem kirke og stat. ToregimentelAeren betyder dog ikke en fuldstAendig adskillelse af religion og politik for Luther. TvAertimod har den kristne i sin tro et sAerligt grundlag for at involvere sig i det politiske, fordi den kristnes virke er prAeget af nAestekAerlighed og dermed er orienteret mod det menneskelige fAellesskab. Luthers opfattelse er, at politik ikke kan bruges til at gore mennesker kristne med, men kristne mennesker bruger politik til at gavne andre. Bogen rummer foruden Luthers tyske tekst og den nye danske oversAettelse ogsa en historisk introduktion og en indforing i selve tankegangen, og den giver saledes et godt grundlag for at forsta den aktuelle diskussion om forholdet mellem religion og politik i et land med luthersk tradition.
Оглавление
Группа авторов. Martin Luther
Forord
Luthers øvrighedsskrift i historisk perspektiv
Baggrunden
De to øvrigheder
De to riger og de to regimenter
Langtidsvirkninger
Lydighedens grænse
Luther som rådgiver for politikerne
Forkynderens stilling dengang og nu
Tankegangen i Luthers øvrighedsskrift
Indholdsoversigt
Skriftets syn på kristendom og politik
Dedikationsskrivelsen
Indledningsafsnittet
[Første del]
Anden del
Tredje del
Appendiks om restitution
En luthersk opfattelse af kristendom og politik i dag
Tekstgrundlaget
Von weltlicher Obrigkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei
Om verdslig øvrighed, hvor langt man er den lydighed skyldig
Das andere Teil Wie weit sich weltlich Obrigkeit strecke
Den anden del Hvor langt verdslig øvrighed rækker
Das dritte Teil
Den tredje del
Litteratur
Kilder
Sekundærlitteratur
Navneregister
Sagregister
Отрывок из книги
På dansk ved Svend Andersen
Martin Luther
.....
På den anden side kan der heller ikke være tale om, hvad man kunne kalde aktiv modstand. I det øjeblik, man griber til den, søger man jo selv at forsvare evangeliet med ydre magtmidler. Det kan aldrig være berettiget. Det ville jo også være at gribe ind i Guds herredømme. Der kan derimod være tale om passiv modstand. Det vil sige, at man simpelt hen nægter at udlevere testamenterne. Ikke en side, ikke et bogstav må man udlevere – og dermed miste sin salighed! Det vil nemlig være at overgive Kristus til Herodes! Kommer der påbud om husundersøgelser, skal man tålmodigt finde sig i det. Men man skal ikke flytte en fod eller løfte en finger for at hjælpe til og dermed lystre det ugudelige påbud.
Der er altså tale om en meget alvorlig sag, uanset om man griber forkert til den ene eller den anden side. Det kan så være et spørgsmål, om det i alle tilfælde ville være særlig let at trække grænsen mellem aktiv og passiv modstand, når hertugens svende trængte sig ind i éns hus – sandsynligvis på en måde, som let kunne resultere i tumultuariske optrin. Men Luther mener altså, at der kan skelnes. Man sætter sin salighed på spil ved at udlevere testamenterne. Men man gør det egentlig også, hvis man skulle komme til at skubbe til den indtrængende soldat.
