Читать книгу Korvetten Heimdals Togt til de vestindiske Farvande i Aarene 1861 & 1862 - Holm Jacob - Страница 2

Under Kommando af Orlogskaptain Grove afgik Korvetten fra Kjøbenhavns Red d. 30te Juni, anløb efter Ordre Plymouth for at fylde Kul og afgik den 10de Juli herfra direkte til Vestindien. Overreisen var begunstiget af særdeles godt Veir, men Passaten var noget flau, hvorfor Korvetten, skjøndt en god Seiler, kun opnaaede en Middelreise, d. e. 4 Uger fra Kanalen. Vel er Heimdal en Dampkorvet; men det Høieste, den kan rumme, er Kul for 7 Gange 24 Timer, og Kulkjælderen er derfor en Sparebøsse, som man ikke tyer til, førend det er høist nødvendigt. Paa en Reise som denne behøvedes det heller ikke, og Damp blev saa lidt som muligt benyttet. Passaten, som man træffer omtrent på Madeiras Brede, blæser jo bestandig mod Vest, og man har kun at gjøre sig saa bred som mulig med Seil, naar man har opnaaet at fange den.

Efter de forskjellige Aarstider træffer man Passaten snart paa nordligere, snart på sydligere Breder, men næsten altid der, hvor den verdensberømte Amerikaner, Lieutenant Maury, har sat dens Grændse. Denne af sin Virksomhed for den transatlantiske Fart saa høit fortjente Mand har med utrættelig Flid udarbeidet Reiserouter over Atlanterhavet, som den Søfarende i næsten alle Tilfælde staaer sig ved at følge. Ved at benytte nogle og tyve Tusinde Skibsjournaler har han opnaaet det smukke Resultat, til enhver Tid paa Aaret at kunne angive de fremherskende Vind- og Veirforhold paa forskjellige Steder, hvorefter han har udarbeidet Router for de korteste Reiser. Endogsaa Skibsførere, der have udbedt sig hans Raad, har han forudsagt den Vei, de under visse Eventualiteter burde tage, og da hans Spaadomme altid ere gaaede i Opfyldelse, har han beseiret mangfoldige Fordomme og givet Navigationen en videnskabelig Karakteer, der mere og mere lægges til Grund for Seiladsen i den nyere Tid. I de senere Aar har ethvert dansk Orlogsskib, der gaaer over Atlanterhavet, ført en meteorologisk Journal, som er bleven tilstillet Lieutenant Maury, og en saadan blev ogsaa paa dette Togt ført af en af Korvettens Officerer.

Angaaende Overreisen er der ikke videre at bemærke. En Søreise, der er eensformig i sig selv, vilde blive det endnu mere for Læseren, og Beskrivelsen af en tiltagende Hede vilde maaskee fra dennes Side møde en tiltagende Kulde, hvilket vi for enhver Priis ville undgaae. Imidlertid er Heden i Troperne ingen Spøg for de dertil uvante Europæere, og i en Orlogsmand, hvor saamange Mennesker ere sammenpakkede i et indskrænket Rum, forvandler en Sygdom sig let til en Epidemi. Vort Skib, der havde Fredsbesætning (156 Mand; Krigsbesætningen er omtrent 20 Mand mere), var iøvrigt særdeles vel apteret og hjemmefra godt forsynet med Midler til Sundhedspleien. Men ogsaa ombord blev der gjort Alt for at fremme Hygieinen, og der kan gjøres meget, naar Skibschefen stadigt har sit Øie henvendt paa dette vigtige Punkt.

Den 8de August fik vi Øen St. Bartelemy i Sigte, og Dagen efter vare vi udenfor Christianssted, der ligger paa Nordsiden af St. Croix og hvor Gouverneuren boer. Da vi ikke kunde løbe ind i Havnen, sendte Chefen sine Depecher iland til Gouvernementet, Fortet saluteredes, og vi gik strax til Frederikssted, hvor vi ankom samme Eftermiddag. Herfra tog Chefen over Land til Christianssted for at melde sig hos Gouverneur Birch, hvem han var underlagt med Hensyn til Tjenesten ved de danske Øer. En glimrende Diner, som Gouverneuren nogle Dage senere gav i Gouvernementshuset for Korvettens Officerer, indviede vor Ankomst til det danske Vestindien.

Dagen efter, den 12te August, kom Korvetten for første Gang til Ankers i St. Thomas' Havn, hvor Chefen satte sig i Forbindelse med Vicegouverneur Berg og de øvrige Autoriteter. I Havnen var der ingen fremmede Orlogsmænd eller Kapere, hvorimod der var indløben Efterretning om, at en Snees Skibe vare tagne i Søen af Sydstaternes Kapere og brændte af disse, da det ikke tillodes dem at sælge deres Priser i nogen Havn. Da Forholdene i St. Thomas vare rolige, gjorde Korvetten d. 19de August et lille Kryds til St. Jan, og i Slutningen af samme Maaned nogle Krydstoure mellem Øerne.

Den 5te September gik de nordlige Staters Krigsdampskib Powhattan til Ankers i St. Thomas' Havn for at forsyne sig med Kul. Det var et af de Skibe, som vare udsendte for at erobre Sydstaternes armerede Dampskib Sumter, der, som man veed, heldig undslap sine overlegne Fjender og endelig sluttede sin Rolle i Vestindien ved at undgaae det ved Martinique stationerede "Iraquois" Forfølgelse. Sumter var de nordlige Staters flyvende Hollænder og imod den nærede de en Forbittrelse, som jo ikke blev formindsket ved den ofte gjentagne, men altid frugtesløse Jagt efter den. Vi fik ikke Sumter at see, da den vel vogtede sig for at komme til St. Thomas, hvor dens Fjender bestandig laae paa Luur.

Med Gouverneuren og Vicegouverneuren gik vi den 6te September til St. Jan, ved hvilken Leilighed det undersøgtes, hvorvidt en lille Ø (Loango), der ligger tæt ved St. Jan, hører til den engelske Ø Tortola (hvad dennes Bestyrelse havde paastaaet) eller under den danske Regjering. Efter hvad vi senere have erfaret, oplystes det, at Øen Loango hører os til, og den danske Krone har saaledes i 1861 havt en Tilvæxt – men den er rigtignok ikke meget betydelig, da hele Øens Befolkning kun bestaaer af nogle faa Negerfamilier.

Forholdene ved St. Thomas vare bestandig rolige, derimod var der fra en anden Kant indløbet Efterretninger om Kaperier af Sydstaternes Skibe, idet nemlig den danske Generalkonsul Stürup i Caracas havde indberettet, at Sumter blandt andet havde taget 2 Skibe, der vare bestemte til Porto Cabellos Havn. Da Generalkonsulen i samme Skrivelse udtalte, at det vilde være meget gavnligt for de danske Interesser der i Landet, om et dansk Krigsskib for en kort Tid kunde anløbe Republiken Venezuelas Havne, og da dette stemmede med den Tjeneste, der ogsaa hjemmefra eventuelt var forbeholdt Korvetten, besluttedes det, at denne skulde gjøre en kort Udflugt til de omtalte Steder.