Читать книгу BLIK - Irina Bjørnø - Страница 5

Du gav mig vinger – så jeg kan flyve,

Du gav mig håb – så jeg kan smile.

Du broderede min sjæl med en tråd af kærlighed,

Og jeg tøede op – hvorfor skulle jeg blive overrasket?

Du kyssede mit hjerte så ømt,

At jeg troede på dig som et mirakel.

Men du elskede mig ikke – du spillede bare

Med kærlighed og ømhed – som en god skuespiller.

Vi er begge voksne, og vi forstår alt,

Forelskelsens spil er ikke noget nyt for os.

Men jeg vil gerne tro på dig – eller skæbnen,

Hvor jeg spiller Ophelia, og du – Casanova.

Du gav mig vinger, jeg kunne flyve.

Men vi kunne ikke klatre op på bjerget sammen,

Og jeg vil ikke mere lyve for dig.

Jeg forlader scenen – og dig – jeg vil ikke spille dit spil mere.