Читать книгу Den magiske terning - Irina Bjørnø - Страница 4

Hun sad på en lædersofa og stirrede tomt ud i salen, hvor pigerne dansede foran et stort spejl. Det var et privat kursus i moderne ballet, og i salen var der ca. tredive yngre mennesker. De samles her for at få rettet deres kropsholdning og for at lære de mest grundlæggende ballettrin. Kurset varede tre dage, og det var allerede den sidste dag. Alle var trætte, og kvinden var mere træt end de andre.

Med sine femogtres år – og stærkt overvægtige krop, var det ikke let for hende at lave alle disse spring og piruetter. Nu hvilede hun sig på sofaen og nød at kigge på de dansende «unger». Hun var ikke jaloux, men det var rart for hende, at beundre de yndefulde kroppe, som udførte elegante ballettrin. Kurset blev ledet af en mandlig balletdanser fra Tyskland. Han var colombiansk bodybuilder, havde en lang hestehale i nakken, kraftfulde skuldre og en tynd hvepsetalje. Han var ikke ung, men stadig smuk i alle sine bevægelser. Dansepigerne i salen – undtagen den gamle ballerina – så på ham med tilbedende blikke, som var han en velsmagende vaffelis med tredobbelt chokolade overtræk.

Hun var selv tidligere balletdanser, men ikke en af de bedste. For mange år siden havde hun været en del af den Kongelige Ballet som ensembledanser, og hendes karriere var sluttet mange år tidligere. Faktisk gik hun på pension som fyrreårig, hvilket er normalt i balletverdenen. Nu boede hun i en lille bitte toværelses lejlighed i centrum af byen – helt alene og glemt. Hendes liv var meget begrænset. En gang om året var der plads og penge til en balletrejse til Italien, og to til tre gange om året gik hun til balletkurser, for at holde sine dansefærdigheder ved lige.

Nu sad hun på sofaen og hvilede sig. Hendes ben og ryg summede og gjorde ondt, men hun ønskede ikke at forlade dansesalen. Hendes store krop passede ikke til ballet mere. Hvordan kan man kombinere et tylskørt med tykke ben? Men hun var ligeglad. Hun betalte penge for glæden ved at danse igen, og for at nyde ballettens bevægelser. De unge danseres tilstedeværelse generede hende slet ikke.

Hun vidste også, at hendes tid som danser næsten var forbi. Det var slut med kroppens lethed, et rynkefrit ansigt og graciøse bevægelser. Selvfølgelig kunne hun sulte sig til en tynd krop, reducere rynkerne i ansigtet med Botox, som stammer fra rottegift. Men indvendige aldringsprocesser, som er usynlige for omverdenen, kan ikke narres med væksthormoner, alkohol eller dyre rynkecremer.

Engang var hun – som de unge dansepiger i salen – tynd, slank, yndig, naiv og troede på evig ungdom. Men som årene gik på dansescenen, blev hendes storetæer ødelagt af de spidse balletsko, og taljen var blevet mere og mere omfangsrig, trods endeløse diæter, faster og udrensningspiller. Hendes hår var nu gråt og fint, næsten gennemsigtigt – og neglene var skøre. Hendes rødmossede ansigt lignede ikke mere en lille, pudret porcelænsdukke.

Hun havde et par gange været på turné i andre lande med teateret. På en af disse turneer mødte hun den russiske balletdiva, Galina Ulanova, som ikke længere var ung på det tidspunkt, men som stadig dansede perfekt. I sin dans udtrykte Ulanova de gamle, russiske ballettraditioner med klassiske bevægelser, som stammede fra «dansende engle». Sammenlignet med Ulanovas dans på scenen, virkede den skandinaviske ballet tung og amatøragtig. Og alligevel elskede vores gamle ballerina den, fordi den var fuld af originalitet og improvisationer. Hun fandt den meget mere naturlig end den russiske.

Da hun var femoghalvtreds, døde hendes mor, som hun altid havde boet sammen med, og hendes liv ændrede retning. Hendes mor havde skabt en illusionen om, at hendes datter altid var en lille pige, som aldrig ville blive voksen. Da moderen pludselig døde efter flere års lidelser, vidste datteren ikke noget om det virkelige liv. Moderen havde aldrig fortalt hende om livets hemmeligheder, og derfor følte ballerinaen nu vrede mod sin mor.

Hendes vrede manifesterede sig i hende, så hun gjorde det modsatte af, hvad hendes mor havde prædiket for hende i årevis. Nu spiste hun alt, hvad hun havde lyst til, og tit startede hun dagen med kaffe og chokoladekage. Hun kunne blive liggende i sengen i timevis og stirre op i loftet, og hun passede ikke længere på sig selv.

Hendes tøj var nu ofte beskidt og laset, neglene var sorte og afbidte, øjnene uden makeup, og det uvaskede, grå hår strittede i alle retninger. I løbet af de første to år steg hendes vægt fra 60 til 90 kg, og hun holdt op med at se sig i spejlet. Hun var «fed-og-færdig» – et gammelt, uinteressant og visnet væsen. Men på trods af det, følte hun sig ikke fri af sin mor. Hvem hun var, og hvad hun ønskede, vidste hun ikke.

Hendes lyst til at danse dukkede kun op et par gange om året, og så deltog hun i balletundervisningen. Hun havde ikke stiftet familie, computerverdenen var uoverskuelig for hende, og hun læste kun let tilgængelige artikler i kulørte blade.

Der havde næsten ikke været mænd i hendes liv. Der var en enkelt i hendes ungdom, men han faldt ikke i hendes mors smag – og blev forkastet. Og nu var det for sent! Alt for sent!

Fandtes der en mand, som ville nyde at kærtegne hendes fede, bulede mave eller grimme og misformede fødder? Som ville stryge hendes sparsomme, grå og uvaskede hår? Hun var realist, og værdsatte kaffe og kage mere end kærtegn fra en eller anden drukkenboldt. Men nogle gange gik hun til en massør på grund af rygsmerter og behovet for fysisk kontakt med mænds «kærtegn».

Hendes faste massør var en ung mand i tyverne, en kunstner – eller mere præcist en billedhugger – som modellerede en skov af uhyggelige rumvæsner lavet af voks. Han arbejdede som massør med speciale i ældre damer, «gamle rosiner», som han plejede at sige om sine klienter. Han arbejdede kun for at tjene penge, fordi kunsten ikke kunne brødføde, den unge kunstners jordiske legeme.

Han vidste ikke noget om, at de «gamle rosiner», som lagde deres visne kroppe på hans briks, næsten følte orgasmer under den unge kunstners stærke og kraftfulde hænder. Han masserede altid sine klienter nøgne, fordi han var ligeglad med dem, og ikke mere så på dem som kvinder. Når han masserede deres furede kroppe, følte han ikke deres nøgne hud, men opfattede dem som levende modellervoks, lige som i hans fantasiskulpturer.

Nu sad den gamle ballerina på lædersofaen og tænkte på det, hun for nyligt havde opdaget om det gamle kastanjetræ i gården ved hendes hus. Hvert år i april sprang det ud med en sky af duftende «lys». Og i september var træet tynget af brune frugter, som fugle og egern elskede at spise. Ballerinaen vidste helt sikkert, at dette træ, det eneste i hele byen, kunne tale med hende. Dette var hendes hemmelighed, som hun ikke ville dele med nogen.

Træ-miraklet blev åbenbaret for ballerinaen en dag, efter en stor frokost med medisterpølse, masser af hvidt brød, rødbeder og syltede agurker, som hun skyllede ned med bitter øl. Da hun havde «ædt» alt dette, fik ballerinaen en uimodståelig trang til at gå ned i gården. Hun klædte sig hurtigt på, gik ned af trappen og satte sig på bænken foran huset. Så faldt hendes blik, sløret af den fede mad og alkohol, på det høje, nøgne kastanjetræ, som stod midt i gården uden tegn på liv. Det var i slutningen af november, vinden blæste, og himlen var dækket med tunge, grålige skyer, fulde af efterårsgråd.

Hun sagde i træets retning: «Jamen, hvordan kan du stå her? Tror du ikke, jeg ved, hvor kold du føler dig? Er det ikke bedre for dig, at stå et eller anden sted i det sydlige Frankrig eller Grækenland? Kom hen til mig og sæt dig ned! Kan du ikke det? Eller vil du ikke?» råbte ballerina højt til kastanjetræet.

Og pludselig forekom det hende, at kastanjetræet rystede på «kronen», og hun hørte – eller var det indbildning – at træet hviskede:

«Gør du nar af mig? Det er mig, som ser på dig hver dag! Og du siger, at jeg er ikke fri? Er du fri? Ja, måske er det slemt at stå her i gården i vinterenes kolde og mørke måneder, men jeg sover om vinteren. Du sover hele livet! Det bliver snart forår, og jeg vågner igen. Men hvad med dig? Hvornår vågner du op fra din tunge søvn?

Ballerinaen rystede på hovedet. Hun var ikke parat til at lytte til træet, og hun tænkte, at det måske kun var den kolde vind, som susede i hendes ører. Hun gik tilbage til sin lille lejlighed på tredje sal, kravlede i en gammel flonels natkjole og lagde sig i sengen, selvom det var midt på dagen. Hun sov i tolv timer og vågnede først efter midnat. Det var mørkt, og månen skinnede gennem gardinerne. Hun tog in frakke på og gik ned i gården igen.

I løbet af natten var der kommet sne, og kastanjetræet var pudret med hvide, kolde snefnug, som glødede rent og hvidt i mørket. Ballerinaen gik hen til kastanjetræet og klappede på stammen. Og igen syntes hun, hun hørt en hvisken i ørerne:

«Nu vil jeg fortælle dig, hvordan du skal leve dit liv! Og du skal bare lytte. Du har ikke nogen stærk vilje, vel?»

«Nej,» sagde ballerinaen ydmygt, «det har jeg ikke». Og hun tænkte ved sig selv: «Lad mig høre hvad dette træ vil sige.»

«I morgen skal du ringe til din gamle veninde fra balletten, og du skal selv i gang med at undervise! Dette vil give dig livsviljen tilbage» Hviskede kastanjetræet videre.

Ballerinaen kyssede træets glatte, kolde bark og gik tilbage i seng. Om morgenen vågnede hun op med følelsen af, at hun skulle gøre noget vigtigt. Hun drak kaffe med en hvid bolle, smør og marmelade og ringede til sin gamle veninde, som for nylig havde åbnet en balletskole for børn.

«Kom og hjælp mig!» lød den muntre og velkendte stemme i telefonen.

En times tid senere nåede ballerinaen frem til venindens balletstudie. Hun så en elegant og moden kvinde, som var klædt i et velsiddende, blåt jakkesæt, og som var parat til at give balletundervisning. Hendes hår var samlet smukt i nakken, øjnene strålede med en diskret makeup. Hun kiggede på vores ballerina, og så en overvægtig, grim og sjusket kvinde i posede bukser med lapper på knæene, og hår, som strittede ud til alle sider. Hun sukkede og sagde:

«Velkommen! Vil du hjælpe mig med at undervise begyndertrin til småbørnsgruppen? Du skal være den gode, smilende heks – børnene vil elske dig!»

Ballerinaen blev først fornærmet, men så tænkte hun lidt, og lige pludselig hørte hun igen en hvisken «sig JAAA!!!» Og et lille vindpust strejfede hendes ansigt. Var det kastanjetræet? Hun smilede barnligt og sagde: «Ja, hvornår skal jeg begynde?» «I aften» var det korte svar.

Ballerinaen kom en halv time før undervisningens start, og hun var meget spændt. Hun trådte ind i salen og frøs. Den første gruppe af små «sylfider» var i alderen fra 5 til 7 år. Børnene var allerede i balletkostumer med lyserøde tylskjoler og balletsko. De var klar til hendes lektion.

Hun gik hen og stillede sig foran det store spejl, smilede genert og sagde bestemt: «Er vi klar? Saml fødderne, ret ryggen, smukke og runde hænder – og vi starter: en-to-tre – pliér – en-to-tre – pliér!»

Børnene så på den mærkelige skabning, der flyttede sin kæmpe krop med elegance, som en stor elefant, og de begyndte at grine. Til deres overraskelse lo ballerinaen sammen med dem, og dette skabte med det samme en god, fælles stemning i salen. Lektionen var en succes, og ballerinaen følte kærligheden fra alle de sytten, lyserøde piger.

Om aften, da hun kom hjem, gik hun straks hen til kastanje træet i gården, omfavnede det og hviskede kærligt med lukkede øjne: «Tak, kære!»

En forbipasserende mand, rystede på hovedet og sagde tørt: «Du bør omfavne din mand, ikke det dumme træ, dit fjols!»

Hun hørte det, vendte sig om og sendte et varmt smil tilbage til den ukendte mand. Så gik hun op til sin lejlighed på tredje sal. Hun vidste, at nogle gange kommer svarene på livets spørgsmål ikke fra mænd eller kvinder – men fra nattehimmelen, fra bjergene, fra træerne, fra solen eller fra blomsterne, ja – fra alt levende omkring os! Det er kun et spørgsmål om at lytte godt efter. Og hun havde hørt svaret. Eller måske var det kun en illusion?