Читать книгу Transit - Irina Bjørnø - Страница 8

For flere år siden blev jeg forgiftet af en svamperet. Jeg fandt selv svampene, forberedte dem selv, og spiste dem også selv – og jeg blev alvorligt forgiftet. Jeg er normalt god til at se, om svampe er giftige eller ej. Denne gang fandt jeg de første forårsmorkler. Det er nogle af de fineste svampe, som har en vidunderlig smag og ser sjove ud – næsten som en gammel, rynket mand. Men denne gang tog jeg fejl og blev forgiftet.

Muligvis var de svampe en genetiske mutation, og måske var det sket på grund af klimaforandringerne. De kommer måske mere på grund af solaktiviteter end menneskenes miljøsvineri. Måske de var ofre for den evigt, snigende forandring, som driver vores jord videre i udvikling. Alt og alle omkring os forandrer sig. Alt og alle. Darwin kalder den forandring for e-volution – en langsom proces, som er næsten usynlig, men som manifesterer sig i jordens og dens beboeres langsomme forandring. (I modsætning til re-volution).

Dyrene forandrer sig. De adapterer sig til de nye klimaudfordringer, nye påvirkninger som f. eks. Tjernobyls radioaktive udslip, skovenes udryddelse, og de højere temperaturer pga. CO2 udslip. Planter forandrer sig – også svampe. Jeg havde glemt at tage den proces i betragtning, da jeg samlede mine forårsmorkler. Jeg samlede dem ikke i Rusland, men i Danmark, og de voksede ikke i en skov, men ved siden af mit hus.

For mange år siden lærte min farfar mig alle svampenes hemmeligheder, og min farmor lærte mig de traditionelle, russiske metoder til at tilberede dem. Men mine farmor og farfar talte om de russiske svampe, om de russiske skove, om de russiske fødevarer, som er anderledes end de danske. Jeg havde plukket de danske svampe- danske morkler- som voksede i den sandede, danske jord, i en vejgrøft, forgiftet af forbi kørende biler.

For tyve år siden var der ikke så mange indvandrere i Danmark, og der var mest danske og lokale fødevarer på hylderne. Nu kan du møde folk fra hele verden, som bor her i landet, og fødevarerne er også kommet fra alle verdenshjørner. Fødevarerne følger menneskene, og menneskene flytter til de steder, som har de bedste vilkår for dem og deres børn. Denne gamle historie gentager sig igen og igen.

De flygtninge, som strømmer til Nordeuropa, kommer fra krig, økonomisk elendighed og personlige vanskeligheder. Men de vil gerne beholder deres spisevaner, sprog, traditioner og identitet. Og de vil gerne beholde deres drømme. De vil gerne føde mange børn, som kan opfylde de fælles drømme, som de har bragt med sig til deres nye lande. Det er stammedrømme, religionsdrømme og deres retfærdigheds drømme om et fælles paradis. Det er drømme om udbredelse af deres religion – og selvfølgelig drømme om rigdom. De drømme vil de gerne give som arv til den næste generation – og den næste. Man kalder det for kulturarv, men for mig er dette mere historiske drømme.