Читать книгу Boghistorie - Jens Bjerring-Hansen - Страница 3

“Interesserer Du Dig for Litteratur?” – lyder spørgsmålet i en af Storm P.’s tegneseriestriber med Peter og Ping. Den opulente herre i jakkesæt, som ordene er henvendt til, forstår imidlertid ikke spørgsmålet, da han tydeligvis ikke er forvænt med at befinde sig i de åndelige luftlag og ikke er fortrolig med betydningen af det eksotiske fremmedord ‘litteratur’. En straks mere genkendende og uimponeret mine sætter han derimod op, da Peter efterfølgende forklarer, at litteratur er ‘bøger’: “Naa – men Du ka’ da lisaagodt sige det ordentligt!”.

Storm P.’s lille replikskifte kan fungere som en første illustration af emnet for dette tekstudvalg – det moderne, tværfaglige forskningsfelt ‘boghistorie’ – og af nogle af de problemer og paradokser, der er forbundet med at introducere feltet til et publikum af læsere med særlig interesse i litteratur og litteraturteori. Begrebet boghistorie (Book History, histoire du livre) har inden for de seneste tre årtier udviklet sig til en international samlebetegnelse for et vidtforgrenet, tværfagligt forskningsfelt og fortolkningsparadigme, som forener indsigter og metoder fra en lang række discipliner (bibliografi, sociologi, økonomi, social- og kulturhistorie, litteraturvidenskab, filologi, tekstkritik m.m.) i studiet af bogen og den menneskelige skriftkultur i bredeste forstand, fra oldtidens skriftruller til vore dages digitale hypertekster.

En samlende definition af den moderne boghistorie forekommer i bibliografen D.F. McKenzies skelsættende forelæsning om “Bogen som udtryksform” fra Bibliography and the Sociology of Texts (1986), som bringes i uddrag i denne antologi. Her defineres forskningsfeltet som det historiske og sociologiske studie af

teksters komposition, deres formelle design og transmission hos forfattere, trykkere og udgivere; deres distribution via forskellige en gros- og detailhandlere og undervisere; deres opsamling og klassifikation i biblioteker; deres betydning for og [ … ] deres kreative genskabelse hos læserne.

(MCKENZIE, 1986, s. 12)

Denne firefoldige definition leverer en samlende formel for den moderne boghistorie, som omfatter alt fra forlagshistorie og kvantitative studier af bogmarkedet til sociologiske undersøgelser af læseradfærd og studier af samspillet mellem forfattere, forlæggere og litterære institutioner. En vigtig gren af moderne boghistorisk forskning angår selve bogen i dens dobbelte egenskab af fysisk genstand og litterær udtryksform, fx i form af analyser af hvordan fænomener som format, typografisk formgivning og layout indvirker på betydningen af en tekst i forskellige kontekster.

At litteratur har med bøger at gøre, er commonsense, og så er det alligevel langtfra indlysende, at en indføring i boghistorie finder plads i en serie om moderne litteraturteori. Ligesom morskaben for den dannede læser af Storm P.’s tegning opstår i den snusfornuftige og dog noget hasarderede logik i Peters forklaring, der forveksler abstrakt og konkret, litteraturen som åndeligt fænomen med dens konkrete fysiske fremtrædelsesformer, er det nok de færreste akademiske litteraturlæsere, som vil gå med til at beskrive deres genstand som bøger. Det er bøgernes indhold: teksterne, man beskæftiger sig med. Og det strider imod en normal, såvel akademisk som populær, opfattelse af, hvad litteratur er for en størrelse, at den på nogen måde skulle være bundet til sine fysiske fremtrædelsesformer, bogen eller andre medier. Bøger er håndgribelige ting, varer og brugsgenstande, mens litteratur er noget andet og mere æterisk: det åndelige indhold eller de æstetiske oplevelser i bøgerne, som transcenderer det fysiske medie og materiale.

Den boghistoriske tilgang vil imidlertid modsætte sig en sådan kartesiansk eller platonisk dualisme mellem bogen som fysisk genstand og litteraturen som åndeligt indhold, der unddrager sig fysiske betingelser. Et grundlæggende synspunkt i moderne boghistorisk forskning er således, at teksters materielle form og mediet i bred forstand er medskabere af mening, at man med andre ord ikke kan adskille bogen som fysisk genstand fra bogen som kommunikationskanal og bærer af litterært eller æstetisk indhold. Som teoridannelse begrænser boghistorien sig dog langtfra til litteratur i den snævre romantisk-moderne betydning af ‘skøn-’ eller ‘finlitteratur’ (fiktion, poesi, drama osv.); den beskæftiger sig med tekster i alle genrer og medier. Der er altså ikke tale om en litteraturteori i snæver forstand, som forsøger at afdække litteraturens særlige karaktertræk – det, der gør litteratur til litteratur, til forskel fra andre tekster. Tværtimod vil boghistoriske studier ofte betone, hvordan litterære tekster, også når de forekommer allermest litterære, selvberoende og ikkemimetiske i deres formsprog, samtidig indgår i historiske og kulturelle sammenhænge og udfylder sociale funktioner eller politiske formål.

Selvom boghistorien altså ikke er en litteraturteori eller en litteraturvidenskabelig position i snæver forstand, kan den teorihistorisk uden tvivl godt ses som en del af den bredere vending i de seneste 25 års litteraturvidenskab, som undertiden benævnes “return to history”. Efter at hovedtrenden i efterkrigstidens teoriudvikling fra 50’ernes nykritik over 60’ernes strukturalisme til 70’ernes og 80’ernes poststrukturalisme og dekonstruktion havde gået ud på at isolere den litterære tekst som autonom genstand for minutiøs sproglig analyse, opstod der fra 80’erne og frem et behov for at genindsætte tekster i en historisk kontekst og forene den tekstnære analyse med undersøgelser på et større empirisk grundlag. Modsat den laboratorieagtige purisme, som kendetegnede både nykritikken, strukturalismen og dekonstruktionen i deres programmatiske bestræbelse på at læse tekster løsrevet fra historisk kontekst, forfatterintention og andre sociale fingeraftryk, fremkom der et fornyet fokus på tekstlæsning og litteraturstudiet som humanistisk projekt med særlig interesse i at accentuere “the human presence” i teksterne og bringe mennesket tilbage i litteraturhistorien – en tilgang som McKenzie med litteraturforskeren Robert Scholes’ udtryk har betegnet som den “sekulære” i modsætning til den “hermetiske” position i efterkrigstidens litteraturkritik (Scholes, 1985, s. 75).

Denne på en gang verdslige og grundlæggende humanistiske tilgang til litteratur kan måske bedst illustreres med et vue over titlerne på en række centrale monografier og artikler inden for forskningsfeltet. Symptomatisk er i den sammenhæng den amerikanske historiker Robert Darntons banebrydende studie The Business of Enlightenment (1979), som på baggrund af detaljerede arkivstudier kortlagde den forlagsøkonomiske baggrund for et af oplysningstidens helt centrale åndsprodukter, Diderots encyklopædi. Et andet eksempel er den amerikanske forsker Martha Woodmansees klassiske artikel om “The Genius and Copyright” (1984), som viste, hvordan det moderne begreb om forfatteren som original og solitær skaber blev til i slutningen af 1700-tallet som en særegen hybrid af romantikkens geniæstetik og tidlig kapitalistisk copyright-lovgivning. Samme problematik findes behandlet af Mark Rose i et andet værk med den ligeledes prægnante titel Authors and Owners. The Invention of Copyright (1993). Fra skandinavisk sammenhæng kan man nævne Johan Svedjedals sociologiske og fortælletekniske dobbeltblik på C.J.L. Almqvists forfatterskab i Almqvist – Berättaren på bokmarknaden (1987) og Petra Söderlunds Romantik och förnuft (2000) om den svenske romantiske gruppe “fosforisterne” og deres opståen omkring Palmblads forlag i Uppsala.

Som de nævnte titler indicerer, er der tale om en tilgang til litteratur, som modsætter sig romantiske idéer om forfatteren som ophøjet skaber eller af litteraturen som åndeligt refugium løsrevet fra merkantile interesser og andre verdslige hensyn. En hyppig anke mod den boghistoriske tilgang til litteratur er følgelig, at den ser bort fra ‘selve’ teksten og ikke er i stand til at gøre rede for de særlige æstetiske eller erkendelsesmæssige kvaliteter i litterære tekster. Denne anke er på sin plads, for så vidt som boghistorien ikke er en litteraturteori i eksklusiv forstand, men et empirisk forskningsfelt, der beskæftiger sig med alle former for tekst, litterære såvel som ikke-litterære, og tekster i alle medier. Men som vi skal se, rummer boghistoriens mediespecifikke perspektiv også nye muligheder og redskaber til at skærpe litteraturvidenskaben og den traditionelle nærlæsnings sensibilitet for litteraturens æstetiske potentialer, ligesom det tværfaglige paradigme lægger op til en historisk revurdering og nuancering af fundamentale litteraturvidenskabelige begreber og kategorier som tekst, forfatter og læser.

HISTORIEN

Den moderne boghistorie er et tværfagligt og et internationalt fænomen. Historien om den må derfor nødvendigvis markere de faglige og geografiske grænser, man har arbejdet på tværs af, når hovedsynspunkterne er blevet formuleret. Kort fortalt er boghistorien opstået som en fusion af mindst tre forskellige fagtraditioner: den empirisk og kvantitativt orienterede historievidenskab (den franske annales-tradition), den angelsaksiske bibliografi og endelig den moderne tekstnære litteraturkritik.

Historien har et naturligt udgangspunkt i Robert Darntons banebrydende essay fra 1982, “Hvad er boghistorie?”, som åbner denne antologi. Her kaldte den amerikanske historiker til samling af de skoler og specialdiscipliner – “Histoire du livre i Frankrig, Geschichte des Buchwesens i Tyskland, history of books eller of the book i den engelsktalende del af verden” (s. 41) – der havde bogen og bogkulturen som genstand eller udgangspunkt for videnskabelig undersøgelse. Darntons gestus var dobbelt – både pluralistisk og disciplinerende. Han foreslog og foregreb perspektiver, som siden er blevet taget op rundt omkring i det boghistoriske forskningsfelt. Det gælder ikke mindst den anskuelige model over bogens kommunikationskredsløb – fra forfatteren via bogmarkedets forskellige mellemmænd af håndværkere og handlende til læseren – som er grundlaget for den engagerede beretning om en provinsboghandler og hans betydning for udbredelsen af oplysningstankerne i det førrevolutionære Frankrig. Med sin model trak Darnton imidlertid feltet i retning af én disciplin, nemlig historien. Bogen er i modellen – som vi skal vende tilbage til siden hen – således ikke interessant i sig selv. Den er en slags abstraktion af de interaktionelle forhold mellem deltagerne i kredsløbet, som først og fremmest påkalder sig social- og kulturhistorisk interesse.

I dag, godt 25 år efter at Darnton skitserede forskningsfeltet, og hvor man kort og godt taler om boghistorie (Book History), er tværfagligheden blevet mere udtalt og perspektivet på analyseobjektet udvidet. Ud over historiefaget, Darntons udgangspunkt, har især to andre fagdiscipliner meldt sig på banen: bibliografien og litteraturvidenskaben, som kan siges at interessere sig for bogen som henholdsvis fysisk artefakt og litterær tekst (Howsam, 2006, s. 16-27). Denne interdisciplinære trekant dækker over en lang række monografier, artikler, forsknings- og udgivelsesprojekter, institutioner, netværk og forskere. Til illustration af feltets faglige og geografiske struktur kan yderligere to enkeltpersoner fremhæves, som sammen med Darnton må regnes for hovedfigurerne i den moderne boghistories historie, nemlig bibliografen D.F. McKenzie og kulturhistorikeren m.m. Roger Chartier.

D.F. McKenzies platform var den angelsaksiske ‘bibliografi’ – en betegnelse, der her nok kalder på en forklaring. Bibliografer er – ligesom filologerne – den litterære verdens anonyme husalfer. De tager sig af den enorme strøm af bøger, der flyder fra trykpresserne, og sorterer, systematiserer og beskriver dem. Ved ‘bibliografi’ forstår vi herhjemme normalt udfærdigelsen af ræsonnerede boglister inden for et tema, en periode eller et forfatterskab, som stilles til rådighed som en service for dem, der har interesse for indholdet af disse bøger. Det fremmedartede ved den engelske og amerikanske bibliografi – måske særlig når man betragter den fra litteraturvidenskaben – er, at den nærstuderer bøgerne, eksemplar efter eksemplar, ikke for deres indhold vel at mærke, men for de betydninger, der ligger i dem som materielle genstande, og som bærer vidnesbyrd om deres historiske produktionsprocesser (jf. Bowers, 1949 og Gaskell, 1972). Som det mest prægnante eksempel på den bibliografiske virksomhed kan man fremhæve Shakespeare, hvor den brogede materialesituation rejser en lang række problemer: Førstetrykkene af skuespillene er til dels udgivet efter forfatterens død, uden hans autorisation eller endda hans navn på titelbladet. Forskellige udgaver konkurrerede med hinanden, og ved nærmere sammenligning viser det sig, at de forskellige tekstversioner rummer store indbyrdes forskelle, og at denne varians ikke alene skyldes forfatterindgreb, men også kan tilskrives andre faktorer i produktionsleddet, hvad enten det er konkrete sætteres luner eller tidens almindelige konventioner for bogfremstilling. Arbejdet med Shakespeare har ført til nogle af de mest påfaldende bibliografiske foreteelser: I 1940’erne udviklede amerikaneren Charlton Hinman til brug for sit arbejde med den såkaldte First Folio fra 1623 et optisk apparat, der gjorde det muligt at læse to eksemplarer af samme bog på én gang og sammenligne eller ‘kollationere’ dem ned til mindste bibliografiske detalje, kendt som “The Hinman Collator” (Hinman, 1963). Og senest har englænderen Anthony James West udarbejdet en bibliografi på over 400 sider om First Folio efter at have undersøgt mere end 750 forskellige eksemplarer over hele kloden (West, 2001). – En Shakespeare-maskine og et digert værk om de fysiske aspekter af den bogudgave, der rummer nogle af verdenslitteraturens highlights (Hamlet, King Lear osv.). Bibliografien rummer eksempler på en detailfetichisme uden sidestykke i humanvidenskaberne, på den anden side har de bibliografiske bidrag til fx Shakespeare-forskningen udgjort et uundværligt empirisk grundlag for de seneste års litteraturhistoriske revurderinger eller nyfortolkninger af de klassiske tekster og vilkårene for deres produktion, cirkulation og reception (Kastan, 2001 og Jowett, 2007).

Det særlige ved den angelsaksiske bibliografi er, at den traditionelt alene har rettet den analytiske interesse mod bøger og andre tekstbærere som fysiske genstande. Berømt i denne sammenhæng er bibliografen W.W. Gregs beskrivelse og afgrænsning af disciplinens arbejdsområde fra 1932 som studiet af “papir- og pergamentstykker påført visse skrevne eller trykte tegn [ … ]; deres betydning kommer ham ikke ved” (s. 65). Bøgernes ‘litterære’ indhold overlod man i stedet til den samtidige (nykritiske) litteraturkritik, der omvendt studerede litterære tekster som rent abstrakte meningstransaktioner, løsrevet fra enhver materiel basis eller historisk produktions- og receptionssammenhæng. I et opgør med det kunstige og ufrugtbare i en sådan opdeling gjorde D.F. McKenzie sig i den allerede omtalte forelæsning “Bogen som udtryksform” til talsmand for en moderne tværfaglig bibliografi eller såkaldt ‘tekstsociologi’, som skulle forene bibliografiens detaljerede interesse i bogen som fysisk genstand med litteraturkritikkens interesse i teksters litterære indhold. McKenzies tilgang distancerer sig ligeligt fra både bibliografiens fetich for bogen som en ting og litteraturvidenskabens idealistiske ophøjelse af tekstens indhold, idet den insisterer på sammenhængene mellem materiel form og tekstuel betydning og på dialogen mellem disse videnskaber. Tilgangen kommer klart til udtryk allerede i titlen på et essay fra 1977: “Typography and Meaning” om den engelske 1600-tals dramatiker William Congreve, der – som McKenzie viser – i samarbejde med forlæggere, trykkere og sættere ved hjælp af typografiske virkemidler formåede at omsætte teatrets rumlige tableauer og orale gestik til bogmediet (McKenzie, 1981). Det er både bibliografi og litteraturvidenskab.

Også for Roger Chartier er denne dialog det centrale anliggende og allerede indlejret i bogen selv – nemlig i dens dobbelte egenskab af materiel genstand og bærer af et litterært værk (Chartier, 2005, s. 7-15). Chartier er ud af den franske Histoire du livre-tradition, som også var Darntons udgangspunkt. Hovedværket inden for denne retning er den store Histoire de l’édition française (1982-86), som Chartier redigerede med sin boghistoriske læremester Henri-Jean Martin, og som siden har dannet forbillede for nationale boghistorier i bl.a. England og USA. Den franske boghistorie bygger i meget på den såkaldte Annales-skole i efterkrigstidens historievidenskab, som især kendes for sine systematiske og tværfaglige studier af social- og kulturhistoriske forhold i lange historiske forløb. Et makroperspektivisk blik, der hos Chartier kommer til udtryk i stort anlagte undersøgelser af skriftkulturens historie og de grundlæggende kulturelle praksisser (læsning, skrivning og arkivering), som udgør ‘bøgernes orden’ (jf. titlen på hans hovedværk, L’Ordre des livres. Lecteurs, auteurs, bibliothèques en Europe entre XIVe et XVIIIe siècle). Karakteristisk for Chartiers arbejde er imidlertid, at det historiske og sociologiske rammeværk konstant konfronteres med kritiske læsninger af enkelttekster – lige fra Hamlet til folkebøger – og en bibliografisk opmærksomhed på disse teksters materielle form. Blandt Chartiers større projekter ligger de måske mest vidtrækkende perspektiver i hans undersøgelser af læsningens historie, som hans bidrag til denne antologi knytter an til.

Vi vender tilbage til perspektiverne i McKenzies og Chartiers varianter af boghistorien. Her er de fremhævet som eksemplariske figurer ikke alene for den dialog, der finder sted mellem materielle og tekstorienterede synspunkter i forskningsfeltet, men også for feltets geografi, for så vidt som boghistorien hovedsageligt har været et anglo-amerikansk og fransk foretagende først og fremmest med engelsk som fælles sprog. Herom vidner den serie af større, boghistoriske fremstillinger fra Frankrig, England og USA, som har været med til at forme det boghistoriske felt gennem de seneste 25 år. En anden nøglepublikation er David Finkelstein og Alistair McCleerys The Book History Reader (2001, 2007), mens den vigtigste publikationskanal er tidsskriftet Book History (1992ff.). Endelig skal det mest vitale netværk nævnes: SHARP (Society for The History of Authorship, Reading & Publishing), der står for store internationale konferencer og en omfattende webportal (www.sharpweb.org). I USA og Storbritannien har man oprettet boghistoriske forskningscentre og undervisningsprogrammer, og den første fagdidaktiske lærebog har set dagens lys (Hawkins, 2006).

Man kan undre sig over, hvor Tyskland er blevet af i den moderne boghistorie, for det er et faktum, at Gutenbergs hjemland ikke har taget aktivt del i teoridannelsen og institutionaliseringen af boghistorien fra 1980’erne og frem. Den tyske Geschichte des Buchwesens, som Darnton nævner, har i høj grad været empirisk anlagt og præget af mange mindre, specialiserede bidrag uden overgribende syntetisering eller teoretisk-metodisk diskussion. Litteraturvidenskaben og bibliografien er tilsvarende næsten fraværende i den tyske bogforskning, et forhold, der måske til dels kan forklares ved hermeneutikkens dominante stilling i Tyskland. Den hermeneutiske tradition fra Schleiermacher til Gadamer repræsenterer en idealistisk forståelseslære, der nok reflekterer over sproget, men som ikke er opmærksom på dets materielle form. Løsenet er ‘tekst’, ikke ‘bog’ (Jochum, 1996). Når dette er sagt, skal det med, at der selvfølgelig findes tysk forskning, der kan tendere og inspirere boghistorien; det er jo ikke al boghistorie, der markedsfører sig som sådan, eller som mest naturligt kalder på netop dén etiket. Man kan fremhæve Konstanzerskolen (Hans Robert Jauß og Wolfgang Iser) og dens teoretisering over litterære receptionsprocesser, som har haft stor resonans i litteraturvidenskaben også herhjemme; den historiske udforskning af læsefærdighed med sit markante udtryk i Rolf Engelsings omdiskuterede tese om en ‘læserevolution’ i slutningen af 1700-tallet, som var afgørende for litteraturens moderne produktions- og receptionsmønstre (Engelsing, 1974); og endelig Kittler-skolens medieteknologiske forskning, som studerer de historiske diskurser, der knytter sig til skrivningen, og den teknologi, der determinerer den: fra Goethes blyant til Nietzsches skrivemaskine (Kittler, 1985).

Vender vi blikket mod Skandinavien, kan den interdisciplinære trekant (historie – bibliografi – litteraturvidenskab) bruges til at tegne et groft rids af forskningssituationen. I Sverige har man allerede en introduktion til feltet i antologien Böcker och bibliotek. Bokhistoriska texter (1998) redigeret af litteratursociologen Margareta Björkman. Hvis vi gemmer betegnelsen litteratursociologi et øjeblik, synes det blandt boghistoriens faglige generatorer at være bibliografien, der har været det vigtigste omdrejningspunkt for den nyere udforskning af bogen i Sverige. Den angelsaksiske tekstsociologisk orienterede bibliografi har haft en vis resonans hinsidan, dels i den videnskabelige udgivelsesteori- og praksis, særligt i forbindelse med den aktuelle udgivelse af C.J.L. Almqvists Samlade Verk, dels i det arbejde, der foregår ved afdelingen for bog- og bibliotekshistorie ved Lunds Universitet (jf. fx Ridderstad, 1999). Den ‘ny bibliografi’ blev tidligt introduceret allerede i 1991 af Johan Svedjedal, som leder afdelingen for litteratursociologi ved Uppsala Universitet (Svedjedal, 1991).

Det er her på sin plads at knytte et par generelle bemærkninger til litteratursociologien, da der, som det fremgår, er en vis fællesmængde mellem den og boghistorien. Begge felter kan siges at arbejde under overskriften litteratur og samfund (jf. for litteratursociologiens vedkommende fx Møller Kristensen, 1942-45; Hertel, 1971 og Munch-Petersen, 1978). Fælles er de også om interessen for litteratursamfundet (‘den litterære institution’, ‘det litterære system’, ‘bogmarkedet’ osv.) og for det litterære kredsløb som socialt fænomen. En vigtig fælles inspiration for en lang række nyere boghistoriske og litteratursociologiske studier er således den franske sociolog Pierre Bourdieus teori om ‘det litterære felt’, som udfoldes i bogen Les Règles de l’art (1992). Her analyseres tilblivelsen af det moderne litteratursamfund i Frankrig i 1800-tallets anden halvdel som en dynamisk, men afgrænset struktur af sociale relationer mellem forskellige positioner og aktører (forfattere, forlag, kritikere osv.), som strides om status og økonomisk og kulturel kapital (Bourdieu, 1992a). Bourdieus feltanalyse forholder sig distanceret og skeptisk til essentialistiske opfattelser af litteraturens særlige eksistensmåde eller idealistiske opfattelser af digterrollen. På tilsvarende måde har Svedjedal peget på det, han kalder en “vurderingsdistance” som et bestemmende træk ved det litteratursociologiske blik, der snarere udvælger og analyserer tekster efter deres repræsentativitet og deres sociale og kulturelle betydning end efter deres immanente litterære værdier (Svedjedal, 1996). En sådan vurderingsdistance er også karakteristisk for mange boghistoriske arbejder. Den udtrykkes begge steder allerede i emnevalget, som ofte er populære bøger eller ukendte, inferiøre forfattere, og når det drejer sig om kanoniserede forfatterskaber, bliver de ofte betragtet lidt på afstand med henblik på en nuancering, komplettering eller revision af de vurderinger, der ligger til grund for kanoniseringen. Mange boghistoriske studier vil med andre ord også kunne klassificeres som litteratursociologiske. Dér, hvor boghistorien omvendt mest markant adskiller sig fra litteratursociologien, er i dens bibliografiske interesse og æstetiske sensibilitet for bogen som materiale og udtryksform.

Også i Norge kommer de væsentligste nyere boghistoriske fremstød fra litteraturvidenskabeligt hold. Man må her nævne Tore Rems Bourdieu-inspirerede studie i Alexander Kielland og det moderne gennembruds litterære felt i Norden, Forfatterens strategier (2002). Samme Rem iværksatte i 2003 antologien Bokhistorie (2003), hvor nyere boghistorisk teori og metoder anvendes i nylæsninger af en række kanoniserede forfatterskaber i norsk litteratur. Det nyeste bidrag inden for feltet er antologien Tekst og historie. Å lese tekster historisk (2008), forfattet af et tværfagligt kollektiv, som med held forsøger at gøre boghistoriske kerneforestillinger om tekstens materialitet og forfatterbegrebets sociologi relevante for humanvidenskaberne generelt.

I Danmark har de vigtigste bidrag til feltet rødder i faghistorien. Her skal to disputatser fremhæves: Henrik Horstbølls Menigmands medie. Det folkelige bogtryk i Danmark 1500-1840 (1999) og Charlotte Appels Læsning og bogmarked i 1600-tallets Danmark (2001), som tilsammen udgør en uomgængelig forståelsesramme for beskæftigelsen med vores førmoderne litteratur. Teoretisk knytter de begge an til den moderne boghistorie, fortrinsvis de social- og kulturhistoriske tendenser, man finder hos fx Darnton og Chartier. I sin undersøgelse af det folkelige bogtryk aktiverer Horstbøll desuden mediehistoriske synspunkter, særligt Torontoskolen med Marshall McLuhan og Walter J. Ong og dens pointering af kommunikationsteknologiens betydning for de sociale og kulturelle institutioner og deres historiske udvikling (McLuhan, 1962 og Ong, 1982).

Et sådant medialt perspektiv på bogen repræsenterer – mærkeligt nok – lidt af et nybrud. Selvom man kunne synes, at bogen og anden trykt kommunikation burde have en central plads i mediernes historie, er bogen i dansk mediehistorie enten opfattet som en tør og kedelig forhistorie til den egentlige historie eller helt ladt ude af betragtning (Horstbøll, 2002, s. 165).

Ud over disse nye impulser hviler Horstbølls og Appels arbejder også på de store empiriske, men uteoretiserede indsatser i den ældre boghistorie – for sådan en findes selvfølgelig også. I Danmark kan man fremhæve 1800-tallets litteraturhistoriske pionerer som Rasmus Nyerup og N.M. Petersen med det brede litteratursyn og den indimellem slående sociologiske interesse for litteraturens produktionsbetingelser (jf. Nyerup, 1816 og Petersen, 1853-61). Og siden hen, i det 20. århundrede, hvor sådanne tilgange i høj grad udsondredes af den universitære beskæftigelse med litteratur, kan man fremhæve den boghistoriske grundforskning, som er foregået omkring Det Kongelige Bibliotek (jf. fx Nielsen, 1941, Dal, 1982 og Ilsøe, 1992).

Inden for de seneste år har der også været boghistorisk aktivitet uden for historiefaget herhjemme. I editionsfilologien, dvs. den videnskabelige tekstudgivelses teori og praksis, der ellers først og fremmest hviler på tyske hermeneutiske traditioner, er der en tendens til, at synspunkter fra den angelsaksiske bibliografi om tekstens materialitet og sociologi er blevet diskuteret og indreflekteret. Ellers har de boghistoriske aftryk på det seneste været litteraturvidenskabelige. De ses bl.a. i to tidsskrifters nylige temanumre: et om ‘bogvæsen’ i Passage (57/2007) og et mere specielt om ‘paratekstuelle udfoldelser’ i Standart (1/2008). Måske tør man læse disse spæde ansatser som tegn på en mere generel nyorientering i litteraturforskningen?

TEKSTER OG TEMAER

Hvad boghistorien kan tilbyde litteraturteorien og litteraturvidenskaben er i første omgang nogle nye metoder og begreber til at analysere litterære tekster i deres historiske kommunikations- og transmissionssammenhænge. En (ny) måde at læse litteratur på, som systematisk medtænker de fysiske og sociale vilkår for tekstproduktion og litterær betydningsdannelse, og som samtidig tager højde for teksters historiske betingethed og variabilitet som produkter af en undertiden omskiftelig overlevering. Teksterne i denne antologi er udvalgt, så de afspejler en række af de vigtigste temaer i den nyere boghistoriske forskning og samtidig antyder nogle af perspektiverne for deres anvendelse i litteraturvidenskabelig sammenhæng. Det gælder på den ene side en indførelse af boghistoriske og medieteoretiske nøglebegreber som kommunikation og transmission, som vil udvide litteraturvidenskabens normale genstandsfelt; på den anden side betyder det en fornyet nuancering og præcisering af gængse litterære begreber som tekst, forfatter og læser.

KOMMUNIKATION OG TRANSMISSION

De tekster af Robert Darnton og D.F. McKenzie, der åbner denne antologi, præsenterer to forskellige måder at vinkle det boghistoriske blik og indramme det flertydige studieobjekt på. Nøgleordene er hhv. kommunikation og transmission.

Centralt i Robert Darntons essay “Hvad er boghistorie?” (1982) står modellen over bogens kommunikationskredsløb, dvs. dens vej fra forfatteren til læseren. Når Darnton vil illustrere modellen, tager han fat i et berømt eksempel, Voltaires Questions sur L’Encyclopédie, men hans greb er uortodokst: Udgangspunktet er ikke den store forfatter, men en gnisk, lille provinsboghandler, Isaac-Pierre Rigaud i Montpellier, som den 16. august 1770 bestilte 30 eksemplarer af Voltaires nibindsværk, uden at have læst det eller at have nogen synderlig sympati for manden og hans oplysningsprojekt. Ved at anlægge et bredt – eller med hans eget udtryk ‘holistisk’ (s. 47) – perspektiv på bogen, der medtænker hele dens cirkulation, viser Darnton, hvordan boghandleren alligevel fik en vigtig rolle i projektet. Med eksemplet Rigaud illustrerer Darnton et moment i bogens kommunikationskredsløb, bogen hos boghandleren, og relaterer det til aktørens øvrige aktiviteter (folkebøger og romaner fx), konkurrerende aktørers samtidige aktiviteter, andre aktører før og efter i kredsløbet (sætterne på trykkeriet i Neuchâtel eller forfatteren i Ferney fx) samt andre faktorer i samfundet (censuren fx). Således kan man gennemlyse alle faserne i bogens kredsløb fra forfatteren til læseren, som Darnton gjorde det med Diderots encyklopædi i det allerede omtalte hovedværk The Business of Enlightenment fra 1977.

Der er to ting at hæfte sig ved i Darntons metodologi for boghistorien, som den kommer til udtryk her og senere i spidsformulering med den model, han opstiller i essayet fra 1982. For det første er det vigtigt, at Darntons kredsløb så at sige er beboet. Modeller “har en tendens til at fryse menneskene ud af historien”, hævder han (s. 47), givetvis med tanke på de mest abstrakte modeller i datidens marxistiske historieskrivning. I hans model er det som i hans prosa mennesker af kød, det handler om: konkrete forfattere, trykkere, sættere, agenter, bogførere osv. på den og den tid og det og det sted. Denne menneskelige interesse, humanisme, om man vil, retter sig vel at mærke oftest mod ‘mændene på gulvet’, som det er tilfældet i essayet om Rigaud (og Voltaire). Samtidig implicerer dette perspektiv en ‘demokratisering’ og udvidelse af litteraturbegrebet til også at omfatte populære og flygtige tekstgenrer (pamfletter, skillingstryk, kiosklitteratur osv.), samt en relativering og nuancering af afsenderen i kommunikationsmodellen, nemlig forfatteren. Vi vender tilbage til boghistoriens forfatterbegreb nedenfor.

Et andet kardinalpunkt i modellen er det begreb om bogen, der opereres med. Darnton definerer den et sted som et “kommunikationsmiddel” (s. 41) og et andet sted som en “en kraft i historien” (Darnton, 1979, s. 528). Hos ham er bogen således ikke – hverken for dens indhold (altså teksten, der transmitteres) eller dens form (altså den fysiske genstand) – den egentlige forskningsgenstand; den er ikke målet for analysen, men netop et middel til at trænge ind i de afgørende social- og kulturhistoriske spændinger, som opstår blandt aktørerne i bogens kredsløb og – i tilfældet med Voltaires og Diderots skrifter – baner vej for revolutionen. Bogen således opfattet, som en afgørende årsag til sociale og bevidsthedsmæssige forandringer, kendes fra andre historiske arbejder, fx Elizabeth L. Eisensteins berømte studie i forholdet mellem opfindelsen af bogtrykkerkunsten og reformationens gennembrud: The Printing Press as an Agent of Social Change (1979), men synspunktet med dets teknologiske determinisme har i de senere år også mødt modstand (jf. fx Johns, 1998). Den abstraktion, som ligger til grund for mange historikeres arbejde med bogen og altså ligeledes for Darntons model, har været genstand for en mere principiel kritik fra bibliografien. I “A New Model for the Study of the Book”, en artikel fra 1993, vendte bibliograferne Thomas R. Adams og Nicholas Barker Darntons model på hovedet. Her er bogen hovedsagen, ikke som et middel eller en metafor, men som en håndgribelig genstand, og fokus ligger ikke på personerne, der håndterer den, men på processerne, den gennemgår fra idé til bibliografisk faktum.

Den mest frugtbare og vidtrækkende konceptualisering af bogen fra bibliografisk hold findes imidlertid hos D.F. McKenzie i den allerede omtalte forelæsning “Bogen som udtryksform” (1986). Begrebet transmission fungerer her som samlebegreb for de produktions-, distributions- og receptionsprocesser, hvorigennem tekster udbredes eller ‘socialiseres’ i en læserverden. Begrebet omfatter således både en teksts oprindelige, historiske publikationskontekst (det synkrone aspekt) og tekstens efterfølgende overlevering i historien i form af senere udgaver og senere læseres fortolkning (det diakrone aspekt). McKenzies eksempel er en strofe fra prologen til William Congreves drama The Way of the World (1700), som nykritikkens to chefteoretikere W.K. Wimsatt og M.C. Beardsley i 1946 brugte som motto for deres programartikel “The Intentional Phallacy”. Wimsatt og Beardsley brugte her Congreve-strofen til at illustrere deres litteraturteoretiske kongstanke om forfatterens fravær i teksten. Deres Congrevelæsning var imidlertid, påviser McKenzie, en fejllæsning, for så vidt som den tog udgangspunkt i en fejlbehæftet version af teksten fra en moderne digtantologi, som sagde omtrent det modsatte af, hvad der faktisk stod i den originale, af forfatteren formgivne version fra 1700/1710. Til at belægge deres tese om forfatterens fravær og forfatterintentionens irrelevans i forhold til den litterære fortolkning havde de to nykritikere altså uforvarende læst Congreve imod hans egne synspunkter. McKenzies mening med dette lille filologiske skoleridt var imidlertid ikke så meget at korrekse de to nykritikere for deres ‘fejllæsning’ af Congreve; eksemplet tjente snarere McKenzies egen tekstteoretiske kongstanke, at “nye læsere (naturligvis) skaber nye tekster, hvis betydninger er en funktion af deres nye former” (s. 89). I det perspektiv er den moderne digtantologi, som den Wimsatt/Beardsley lagde til grund for deres læsning, et lige så betydningsfuldt vidnesbyrd om teksten som den autoriserede originaludgave fra år 1710.

Dette transmissionens diakrone aspekt, som ikke kommer frem i en synkron kommunikationsmodel som Darntons, indebærer at se på teksten som en radikalt foranderlig størrelse. Således må spørgsmålet ‘hvad betyder teksten?’ fra et boghistorisk synspunkt altid præciseres eller rettere udvides til: ‘hvad betyder teksten på et givet sted og givet tidspunkt?’. Problemet med ‘ustabile tekster’ er velkendt i fx middelalderlitteraturen, hvor den tekstuelle varians er et uomgængeligt vilkår, da mange tekster slet ikke findes overleveret i ‘originale’ versioner, men alene i senere, ofte ukomplette, afskrifter i håndskrifter og bøger (se Glauser & Sabel, 2004). Men som det fremgår af både Congreve-eksemplet og det tidligere nævnte eksempel fra Shakespeare-filologien, er perspektivet ikke mindre relevant, når det kommer til tekster fra bogtrykkets epoke. At undersøge en konkret tekst og de betydningsforskydninger, som følger af nye produktionsbetingelser og nye læseres sociale og kulturelle konventioner, rummer endvidere store muligheder for litteraturhistorieskrivningen og for en historisk nuancering af den litterære kanon. For at gribe tilbage til Shakespeare-eksemplet: Det var ikke den samme Shakespeare, man læste i de såkaldte Bad Quartos, de relativt små og billige enkeltudgaver af skuespillene, som i det senere samlebind, First Folio (1623), en dyr bog i et stateligt format (Stallybrass & Chartier, 2007). Noget lignende gælder Dickens: Det var ikke den samme Oliver Twist, man mødte i det brogede og illustrerede tidsskrift Bentley’s Miscellany fra 1837-39, signeret pseudonymet ‘Boz.’, som i den efterfølgende bogudgave (Patten, 2001). Sådan kan man blive ved, for det er påfaldende, så ofte de tekster, vi ‘kender’, har undergået betydelige materielle eller mediale forandringer og dermed status. Og der kan være en verden til forskel mellem to versioner af ‘samme’ tekst.

Det boghistoriske perspektiv på teksters materialitet og variabilitet udgør på den måde en kritisk udfordring til litteraturhistorien. En opmærksomhed på, hvad der på givne historiske tidspunkter faktisk blev læst, og hvilke materielle forhold (udgaver, læsemåder osv.) der betingede læsningen, kan ikke bare nuancere, men også problematisere litteraturhistoriske standardopfattelser og periodekonstruktioner. Englænderen William St. Clair har sat spørgsmålstegn ved det, han kalder for litteraturhistoriens ‘paradetænkning’, hvor store forfattere og store værker behandles efter fødsels- og udgivelsesår, og hvor man fx taler om “The Age of Wordsworth” på et tidspunkt, hvor alle – høj som lav – læste Walter Scotts ridderromaner (St. Clair, 2004). Der er masser af muligheder og stort spillerum for tilsvarende rokader – også af den danske litteraturhistorie.

BEGREBET TEKST

Et afgørende tema i den moderne boghistorie er begrebet tekst. Normalt vil man definere teksten som den sproglige ‘indmad’ i en bog: den struktur eller sekvens af bogstaver, ord, linjer, strofer eller afsnit osv., som frembærer det litterære værk. Det tekstbegreb, vi møder i boghistorien, er imidlertid både bredere og mere materielt funderet. McKenzie griber i sin definition tilbage til den etymologiske betydning af ordet textus, som betegner en ‘vævning’ eller ‘tekstur’, der ikke er knyttet til nogen bestemt materiel form, men kan realiseres i forskellige materialer. Tekstbegrebet begrænser sig således ikke til sprog, men omfatter i McKenzies definition enhver form for lagrede data, sproglige såvel som visuelle, orale og numeriske (s. 67). Overført til litteraturen betyder det, at ikke bare den rene sproglige tekst, men også en række andre betydningsniveauer bliver af relevans. En anden konsekvens af definitionen er, at teksten til et litterært værk ikke er en fast og entydig størrelse, men et fundamentalt ustabilt fænomen underlagt historiens varians, jf. transmissionsperspektivet ovenfor.

Den tekstteoretiske konsekvens af disse forhold er igen et bredere, materielt funderet tekstbegreb, som ikke begrænser sig til den rene verbale struktur eller ‘selve’ teksten i traditionel litteraturvidenskabelig forstand, men som medtænker mediets og den historiske publikationskonteksts betydning for betydningsdannelsen. To vigtige aspekter af denne udvidelse af tekstbegrebet repræsenteres i dette udvalg af artiklerne af henholdsvis Gérard Genette og Jerome McGann.

Gérard Genettes bidrag “Paratekster”, som udgør det introducerende kapitel i bogen Seuils fra 1987, tager sigte på de såkaldte ‘tærskeltekster’, som omgiver en tekst, så snart den møder læserverdenen som bog. I første omgang de såkaldte ‘peritekster’, der er direkte knyttet til bogen i form af forfatternavn(e), titler, genrebetegnelser, forlagsoplysninger, forord, dedikationer, mottoer eller noter, som på forskellig vis kan gøres til genstand for æstetisk eller fiktiv formning. Dernæst også de eksterne ‘epitekster’ som følger bogen og teksten ud i offentligheden i form af annoncer, forskræp, forfatterinterviews og andre journalistiske genrer som, specielt i en moderne medievirkelighed, er med til at bestemme, hvordan en tekst bliver læst af kritikere og læsere. Som udgangspunkt for et større synkront studie af parateksternes rolle i europæisk litteratur opstiller Genette en række analytiske parametre og begrebsdistinktioner beregnet til beskrivelse af paratekstens forskellige genrer efter deres placering, pragmatiske og funktionelle egenskaber eller ‘performative kraft’ i forhold til den litterære brødtekst. Parateksten forstås som ‘forhandlingssted’ for forskellige kontrakter mellem forfatter og læserverden om, hvordan en tekst skal læses. I et litteraturteoretisk perspektiv udgør Genettes begreb om parateksten et forsøg på at åbne teksten mod konteksten og mod et væsentligt aspekt af litteraturens socialitet. Samtidig fastholder han dog et traditionelt litteraturvidenskabeligt fokus på de sproglige paratekster, mens den ekstralingvistiske eller bibliografiske side af sagen, indbinding, omslagslayout og typografi osv., kun får et par korte bemærkninger med på vejen i Seuils.

Disse ekstralingvistiske elementer og deres betydning er til gengæld hovedemnet i Jerome McGanns bidrag om “Tekst og tekstualiteter”, som oprindelig udgør åbningskapitlet i forfatterens teoretiske hovedværk The Textual Condition fra 1991. I polemisk opposition til den stærke idealisme, som prægede tidens dekonstruktive og hermeneutiske litteraturkritik i dens idéer om tekstlæsning som en rent åndelig aktivitet, gør McGann sig her til talsmand for det, han betegner ‘det tekstuelle vilkår’: at tekster og tekstuelle udvekslinger aldrig finder sted som rene eller nøgne tankeoperationer, men altid er forankret i en konkret social kontekst og i et konkret fysisk medium, som på forskellig vis medvirker til at skabe betydning. Netop digtningen eller skønlitteraturen frembyder ifølge McGann særligt komplekse eksempler på menneskelige ytringer, som rykker disse tekstuelle udvekslinger i centrum for opmærksomheden. Som udgangspunkt for en såkaldt “materialistisk hermeneutik” (s. 125) og et materielt funderet tekstbegreb foreslår McGann derfor at supplere Genettes paratekstbegreb med en distinktion mellem teksters rent sproglige og deres bibliografiske koder, hvorved han forstår alle de fysiske aspekter (grafisk udstyr, skrifttype, layout, pris osv.) samt de markedsførings- og distributionsmekanismer, der tilsammen former tekstens realisering som bog eller i anden form.

Som den eneste artikel i dette udvalg udfolder McGanns bidrag også en litteraturteori, i den forstand at den udpeger samspillet mellem de sproglige og de bibliografiske koder som et særligt kendetegn for ‘digtning’ eller litterære tekster. McGanns begreb om teksten som et ‘sammenfiltret’ netværk af sproglige og bibliografiske koder tager sigte på at indfange den særlige semiotiske tæthed og de særlige former for støj eller feedback-mekanismer, som kendetegner litterære eller poetiske teksters måde at kommunikere på, i modsætning til andre, mere ‘informationelle’ tekster. Baggrunden for denne litteraturforståelse kan findes i McGanns filologiske erfaringer op gennem 1980’erne som udgiver af nyere kritiske udgaver af romantiske og symbolistiske forfatterskaber som lord Byron og D.G. Rosetti. Gennem dette arbejde var han blevet opmærksom på betydningen af teksters bibliografiske tilrettelæggelse, som hos disse æstetisk højt bevidste forfattere blev en så integreret del af det litterære formsprog, at det ikke længere var muligt at fastholde filologiens traditionelle skel mellem et værks indre sproglige gehalt og dets ydre, materielle form. Som udgiver sværger McGann derfor ikke overraskende til digitaliseringens nye muligheder for dynamisk tekstgengivelse i ord og billede, hvad bl.a. fremgår af hans eget såkaldt ‘hypermediale’ forskningsarkiv med D.G. Rosettis skrifter (www.rossettiarchive.org).

Som bidrag til litteraturteorien betyder boghistoriens udvidede tekstbegreb altså en udvidelse af, hvad man traditionelt forstår som litterær form. McGann anfører som motto for bogen The Textual Condition et citat fra den britiske forfatter og kunsthåndværker William Morris: “You can’t have art without resistance in the materials”. Tanken om, at litterær kunst beror på en modstand i materialet, forbindes inden for litteraturteorien især med den russiske formalisme, der i begyndelsen af det 20. århundrede fremsatte lignende doktriner for kunst og kunstnerisk oplevelse som en ‘mærkværdiggørelse’ af stivnede eller ‘automatiserede’ sanse- og erkendelsesformer. Med sin stærke sensibilitet for litteraturens særlige semiotiske tæthed, støj- og feedbackmekanismer indskriver McGanns materialistiske hermeneutik sig klart i den formalistiske og nykritiske tradition i det 20. århundredes litteraturkritik, men hvad der samtidig adskiller ham fra megen anden formalistisk kritik, er hans meget brede tekstbegreb, hvortil han insisterer på også at inkludere teksteksterne forhold som formater, priser, distributions- og markedsføringsforhold som betydningsskabende elementer – mediet i allerbredeste forstand.

At gøre mediet til en del af det litterære udtryk er en strategi, som især kendes fra konkret poesi eller fra den historiske avantgardes tværæstetiske eksperimenter med bogmediet, men der er her samtidig tale om et perspektiv af langt større rækkevidde i det 20. og 21. århundredes mediekultur. Et afgørende kapitel i litteraturens mediehistorie skrives naturligvis med vore dages, såkaldt ‘tredje’ bogteknologiske revolution, digitaliseringen og internettet, som har frembragt nye, dynamiske former for tekstproduktion og publicering (Landow, 1997). Mens rygterne om bogens død har vist sig stærkt overdrevne, har fremkomsten af den nye skriftteknologi (også inden for det gamle bogmedie) ført til en fornyet opmærksomhed på litteraturens formsprog, idet klassiske, “gutenbergske” forestillinger om tekster som stabile og transparente former har måttet vige for nye dynamiske synsmåder. Den digitale tekstkultur har betydet en renæssance for typografien som kunstnerisk udtryksform og ført til nye former for multimodalitet (samspil mellem ord og billede), mens vi endnu formentlig kun har fået en lille forsmag på de fortælletekniske fornyelser inden for fiktionsprosaen, som vil opstå af mødet med det sociale medium (Svedjedal, 2000, s. 49-92). Samtidig rummer de nye digitale medier oplagte muligheder for paratekstuelle udfoldelser og litterære iscenesættelser. Alt sammen må det regnes med som dele af litteraturens formsprog og virkningspotentiale i en moderne medievirkelighed. Den mediehistoriske udvikling aktualiserer på den måde behovet for boghistoriens udvidede tekstbegreb.

FORFATTEREN

Et andet område, hvor boghistorien implicerer en modifikation af gængse litteraturvidenskabelige opfattelser, er i opfattelsen af forfatteren. Hvor den moderne litteraturkritik fra nykritikken og frem selvstændiggjorde sig ved at afskrive forfatteren eller ligefrem erklære ham død, genintroducerer boghistorien forfatteren i form af et historisk-sociologisk forfatterbegreb.

En afgørende teoretisk inspiration for boghistoriens syn på forfatterinstansen er den franske filosof Michel Foucaults foredrag “Hvad er en forfatter?” (1969). Heri argumenterede han for, at det, han kaldte ‘forfatterfunktionen’, hvormed han mente begrebet om den individuelle forfatter som æstetisk kategori og attributionsprincip, udgjorde en specifikt moderne opfindelse, som kunne stadfæstes til tiden fra sidst i 1700-tallet og starten af 1800-tallet. Foucaults tese er siden blev underbygget empirisk af boghistoriske studier af bl.a. Carla Hesse, Martha Woodmansee og Mark Rose, som har analyseret kategoriens tilblivelse på det sene 1700-tals bogmarked i sammenhæng med den moderne oplysningsfilosofi, romantikkens geni-æstetik og den tidlige kapitalismes indførelse af litterær ophavsret (Hesse, 1990, Rose, 1993 og Woodmansee, 1994). Den boghistoriske forskning har dermed bidraget til en relativisering af det moderne, individuelle forfatterbegreb som en historisk specifik æstetisk kategori, der ikke uden videre kan appliceres på andre perioder af litteraturhistorien.

Ud over at være historisk betinget har den nyere boghistorie påpeget, at forfatteren også er grundlæggende socialt betinget. I modsætning til både en moderne, nykritisk, strukturalistisk eller poststrukturalistisk afvisning af forfatterfunktionen og en naiv, idealistisk opfattelse af den individuelle forfatter som suveræn, solitær skaber, indfører boghistorien et socialiseret begreb om forfatteren som et kompleks af flere samvirkende, undertiden stridende, æstetiske og sociale intentioner (forfattere, forlæggere, sættere, illustratorer mv.), som alle er medbestemmende for en teksts betydningsproduktion. Genkommende begreber i mange boghistoriske tekstanalyser er således begreber som ‘socialt forfatterskab’, ‘kollektivitet’ og ‘kollaboration’. De betegner det samarbejde mellem de forskellige aktører, der ligger bag realiseringen af en tekst, hvad enten samarbejdet er villet eller tvunget af bogmarkedets omstændigheder. Og hvad enten der er tale om et illumineret middelalderhåndskrift, hvor den kollektive afsenderinstans fungerer under en fælles anonymitet, eller en moderne bog, hvor den bagvedliggende, sociale tilblivelsesproces er skjult til fordel for det individuelle forfatternavn på omslaget.

Johan Svedjedals bidrag til denne antologi omhandler et indlysende centralt, men samtidig underbelyst træk ved forfatterens socialitet og tekstens socialisering, nemlig forholdet “Forfattere og forlæggere”. Med en lang række eksempler på forfatter-forlægger-forhold fra brevsamlinger og forlagsarkiver vises det, hvordan samarbejdet kan forme og udarte sig, fx i form af Strindbergs raseriudbrud over for sine destruktive og uforstandige forlæggere eller F. Scott Fitzgeralds taknemmelighed over for den redaktør, der havde givet struktur til Den store Gatsby (1925). Begrebet “litterær responsivitet”, som Svedjedal udkaster, favner de almene interaktionelle aspekter ved samarbejdet og den forhandlingssituation, som forfatteren nødvendigvis befinder sig i. For at sætte ord på de mere strategiske forhandlinger, der præger forfatter-forlægger-forholdet, aktiverer Svedjedal desuden Bourdieus sociologiske feltanalyse. I den forbindelse bliver det klart, at man må nuancere den gængse forestilling om litterære skabelsesprocesser, der vil, at forlæggeren bygger børser og forfatteren katedraler.

Ud over disse ‘makroteorier’ peger Svedjedal på det, han kalder “en mikroteori for litterær skaben” (s. 139), som udfoldes i den moderne, bibliografisk inspirerede udgivelsesteori og -praksis. Her udvides tekstbegrebet til ikke alene at omfatte det færdige værk, men også manuskriptmateriale, korrekturer, skitser osv., hvorved teksten blotlægges som en scene for forhandlinger, hvor også andre end forfatteren blandt aktørerne i det tekstuelle kredsløb har sat deres aftryk. For moderne udgivere handler det ikke om at rense teksten for fremmede hænder og stemmer, som i den ældre filologi, hvor forfatteren helst skulle have det sidste ord (herom Kondrup, 1999). Udgangspunktet er, som Svedjedal anfører i forlængelse af McGann m.fl., at forfatterens intentioner “har omverdenen indlejret i sig” (s. 147).

LÆSEREN

Et sidste afgørende tema i den moderne boghistorie er læseren og læsningens historie, som inden for de seneste årtier har været et område i stærk udvikling, samtidig med at det er et emne af stor offentlig interesse (Manguel, 1996). Franske Roger Chartier er i denne sammenhæng en central og indflydelsesrig figur, og hans bidrag “Læserfællesskaber”, hentet fra det teoretiske hovedværk L’Ordre des livres (1992), skitserer en række fundamentale begreber og sondringer, som ligger til grund for den nyere forskning i læsningens historie (Cavallo og Chartier, 1995). Moderne litteraturlæsere har formentlig en tendens til at tage for givet, at den måde, de selv læser tekster på, dvs. i stilhed og via øjet, er den samme, som man til alle tider har anvendt. Men som Chartier pointerer, er den visuelle og individuelle stillelæsning blot én specifik, moderne variant, som er ganske fremmed for store dele af den litterære tradition, hvor tekster har cirkuleret i anderledes, orale og kollektive brugssammenhænge. At skrive læsningens historie indebærer en rekonstruktion af disse forskellige praksisser og læsemåder, som gør sig gældende på forskellige tidspunkter af historien, og som er med til at skabe betydningen af de læste tekster.

Chartiers ræsonnement tager udgangspunkt i det dobbelte synspunkt, at læsning er en kreativ proces, hvis indhold ikke er indskrevet i teksten, og at teksten omvendt kun eksisterer i kraft af en læser, som tillægger den betydning. Denne stærke accentuering af læserens skabende rolle i teksters betydningsdannelse tangerer synspunkter, som inden for litteraturteorien især kendes fra receptionsæstetikken, men til forskel fra receptionsæstetikken, der i sine radikale varianter anskuer teksten alene som et produkt af læserens fortolkning (fx Fish, 1976), insisterer Chartier på betydningen af tekstens materielle former som signaler og vidnesbyrd om specifikke historiske læsepraksisser. Tilsvarende i modsætning til den receptionsæstetiske tilgang, der sætter en abstrakt læser i bestemt form, fx ‘modellæseren’, og tildeler kategorien universel gyldighed (fx Eco, 1979), insisterer Chartier på, at læsning altid foretages af faktiske læsere på konkrete fysiske betingelser og modaliteter, som frembringer specifikke receptionsformer og forudskikker specifikke læsepublikummer. Det ligger samtidig i hans dynamiske syn på læsningens historie, at læsepublikummer ikke på marxistisk vis kan udledes af forudgivne sociale klassekategorier, men at læsningens aktivitet indrømmes et vist frirum, hvor samme tekster finder forskellige anvendelser hos forskellige læsere, på tværs af ellers antagne kulturelle kløfter mellem høj og lav.

Den empiriske baggrund for dette syn på læsehistorien er Chartiers arbejde med det såkaldte “Bibliothèque Bleue”, en serie af masseproducerede billigbøger, som publiceredes i Frankrig under l’Ancien Regime, dvs. perioden mellem det 16. og 18. århundrede, og som spillede en helt afgørende rolle i periodens folkelige skriftkultur (Chartier, 1987b, s. 247-270 og 271-351). I sit arbejde med dette materiale konstaterede Chartier utilstrækkeligheden ved den eksisterende, kvantitativt orienterede boghistorie, som gjorde redegørelsen for skriftkulturens sociale udbredelse til et statistisk spørgsmål om alfabetiseringsgrader og den rent numeriske forekomst af bøger på biblioteker og i boopgørelser. Som argument mod en sådan tilgang, der gør selve besiddelsen af en bog til en indikator på læseudbredelse, peger Chartier på, at læsekulturen i datidens samfund, i såvel folkelige som elitære kredse, endnu i høj grad var præget af højtlæsning, kollektive og mere ekstensive receptionsformer, hvorigennem bøger og andre skrifter nåede ud til et langt større publikum end dem, der faktisk kunne læse eller selv besad bøger.

Som Chartier pointerer, bør en læsningens historie ikke begrænse sig til en genealogi over vores aktuelle måde at læse på – den koncentrerede stillelæsning via øjet. Tværtimod har læsehistorien til opgave at genfinde og rekonstruere i dag glemte læsemåder, som på forskellige tidspunkter af historien har givet tekster mening.

PERSPEKTIVER

Mens alle de hidtil nævnte artikler i antologien har bygget på et vist modsætningsforhold mellem boghistorien og den moderne, ‘ahistoriske’ litteraturteori fra nykritikken til poststrukturalisme og dekonstruktion, opfordres der i antologiens sidste og nyeste bidrag af Peter D. McDonald til fornyet samarbejde og dialog mellem de to felter eller tilgange. McDonalds “(Post)teoretiske litteraturhistorier og forestillinger om bogen” (2006) griber så at sige denne diskussion ved roden ved at tage sit udgangspunkt i Jacques Derridas ofte citerede formulering fra De la grammatologie (1967): “Il n’y a pas de hors-texte” (omtrent: der er ikke noget udenfor-teksten), som i årtier har stået som emblemet på poststrukturalismens ‘hermetiske’ anti-historisme. McDonald udlægger den imidlertid anderledes: som en formulering af umuligheden af at fastholde en skillelinje mellem indre og ydre i det litterære værk. Læst således bliver Derridas berømte diktum ikke en afvisning af ethvert historisk perspektiv, men tværtimod en invitation til en fornyet historisme, som i overensstemmelse med McKenzie, Chartier og McGann medtænker de historisk variable og kreativt medskabende faktorer (mediet, konteksten, læseren), der indebærer, at betydningen af en tekst aldrig er entydig og stabil.

Med den sydafrikanske forfatter J.M. Coetzees roman Waiting for the Barbarians som eksempel argumenterer McDonald således for, hvordan ikke blot de bibliografiske koder i snæver forstand, men også umiddelbart ekstratekstuelle, kontekstuelle faktorer som forlag og publikationskontekst (tid og sted) på afgørende vis kan være med til at skabe et værks betydning. Den indbundne førsteudgave af Waiting for the Babarians (1980) udkom i et abstrakt, respektabelt omslagsdesign, som associerede romanen med det engelske forlag Secker & Warburgs litterære renommé, mens paperbackudgaven fra Penguin (1982) var iklædt et omslagsfoto, der anslog et racistisk tema – et tema, som er højst implicit i romanen, men som derimod interpolerer Coetzees forudgående bøger og hans etablerede etos som forfatter. I tredjeudgaven (1982) forstærkedes denne læsemåde, idet bogen udkom på et sydafrikansk forlag med tentakler til antiapartheid-bevægelsen. I hvert af de tre skitserede momenter af romanens transmissionshistorie bidrager forlagsparateksten samtidig til at kodificere og dermed identificere Coetzees tekst som ‘litteratur’. Det karakteristiske ved teksttransmissionen i dette tilfælde er dog, at den er grænseoverskridende og foregår på tværs af forskellige nationale kontekster, som ikke er reguleret af de samme normer og regler for litteraturens status vis a vis andre offentlige ytringer, censurbestemmelser, ophavsretslovgivning osv.

“Bøgerne selv respekterer (…) hverken sprog- eller landegrænser”, pointerede Robert Darnton i sit over 25 år gamle program for den moderne boghistorie (jf. nedenfor s. 63). Denne enkle konstatering har fået ny og forøget rækkevidde i forhold til en moderne verdenslitterær offentlighed, hvor de ‘samme’ tekster i stadig højere grad publiceres samtidig på forskellige nationale markeder. Som udfordring til litteraturvidenskaben accentuerer verdenslitteraturen behovet for boghistoriske metoder og perspektiver, der tager højde for teksters bibliografiske, paratekstuelle og dermed semantiske forskydninger i forskellige publikationssammenhænge. Samtidig kalder situationen på et fornyet sociologisk blik på aktørerne i tekstens kommunikationskredsløb, som i verdenslitteraturen er udvidet med fx oversættere, agenter, censorer og enorme kombinerede detail- og engros-boghandlere (amazon.com etc.), digitale distributionsformer og nye, interaktive litteraturfora.

I dette udvalg har vi forsøgt at præsentere nogle nye begreber og måder at forstå og analysere litteraturen og dens vilkår på både i den traditionelle bogkultur, som har domineret vestlige tankeformer de sidste 500 år, og den til dels nye mediesituation, som tegner sig.

JENS BJERRING-HANSEN / TORBEN JELSBAK