Читать книгу Coping - Karen Pallesgaard Munk - Страница 3

For snart 22 år siden påbegyndte jeg mit ph.d.-projekt om mestring af belastninger i alderdommen (Munk, 1999). På det tidspunkt – og sandelig ikke mindre siden – var begreberne stress og ”mestring” kommet i fokus inden for mange fagdiscipliner såsom arbejdsmedicin, geriatri, arbejdspsykologi, klinisk psykologi, gerontopsykologi, management etc. Historisk set er det først og fremmest medicin og psykologi, der på et mere grundforskningsmæssigt plan har beskæftiget sig med og udviklet begreber om fænomenet, først og fremmest om forholdet imellem oplevelse og legemlige reaktioner (Nielsen, 1998). Den senere udbredelse af begreberne til en lang række anvendte discipliner af vidt forskellig videnskabelig observans har bidraget til en øget viden om fænomenet, men også til en vis forvirring. Forvirringen bliver ikke mindre af, at man i grundforskningen både taler om ”gavnlig” (stimulerende korttids-)stress og om ”dårlig” (skadelig langtids-)stress (Nielsen, 1995). Samtidig er ”stress” i negativ forstand også blevet en dagligdags term, som alle kender og har en mening om. Termens store popularitet må formodes at være udtryk for, at den giver mening for nutidens mennesker, hvoraf mange oplever at bukke under for samfundets hastige udvikling og krav om omstilling. I dag er termen et omdrejningspunkt i en vedvarende offentlig debat om trivsel og arbejdsmiljø, ligesom den nu også er knyttet til udvikling af mere eller mindre kroniske tilstande såsom udbrændthed, depression og posttraumatisk stresssyndrom (Bovbjerg, 2010; Rosenkrantz-Theil & Milsted, 2010). Medicinsk forskning har endvidere påvist en sammenhæng imellem langvarig oplevelse af (”dårlig”) stress og en negativ påvirkning af kroppen, bl.a. ses en ændring af immunsystemet og af visse områder af hjernen i sammenhæng med stressrelateret depression (Bruhn, 2002; Glaser, 2005; Zachariae, 2009).

I afhandlingens analyse af belastningsbegrebet anvendte jeg den nu afdøde amerikanske stressforsker, psykolog Richard S. Lazarus’ teori om stress- og copingforløb (på dansk: mestring/ håndtering af stress) som analytisk redskab¹. Tidligt i arbejdsprocessen havde jeg det held at deltage i en forskningsworkshop med Lazarus. Dette var ikke alene inspirerende, men også en stor hjælp i den vanskelige proces med at oversætte mine informanters udsagn vedrørende stressoplevelser til en systematisk terminologi. Det gjaldt i særlig grad forståelsen af den personlige betydning i forbindelse med belastninger. Selv om jeg tog udgangspunkt i Lazarus’ teori, var og er jeg dog også kritisk over for visse dele af hans virke. Dette gælder dels hans spørgeskema Ways of Coping Questionnaire, dels hans måde at opdele copingprocesser på (Lazarus og Folkman, 1984).

Jeg mødte Lazarus igen nogle år senere, og på det tidspunkt var han begyndt at indse begrænsningerne på netop disse områder. I sin sidste bog fra 1999 tager han et egentligt videnskabsteoretisk opgør med spørgeskemaet som eneste redskab til at undersøge copingprocesser med, men starter allerede diskussionen i hovedværket fra 1991: Emotion & Adaptation. For mig at se er problemet først og fremmest, at man ikke med spørgeskemaet og den medfølgende faktoranalyse kan få en dybere og mere nuanceret forståelse af det enkelte menneskes eksistentielle knibe og dynamikken i forbindelse med belastende livssituationer. Men også opdelingen af copingstrategier i henholdsvis problemfokuseret og emotionsfokuseret coping er et problem, om end af en anden slags. Denne opdeling giver til stadighed anledning til en vis forvirring i stressforskningen, da ”emotionsfokuseret coping” dækker over væsensforskellige strategier (Pearlin, 1991; Carpenter, 1992).

Opdelingen er i øvrigt heller ikke konsistent med den tilgrundliggende teori. Lazarus udtrykte da også ærgrelse over betegnelserne, men mente, at disse nu havde været brugt så længe af så mange, at det ikke ville være muligt at lave dem om.² Det er min opfattelse, at man – for at undgå forvirring og tilfældigheder – skal have et analyseapparat med gensidigt udelukkende kategorier for strategier, som er defineret efter deres formål, og som dækker hele spektret af principielt mulige formål.³ Dette kræver en dybtgående forståelse af den proces, der ligger bag oplevelsen af stress. Netop på dette område er Lazarus til gengæld meget klar, men denne side af hans teori er overset i stresslitteraturen. Dette er uheldigt for den praktiske anvendelse af teorien, for det drejer sig om det dybere forhold imellem det subjekt, der oplever stress, og omverdenen. Den foreliggende manual forsøger at løse disse problemer – og på trods af de nævnte indvendinger vil jeg alligevel hævde, at Lazarus’ arbejde har været banebrydende i udviklingen af psykologiens teoretiske og praktiske forståelse af belastningsforløb.

I denne bog videreudvikler jeg den mikroanalyse af copingprocesser, jeg påbegyndte i min afhandling (Munk, 1999). Hensigten er dels at afhjælpe mine kritikpunkter af Lazarus, dels at stille et redskab til rådighed for andre, der beskæftiger sig med copinganalyse. Opstillet i punktform er formålene med bogen disse:

1 At udarbejde en kvalitativ metode til analyse af belastninger, som bygger på veletableret psykologisk teori og forskning.

2 At skabe et alternativ til spørgeskemaet Ways of Coping Questionnaire,⁴ som bedre kan opfange copingprocessens dynamik og flertydighed.

3 At udvikle mere præcise, dvs. gensidigt udelukkende, kategorier for principielt forskellige copinghandlinger med henblik på at skabe en klarere analyse af konkrete copinghandlingers meget varierende formål og funktion.

4 At opstille et dækkende katalog over de ’kilder’ – i form af personer eller instanser – der kan tænkes at bidrage med henholdsvis positive og negative indgreb i copingforløbet.

5 At inkorporere et udviklingsperspektiv på copingforløbets resultat.

6 At udvikle en metode, der gør det muligt at formidle resultater på en mere overskuelig måde, end det ofte ses i forbindelse med kvalitativ metode.

I bogen har jeg har endvidere sat mikroanalysen ind i en mere eksplicit kontekstuel ramme, end tilfældet er hos Lazarus. Konteksten er i en vis forstand kun indirekte tilstede i Lazarus’ teori (som en perciperet eller oplevet relation), og dette kan let resultere i, at den helt forsvinder i den praktiske analyse. Dette er uheldigt i forhold til at få indsigt i, hvordan folk rent faktisk klarer deres problemer. Forskningen har for længst vist, at individuelle strategier ikke kan levere en fyldestgørende forklaring på udfaldet af mange copingforløb, idet forskellige former for udefrakommende indgreb i væsentlig grad påvirker og måske bidrager til at afslutte forløbet (Pearlin, 1991; Munk, 1999). Derudover vil den kulturelle kontekst også være medbestemmende både i forhold til, hvad folk selv gør, og i forhold til, hvilke situationer de faktisk finder belastende og forsøger at cope med. Dette vil Lazarus slet ikke være uenig i. Men jeg vil betone, at man skal skelne klarere imellem den perciperede eller oplevede kontekst, og konteksten som den kan beskrives uafhængig af personens perception (Bronfenbrenner, 1979; Højrup, 1989; Lazarus, 1991; Munk, 1999). Dette vil blive uddybet senere i manualen.

Den metode, jeg har udviklet på baggrund af Lazarus’ teori, er afprøvet på så forskellige befolkningsgrupper som raske og lovlydige ældre mennesker og sædelighedskriminelle. Den har vist sig velegnet til at indfange og forstå det enkelte menneskes eksistentielle knibe, hvad enten det er bekymringer om børnebørn, sygdom, død, at blive stemplet som kriminel, udelukkelse fra samfundet eller noget helt sjette. Det ser således ud til, at metoden er velegnet til at afdække alle mulige typer af belastninger og de oftest talrige, personligt problematiske aspekter, der kan være forbundet hermed. Da det er de personligt problematiske aspekter af en begivenhed, der udløser ubehag og afværgehandlinger, og ikke nødvendigvis det, en udenforstående betragter kan få øje på, er dette en central pointe. Metoden er således velegnet til at generere ny viden med. Den er blandt andet afprøvet på deprimerede, ældre mænd i projektet Gamle mænds trivsel,⁵ hvor den medvirker til at kortlægge et interessant mønster i mændenes copingstrategier (Jensen, Munk & Madsen, 2010). Anne Marie Kjærsgaard-Andersen⁶ afprøver i et nyt projekt metoden på palliative patienter. Det kunne også være interessant at få metoden afprøvet i forhold til arbejdsmæssige belastninger, da stressbegrebet historisk set i høj grad har været og er knyttet til arbejdsmiljøforhold.

Der er således tale om en åben kvalitativ metode, der kan anvendes til analyse af enhver form for belastning, som et menneske kan komme ud for på tværs af kulturelle forskelle. Kategorierne ”tab”, ”trusler”, ”udfordring” og ”gevinst”, som er centrale begreber i analysen, antages at være universelle. Hvad der derimod ikke er universelt, er det konkrete indhold af kategorierne i givne situationer, og den konkrete måde subjektet handler på i forhold til belastninger.

Det skal understreges, at metoden ikke kun er forbeholdt særligt – for udenforstående at se – spektakulære, kritiske begivenheder i tilværelsen. Qua metodens udgangspunkt: at subjektets tolkning af tilværelsens flow kan være højst personlig, må man regne med, at mennesker kan have oplevelser, der ’gnaver’ i velbefindendet, uden at disse for en udenforstående tager sig ud som belastende begivenheder. Særligt ting, som folk skammer sig over, og som de frygter, vil blive afsløret, kan være et eksempel på en skjult belastning (f.eks. tidligere kriminalitet). Den omsiggribende arbejdsrelaterede stress kan f.eks. også udløse skamfølelse hos dem, der oplever den, og dette er muligvis grunden til, at mange går lige til kanten – eller længere endnu – i forhold til, hvad de arbejdsmæssigt kan holde til. Omvendt vil man undertiden kunne finde, at hvad der normativt defineres som kritiske begivenheder eller tilstande, ikke tager sig sådan ud fra subjektets perspektiv.

Afslutningsvis skal det fremhæves, at der er tale om en ny type kvalitativ metode, som udelukkende er beregnet på mikroanalyse af konkrete, belastende livssituationer (for så vidt som man på forhånd kan fastslå, at typer af situationer er belastende, jf. det foregående afsnit). Det er således ikke en metode, der kan anvendes ”all round” på alle slags kvalitative projekter.

Dette lille skrift har jeg kaldt en manual – vel vidende, at det kan være en ganske forførende betegnelse. Ifølge Nudansk ordbog betyder manual: ”en håndbog med oplysninger om, hvordan noget gøres, bruges el. repareres; ofte om en teknisk instruktionsbog, fx til edb-programmer el. maskiner” (Politiken, 2000: 873). Som erfarne læsere af manualer ved, griber man en manual, når man står i en eller anden praktisk knibe og håber, at alle problemer hurtigt kan blive løst, hvis man bare følger vejledningen trin for trin. Og ofte skuffes man – især hvis manualen er for indviklet, eller hvis man ikke udviser den fornødne tålmodighed i forhold til at sætte sig ind i stoffet. Samtidig ved man jo også godt, at der bag manualens mere simple overflade gemmer sig et mere kompliceret ”maskineri”.

Det er klart, at denne forståelse af manualbegrebet kun har begrænset bæreevne i forhold til denne ”analysemanual”. Min hensigt er at give en kort introduktion til den kvalitative mikroanalyses grundbegreber, til den foreskrevne interviewguide og den efterfølgende analyseproces. På den måde ligner bogen en manual. Den indeholder ingen dybere teoretiske diskussioner, da formålet med bogen, som er at være en ”how-to-do”-tekst, derved let ville gå tabt. Der medfølger en litteraturliste, som man yderligere kan fordybe sig i, hvis man ønsker dette. Det er håbet, at manualen kan bidrage til at kvalificere forskning i stress og belastninger.

Bogens målgruppe er forskere, som gerne vil undersøge belastede befolkningsgrupper af enhver art på en ny måde. Men også psykologi- og medicinstuderende samt professionsbachelor-studerende inden for sundhedsområdet, som skal udføre små forskningsprojekter om stress og trivsel i forbindelse med deres studium, kan få glæde af manualen, som ud over sit praktiske sigte også vil være en indføring i Lazarus’ teori. Det er imidlertid også min erfaring, at analysen kan anvendes i det praktiske liv, f.eks. i klinikken, når man har lært at tænke i de baner, som analysen anviser. Det skal imidlertid understreges, at den undersøgelse, man udfører med mikroanalysen, og den kontrakt, man har med de informanter, der indgår, ikke har noget med terapi at gøre.

Gode kolleger har været prøveklude for min formidling af metoden og har læst og kommenteret manuskriptet. Jeg takker Tina Geest, Hanne Voldby Jensen, Anne Marie Kjærsgaard- Andersen, Mimi Mehlsen, Jane Ege Møller, Marianne Rørbæk Saugbjerg og Keld Thorgård for deres engagement i projektet og for et inspirerende samarbejde. Men ingen metode uden Lazarus, som jeg har haft fornøjelsen af at træffe og diskutere med de to gange, han besøgte min tidligere arbejdsplads, det nu nedlagte Center for Gerontopsykologi, Psykologisk Institut, Aarhus Universitet. Jeg er derfor Lazarus stor tak skyldig. Sidst, men ikke mindst skal nævnes den kontinuerlige og provokerende inspiration, jeg får via mit efterhånden snart 22-årige medlemskab af den tværvidenskabelige universitetsgruppe Sundhed, Menneske og Kultur, og som på indirekte vis har bidraget til mere omtanke med denne manual.

Til allersidst vil jeg gerne opfordre brugerne af manualen til at meddele mig eventuelle forslag til forbedringer på følgende adresse: filkpm@hum.au.dk.

Århus 2012

Karen P. Munk