Читать книгу Viden - Kristian Hvidtfelt Nielsen - Страница 8

Med døden til følge fra 2011 er den første dokumentarfilm fra en dansk retssal. Filmen følger sagen mod 46-årige Ronny Andersen, der er tiltalt for at have slået sin ven ihjel med et samuraisværd under et beruset skænderi. Den anklagede har tilstået drabet. Spørgsmålet er, om det var forsætligt eller ikke. De mange vidneudsagn giver ikke noget klart svar, og dommerne skal vægte meget viden og mange følelser i en svær afgørelse. Ronny Andersen bliver idømt to år og tre måneder for uagtsomt manddrab og ulovlig våbenbesiddelse.

Ordet ’viden’ er nært beslægtet med ’vidne’. Hvis vi skal aflægge vidneudsagn, må vi gøre vores viden og begrundelserne for den eksplicitte. Ronny Andersen ved, at han har dræbt sin ven. Han mener, at det skete ved et uheld, og det er det, han bevidner i vidneskranken. Begrundelsen ligger i hans egen selvransagelse.

Gennem forhør og inddragelse af andre vidner og bevismateriale afprøver retten hans vidneudsagn: Er det rigtigt eller forkert? Der var ingen andre til stede på trappen, hvor hændelsen fandt sted, så det er ikke let at vide.

Vidneudsagn er et eksempel på udtalt viden. I modsætning til for eksempel cyklingens tavse viden udtrykker vi den udtalte viden i ord, billeder eller tegn. Vi siger, at den er noget, vi har, og at den angår et bestemt emne. Lidt ligesom vidnet, der besidder en konkret viden, som er relevant i forhold til anklagen.

Når vi udtrykker eller bevidner vores viden til andre mennesker, indgår vores viden i et kompliceret forhold med mange andre typer af vidensudsagn. Ligesom ét vidneudsagn skal vejes i relation til de andre vidneudsagn i retssagen. Viden er ikke bare noget, vi har. Viden er også et vidtspændende netværk af vidensudsagn, som fletter sig sammen på mange, uforudsigelige måder.

Vi er på en måde alle stillet som dommeren i en retssag. Stort set alt, vi ved, har vi fået fortalt af andre. Og det er op til os at bedømme den viden, at afprøve den kritisk i forhold til de mange andre ting, vi ved. I modsætning til dommeren, som har til opgave at forholde sig kritisk til vidneudsagnene, tager vi dog langt det meste af det, vi får at vide, for givet. Det strider måske imod vores selvopfattelse som selvstændige fornuftsvæsener, men alligevel er det på mange måder en ganske fornuftig strategi.

Det er ganske enkelt ikke praktisk muligt for os at bedømme al den viden, vi modtager, og som vi derefter mener, at vi har. Det vil medføre handlingslammelse. Vi har en ufattelig kapacitet for viden, men trods alt – eller måske heldigvis – kun en begrænset evne til at begrunde og udgrunde det, vi ved.