Читать книгу Madame Champagne - Leonora Christina Skov - Страница 7

Tre år tidligere

Engang levede jeg for øjeblikke som dette.

– Ryk lige lidt tættere sammen, kom! Ja, sådan! Og kan vi så få et kys?

Isak ler, så jeg kan se de bagerste kroner i hans overmund.

– Du mener sådan her ...?

Han tager mig under hagen og drejer mit ansigt i den rigtige vinkel, der får blitzen til at eksplodere ud over min kind. Hans ånde smager af mint, da vores læber mødes i et langt, stillestående kys, og jeg vil aldrig kunne fortælle ham, hvor meget smagen minder mig om tandlægebesøg. Hvor meget, jeg ville ønske ...

– Lidt mere action, kom!

– Action?

Isaks læber kradser mod mine. Han er tør i munden, men hans tungespids føles glat mellem mine tænder.

– Ja, sådan! Mere af det!

Han trækker sig bort i et ryk, og hele cafeen holder vejret bag aviserne. Gennem cigaretrøg og søndagsjazz i skrattende højtalere, der sender loops gennem Sarah Vaughans Embrace me, my sweet embraceable you.

– Det må vist være nok med det, siger han, og jeg møder ti par øjne, der pludselig får travlt med at se ned og bladre, så aviserne rasler. Journalisten ser op fra sine papirer. Hendes blik får mig til at tænke på knappenåle.

– Har du fået de billeder, du skulle bruge, eller ...?

Fotografen stiller prøvende skarpt på Anna, men opgiver, da hendes hår sænker sig over brynene. Han lader kameraet falde og sukker.

– Ja. Jeg smutter nu.

– Fint. Så ses vi. Vær lige forsigtig, derude. Det er helt sikkert glat.

Journalisten stryger åndsfraværende sit lange, blegede hår bort fra ansigtet og tænder båndoptageren. Skubber den hen over ridserne i cafebordet og læner sig frem mod Laura, der rører klumpet flødeskum ud i sin kakao, så skeen klirrer mod porcelænet.

– Du må holde op med det der, kan du det? Det går lige i mikrofonen.

Der er noget kejtet over hendes henvendelse. Hun har helt sikkert ingen børn, registrerer jeg og griber skeen, før Laura kan nå at røre videre. Rækker bagover og lægger den fra mig på bardisken. Laura sparker til det nærmeste bordben, så vores kopper flyder over, og journalisten smiler. Det ser ud til at falde hende svært.

– De sidste par år har I vadet i succes, kan man roligt sige ...

– Ja?

Isak læner sig en smule frem.

– Ja, og jeg vil gerne starte med at spørge jer, hvordan det egentlig er at være familien Lauretius for tiden?

Kulden i hendes stemme foruroliger mig, men Isak lægger bare an til et af smilene, der får kvinder over hele landet til at sende ham åbne invitationer med rød pen og mobilnummer.

– Det er sjovt, at du spørger, siger han og ser fra mig til pigerne. – For hånden på hjertet: Så sent som for lidt siden tænkte jeg faktisk på, hvor godt vi har det. Det er jo et helt utroligt privilegium at have mulighed for at lave det, man virkelig brænder for.

– Peptalk, mener du?

– Ja, ja, tv-programmet er jo bare en lille del af Lauretius Coaching. Men jeg tænker i allerhøjeste grad på os begge to.

Isaks hånd føles kølig og klam, da han lægger den over min på stolekanten.

– Som ægtemand er det ... jamen, jeg har dårligt ord for, hvor livsbekræftende det er at se Linn udfolde sit potentiale som forfatter og modekommentator, og jeg mener ...

– Så det er en drømmesituation for jer?

Isak nikker langsomt.

– Noget af det der slår mig, nu hvor jeg er blevet ældre, er, hvor travlt jeg havde med at bevise alt muligt, da jeg var yngre. Det gælder for mange i min generation, tror jeg.

Han stryger Laura over håret, selv om hendes slangekrøller gør modstand. Vikler en af dem rundt og rundt som formuleringen, han drejer på plads.

– Min generation har jo haft en enorm frihed sammenlignet med vores forældregeneration, men først nu har vi tiden til at nyde det hele. Parforholdet. Børnene. Set i bakspejlet må jeg sige, at en af de ting, der har formet mit liv allermest, har været at få børn. Pludselig at opleve den her betingelsesløse kærlighed.

– Kan du konkretisere det lidt?

– Konkretisere?

– Ja, jeg går ud fra, at I er bekendte med præmisserne for ...

Isak hoster, som han gør på tv. Præcis så langt, at det virker som et punktum i samtalen. Smiler lidt mere og siger, at han faktisk er et dybt blufærdigt menneske. Hun må bære over med ham. Hans naturlige tilbøjelighed er at sidde i et hjørne og betragte livet omkring sig.

– Det ved du da om nogen, elskede?

Isak taler lige så meget til alle de halve ører bag aviserne, som han taler til mig. De første par år føltes det mærkeligt med det konstante publikum. I dag føles det mærkeligere uden.

– Jamen selvfølgelig, skat.

Jeg blinker til journalisten, men hun ser bare lige igennem mig.

– Man tror det nok ikke, men Isak er faktisk et virkelig privat menneske. Det er vi begge to.

Hun knipser hætten af en sort Mont Blanc Classic.

– Ja, det er jeg sikker på.

Hun skriver med blåt blæk. En lang tråd af skråskrift, der ender i to udråbstegn.

– Men som jeg sagde, før jeg blev afbrudt, går jeg ud fra, at I er bekendte med præmisserne for portrætinterviews af den her type? Vi vil om bag facaden. Ellers er der jo ingen pointe i at bruge 10-15 sider på jer, for at sige det som det er.

– Det er klart.

Jeg smiler.

– Ja, det håber jeg.

– Selvfølgelig. Vi har da glædet os til at have jer iblandt os de næste par dage. Virkelig. Det er jo en fantastisk mulighed for at nuancere mediernes billede af os.

Journalisten løfter det ene bryn.

– Og det er tiltrængt, synes du?

Hun kunne godt lære at skjule sin modvilje lidt bedre.

– Ja, selvfølgelig synes jeg det. Isak og jeg er jo offentlige personer med alt, hvad dertil hører. For eksempel, at alle har en mening om os uden at have ret meget at have den i.

Hun løfter brynet lidt højere.

– Og din blog har vel ikke ligefrem gjort meningerne færre, går jeg ud fra?

Hun hentyder til www.bitchbixen.com, der startede som en frustration over kendte danskeres dårlige tøjstil og er endt som Danmarks mest læste blog i år.

– Det er vel altid omkostningsfuldt at gå ud i medierne og nedrakke andre på den måde, siger jeg.

– Så hvorfor gør du det?

Jeg forsøger at få øjenkontakt med Isak, der sidder og studerer bagsiden af menukortet. Det lykkes mig ikke, og jeg føler mig træt ind til benet, da jeg rejser mig. Sender min lykkeligste latter ned over mikrofonen og slår ud med armene mod kagerne i cafeens glasmontre.

– Det må vist være tid til et stykke hindbærtærte, eller hvad siger I?

Endelig vågner Isak op. Det vidste jeg, at han ville.

– Jeg tror, at jeg springer over, skat. Mig og kager, du ved.

– Nå ja, det er sandt. De giver dig ondt i maven.

Isak rødmer, og det klæder ham. Han lader mig redde os ud af penible situationer lidt for ofte, og når alt er tilbage på sporet, fortsætter han bare, som er intet hændt.

– Jeg har altid tolket hele min eksistens i mødet med de kvinder, jeg har elsket, hører jeg ham sige, inden jeg vender mig væk. For jeg ved, at historien om pigernes mor, der døde i barselsseng, er lige på trapperne, og jeg kan stadig bedst holde ud at høre den med ryggen til. Så jeg afgiver min bestilling til et mut pigebarn, der ikke foretager sig stort andet end at svinge med sin hestehale. Hører med et halvt øre Isak sige, at han savner Karie hver dag. Hendes milde væsen. Han udtaler Karie på dansk som Marie med K. Ka-rie, og det skurrer i mine ører, som al hendes væsen skurrer i mine øjne, når jeg tilfældigt falder over billeder af hende i skuffer og skabe. Hendes hektisk plettede kinder. Jeg forstår godt, at Isak kun omtaler hende ved lejligheder som denne.

– Flødeskum eller cremefraiche?

– Flødeskum på tre af dem. Ikke noget på den fjerde.

– Og betaler du med dankort?

– Undskyld?

– Betaler du med dankort, spørger jeg.

Jeg kaster et blik i retning af cafébordet, hvor Isak har lagt ansigtet i professionelle lyttefolder. I panden, omkring øjnene. Det prikker i mine fingerspidser.

– Vent lige, kan jeg få fem hundrede over?

Isak sidder med et af Karies mange afskedsbreve i hænderne. Jeg kan kende hendes store, åbenmundede bogstaver, når jeg ser dem. Altid på det samme linjerede blokpapir, men jeg forstår ikke, hvorfor kanten på papiret dirrer sådan. Karie sendte jo sine afskedsbreve i alle retninger i årevis, så hendes ord og halvkvædede hilsener dukkede op de mest usandsynlige steder. Med tak for alt, Karie Lauretius. Flere aviser trykte dem endog mellem år og dag og gjorde helvede hedt for Isak, men han måtte jo kunne lide det et eller andet sted. Ellers var han vel skredet, inden børnene gjorde alting mere kompliceret, end det allerede var.

Jeg signerer tærtekvitteringen og rækker den til pigebarnet, der puster en kæmpe boble og suger den tilbage i mundhulen med et smæk. Og med rolig stemme hører jeg Isak spørge journalisten, hvad hun egentlig antyder lige nu? Jeg står helt stille. Journalisten stiller et eller andet hårdt fra sig på bordet.

– Adskillige kilder, jeg har talt med, har karakteriseret Karie som deprimeret. Selvmordstruet. De anså det for højst sandsynligt, at hun ...

– Men det gjorde hun ikke.

– Hvad gjorde hun ikke?

– Hør lige her, jeg kan absolut ikke se nogen grund til, at pigerne skal høre det her. Karie døde af komplikationer i forbindelse med Lauras fødsel. Vi kan sagtens tale videre i morgen, på tomandshånd. Det vil jeg meget gerne. Vi har jo en aftale klokken 15.

– Så er der serveret alle sammen!

Isaks lyttefolder glatter sig, så snart han ser mig med hindbærtærte og hvidriflede servietter. Han rejser sig galant, henter en håndfuld kagegafler og de sidste tallerkner og holder min stol.

– For at vende tilbage til det, du startede med at spørge om, siger han, mens Laura puster bobler i sin kakao med et par sugerør – ... så må jeg sige, at vi har et fantastisk liv, også bag facaden.

Jeg griber sugerørene og bøjer dem på midten.

– Det er sjældent i vores individualistiske tid, er det ikke, Isak? spørger jeg, og han nikker alvorligt.

– Lige netop. I vores individualistiske tid er der jo utrolig mange, der ikke tør åbne sig for kærligheden og hengivelsen, og hver eneste minut er jeg dybt taknemmelig for, at jeg evnede det endnu en gang. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg har Linn. Det er jo et kæmpe privilegium at dele mit liv med en så smuk, begavet og talentfuld kvinde.

Jeg er så vant til Isaks komplimenter, at jeg må anstrenge mig for at rødme, men journalisten ser slet ikke, hvor godt det lykkes. Hun ser bare direkte på Isak. Løfter det ene bryn.

– Aha?

Hendes ord har en umiskendelig, spottende klang, men Isak hører kun sig selv.

– Uden at sige for meget kan jeg godt røbe, at vi har et helt utroligt jævnbyrdigt forhold bygget på absolut gensidig tillid og respekt. Der er intet usagt imellem os.

– Og ingen løgne, supplerer jeg.

– Netop, Linn. Ingen løgne. Vi lever jo et så ... særpræget liv, at ærlighed er et absolut must.

Isak har altid fascineret mig, når han gestikulerer sig vej gennem sætningerne som nu. Han hakker luften med armbevægelser, der falder præcis et halvt taktslag efter hans ord. Jeg kender ingen andre, der kan understrege sine pointer med rytme alene.

– Isak, elskede, prøv lige at fortælle om dengang, du ...

Journalisten hoster tørt.

– Du skrev Maxim Bar, din eneste romansucces, for præcis otte år siden?

Jeg kan ikke holde ud, at det giver et sæt i mig.

– Og?

– Din flossede selvbiografiske stil blev kaldt ... lad mig lige se ...

Hendes negl løber ned over et par siders notater.

– Prosaens svar på PJ Harvey. Oversat til femten sprog og nomineret til flere internationale priser. Så hvad skete der?

– Med hvad?

– Ja, med dig. Du blev udråbt til et af din generations største håb?

– Jeg gik andre veje.

Isak undskylder sig. Har jeg set toiletterne?

– De er til højre for baren. Kan du se dørene derovre?

– Nåh, derovre. Alle tiders.

Han passerer tæt forbi min ryg, men uden at røre mig. Utvivlsomt tror han, at han gør mig en tjeneste. Som dengang Kridthuset udkom, og Lindring et par år senere, og han aldrig kommenterede anmeldelserne med et ord. Lindring fik én stjerne i Berlingske Tidende, en sur anmeldelse af en feministisk anmelder i Weekendavisen og fem linjer i Jyllands-Posten, der opfordrede alle til at læse Maxim Bar og ingen til at læse “de aktuelle pseudobekendelser” citat slut. Slet ingen anmeldelse i Politiken, der ellers trykker mine bedste skriverier fra Bitchbixen hver eneste uge på bagsiden af livsstilssektionen. Laura rykker tæt ind til mig.

– Skal vi ikke snart hjem? Jeg lægger armen om hende.

– Lige om lidt, skat. Lyt lidt til din ipod, hvis du keder dig. Her, nu skal jeg finde den.

Jeg smiler prøvende til journalisten, men hun spørger bare, om jeg vil sige et eller andet.

– Jamen, det er egentlig meningen, at det skal være en hemmelighed ...

– Så tænk lige over, om du vil fortælle mig det. Når ordene er ude, er de ude, ikke sandt? Det er straight business fra min side. Jeg skriver, hvad mine kilder siger, hverken mere eller mindre.

Det er sikkert glimrende, at hun tager mig for at være komplet idiot. Det plejer Isak at sige. Folk, der har tendens til at undervurdere, opfatter generelt for lidt. Jeg håber, at jeg ser tilstrækkeligt tankefuld ud.

– Det er fint, at du siger det, men det er sikkert et meget godt tidspunkt at røbe, at jeg faktisk er ved at lægge sidste hånd på en stor generationsroman. Den udkommer til næste efterår. September, regner vi med.

– Og titlen?

– Arbejdstitlen er Venter på Yazoo. Efter bandet, du ved.

– Nej?

Jeg er lige ved at spørge hende, hvor hun dog tilbragte 80’erne, men heldigvis nærmer Isaks fodtrin sig min stol. Han lyder altid så velovervejet, når han går.

– Er det ikke en skøn titel, Venter på Yazoo?

Han giver mine skuldre et klem, der gør ondt helt ind i knoglerne.

– Det bliver en intet mindre end fremragende roman, kan jeg godt sige dig. Linns talent er jo lysende. Lad nu vær’ med at være beskeden, skat. Jeg ville jo ikke sige det, hvis jeg ikke mente det.

– Så du læser altså med på sidelinjen?

Journalisten skraber irriteret flødeskummet af sit kagestykke, præcis som jeg havde forudset. Da vi andre bestilte kakao med flødeskum, bad hun udtrykkeligt om en danskvand med citrus. Isak smiler varmt.

– Det er klart. Enhver forfatter har jo brug for sparring, ikke?

Jeg tænker på de sidste fire år. Alle nætterne, der er gået med at blogge, stirre på mit Venter på Yazoo-dokument og skrive den samme sætning ned over side efter side. Alle morgenerne med Isaks evindelige spørgsmål om, hvor langt jeg er nået. Side 420? Jamen, så er du jo snart i mål, skat. En enkelt morgen svarede jeg side 820, bare for at få en reaktion, men han smilede bare opmuntrende. Side 820? Jamen, så er du jo snart i mål, skat.

– Jeg havde aldrig fået skrevet en stavelse af min roman uden dig, elskede.

– Åh, hold nu op.

– Nej, men jeg mener det!

Jeg kysser ham på kinden, så min læbestift afsætter et dramatisk ‘o’ på hans skægstubbe. Rækker ud efter en serviet og gnider det af med dvælende bevægelser, så ingen kan være i tvivl om, at fortsættelse følger, når vi engang er blevet alene.

Når jeg sådan rigtigt betragter Isak, kan jeg stadig se og mærke, hvad der tiltrak mig for syv år siden. Eller mere. Syv et halvt. Han ser forbi mig.

– Hvor er Anna? spørger han. Har du set hende?

– Anna?

Han udtaler navnet så dramatisk, at jeg først tror, han mener sin mor, Anna Elisabeth Lauretius, men hende kalder vi sjældent andet end Betsy.

– Du har ikke set hende?

– Nej?

– Men hun var her jo lige før, ikke? Hun sad lige der ved siden af Laura og drak kakao.

– Åh, du mener ...

Jeg afbryder mig selv.

– Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sagt det i tidens løb. Jeg aner ikke, hvor vores datter er, nej. Hver eneste gang, jeg har været uopmærksom et øjeblik eller har vendt ryggen til. Anna har altid været mest til stede i alle de situationer, hvor hun ikke er der.

– Har du prøvet hendes mobil?

– Hvad er det nu, hendes nummer er?

– Åh, er det ikke noget med ... Laura, gider du lige finde det?

Jeg trækker i frakken og tager en dyb indånding.

– Undskyld, må jeg lige skubbe lidt til dig? Mange tak. Undskyld? Jeg skal lige forbi.

Før jeg mødte Isak, maste jeg mig vej igennem hvad som helst og gav folk fingeren, hvis de protesterede. Jeg respekterede ingen, der sagde tak og undskyld uden at mene det.

– Jeg kan sagtens klemme mig igennem. Tak skal du have.

Jeg åbner cafédøren, og alting virker så tyst derude, selv om sneen er begyndt at fyge. En enkelt cyklist bevæger sig fremad i tilsneede hjulspor, højt belæsset med poser, og i en nøgen trækrone dingler en enlig lyskæde. Jeg stiller mig under den for bedre at kunne se tasterne på min telefon og trykker, hvad jeg formoder er Annas nummer, men forbindelsen bliver afbrudt. Jeg prøver igen, selv om jeg ved, hvad resultatet vil blive.

– Kan jeg gøre et eller andet?

Journalisten står bag mig. Jeg kan fornemme hendes ånde mod min hals.

– Nej, hvad skulle det være?

Vi står lidt i stilhed og betragter cyklisten, der mister balancen og falder ned i en snedrive. Han bliver liggende en stund, inden han besværet rejser sig og samler indholdet af sine poser sammen. Græskar i alle størrelser ud over kørebanen. Journalisten træder nærmere.

– Forsvinder hun tit?

– Hvem?

Jeg knapper min frakke hele vejen ned og slynger min ræv om halsen.

– Ja, Anna, jeres datter. Forsvinder hun tit?

Jeg vender mig langsomt.

– Jeg ved ikke engang, hvad du hedder?

Hun har en tung, mørkeblå uldfrakke omkring sig. En Paul Smith at dømme ud fra det bolchestribede for ved ærmet. Vi rækker hånden frem samtidig.

– Kate Klarlund.

Hendes hånd føles overraskende varm i min. Hun klemmer til.

– Nå, er det dig?

– Hvem?

Hun ser køligt på mig, men hendes højre mundvig er knap så nedadvendt som før, og jeg kender legen. Morskaben ved den. Jeg plejer også altid at bringe folk på glatis, når de taler, før de tænker.

– Ja, dig med de alle de store portrætinterviews og featureartikler rundt omkring. Jeg læser dig skam med stor fornøjelse.

– Virkelig?

Jeg vælger at overhøre den sarkastiske tone i hendes svar og takker i mit stille sind Isak. Det var ham, der lærte mig, at jeg kunne vælge den slags til og fra.

– Dejligt at få sat et ansigt på dig, Kate. Du ved, hvordan det er; man forestiller sig alt muligt, når man kun ser et navn.

Hun drejer hovedet mod cafédøren, og jeg ved allerede, hvad hun ser. Isak, der står lænet op ad baren og taler i mobiltelefon, imens tjenerens hestehale går som halen på en hund. Hun har pariserrøv og push up-bh, kan man se, når hun bøjer sig over cafébordene foran ham for at rydde af. Kate spørger, hvordan jeg har det med, at kvinderne sværmer for Isak på den måde.

– Jamen, det tager jeg da som en stor kompliment, det er klart.

Kate betragter tankefuldt sceneriet ved baren. Hun har i grunden smukke træk i profil.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på Maxim Bar, siger hun. – Linn Denise og hendes hævnaktion mod Mark. Jeg har genlæst den nogle gange, senest forleden.

– Er det sandt?

Jeg ser den for mig. Linn Denise, der vender vrangen ud på sin jalousi og forfører sin kærestes erobringer en efter en. Jeanette med parykken. Kira med de matchende lysestager i vindueskarmen. Sten med det urolige blik. Maya, der begynder at græde, bare man rører hendes ben. Linn Denise får dem til at forelske sig i sig, og når det er sket, forlader hun dem med en note: Hvis du nogensinde knepper Mark igen, ser du mig aldrig mere.

– Får du ikke lyst til at gøre som dit alter ego, Linn?

– Mit alter ego?

Jeg ler og sms’er Anna. Tager mig god tid. Call. Worried. Kys L.

– Jeg kan faktisk dårligt huske, hvad mit såkaldte alter ego gør, helt ærligt.

Selv den mest åbenlyse løgn vil se bedre ud på tryk end sandheden, der længe har været, at Isak lever sit eget liv, og jeg lever mit. Det er ikke med min gode vilje, og måske er det heller ikke med hans. Jeg tør ikke spørge ham af frygt for, hvad han vil svare.

– Linn Denise er ikke længere dit alter ego, er det sådan, jeg skal forstå det?

– Linn Denise og jeg har aldrig delt andet end for- og mellemnavn. Det andet er pressens historie. Ikke min.

– Og dog slog du slægtskabet fast i hvert eneste interview, jeg er stødt på. Nu har jeg ikke lige de eksakte citater her, men i Weekendavisen udtalte du for eksempel noget i retning af, at Linn Denise var alle de optrævlede sider af dig selv. Dem, du helst ikke ville være ved.

– Jeg ville sælge bøger, og det gjorde jeg.

– Er det dit svar?

Vi ser på hinanden. Forhåbentlig er det undren og ikke medlidenhed, jeg kan spore i hendes blik.

– Ja. Selvfølgelig er det mit svar.

Jeg lukker øjnene og ser mig selv. Linn Denise Larsen. Jeg står foran mikrofonerne og prøver at dække min nøgenhed med alle mine bekendelser. Forliste kærlighedsforhold, jalousi og sex for penge. Jeg ved ikke bedre end at svare, når jeg bliver spurgt, men ligegyldigt hvor meget, jeg bekender, er der ingen, der kender mig, når jeg lukker min dør. Den etværelses på Vesterbrogade. Jeg boede der i ti år, men den føltes aldrig som mit hjem.

– Hvordan kan det egentlig være, at du udskiftede Linda med Linn?

– Hvad mener du?

Kate lader mine ord hænge i luften lidt for længe.

– Nu er det jo relativt let at finde ud af, at du hed Linda hele din skoletid.

– Du har talt med mine skolekammerater?

– Jeg har talt med den ene og den anden, det er klart. Det ved du. Det var jo aftalen.

Det er Isak, der har talt med magasinet, forhandlet betingelserne og fremlagt det hele som vores store chance for maksimal eksponering. Jeg har bare indvilliget i at deltage som altid, men denne gang er anderledes. Der er noget helt galt. Jeg prøver at få øjenkontakt med Isak, der er midt i et latterudbrud derinde, og Laura går hen til ham, siger et eller andet og peger på døren. Kate hoster.

– Din lille pige forstår vist en hentydning, hvad?

Isak nikker heldigvis til Brigitte Bardot-klonen i det samme, åbner døren for Laura og træder ud til os. Hans ånde danner skyer i mørket.

– Skal vi se at komme af sted ... eller er I midt i noget? Han ser fra Kate til mig.

– Nej, vi er ikke midt i noget, skat.

Til gengæld er vi helt dækket af sne begge to, men først da Laura tager mig i hånden, opdager jeg, hvor meget jeg i grunden fryser. Jeg kan dårligt bøje fingrene.

– Jeg tager lige forbi min søster og ser, om Anna skulle være der, skat.

– Du tager forbi Britt lige nu? Jamen, tror du ikke hellere, at du skulle ...

– Nej.

Isak kan selv få lov at stå med Kate.

– Det er næsten hurtigere at gå derover end at ringe, Vi ses senere, skat. Hyggeligt at møde dig, Kate. Kys kys, Laura.

En sirene blinker sine hyl gennem gaden i det samme. Hakkende lys bag os, foran os, forbi os, og da forstyrrelsen er sneet til, er jeg forsvundet om det næste hjørne, som Anna når hun er bedst. Men hun har også haft mange år til at aflure mig mine tricks, før hun begyndte at forsvinde for alvor og dukke op hos Britt. Vi ved ikke hvor ofte. Britt holder sig til løse formuleringer som Anna kommer da indimellem forbi til en kop te og jo, nu du siger det, var hun tilfældigvis lige forbi i går. Om jeg begriber, at Isak bliver ved at slå det hen med piger i den alder.

Jeg sparker til en snedrive, til den er fyldt med huller, og vandet svupper i mine støvler. Sparker til en anden. En tredje. Vandet får mine fødder til at prikke, og jeg har den største lyst til at få skriget ud, men det vil ikke gøre nogen forskel. Det har det ikke gjort i årevis.

Free your mind and the rest will follow ...

Jeg tager min mobiltelefon, selv om jeg ikke kan komme på et eneste menneske, jeg har lyst til at tale med.

– Linn her?

Det er mor i den anden ende. Hendes åndedræt vibrerer, som har hun løbet, og hun undskylder.

– Jeg ville have ringet tidligere, det er om billederne, Linda. De er væk.

– Hvilke billeder? Hvad taler du om?

Hun begynder at græde,

– Hvilke billeder, mor? ... Hvad siger du?

– Johns billeder. De er væk, Linda. Alle sammen. Hører du mig?

– Mor, jeg er lige på vej over til Britt, og det er snestorm, så ...

Hun afbryder mig, som hun plejer.

– Der kom en journalist forbi her til aften på grund af en mindeartiklen til Ugeposten, du ved. I anledning af tyveåret for Johns død. Og jeg bød hende indenfor. Jeg drømte jo ikke om, at hun ville ...

Jeg trykker det røde telefonrør i bund og åbner min taske i den nærmeste port. Finder alle farverne frem, blyanter og stifter og små etuier og maler huden over, dernæst øjnene og læberne. En tone mørkere end lyset tillader, og så håret. Det maler jeg også over med livlige, mørke krøller, inden jeg ryster ræven og ringer på.

– Ja?

– Det er bare mig.

– Hej dig. Kom ind.

Døren summer mig hele vejen op til mezzaninen. Dørtelefonen er ikke i stykker. Det er Britt, der krampagtigt holder knappen inde.

– Hej, Linn.

– Hola sweetie.

Jeg får øje på Denise Design – kort og godt i sløjfeskrift på døren, før jeg får øje på Britt, halvvejs bag den. Hendes hår er anderledes, end det plejer. Kortere i ulige længder, og jeg komplimenterer det. Vores fælles veninde Malene er en fremragende frisør.

Britt skutter sig i sin lilla kimono, den med broderede blomster, læner sig frem imod mig og stryger mig over kinden.

– Du er kold, kom ind.

– Tak. Tusind tak.

– Åh, pis med dig, Linn. Ingen tak, vel?

Jeg ville ønske, at hun ville undlade at tage mit overtøj som det første. Det får mig altid til at føle mig som en gæst i hendes hjem. Hun sparker sine uldne hjemmesko af fødderne og rækker mig dem med sit skæve smil.

– Her, de er varme.

– Hold nu op, Britt, du behøver jo ikke ...

– Nej, nej, det behøver jeg jo ikke. Vil du låne en kimono?

Den røde er til vask, men du kan få den blå, hvis du vil.

– Jeg er o.k. Jeg bliver ikke så længe.

Da jeg skrev Maxim Bar, blev jeg tit og sov, og om aftenen, når vi havde spist kylling Kiev, læste jeg dagens tekst op for hende. Hun ville sidde med benene oppe under sig i den blomstrede sofa og lytte, og når hun nikkede på sin særlige, tankefulde måde, vidste jeg, at teksten fungerede. Jeg endte med at dedikere Maxim Bar til hende. Til Britt og alle hendes nik. Jeg prøver at få øjenkontakt med hende.

– Mor ringede for lidt siden. Det var om Johns billeder.

Britt forbinder karmen og hoveddøren med raslende kædelåse. Hun tager sig god tid.

– Hører du, hvad jeg siger, Britt? Nogen har stjålet dem. Hun var helt ude af den.

Britt har været rasende på vores stedfar i årevis, og selvfølgelig har hun sine grunde, men han gjorde trods alt sit bedste, til han fik en depression og sprang ud foran toget til Hillerød. Lokoføreren måtte have krisehjælp, og Ugeposten havde for en gangs skyld noget at skrive om, men vi var jo fyldt 18, da det skete. Vi var ikke fem, som da vores far forlod os.

– Hvem har stjålet dem, sagde hun det?

– Hvad?

– Billederne, Linn.

– Nåh, nej, nej. Jeg afbrød samtalen.

Britt udstøder en lille latter.

– Du smed på?

– Ja. Jeg vidste ikke lige, hvad jeg ellers ...

– Nej, det gjorde du vel ikke.

– Hvad mener du med det?

Hun slår ud med hånden mod stuen.

– Ingenting, skat. Kom nu bare indenfor.

Sofaen står det samme sted som for otte år siden. Lige midt på stuegulvet så man må gå uden om den, når man passerer gennem rummet. Marguerite Duras’ L’amant er tvunget i split over det ene armlæn som alle bøgerne før den.

– Hvornår er det, du sender mig et udkast til Venter på Yazoo? spørger hun over den ene skulder, og jeg svarer, at jeg er på side 420 nu, så det kan vel ikke vare så længe.

– Det sagde du også sidste gang, jeg spurgte.

– Gjorde jeg?

Hun lader mit svar stå et øjeblik. Spørger, om jeg vil have gin eller kamillete. Heldigvis er hun holdt op med at løfte det ene bryn, når jeg beder om gin. Hun smiler bare og bryder ginflaskens forsegling, mens jeg betragter hende i lyset fra den enlige pendel over zinkvasken. Vi er tvillinger, tveæggede, og i hendes ansigt ser jeg tydeligere og tydeligere aftegningen af det stykke vej, jeg ikke er gået. Nætterne med for meget arbejde. Årene med økonomiske problemer uden nogen at dele dem med. Det hele har aflejret sig i dybe skygger om øjnene, og jeg forstår ikke, hvorfor hun viser dem frem på den måde.

Hun rækker mig en flaske Rose’s lime, så jeg selv kan hælde op.

– Er det noget med Isak?

En snert i hendes stemme.

– Nej, selvfølgelig ikke.

– Det er klart. Selvfølgelig ikke

– Hold nu op, Britt.

– Hvad? Jeg giver dig jo bare ret.

Jeg sætter mig ved det ovale køkkenbord og tømmer mit glas, så isklumperne klirrer, og hun tænder en samling bloklys i glasstager. De passer ikke til resten af interiøret. Da jeg siger det, tænder hun nogle flere.

– Så hvad bringer dig herud i det her vejr?

– Det er Anna. Hun er forsvundet igen.

Britt lægger spørgende hovedet på skrå, og jeg rækker ud efter en appelsin i glasskålen på bordet. Piller den, så saften står mig i øjnene, og nævner portrætinterviewet, der er virkelig vigtig eksponering for os lige nu, hvor Isaks seertal er nedadgående, men det sidste siger jeg ikke. Det går jo op og ned med den slags.

– Det er vildt uhensigtsmæssigt, at Anna er forsvundet lige nu, konstaterer jeg bare, og det er som talt ud ad Isaks mund. Uhensigtsmæssigt. Britt smiler en lille smule.

– Ja, det tror jeg gerne.

Jeg hælder ren gin i mit glas og tømmer det. Rækker ud efter flasken igen, og Britt ser undersøgende på mig.

– Du har det ikke godt med det portrætinterview?

– Nej.

– Så hvorfor ...?

Jeg får aldrig talt Isak fra at fortsætte. Det ved Britt lige så godt som jeg. Han vil hellere flække sin arm på tværs end at brænde en så åbenlys chance for omtale. Hun nikker for sig selv.

– I må vel bare få det bedste ud af det, siger hun, og jeg giver hende ret. Få det bedste ud af det. Britt siger langsomt, at hun så Anna så sent som i fredags.

– Ja?

Britt sender mig et af sine blikke.

– Ja. Hun var forbi til en kop te på vej hjem fra skole, og da hun skulle til at gå, nævnte hun faktisk, at hende jeres au pair-pige før Polina ...

– Katalina Kitkova?

– Det skal nok passe. Hun opsøgte Anna i spisefrikvarteret for at sige, at der var problemer.

– Uddybede hun?

– Nej. Hun kyssede bare Anna på begge kinder og sagde see you soon, som om hun mente det. Det var Anna selvfølgelig meget optaget af.

– Nå?

– Anna så helt forelsket ud, hvis du spørger mig.

– Åh, hold nu op, ikke.

En pigestemme råber skingre eder på den anden side af væggen i det samme. De få gange, Anna og Laura har forsøgt sig med noget lignende, har jeg råbt langt værre ting tilbage i hovedet på dem.

– Marianne har det vist ikke så godt for tiden. Hun lader Camilla tyrannisere sig fuldstændig, bemærker Britt og hælder kamillete op i et keramikkrus. Det har en smuk, rund facon, der minder mig om mors porcelæn derhjemme.

– Så hvorfor har hun det dårligt?

– Hvor skulle jeg vide det fra?

– Jamen, ser du ikke ... en del til hende?

Marianne Jensen har været Britts nabo i årevis, men jeg mødte hende først for et års tid siden. På trappen og helt tilfældigt. Hun viste sig at være en attraktiv kvinde med grå cottoncoat og lang, mørk hestehale. Da jeg passerede hende, bad hun mig hilse Britt, og hendes måde at sige Britt på overraskede mig. Hun sagde det så intimt.

– Hvorfor bliver du ved at antyde, at der er noget mellem Marianne og mig?

– Det antyder jeg da heller ikke!

– Kan du ikke prøve at lade være, Linn? Vi er bare naboer.

Britts knoer er helt hvide, da hun griber om hanken for at tage en slurk af sin te, og stilheden er ikke til at holde ud.

– Er du sikker på, at Anna er o.k?

– Anna?

Hun stiller koppen fra sig.

– Det skal jeg jo ikke kunne sige, vel?

– Men du kender hende bedre, end jeg gør.

På dette sted er det meningen, at Britt skal svare noget benægtende. Noget beroligende, men hun ser ud til at være for træt. Faktisk ser hun træt ud hver eneste gang, jeg ser hende. Næste gang må jeg huske at spørge hende, hvordan hun har det. Jeg bunder et glas gin og lime og overvejer, hvor mange år jeg i grunden har udskudt det spørgsmål.

– Og Denise Design går godt? prøver jeg.

– Som det plejer. Posthusene er glade, kunderne er glade.

– Du sælger kortene ind til alle posthusene nu?

– Det ved du jo godt. Det har jeg gjort de sidste fem år.

Det er sandt. Jeg ved det, og alligevel bliver jeg ved at spørge.

Der er meget i denne verden, der er helt okay med mig, men ikke at min søster anser det for et kald at designe bundnaive postkort. Jeg har fundet mit kald! Det sagde hun faktisk, da hun kom løbende op ad vores hovedtrappe med sine første masseproducerede kort i hænderne. Isak kom til. Og pigerne. Vi stod i en akavet rundkreds om hendes rystende skuldre i entreen, og jeg tænkte hele tiden, at Isak måtte gøre et eller andet. Han kunne vel for fanden stikke hende en kleenex eller en nødløgn om, at han fuldstændig forstod, hvordan hun havde det. Men det var Anna, der trådte frem, stillede sig på tæer og omfavnede Britt, imens hun hviskede hende et eller andet i øret, jeg ikke kunne høre. Lo, da Britt løftede hende i vejret og svingede hende rundt. Britt havde ikke været til at komme i nærheden af i årevis, og ingen havde nogensinde haft held til at omfavne Anna før da. Ikke engang Isak og Laura.

Det giver et sæt i Britt, da jeg rejser mig og siger, at jeg må se at komme hjem. Isak har utvivlsomt været alene med journalisten længe nok, og der er også en dag i morgen. Jeg hører mig selv. Der er også en dag i morgen.

– Linn, vil du ikke lige have nogle postkort med hjem? Her, nu skal jeg finde en æske til dig. En af de nye.

Det er for sent at sige nej.

– Mange tak. Og så med guldbånd!

– Ja, flot ikke? Det er faktisk et nummereret bokssæt for samlere. Mine greatest hits.

Jeg bryder mig ikke om det veltilfredse smil, hun sender mig.

– Vend det lige. Du har fået det andet bokssæt, se selv. Nummer to.

Mine skrivebordsskuffer er efterhånden så overfyldte med kort, at jeg må lade mine papirblokke og skriveredskaber ligge fremme, og Isak bliver ved at spørge, hvad der forhindrer mig i at smide dem ud. Det er jo bare pap, plejer han at sige, men han ved lige så godt som jeg, at det er min søsters mærkværdige forsøg på at gøre godt i verden. Hun donerer også penge til flere fonde og samler ind for Røde Kors.

Jeg undskyld mig, da Free your mind and the rest will follow lyder fra bunden af min taske.

– Linn her?

– Skat, det er mig. Er Anna hos Britt?

– Ja, selvfølgelig.

– Det tænkte jeg nok. Sådan er det jo med piger i den alder.

Isak og jeg har altid været gode til at tale med journalister på medhør et sted i baggrunden, og jeg holder det øverste kort op i lyset. Nyd din fødselsdag i stilhed eller som dagens lysende midtpunkt. Du fortjener at fejre din fødselsdag præcis, som du har lyst til, står der ud over en dybblå å, der risler fra hjørne til hjørne med skriggrønne marker i baggrunden.

– Linn? Er du der?

– Ja, undskyld. Hvad siger du?

– Jamen, jeg spørger bare, om Anna bliver hos Britt, til hun føler for at komme hjem?

– Ja selvfølgelig. Det er klart.

Jeg åbner kortet, og røde rosenblade daler fra himlen. I et felt i midten er farverne forstøvede, så man kan tilføje sin egen hilsen.

– Er du på vej hjem, skat?

– Ja, jeg står næsten med overtøjet på. Britt hilser. Kys til dig og Laura.

– Og stort kram til Britt.

Britt er gået ind i stuen. Jeg kan se hendes kimono ved stuevinduet.

– Det var Isak, der ringede, siger jeg. – Jeg går nu.

– Hvad ville han?

Hun har lagt armene over kors, som hun plejede at gøre, da vi var små.

– Åh, han ville bare høre, om jeg snart kommer hjem.

– Virkelig? Hvor betænksomt.

Hun går langsomt over til mig. Hendes fødder må have været bare, siden hun gav mig sine sko. Jeg ser det først nu.

– Vent lige! Her, dine sko.

Hun står foran mig og ryster på hovedet, til jeg holder op med at række dem frem. Siger med tryk på hver stavelse, at hun ikke er nær så bekymret for Anna, som hun er for mig, og jeg tør ikke spørge hende, hvad hun mener. Det er alt for ofte sådan, vores samtaler ender.

Vi står i døren, og som alle gangene før er det eneste, jeg kan se, den tykke, lyserøde kridtstreg, hun slog, da vi var fjorten. Midt ned gennem det gavlværelse, vi delte. Hold dig væk. Hold dig ude. Lad mig være i fred.

– Britt, hør nu, alt er under kontrol, bare rolig.

– Så hvorfor ser du så trist ud?

Jeg ser hende forsvinde sammen med halvdelen af reolen, en kvart sofa, hele skrivebordet og det halve gulv. Hun lagde roligt kridtet fra sig og genoptog sit klippearbejde i karton ud over skrivebordet. Ingen af os sagde noget. Hold dig væk. Hold dig ude. Jeg overvejer, om vi overhovedet har talt sammen siden.

– Du har ikke skrevet en linje af din roman, har du vel?

– Hold nu op, ikke?

Jeg træder ud på trappen og smiler mit bedste smil, men Britt ryster bare på hovedet.

– Du gør det der med fuldt overlæg, jeg kan se det.

– Hvad?

– Smiler på den måde.

Hun lukker stille døren, og jeg kan høre hendes kædelåse rasle en efter en, da jeg begiver mig ned ad trappen. Trinnene føles så hjemlige. Den slidte terrazzo. En eller anden i høje hæle er på vej op. Det er Marianne. Jeg ved det, før hendes hestehale kommer til syne om den nederste afsats. Da vi passerer hinanden, siger hun hej og mit navn, og jeg vender mig efter hende for at gengælde hendes hilsen. Men hun er allerede forsvundet.

Låsen klikker mig velkommen, da jeg vrider nøglen til højre, halvanden omgang og så et hurtigt stød indad. Nedad med håndtaget, til døren modvilligt slipper karmen. Åbner sig mod lejligheden, der sover de uskyldiges søvn, selv om klokken kun er halv elleve, så jeg kan i ro og mag trække i nattøjet og tænde for computeren. Den uoverskuelige samling bogstaver under mine fingerspidser.

– Er det dig, Linn?

Isak kan ikke have sovet ret længe, selv om han lyder sådan. Jeg skriver mit kodeord i computerens startfelt. Loulou14. Om en måned er det tid til at ændre det til 15, og i grunden er det ikke til at forstå. Mine 14 år med Lou Lou er gået hurtigere end mine 18 år uden.

– Linn?

– Ja?

Jeg har lyst til at blive siddende, men rejser mig. Åbner døren til soveværelset på klem, så jeg kan skimte den lave, japanske seng, der ankom med skib fra New York på vores bryllupsdag.

– Du har drukket, Linn.

Han sukker og vender dynen med et spark, drejer sig om på siden og bokser puden i facon. Hvis han dog bare ville holde op med sine evindelige konstateringer. På vej ud til køleskabet hører jeg ham spørge til Anna.

– Noget nyt?

– Ja.

Jeg fortæller ham kort om Annas møde med Katalina, lægger nakken tilbage og bunder den første flaske Evian. Sengen knager derinde.

– Så Katalina fortalte ikke Anna, hvad hun advarede hende mod, er det sådan?

– Ja, det er det vel.

Jeg skruer låget af flaske nummer to, sætter den for munden, drikker, og Isak konstaterer, at Katalina jo ikke er decideret velfungerende. Eller var. For han skal jo ikke kunne sige, hvordan hun er i dag. Jeg lader vandflaskerne tromme mod hinanden og ser Katalina for mig. Hendes lange, lyse hår, der var så tyndt, at ørerne altid stak udenfor. De blege øjne, der gled helt ud til tindingerne, når hun lo.

– Linn, gider du ikke holde op med at banke flaskerne mod hinanden?

Jeg sukker og stiller dem fra mig på gulvet.

– Skriv nu godt, ikke.

Han sparker dynen af sig, og jeg forstår så udmærket, hvordan han har det. Jeg ville også sparke et eller andet af mig, hvis jeg kunne. Men i stedet puster jeg et kys gennem rummet.

– Sweet dreams.

– Ja, i lige måde, når du når så langt.

For syv et halvt år siden tiltvang Isak sig adgang til min etværelses på Vesterbrogade.

– Jeg må se dig.

Hans fod i døren. Blanke sko med snørebånd i sløjfer.

– Jeg står herude med en kæmpe erektion på grund af dig.

Det hjælper ikke at tænke på dengang, vi var nyforelskede, og alligevel gør jeg det alt for ofte. Hver eneste aften, når jeg sidder her. Indimellem ville jeg ønske ... Jeg lukker døren eftertrykkeligt og trækker vejret dybt. Bitchbixen bliver ikke opdateret af, at jeg sidder her og ønsker mig tilbage til en tid, der er forbi, og inde fra soveværelset spørger Isak, hvad jeg laver.

– Sidder du og blogger, Linn?

– Nej, jeg skriver.

– Det er jeg glad for at høre.

Jeg forstørrer et snapshot af et aldrende, blonderet strygebræt, der vistnok var quizværtinde med skulderpuder i en fjern fortid. Den er god nok. Ansigtshuden er strøget silkeglat, mens halsen ligner et lædergarveri, og hvor mange gange skal jeg pointere det for alverden. Denne kvinde burde prøve en peeling eller bede til Betty Barclay-guden om godt vejr og en halsklud. I hvert fald hvis hun vil slippe for Linn Lauretius’ bitchkommentarer garneret med bitchpoint i sækkeform. En enlig sæk kan ske for enhver. Ti sække på række er ren Titanic. Den gode smags totale undergang.

Jeg tilføjer en hurtig overskrift, Vi beder bare Betty Barclay-guden om godt vejr, lukker øjnene og trykker ’post’, mens Johan Johansen begynder at skubbe tunge møbler over gulvet i lejligheden over os, så det hviner i træet. Han flytter rundt på sit møblement flere gange i døgnet og har gjort det, så længe jeg har boet her, men det er blevet markant hyppigere de sidste par år. Jeg har aldrig mødt ham, ikke engang på trappen. Papskiltet med hans navn på dørtelefonen er helt gulnet, men han kan ikke være gammel. Hans bevægelser er hårde og utålmodige. Næsten desperate.

Jeg har brugt flere år på at sidde her og registrere hans tiltagende frustration, blogge og skrive den samme sætning i mit Venter på Yazoo-dokument, foreløbig ned over 420 sider. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Det er et citat fra Maxim Bar. Lige der, hvor Linn Denise indser, at Mark plukker alle sine kvinder og mænd på samme tidspunkt. På samme måde, med rod og det hele. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig. Da jeg begyndte at blomstre, plukkede han mig.

Du har ikke skrevet en linje af din roman, har du vel?

Jeg rejser mig fra skrivebordet, der fortjener bedre end mig. Det står så rankt på sine fire ben, så hemmelighedsfuldt med skufferne en smule på klem. Isak ville bare glæde mig, da han købte det, men han vidste jo, at jeg helst var fri. Jeg havde sagt det hver eneste gang, han luftede ideen om et af disse gamle mahogniskriveborde.

– Det ville bryde rummets hvidhed, kan du ikke se det? Man kommer ind og kapow! Det suger al opmærksomheden til sig.

– Men jeg kan faktisk godt lide mit arbejdsværelse, som det er.

– Hold nu op, Linn.

– Men det kan jeg!

– Ja, ja. Men du kommer til at elske det her, bare vent og se.

Jeg lister mig gennem lejligheden, fra den ene mørklagte en suite-stue til den næste. De ligner hinanden, så jeg altid glemmer, hvor jeg lægger mine ting. Alt er lyse farver, flere nuancer, enkle antikke møbler og så disse kapow-genstande. En knaldrød gulvvase. En frodig, gul orkidé. En enkelt pink pude blandt alle de hvide.

Jeg var midt i en usammenhængende drøm, da Isak ringede på dengang for syv et halvt år siden. Noget med Britt og mig i en jolle og årerne, der var drevet væk.

– Linn? Lad mig nu komme ind!

Britt rejste sig i jollen og skreg, men der var ingen, der hørte os. Der var kun stormen, der tog til og sendte bølgerne op over rælingen. Det var altid sådan noget, jeg drømte.

– Flyt dig nu fra døren, ikke?

Jeg trak ned i T-shirten fra jeg ved ikke hvornår, men den dækkede knap mine trusser, og brædderne føltes kolde mod fødderne. De knagede højt, da jeg trådte tilbage.

– Hør, sov du?

– Klokken er to om natten, Isak. Hvad havde du forestillet dig?

– Du virker bare ikke som en, der sover.

– Du aner ingenting om mig.

Jeg ville have lakeret negle næste formiddag inden vores date på Sommersko. I det kraftige entrélys kunne man tydeligt se, hvor meget de skallede, især storetæerne. Men Isak smilede bare.

– Kom her.

Jeg trak min T-shirt af og bed ham i øreflippen som sidste gang på hotellet. Hårdere end jeg egentlig havde tænkt mig, og hans udbrud tændte mig. Mellemtingen mellem et suk og et skrig af smerte og så den sprøde lyd af stift læder gennem metalspænder og lynlåse på vej ned.

– For helvede, hvor har jeg drømt om det her, Linn.

– Hvad?

– Det her.

Savsmuldstapetet føltes som sandpapir mod huden, og Isak tog fastere omkring mig. Jeg turde ikke bede ham klemme så hårdt, han kunne.

– Du har ventet på mig, har du ikke?

Han gled langsomt op i mig, og min krop svarede for mig. Selvfølgelig havde jeg ventet. Siden vi elskede på den måde forleden, havde jeg ikke lavet andet end at fantasere om fortsættelsen, og jeg bad ham tage mig på skrivebordet. Midt mellem papirdyngerne og de tomme vinglas.

– Hårdere, Isak.

Hans blik flød ud, hver gang han stødte til.

– Hårdere.

Han rødmede ud over maven og videre ud over brystkassen, så det lignede et landkort over et helt kontinent. Jeg var alt andet end forvænt med en mand, der vidste præcis, hvordan han skulle sende mig ud af mig selv.

– Du kommer jo, Linn. Lad mig høre dig.

Jeg faldt sammen omkring hans støn, der blev dybere og endte på min seng, mellem puder og dyner med uens betræk. Han ville have mig under sig, oven på sig, på alle fire og op ad væggen, og til sidst ville han betragte mig, mens jeg red ham. Det var synet af mine bryster, der fik ham til at eksplodere, hviskede han senere, da han lå og kærtegnede min ryg, mens morgenlyset så småt listede hen over gulvet.

– Bliver du ikke lidt længere, Isak?

– Det kan jeg ikke. Jeg går lige om lidt.

– Hjem til din kone?

Han tegnede store, varme bogstaver ud over min ryg.

– Skriv det lige igen.

– Du mærkede jo godt, hvad jeg skrev.

– Det gjorde jeg vel nok ikke!

Jeg kunne ikke sige til ham, at E’et i nej føltes så rart, at jeg ville have ham til at skrive det igen. De tre lige streger, der gennemskar min hud. Hvis bare han ville bruge neglene.

– Så hvad skriver jeg nu?

– Vil ... du ... møde ... mig ... i ... aften?

– Og nu?

– ... Hos ... mig?

– Så konen er ude, eller hvad? ... Hvad er det, du ...? Nej, hold lige op med det der, Isak, hvad er det, du skriver?

– Min kone døde for et halvt år siden, det ved du jo godt. Han rejste sig, før jeg kunne nå at gribe fat i ham.

– Hvad ved jeg? Isak, vent lige!

Han havde allerede bukserne og skjorten halvvejs på. Jeg fik fat i begge ender af hans bælte.

– Fortæl mig lige, hvad det er, jeg ved. Jeg trak ham nærmere sengen.

– Læser du ikke aviser, Linn?

– Nej. Og jeg ser heller ikke fjernsyn, hvis det er dit næste spørgsmål. Jeg sidder her og skriver bøger, okay?

– Du er da også i medierne indimellem. Maxim Bar, er det ikke det, din roman hedder?

Hans vægt fik sengen til at synke en smule, hvor han satte sig, og jeg svingede benet over hans. Satte mig overskrævs på ham og tvang ham tilbage i puderne.

– Fortæl mig, hvem du er?

– Isak Lauretius.

– Det siger mig ingenting.

Han kyssede spørgsmålene ud af mig med en mund, der søgte nedad og startede forfra mellem mine ben. Hvis nogen havde fortalt mig, at det ville holde op en dag, ville jeg ikke have troet på det, men da jeg gennemrodede hans skuffer for et par år siden, vidste jeg, at det var en realitet. Jeg søgte efter beviser på, at han elskede en anden, men jeg fandt ikke andet end hans gamle kursusnoter og et par af mine kærlighedsbreve. Jeg kendte ham så dårligt, at jeg end ikke vidste, hvor jeg skulle lede, tænkte jeg dengang. I dag tænker jeg snarere, at der ikke var noget at finde og muligvis stadig ikke er. Ikke andet end tv-optrædener og bookede kurser tre år frem i tiden.

Hver gang jeg når til den fjerde stue i rækken, får jeg følelsen af, at Betsy stadig er her. Det er karnappens skyld. Betsys sted, som hun kaldte den. Forsvind fra mit sted! Nu! Afgang! Hun havde arrangeret to plysbetrukne stole i den, som var de i dyb samtale. Første gang jeg mødte hende, havde jeg trukket en af dem hen til vinduet. Det var min første morgen i lejligheden. Klokken var ikke mere end syv, men Isak var taget tidligt på arbejde, og alt føltes magisk. Den uredte seng, vi aldrig var nået ud af aftenen før. Stuerne, der blev ved i en uendelighed, og kastanietræerne, der gjorde udsigten lysegrøn. Jeg lænede mig frem. Lysegrøn så langt jeg kunne se.

– Hvad i alverden!

Hun stod i døråbningen iført housecoat og hårnet. Min prikkede kjole dinglede fra hendes pegefinger, der pegede mod min nøgne hud. Da jeg rejste mig, dækkede hun øjnene med sin ene hånd.

– Så er det godt, hvem du end er.

– Jeg hedder Linn. Hvem er du?

Jeg spurgte, selv om hendes lighed med Isak var åbenlys. Især ansigtsformen, og hun hvæsede, at jeg havde at tiltale hende De, og havde Isak fundet mig i et horehus? Var han sunket så dybt efter Karies død?

– Vi fandt hinanden på en gogobar.

– Hvad gjorde I?

– Ja, Maxim Bar Pet Club. God sex til rimelige priser.

Rent faktisk mødtes Isak og jeg på gaden, men det ville aldrig have fået Betsys ansigt til at falde så fuldstændig fra hinanden. Eller jo. Måske, hvis jeg samtidig havde fortalt hende, at det var sådan, jeg mødte alle mine mænd på det tidspunkt. Et blik, der søgte et andet, to mennesker, der stoppede midt på Vesterbrogade, og Isak, der skødesløst nikkede mod det nærmeste hotel. Han var den mindst tvivlrådige mand, jeg i mit liv havde mødt, og jeg kunne lide hans øjne. De lå så langt tilbage i hulerne, at de virkede afskåret fra alt, hvad der foregik.

– Så du tror, at du er velkommen her i huset?

Betsy smed kjolen over til mig, så prikkerne bølgede hidsigt gennem luften.

– Her. Der er mindreårige til stede.

– Hvor?

– Ja, de vågner vel lige om lidt, sådan som du larmer.

Hun slog med nakken, da hun opdagede min overraskelse.

– Eller du vidste måske ikke, at Isak har børn? En pige på et halvt år og en pige på syv.

Jeg trak kjolen over hovedet, og hun stirrede på mig. Blinkede flere gange.

– Jamen sig mig lige ... det er da Linn Denise Larsen, er det ikke?

Hun trådte hen imod mig.

– Dig med bogen, hvad er det nu, den hedder?

– Maxim Bar.

– Ja, netop. Maxim Bar. Det er dig, ikke?

Da hun nåede hen til mig, kneb hun øjnene sammen, så de næsten forsvandt i tværgående rynker.

– Tror du virkelig, at Isak oprigtigt er faldet for en lille, led tøjte som dig? Tror du virkelig det?

– Hvad mener du?

– Forsvind fra mit sted! Nu! Afgang!

Selv om Betsy endte med at flytte ud, da jeg flyttede ind, er det stadig hendes hjem. Uanset hvor mange gange jeg maler de høje paneler, karmene og væggene, men Isak nægter at se det. Han sidder bare og ser ud, som om han hører efter, når jeg fortæller ham, hvor hånligt hun ler alle vegne fra. Hver eneste morgen beder jeg Polina skrubbe sildebensparkettet, men lige meget hjælper det. Betsy forsvinder ikke.

Jeg slår mig ned i den råhvide sofa, der flyder ud over sine egne bredder i karnappen, og Betsy protesterer. Beder mig sende sofaen tilbage, hvor den kommer fra. Den er jo hvermandseje! Hvermandseje, siger hun! Men den er det eneste møbel, jeg oprigtigt holder af i lejligheden. Når man sætter sig, er der rigeligt af alting, og puderne runder så rart om ryggen. 17-årige Polina Dubravina. Hun er såmænd ikke værre end alle de andre au pair-piger før hende, selv om hun ligner en russisk gymnastikpige og kun modvilligt udfører sit arbejde. Hun kan jo stadig nå at forandre sig til det bedre, men vi burde ikke have ansat hende. Efter Starlight Ferguson burde vi ikke have ansat nogen igen. Men nogle ting sker bare.

Jeg rejser mig så hurtigt, at jeg bliver svimmel og afslutter min runde i gæsteværelset, hvor Laura har leget hule med sig selv og alle vores ekstradyner under sengene igen. Hun er faldet i søvn midt i det hele, som hun plejer. Halvvejs under den højre seng, halvvejs midt i det hele, men det er i orden. Hvad der til gengæld ikke er spor i orden, er de hjemmeklippede, gule kaninører i hver sin længde, der stikker ud mellem hendes slangekrøller, og de fint tegnede knurhår, der pryder hendes kinder. For de ligner dele af en uskyldig udklædning, men Polina burde vide bedre. Jeg har sagt det så klart, at kun en russer kan misforstå det.

Polina, Laura has a sick obsession, do you understand? Do I make myself clear? Jeg ved allerede, at Polina vil nikke uskyldigt og eventuelt tabe et eller andet i trods, hvis jeg siger det til hende igen. Så kan familien Lauretius sige farvel til nok en antik karaffel, en stabel kongeligt porcelæn eller et par af Betsys bedste kopper. Johan Johansen trækker et kæmpemøbel gennem mine tanker i det samme, skubber og maser det over gulvet med et raseri, der ikke er til at tage fejl af, og jeg lægger mig ved siden af Laura. Helt op ad hendes sovende krop med en tilfældig gæstedyne over mig.