Читать книгу Gennem billedernes spejl - Lise Gotfredsen - Страница 5

Arne Haugen Sørensen er født 1932. Han voksede op på Amager – under krigen på Bornholm – sammen med sin yngre broder Jørgen, der blev billedhugger. Hans forældre blev skilt under krigen, og det har været svært for moren at være alene med to børn i tiden derefter. Miljøet var gråt, og der kan ikke have været mange kunstneriske impulser.

Efter skoletiden, endnu før han var fyldt 15 år, forsøgte han sig med mange jobs. Han skar læderhæle til soldaterstøvler, kom i klejnsmedlære og var en overgang på Burmeister og Wain; men alle disse beskæftigelser må i den grad have været ham imod, for efter – som han selv påstår – 36 forskellige jobs på to år gav han op og søgte ind som math-elev, men opgav også dette, bl.a. netop fordi han skulle skaffe 36 anbefalinger. Men da var han ved at finde sit »smuthul«: Kunsten. Han traf nogle ligesindede kunstnere i Aksel Jørgensens kreds, og han opdagede, hvad maleri og kunst var – og følte endelig et nyt håb. Han beundrede bl.a. tegneren Ernst Hansen og nævner selv Søndags-Magasinets tegnere som inspiration. Men det udsigtsløse liv i Danmark var ham en umulighed, og trods sin uerfarenhed tog han som 17-årig til Paris.

Såret tyr (Toro), 1957 (29,2 x 35,9 cm). Sukkeraqvatinte.

Pietá, 1956 (12,5 x 9,5 cm). Monotypi. Illustration til Erik Haugaard, 25 Poems, 1957.

I 1950 kom han altså til Paris, hvor han blev i flere år, dog med afbrydelser. Han var meget fattig og måtte bl.a. samle aviser for at få til den daglige føde. Han gik på Ecole Graphique for at lære en kunst, der kan skildre mennesket og dets liv, uden at han skulle give slip på virkeligheden og være abstrakt, og her arbejdede han sammen med litografen Peter Bramsen, der også ledede værkstedet Clot, Bramsen et Georges, hvor han mødte kunstnere som Jorn og Matta. Vi kan se eksempler på hans tidlige kunst, fordi han illustrerede en digtsamling af den danske poet Erik Haugaard i 1957. Men det var en hård tid, og han har sultet og følt »La Vie de Bohême« på egen krop.

Dog fik han allerede i 1953 sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling på »Den Frie« i Købernhavn, var på Athenæum i 1955 og udstillede igen i 1956 og 57 og var altså så småt ved at komme ind i dansk kunstliv. I 1957 giftede han sig med Grethe Madsen, som selv malede. De to slog sig sammen med en anden kunstnerfamilie i en lille by, Ville de Belle, udenfor Paris og fik to døtre.

Hest, 1957 (9 x 12 cm). Træsnit. Illustration til Erik Haugaard, 25 Poems, 1957.

Det er fristende at se nærmere på den grafik, den unge kunstner lavede i disse år, og som man sjældent hører om, skønt de fortæller meget om hans tidlige udvikling. Man kan betragte illustrationerne i Haugaards digtsamling, »25 Poems«. Det er træsnit, der står i en meget kraftig og sort streg, brede og smalle striber i alle retninger, der samler sig til flader, tiltrækker og frastøder hinanden – eller man ser en grublende mand frontalt, siddende sammensunken på hvid bund, som »Tænkeren« – og en hest eller hund, der vrider sig med bugen i vejret. Mærkeligt er det at møde en »Pietá« med middelalderlige overtoner, og man aner samtidig et kendskab til Palle Nielsen og Svend Wiig-Hansen. Men han tegnede dog aldrig by-landskaber.

En tyr, der kæmper mod en lanse, som sårer dens bagkrop, synes at varsle om nye, interessante motiver, der virkelig er af betydning for ham. Her skriver H.S. selv:

Siddende mand, 1957 (8,5 x 7,5 cm). Træsnint. Illustration til Erik Hausgaards, Spanske digte, 1957.

»Vi stanger med al vor lidenskab i billige, dertil egnede madrasser. Lansen, der holder os på afstand af vore bødler, er forsynet med en metalplade, som forhindrer os i at blive gennemboret og dræbt på stedet«.

Her taler med al tydelighed den, der føler sig hudløs og er bitter over den medfart, han har været ude for. Det må nødvendigvis afspejle sig i hans kunst. En kunstners privatliv er jo absolut ikke ligegyldigt, hvis man ønsker at forstå ham. Virkelighedens erfaringer vil naturligvis altid være en del af hans kunst.

Det gælder f.eks. det billede, han lavede i 1951, som viser en gøgler, der står midt i en cirkel og optræder for en tæt mur af mennesker, der bliver til masker omkring ham. Gøgleren er prisgivet maskernes stive, udeltagende udstråling, og man føler den angst og isolation, som også er kunstnerens.

En overgang – i 1962-63 – boede familien på Mallorca og havde der deres bedste tid. Klimaet var dejligt, H.S. dykkede i havet og fandt nye farver til sit begyndende oliemaleri og blev inspireret af den verden, han så under vandoverfladen og i det nye lys. Men alligevel flyttede de tilbage til Paris og boede på Mont­martre i en usselig lille lejlighed, hvor de forsøgte at få plads til at male begge to, samtidigt med, at de havde de to børn. Omstændighederne har været for hårde. Ægteskabet blev opløst, og i 1967 var H.S. igen i Danmark og indledte en ny kunstnerisk fase.

Simultanterne, 1963 (146 x 97cm) Olie på lærred, Århus Kunstmuseum.

Dagligt liv i Norden, 1967 (240 x 195 cm). Olie på lærred, Aarhus Akademi.