Читать книгу Livserindringer - Madvig Johan Nicolai - Страница 2

Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold, tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet 64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører min egen lille Person.

Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange (rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6—7 Mile fra Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne, i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand. Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet et Knudeparti, hvis øverste Punkt – det saakaldte Rytterknegten – naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt, af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader, og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand, medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper, tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af ganske enkelte Punkter – navnlig hvor Smaaskovene strække sig lige ned til Kysten – ved et sammenhængende naturligt Stengjærde adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles- eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse, nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder – der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, – og dernæst en især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn, Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse. Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex. Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden), men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex. Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.

Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4 Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne, Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, ɔ: Ibs eller Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og Vester Lars eller Larskersogn o. s. v.)

Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der, ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste (undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af 14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til "Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]

Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant. Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i 1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra 1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde Officerer ophængte Faner og Indskrifter. – Af mindre Betydning for de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder, hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun kortvarig Indskrænkning.

Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den "førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling, og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. – Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.

En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt – for ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden – Bevarelsen i adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to, formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder efter Sogneboernes egen Anvisning[7].

De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede dettes Oplukning imod et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte "Stæle", ɔ: som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede, sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte Kjøbstadboerne – min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" ɔ:, saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige udenfor Byleddet —, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere, især paa Øst- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de kaldte "at seile til Skibe", ɔ: Kadreiehandel, hvorved neppe Told- og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs, eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar de gavmildt understøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn, nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.

At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig, skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par, erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet; men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne. Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros- og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af "Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring, f. Ex. baade om "Tokken" ɔ: Kokken eller Hanen, der laae død i Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde indtages (– en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark —), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede. Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang, selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand, efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede, Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper, hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem, og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding, som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst, da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", ɔ: Stefans Kone, der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]

De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer, først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst, efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4 Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5 Borgerkompagnier (– Rønne havde nemlig 2 —), der heller ikke vare indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere, det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig, hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808 eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning. Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder, som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved, at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i Kirkernes Klokketaarne (– de fleste Kirker have paa Bornholm et særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" —). Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt, ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og med Freden forsvandt Foranstaltningen.

Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.

Under Bornholms Gouvernement henhørte som et fremskudt Fort Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning til "Landet" ɔ: Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke: fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der, ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.

Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm, maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte kun at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge. Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede (efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder: den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der, hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne. Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads for de østfra kommende Seilskibe (– i min Barndom havde man jo kun saadanne —), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen, uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en Nordost. – Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes; et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (– nu er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet —), standsende ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til hvilken en Omvei maatte benyttes. – Iøvrigt laae Huse og Gaarde adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes et Par Fortouge udenfor større Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var straatækket, og selv, da fra 1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms Kjøbstæder dømtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden af den laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbærende Morbærtræer og endmere i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke, omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa det tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike. Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et aldeles rent bornholmsk Præg.

I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre Blik.

Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge Christian den 5te – Jordegodset har formodentlig udgjort en hel eller halv Bondegaard – og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn, idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom. Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i Skaane, – den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, – blev, efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min første Livsplan var bleven fastholdt.

Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i 1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hørte til en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet – jeg har aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil —, men han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber, der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7 Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden, der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som Læge i Haderslev, tilbage.

Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret – hvis hele Arbejde bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en Søstersøn og siden af mig, – en lille Avlsgaard med dertil hørende Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, – og der førtes under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4 Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse, der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden, Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen, hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt. Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. – Til virkelig Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i en Alder af 7—8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.

Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun, Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed. Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede, staaende ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade. Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder, den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise; da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger; derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk Brændevin saa godt som aldrig.

Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed gik dog, som omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed, der sjeldent fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn i varme Sommeraftener leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den første med sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider Vogterdrengene drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede varmt Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige Sten. Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders hyppige Ledsager paa hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sædemarker og Enge. For at lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i Veien, og Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende. Kun et Par Huse var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usædelighed eller Tyvagtighed forbudt os at betræde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte Smaabilleder af Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter, skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Søfolk og Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger vi stundom vare ivrige Tilhørere.

Vore Lege bare stærkt Præg af den omgivende Natur; vi opkastede store Grusdæmninger, der kæmpede mod de mellem Klipperne indtrængende Bølger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af tørre Rørsiv og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil. Mange Børn havde ogsaa større og mindre, med velvillige Fiskeres og Tømmermænds Hjælp tilveiebragte og kunstmæssig med Seil tiltaklede og med Ror forsynede Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger, med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore temmelig store og aflange Kælker slæbte vi ikke langsomt hen ad Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar Fart ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug, tversover en liggende Kammerat paa Slædemederne, en Idræt, der ikke altid var farefri. En yndet Øvelse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en skraa og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende for et vist Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og Kapløben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier, med paa den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters Veninder; den sidste af dem døde i 1884.

En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone, som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen, paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs. – En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog, uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.

Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle. St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. – Julen holdtes overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn, Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste" (nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge, i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", ɔ: Brændevin skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning (naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. – Det vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles Karaktertræk.

Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden – Landets største Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, – eller paa store Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige "Lars Mariska", ɔ: Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg hos os bragte en stor Dunk Honning – eller paa lille Ravnsgaard hos vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde. Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og var Antallet af de Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm; Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.

Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes. Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne, endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst- og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud med en Baad, – man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda ikke i Nærheden, – gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod – f. Ex. Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, – eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods – i hvilket Tilfælde min Fader var —, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere. Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde sendt de to deilige Vrag".

Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.

Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste. Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet. Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren (– thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over hinanden —). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain, og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker (Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang. Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke, at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig dog temmelig usvækket. – Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed. Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus' Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien, en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien, thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient, hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og "Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om "Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin, hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang) Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse, prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb Deltagelse.

Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at opfatte det Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjælpe min Fader ved Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og især ved at indskrive Skjøder og Pantebreve i vedkommende Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende. Saare eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet. Den daværende Byfoged led, som jeg straks nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde et meget uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspænde og befordrede da som Kusk (– thi han satte Pris paa sin Færdighed i denne Retning —) Degnen og mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplæste Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa en Stol; Degnen oplæste derpaa atter Konditionerne, hvorefter Auktionen foregik med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker Præstegaard efter den førnævnte svage Præsts Død og med nogen Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden, om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]

Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optræde under Omstændigheder, der særlig indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib, ladet med Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje Brinker udmærkede Bobbeaa falder ud, dannende Grændseskjellet imellem Øster og Nørre Herred. Efterat nu først Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til Gunst for Øster Herred, begyndte den besværlige og langsomme Indbringen af Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8 Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus, over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter Dagens Møie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring i den stille, alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa mit Hjem, min syge Fader og mine egne Længsler og Drømme. – Den vanskeligste og besynderligste Opgave, der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved fælles Flid af den neppe meget fintfølende eller nøieregnende Strandingskommissionær og mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget og en vis anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig stærk Formodning om, at Fartøiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens Beedigelse for Retten.

Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en kort Definition af Erkjendelsen a priori og a posteriori og indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel, medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage et nyt Spørgsmaal. – Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.

Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved. – Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede, hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have bidraget, – og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning, saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder, der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober, seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel, der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig ganske er udslettet[17].

Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark—Norge opløstes[18]. Jeg lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813—1814 vor Isolering. Næsten hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold, tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten, var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig, udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.