Читать книгу Klima, kold krig og iskerner - Maiken Lolck - Страница 4

Den 17. juli 2003 nåede en gruppe af danske og udenlandske forskere bunden af den grønlandske indlandsis i 3085 meters dybde. Forskerholdet havde dermed udboret den længste iskerne nogensinde i Grønland og – skulle det vise sig – også fremskaffet det hidtil mest detaljerede arkiv over klimaets ændringer mere end 120.000 år tilbage i tiden. NorthGRIP – North Greenland Icecore Project – havde været otte år undervejs og havde klaret sig gennem problemer, der flere gange havde truet med at bringe hele projektet i fare, før forskerne kunne lade champagnepropperne springe og fejre boringens afslutning.

Mens afslutningen af NorthGRIP-boringen var kulminationen på otte somres boring i det nordlige Grønland, var det samtidig det foreløbige højdepunkt for et forskningsprogram, der blev påbegyndt over halvtreds år tidligere. Denne bog er historien om, hvordan den spæde idé om at bruge den grønlandske indlandsis til at få viden om fortidens klima blev fostret af en dansk fysiker i starten af 1950’erne, men det er også historien om, hvordan en god idé ikke altid er tilstrækkelig til at opnå videnskabelige resultater. Idéen er et godt skridt på vejen og en nødvendig forudsætning, men andre faktorer som politiske og økonomiske forhold og personlige forbindelser og erfaringer spiller en afgørende rolle for videnskabens udvikling.

Iskerneforskningen har gennem de sidste 40 år bidraget med uvurderlig viden om klimaets ændringer flere hundrede tusinde år tilbage i tiden. Især de grønlandske iskerner har givet meget detaljeret information om klimavariationerne både under den nuværende mellemistid, der har varet i ca. 10.000 år, og under hele sidste istid, der startede for omkring 115.000 år siden. Ved at studere iskernerne er det bl.a. muligt at få viden om fortidens temperaturvariationer, men man kan også få indblik i så forskellige forhold som atmosfærens sammensætning, vulkanudbrud, vind- og nedbørsforhold. Alt i alt giver disse informationer et meget nuanceret billede af fortidens klimaforandringer.

I dag er der særlig fokus på klimaændringer, da der gennem de seneste hundrede år er sket en stigning i den globale middeltemperatur på godt en halv grad – det, der ofte omtales som den globale opvarmning. Opvarmningen har allerede nu fået konsekvenser særligt i de arktiske egne, hvor opvarmningen slår kraftigst igennem. Her har betingelserne for fangst og fiskeri ændret sig betydeligt i takt med, at vinterperioden er blevet afkortet med op til flere uger. Hvis opvarmningen fortsætter, tyder mange undersøgelser på, at frekvensen af ekstreme vejrfænomener som oversvømmelser og kraftige orkaner vil stige, og i yderste konsekvens kan en opvarmning på adskillige grader føre til, at dele af isen på Antarktis og i Grønland smelter og fører til en vandstandsstigning i verdenshavene på flere meter. Så drastiske klimaændringer vil selvfølgelig være katastrofale for os mennesker, der har baseret vores moderne samfund bl.a. på et effektivt landbrug, der er meget sårbart over for voldsomme klimaændringer. Der er derfor en politisk interesse i at forstå, hvad der styrer klimaet og i at finde ud af, om vi mennesker har indflydelse på klimaet. Før det kan slås fast, om vi mennesker påvirker klimaet, er det nødvendigt at forstå de naturlige klimavariationer, og det er netop denne forståelse, man kan få ved at studere de grønlandske iskerner. Iskerneforskningen er således i dag et af de vigtigste forskningsområder, der giver grundlag for at vurdere de nuværende klimaforandringer og beslutte, hvordan vi skal forholde os til dem.