Читать книгу Det illegale stofmarked i Arhus - Mette Findal Andreasen - Страница 4
1. Indledning
ОглавлениеDet illegale stofmarked i Århus er en undersøgelse af udbuddet og aktørerne på stofmarkedet i tidligere Århus Politikreds (nu Østjyllands Politikreds). Undersøgelsen er et resultat af samarbejdet mellem Østjyllands Politi, Århus og Retskemisk Afdeling ved Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet. Undersøgelsen bygger på materiale beslaglagt af Århus Politi i årene 2002 og 2003 som efterfølgende er indsendt til retskemisk analyse sammen med en anmeldelsesblanket der bl.a. indeholdt oplysninger om sagernes personer. Da undersøgelsen omfatter alle beslag af hårde stoffer foretaget i en toårsperiode, er der tale om et komplet datamateriale som i forhold til sammenlignelige undersøgelser giver et mere nuanceret billede af de illegale stoffers sammensætning og personerne involveret i handlen.2
Samtidig er undersøgelsen en opfølgning på en tidligere, lignende undersøgelse vedr. årene 1992 og 1993 hvor stofmarkedet i Århus ligeledes blev beskrevet over en toårsperiode. Derfor beskrives ikke blot stofmarkedet som det så ud i årene 2002 og 2003, men også udviklingen på markedet over ti år.
Undersøgelsen fokuserer primært på den hårde narkotika, lægemidler i illegal handel samt de anaboliske steroider. Cannabisprodukter er ikke beskrevet i denne rapport og er kun i særlige tilfælde analyseret i løbet af undersøgelsesperioden. Narkostofferne er bl.a. beskrevet mht. vægt, pakningstype, udseende, kemisk form, renhed, tilsætningsstoffer, kombination med andre euforiserende stoffer, angivelse på anmeldelse og udbredelse i Århus Politikreds. For personerne i undersøgelsen er antallet af sager, alder, nationalitet, fødested, bopæl og fund af stoftyper beskrevet. Desuden præsenteres forskellige sagsrelaterede oplysninger så som indhold af stoftyper i de enkelte sager, gerningssted, årstidsvariation og sagstype.
Retskemisk Afdeling vil gerne takke Østjyllands Politi for godt samarbejde gennem undersøgelsesperioden. Foruden undertegnede har laborant Sisse Elle Mikkelsen, laborant Rasmus Telving, laboratoriekoordinator Inge Korup og afdelingssekretær Laila Kearney medvirket aktivt til en vellykket gennemførelse af projektet.
Juli 2008 | ||
Christian Lindholst cand.scient., ph.d. | Mette Findal Andreasen cand.polyt., ph.d. | Elisabet Kaa lektor, lic.pharm. |