Читать книгу Korruption - Mette Frisk Jensen - Страница 5

Du befinder dig på en hospitalsstue. Din mor er indlagt med en livstruende kræftsygdom. Hun har akut behov for medicin, undersøgelse og pleje. Men alle sygeplejersker og læger stormer forbi stuen. Der er ingen hjælp at hente, uanset hvor meget du råber efter hjælp.

Efter mange forgæves forsøg får du endelig en læge i tale, som er villig til at opklare mysteriet: Lægerne og sygeplejerskerne arbejder ikke for den sølle løn, de får af staten. De rører kun en finger, hvis patienterne selv eller deres pårørende betaler forud ved kasse 1. Du må med andre ord have pungen op af lommen, hvis din mor skal have en chance for at overleve.

Det har du aldrig oplevet før i Danmark. Så vidt du husker, plejer politikerne at være enige om, at sundhedsvæsenet skal være gratis for alle landets borgere. Men nu blev du nødt til at betale en læge og to sygeplejersker ti tusind kroner i alt, for at din mor kunne få sin altafgørende kemobehandling.

Samme aften er du til forældremøde på dine børns skole. Her nægter dansklæreren at udlevere din søns karakterbog. Han påstår, at du mangler at betale et såkaldt udleveringsgebyr til skoleinspektøren. Over for dig gør han det klart, at din søn naturligvis ikke kan fortsætte på skolen, når karakterbøgerne ikke er afhentet og underskrevet af forældrene. Du ved, at gebyret er ulovligt, men tør du sætte din søns fremtid over styr?

Hvad skal du gøre? Melde dansklæreren og skoleinspektøren til politiet?

Nu kommer din ægtefælle pludselig ind i billedet og husker dig på, at du ikke kan stole på politiet. Skoleinspektøren er den lokale politichefs bror, og det er velkendt, at de to bakker hinanden op over for besværlige borgere og forældre.

Desuden forlanger politiet altid en særlig ydelse, før det overhovedet overvejer, hvilke borgere der skal have hjælp. Uanset om man selv eller et familiemedlem er blevet overfaldet, voldtaget eller kidnappet.

Hvis sagen i øvrigt nogensinde nåede til domstolene, fortæller din ægtefælle, ville du heller ikke kunne stole på, at dommerne dømte i overensstemmelse med landets officielle lovgivning. Dommerne er jo også kun mennesker. De er ligesom skole- og politiinspektøren interesserede i at mele deres egen kage. Hvis det rette beløb kommer på bordet, kan de hjælpe med til, at det fældende bevismateriale pludselig forsvinder fra arkivet, eller at vidner trækker deres belastende udsagn tilbage – eller måske bare helt forsvinder fra jordens overflade.

Ved morgenbordet samme dag husker du nu at have læst en helt bestemt avisartikel. I Dagbladet Information kritiserer en journalist, at statens anklagemyndighed slet ikke reagerer på grove lovovertrædelser, selvom beviserne er uigendrivelige.

Journalisten fremlægger det ene fældende bevis efter det andet på, at chefen for skattevæsnet systematisk har indgået underhåndsaftaler med topdirektører fra blandt andet Mærsk, Danfoss og Lego samt en række tidligere toppolitikere fra både Socialdemokraterne og Venstre. Journalisten mener også at kunne bevise, at en efterforskning af forsvarsministerens aktiepost i et af de våbenfirmaer, hvor han som det danske forsvars repræsentant har bestilt fire nye kampfly til en pris af næsten tre milliarder, uden grund er blevet skrinlagt.

For resten af din familie, dine venner og dine kollegaer er artiklen chokerende. De kan ikke huske at have læst noget lignende. Så længe tilbage nogen af dem kan huske, har aviser og tv-kanaler været lydige proselytter over for magthaverne. Hver gang en enkelt modig journalist eller embedsmand har vovet at offentliggøre det mindste kvæk om elitens enorme personlige formuer, deres villaer på Strandvejen nord for København og deres ferieboliger i Saint-Tropez, er det endt galt.

Eller det formoder man i hvert fald. For ingen har nogensinde hørt mere til dem. Nu regner alle i din omgangskreds med, at det samme sker for journalisten ved Information. De siger, at det nærmest var som en selvmordsmission at skrive den artikel.

De næste mange dage blader du Information igennem for at læse nyt om sagen. Eller for i hvert fald at se, om der ikke kommer en anden artikel skrevet af den samme journalist. Men nej. Ingen hører mere til sagen eller journalisten. Du ender med at betale for din søns karakterbog – og forsvarsministeren? Han sidder stadig på sin post.