Читать книгу Handlekompetencer i pAedagogisk arbejde med socialt udsatte born og unge - Niels Rosendal Jensen - Страница 3

FORORD

Оглавление

Forskningsprojektet ‘Handlekompetencer i pædagogisk arbejde med socialt udsatte børn og unge – indsats og effekt’ (HPA-projektet) har som formål at undersøge mulighederne for at fremme udsatte børn og unges livschancer gennem en forbedret pædagogisk indsats i daginstitutioner og døgninstitutioner. Projektet tager sit udspring i den mangel på viden om virkningen af samfundets indsatser over for socialt udsatte børn og unge, der blev påpeget i en vidensopsamling, som en række danske forskere udarbejdede i 1999. Dette førte til forskningsprogrammet Social Arv, som har bidraget med ny viden om forhold, samfundsmæssige og institutionelle, som har betydning for den sociale ulighed i dagens Danmark (Ploug, 2005). Analyserne viste, at en række forhold og mekanismer er på færde i hverdagslivets mange sociale arenaer for børn og unge. Disse forhold bidrager til at reproducere den sociale ulighed og dermed fastholde eller nærmest øge udsatheden. En vigtig konklusion på Social Arv-programmet var, at der fortsat er behov for at undersøge mulighederne for at vende udviklingen, og der blev ligeledes peget på behovet for at iværksætte egentlige interventioner på området.

Derfor er der i nærværende forskningsprojekt sat fokus på at undersøge mulighederne for gennem en fokuseret og målrettet pædagogisk indsats (HPA-intervention) at opnå positive effekter, dvs. fremme børns livschancer gennem kompetenceudvikling og læring (daginstitutioner) og fremme unges hverdagslivsbetingelser (døgninstitutioner).

I denne rapport sammenfattes resultaterne af de to forskningsprojekter om HPA-intervention i hhv. daginstitutioner og døgninstitutioner. Desuden præsenteres resultater af delundersøgelser om professionelles arbejde med evidensbaseret viden som grundlag for fornyelse af praksis via HPA-interventionen samt professionelles arbejde med refleksion over egen praksis ud fra et af HPA-interventionens metodiske redskaber.

I forbindelse med implementering af den pædagogiske intervention, som HPA-projektet har udviklet, har der været etableret samarbejde med Den sociale Højskole København (Professionshøjskolen Metropol), Frøbelseminariet (Professionshøjskolen UCC), Jysk Pædagog Seminarium (UC VIA), Ålborg Socialpædagogiske Seminarium (Professionshøjskolen UCN) og konsulenter fra Århus og Hvidovre Kommune. Projektet har været organiseret på DPU i en koordinationsgruppe, en projektgruppe og projektmodulgrupper, og der er endvidere etableret en baggrundsgruppe, en nordisk forskergruppe samt en netværksgruppe (se også projektets hjemmeside www.dpu.dk/hpa).

Rapporten er udarbejdet af lektor Bente Jensen, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet, i samarbejde med HPA-koordinationsgruppen ved forskningschef Frank Ebsen, Den Sociale Højskole – København, lektor Søren Langager, DPU, og lektor Niels Rosendal Jensen, DPU. Bente Jensen har ansvar for rapportens endelige udformning og har også haft ansvaret for ledelse af det samlede forskningsprojekt. Forskningsassistent Jakob Haahr-Pedersen har bidraget til rapporten med korrekturlæsning og sproglig finish.

Rapporten sammenfatter forskningsprojektets hovedpointer, resultater og perspektiver. For en mere dybtegående indsigt i projektets to studier og delundersøgelser henvises til publikationer, der danner udgangspunkt for rapporten. Endvidere henvises til den samlede række publikationer, som er udkommet løbende i e-bogsserien om HPA og projektets hjemmeside

(www.dpu.dk/hpa).

Der skal rettes en tak til alle, der har gjort HPA-projektets gennemførelse mulig og til dem, der i den forbindelse har bidraget med gode råd, kommentarer og aktiv deltagelse projektet. En tak skal rettes til de to kommuner, der så engageret har indvilliget i og gennemført deltagelse i projektet i den toårige periode, selve interventionsforløbet har varet. En særlig tak skal rettes til de daginstitutionsledere, pædagoger og pædagogmedhjælpere, hvis hverdag vi har interveneret i og ‘forstyrret’ gennem projektperioden.

Forskningsprojektet er gennemført i perioden 2005 – 2009 ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, og er finansieret af Det Strategiske Program for Velfærdsforskning (SPV), Velfærdsministeriet, nu: Indenrigs- og socialministeriet.

København, april 2009

Bente Jensen

Handlekompetencer i pAedagogisk arbejde med socialt udsatte born og unge

Подняться наверх