Читать книгу Vikingernes syn pa militAer og samfund - Rikke Malmros - Страница 5

Med Eidsvoll-forfatningen 17. maj 1814 fik Norge sin demokratiske grundlov. Selve demokratiet var derefter ikke nogen brændende sag for Norge. Derimod var Norges mangel på ydre selvstændighed, først i “firehundredårignatten” under Danmark, dernæst i personalunionen med Sverige, et stadigt sår. Vikingetidens sagaglans og Norgesvældet var kære emner for norske historikere, og den norske ledingsflådes storhed var helt central heri. Kilderne var ganske fyldige i sagaer og love − og vakte måske færre intellektuelle problemer, end de burde.

I Sverige har trangen til at se orden i ledingens fortid altid været fremherskende, kun har de få og mangetydige kilder gjort det vanskeligt for svenske forskere at blive enige om, hvilken orden de skulle tillægge ledingsflåden.

I Danmark har forskningen omkring ledingen været tæt forbundet med forfatningskampen. Samtlige ældre forskere har bekæmpet adelsvælden og har derfor set ledingsflåden som en institution, der var mere oprindelig og dermed mere legitim end samfundstilstanden mellem valdemartid og enevælde. Ledingen var begrundet i menneskenes (eller i det mindste de frie mænds) fundamentale lighed og vakte derfor den varmeste interesse hos dem, der kæmpede for denne lighed, sådan som de hver især forstod den. Den franske tænker Montesquieu har direkte og indirekte haft gennemtrængende indflydelse på danske historikeres opfattelser af denne tidligtmiddelalderlige flådeorganisation. Forskerne har ofte været uenige, samtidig med at detaljer fra én sammenhæng er dukket op i senere helhedsbilleder − med nye begrundelser. Idealer om kongens rette plads i samfundet og om militærets rette forhold til det civile liv har som ønsketænkning præget hver enkelt skribents arbejde. De samme få kilder er blevet tolket i lyset af forskerens politiske standpunkt. De mange synspunkter har været mulige, fordi det samlede kildegrundlag har været utilstrækkeligt. Ønsket om en bedre fremtid har altid været hedt.

THESTRUP. 1756. Det ældste værk, helliget Danmarks ældre militære forhold og optaget i Bibliotheca Danica, skyldes den kongetro først fæstebonde, så selvejerbonde og til slut godsejer Christen Sørensen Thestrup (Testrup): Danmarks og Norges Krigs-Armatur¹: “Othins Religionsprincipier” gjorde nordboerne meget krigeriske. “Da dette Haandværk at fare i Wiking baade var berømmeligt og profitabel” måtte kongerne “være betænkt paa, at indrette en ordentlig Militie til Landets Defension”, så det fra de hedenske tider “blev inddeelt i visse Skibredder”.² Siden blev jorden yderligere delt i mark guld og mark sølv.³ Ledingsflåden beskriver Thestrup ud fra Jyske Lov III Bog kapitlerne 1-20. I sin tolkning af “Kong Valdemars Lov” bygger han på Arild Hvitfeldt, idet han som denne går ud fra, at hvert af Jyske Lovs “Havne-Lag” stiller et ledingsskib. Begge mener, at lovens “Tredingshavne” stiller fire mand til leding, dens “Siettingshavne” to mand og dens “Tolvtingshavne” én mand, således at der bliver tolv mand pr. ledingsskib.⁴ Fattige selvejerbønder og landboer skulle rede en ørtug i “Quærsæde” til kongen.⁵ Kongen oprettede tillige en “Livgarde” af bondesønner, der kaldtes “Herremænd”, en herres mænd, mænd, som han kunne forlene med styreshavner.⁶ Hverken titlen af herremand eller posten som styresmand er oprindeligt arvelig, men da herremænd i Jyske Lov får tilladelse til at måtte købe “saa megen Jord, som de orker” og eje denne afgiftsfrit, bliver også styreshavner og adelskab arvelige.⁷ Ved adelsvælden opstod en stor uret, da alle mennesker “af Naturen” er født lige.⁸ Adelsvælden medførte de største økonomiske og militære ulykker for landet, førte fra valdemartiden direkte op til svenskekrigenes nederlag, indtil “den store Revolution udi Regieringen Da Kongen blev overdraget en fuldkommen Souverainitet og Enevolds Myndighed”.⁹

Kongernes indkomster bestod i de allerældste tider af krigsbytte; men da landet siden blev “maalt og afpasset udi Mark Guld og Mark Sølvs Jorder”, fik kongerne “visse” indtægter. Af dem var “Lething” en “Udgift i Penge, som gaves til Krigsbehov”, når der kun blev udbudt “nogle faa saa kaldede Udliggere, som skulle passe paa Søe-Røvere, paa Rigets Strømme. Disse, som da sad hjemme, skulle give denne Ledings Udgift”. “Qværst eller Quærsæde” gaves af fattige selvejere og landboer, som ikke gjorde leding.¹⁰ Med tiden blev stadig mere jord fritaget for ledingsforpligtelser, og antallet af “jordegne Bønder” sank.¹¹ Som enevældens tro borger nærer Thestrup den dybeste foragt for adelsvælden, der kun overgås af hans protestantiske had til den katolske kirke. Vikingetiden ser han som en proto-enevælde.

TYGE ROTHE. 1781-82 udgav den borgerlige godsejer Tyge Rothe Nordens Statsforfatning. Bd. I-II.¹² Rothes hovedanliggende er de sociale katastrofer, som adelsvælden i “Lehnstiden” har bragt over Norden, i modsætning til “Odelstidens” samfundsforhold: I det gamle samfunds “Monarkie med Demokrazie”, forsamledes de skattefrie og økonomisk lige odelsbønder med kongen på folkemøder. Kongen kunne udnævne jarler og andre embedsmænd til at opkræve sagefald; men deres poster var rent personlige og gik ikke i arv¹³: En fødselsadel fandtes ikke.

Om militæret mener Tyge Rothe, at man i de allerældste tider har haft en ren fodfolkshær til landkrig. Den forudsatte og fordrede demokratisk lighed blandt krigerne. Siden fik man en flåde til søkrig, der stadig forudsatte økonomisk lighed blandt alle krigere. Aristokratiets udvikling hænger snævert sammen med indførelsen af det dyre rytteri. Dette voksede frem i valdemartiden, som det ses hos Saxo og i Jyske Lov.

Ledingen har altid stået under kongens befaling. I lighed med Arild Hvitfeldt regner Tyge Rothe med ledingsskibe på 12 årer. Skønt der stadig kæmper frie havnebønder i Jyske Lov, er rytterhæren (og dermed adelsvælden) i stærk fremgang under valdemartiden. Derefter er den dominerende. For Rothe som for Thestrup er adelsvælden indtil 1660 det store samfundsmæssige skræmmebillede og enevældens indførelse en glædelig begivenhed. Tyge Rothes idealer præges ikke blot af “fornuftstiden” under “den oplyste enevælde”, men også af hans varme kærlighed til folk og fædreland:

I de ældste Tider var Religionsøvelsen foreenet med det at beraadslaae om Staetens Sager: Disse Tinge vare den stoere Folkehøytiid, og enhver Huusfader søgte rimeligviis did: der skeede Offeret; der var almindelig Market: man glædede sig tilhobe, men man afgiorde og Staetens vigtige Ting. Odelsmanden havde sin liden Jordeyendom, og hans Indretning var saadan, at han selv kunde være borte: dette var fornødent i en Tiid, da han skulde kunne gaae i Leding naar Bavensilden brendte, eller Budstikken gik om: de kraftfulde Huusmødre, tilligemed Sønnerne og Huussvennene kunde vel besørge Odelsjorden dyrket: Skatterne vare ringe, eller rettere sagt, der vare ingen Skatter at udreede; hvilken Tilfredshed med sin Stilling maatte Odelsmanden føle? Og naar han kom frem paa disse Møder, hvor ikke den eene ved sin Pragt og Overdaadighed kunde ophøye sig over den anden, da hvilken Modighed i hans Siel? Det er med Hensigt paa den huuslige Velstand, og den Tilfredshed med sine Vilkaar, og den Ligelighed iblant Staetens Mænd, og den ædle Stolthed, eller den Kraftighed, med hvilken Odelsmanden maatte gaae frem og maatte handle: det er med Hensigt paa dette, at man maae føle sand Siels Opløftelse, ved at tænke den gamle Tiids Mennesker i vort Norden; og hvilket herligt Ideal, naar man med Indbildningsevnen forestiller sig, at Oplysning, og en mildere saavel Folke- som Krigs-Ret havde kundet være eenede med de andre den Tids Fordeele og virkelige Skiønheder!¹⁴

Tyge Rothes tænkning skulle gå hen og blive overordentlig indflydelsesrig i Danmark, så meget mere som den blev understøttet af de dannedes læsning af hans store lærer, Montesquieu, og af dennes nationalliberale elever i Tyskland. Hans indflydelse er umiskendelig blandt det nittende århundredes grundlovsfædre og blandt historikere som Allen, Erslev og Arup frem til og med Hal Koch.

OLUFSEN. 1821 udgav den landbrugsøkonomiske forfatter Oluf Christian Olufsen afhandlingen Bidrag til Oplysning om Danmarks indvortes Forfatning i de ældre Tider,¹⁵ hvori han udmøntede sine erfaringer som landmåler under landboreformernes udskiftninger. Her havde han iagttaget den gamle inddeling af landsbyerne i de såkaldte “bol”. Bolene var i fællesskabets tid en underinddeling af landsbyerne, således at der i hver landsby fandtes et mindre antal bol, som var indbyrdes lige store. Bolene var delt, ofte i ottinger, og hver gård besad normalt to, tre eller fire ottinger. Størrelsen af hver gårds bolandel kunne allerede ses af størrelsen af gårdens grund, bredden af dens “toft”. Det dyrkede område omkring landsbyen bestod af større, normalt firkantede, enheder, “fald”, hvori hvert bol havde en agerstrimmel, og bolets gårde havde heri hver sin smallere strimmel, hvis bredde afhang af deres andel af bolet. Gårde, der tilhørte samme bol, havde normalt deres agerstrimler liggende side om side i hvert fald. Bolandelenes størrelse bestemte også, hvilke rettigheder hver gård skulle have i overdrev, eng, mose, hede, skov og krat. Mens bolene var lige store i den enkelte landsby, var de af ulige størrelse fra by til by. Ved slutningen af det attende århundrede var denne ordning blevet en hindring for agerbrugets videre udvikling. Men Olufsen antog, at den oprindelig måtte have haft et såre nyttigt formål, nemlig den at sikre, at hver lodtager i landsbyen fik sin retfærdige andel i såvel gode som dårlige jorder.

Da bolene omtales i det trettende århundredes landskabslove og i ældre dokumenter, og da de tilmed har paralleller i kontinentale og engelske kilder fra endnu tidligere middelalder, antog Olufsen, at de gik tilbage til meget gammel tid, ja, til landets allerførste bebyggelse. Hans metode er den institutionelle tilbageslutning: I sin indledning fastslår han, at det om ordet “Bool” gælder, “… at dets rette Forstaaelse maae nödvendigen være, om ikke en Hovednögle, saa dog et saare vigtigt Middel til Kundskab og et tydeligt Begreb om vort Lands ældste Landboeforfatning”.¹⁶ Om Danmarks første indbyggere må vi antage:

… at de ikke vare svampelignende Udvæxter af Jordbunden, men maae være komne hid eet Steds fra Naboelandene. …. Endelig have vi ogsaa gode Grunde til at troe at denne Nedsættelse har fundet Sted i en Tid, da borgerlig Orden endnu ikke havde giort store Fremskridt …. Deraf følger umiddelbart, at den förste Nedsættelse maatte gaae for sig efter Regler, som giorde Hoved-Betingelsen, nemlig den störste opnaaelige Sikkerhed for Eiendom og Personer mulig. Det bedste Middel hertil … var dette: at flere Familier forenede sig for med forenede Kræfter at opdyrke saa stor en Strækning, som ansaaes tilstrækkelig til at ernære dem, samt at de byggede deres Boliger nær hinanden for i paakommende Tilfælde at kunne yde hinanden Bistand. Heraf opstod de fælleds Byemarker og Landsbyer. …. Den förste Bebyggelse af Danmark skeedte derfor ved Landsbyer … ¹⁷. Bestemte da en Forening af flere Familier sig til under eet at nedsætte sig paa en vis Jordplet; at bygge en Landsbye der, … saa var Jordens Deling imellem de enkelte Mænd, de lodtagne, den förste Betragtning. Alle de, som toge Deel i Foretagendet, havde lige Pligter og lige Rettigheder, og lige Vanskelighed at overvinde ….¹⁸ Til at opnaae det tilsigtede Öiemeed, var det derfor nödvendigt … at Byemændene delede Jorderne mellem sig i lutter smaae Stykker, eller smalle Strimler, d. e. Agre.¹⁹

Således sluttede Olufsen fra det landsbyfællesskab, han forefandt ved udskiftningen, til tilstanden ved landets første bebyggelse. Et bol var oprindelig en bondegård af størrelse som “en Plovs Jord”, det vil i følge Olufsen sige omkring 50-70 tønder land.²⁰ Det er overalt vigtigt for Olufsen at hævde, at bolene og deres senere vurdering til mark guld eller mark sølv havde en kommunal eller privat oprindelse. Han bestrider ihærdigt andres (for eksempel Thestrups) opfattelse om, “at Jorderne vare maalte og inddeelte til Skat efter Mark Guld, altsaa efter en offentlig Foranstaltning”.²¹ For “det er bekjendt, at i de ældre Tider havde Danmarks Konger hverken Lov eller Ret, eller Myndighed nok, til at paalægge andre og flere Skatter end dem, Almuen godvilligen samtykkede i”.²² Her ser man Montesquieus og Tyge Rothes indflydelse. Deres personlige tanker er allerede blevet til det, der “er bekjendt”.

Olufsen mener, at det, vi kalder skiben, men han “Styreshavnen, eller Havnelaget”, “bestod af en Mængde Havne omtrent 30-40, det er Bool”.²³ Disse styreshavner blev indrettede under Knud den Store eller før.²⁴ Mens bolene havde været til fra agerbrugets begyndelse i Danmark, blev de først senere taget i anvendelse ved organiseringen af ledingsflådens havner. At havnerne er baseret på bolene, har siden været en næsten ubestridt antagelse. Heri ser man Olufsens varige indflydelse på ledingsforskningen.

JAHN. 1825 udsendte Capitain F.H. Jahn: Almindelig Udsigt over Nordens, især Danmarks Krigsvæsen i Middelalderen.²⁵ For det tiende og ellevte århundredes danske historie bygger han − ikke uden kritik − på den lærde P.F. Suhm.²⁶ Til Norges historie bygger Jahn på Heimskringla helt fra Harald Hårfagers tid²⁷ og på de derpå følgende samtidssagaer, som han alle tilskriver Snorre.²⁸ Desuden regner han den norske Gulatingslov for at gå tilbage til Håkon Adelstensfostre (o. 960), og regner med, at dens specielle ledingsordning på grundlag af “mandtal” er oprindelig også for Danmark.²⁹ Saxo følger han først fra det ellevte århundrede. Men hans hovedanliggende er beskrivelsen af “Danmarks Lykurg”, Valdemar den Anden og hans lovarbejde i Jyske Lov, hvis bestemmelser han alle anser for gyldige og praktiserede i året 1241.³⁰

Danmarks Rige anser Jahn for samlet under Gorm den Gamle, hvis tid han i øvrigt regner for ukendt. Senest Harald Blåtand har indført, hvad Jahn forstår ved “Feudalsystem” i Danmark: en inddeling af riget i sysler og herreder med uddelegering af den kongelige myndighed til kongens mest yndede venner i håb om troskab fra deres side.³¹

Som enevældens trofaste tjener mener Jahn, at kongen altid har været militærets øverste herre.³² Jahn indfører en skelnen mellem forsvaret, landeværn (som forpligter alle mænd), og angrebskrigen, leding (hvor færre er i aktuel tjeneste).³³ Det danske flådemandskab er i lighed med “Hagen Adelsteins Guløthingslov” oprindelig blevet udtaget efter mandtal, hvorved højst hver syvende person kunne komme til at gøre aktiv krigstjeneste³⁴ (ligesom i revolutionstidens Frankrig).³⁵ Egent - lige ledingstogter kunne højst vare to måneder. Til længere erobringstog krævedes folkets samtykke.³⁶ I Valdemar den Andens Jyske Lov gør bønderne ganske vist personlig tjeneste, men denne bliver nu pålagt efter omfanget af deres dyrkede jord.³⁷ Som Olufsen bryder Jahn med traditionen fra Arild Hvitfeldt og påpeger, at en havne ikke udruster et fuldt skibsmandskab på 12 mand, men at havnen er et lægd, der udruster én mand til tjeneste på et skib, der, som Eriks Sjællandske Lov påpeger, kan have fyrretyve havner og dermed fyrretyve bondekrigere.³⁸ I sin oprindelse leverer ledingen en flåde til søkrig og fodfolk til at kæmpe på land.

I løbet af det tolvte århundrede viser Saxo, hvorledes rytterhæren under tysk indflydelse trænger igennem i Danmark. I Jyske Lov skal hver styresmand medbringe en hest på ledingsskibet.³⁹ Samtidig omtaler loven herremænd, der “vover deres hals for kongens og landets fred”, hvilket for Jahn vil sige, at de alle kæmper til hest.⁴⁰ Valdemartidens storhed beror på det lykkebringende samvirke mellem ledingsflådens langskibe med dens fodfolk og det stadigt mere udviklede rytteri. Men kort efter Valdemar den Andens død tager rytteriet helt magten i militær og politik.

Jahns beskrivelser af våben, skibe og søslag er præget af tidens arkæologiske uvidenhed (næsten rørende er de fem fint udførte “Kobbertavler” af våben fra stenalder til senmiddelalder, der afslutter hans værk). I sin skriftlige lærdom står Jahn ikke tilbage for senere historikere: Hvad vi finder udgivet, opsøger han i håndskrifter. I senere arbejder om ledingen kommer der ikke til at indgå mange skriftlige kilder, som jo ikke Jahn allerede har benyttet, ofte med fin kritisk sans. Til trods for disse kvaliteter ses Jahn ikke at være benyttet af det nittende århundredes historikere, der foretrækker den følgende forfatter:

VELSCHOW. 1831 udgav H.M. Velschow sin latinske disputats om den danske leding på Valdemar den Andens tid.⁴¹ Den har jeg ikke været mægtig at læse, men han henviser til den i sin senere artikel: Om Folkemængden i Danmark.⁴² Desuden refereres disputatsen lejlighedsvis af det nittende århundredes forskere, der endnu var strage latinere. Herudfra vil jeg forsøge at gengive Velschows hovedsynspunkter på de ældre stadier af den danske ledings udvikling.

Velschow skelner i disputatsen imellem landeværnet, der udbødes til forsvar imod angribere på det enkelte “land”, og det egentlige ledingstog.⁴³ Han mener, at kongen på eget initiativ kunne udbyde ledingen, når denne ikke gik uden for det samlede riges grænser, mens han til krig imod et andet rige måtte have folkets samtykke.⁴⁴

I artiklen om folkemængden udgår Velschows tanker og argumenter fra, hvad han antager som ledingsflådens omfang omkring 1250, nemlig 850 skibe. Omkring dette tidspunkt regner han med, at Knytlingesagas skibskatalog og Hallandslistens opgørelse over skiben og havner er udarbejdet,⁴⁵ ligesom Jyske Lov jo er blevet givet i 1241. Velschows tanker om ledingens omfang før den tid er af mere spekulativ natur og forudsætter dels en stor udvikling i folketallet og den dyrkede jords omfang, dels et stigende omfang af det privilegerede jordegods gennem de foregående århundreder.

Så langt tilbage i fortiden, som Velschow skuer, regner han med, at der fandtes en folkelig værnepligt. Vel fra 5-600 efter Kristi fødsel skulle Danmarks 191 herreder stamme. De har bestået af et “storhundrede”, det vil sige 120 bol, som har udrustet én mand hver til hæren og flåden. Derudover har militæret omfattet “Overkongens, Underkongernes og de øvrige Høvdingers Huustropper”.⁴⁶

I vikingetiden var ledingsflåden på årlige togter. Derudover fandt også “den egentlige Vikingefærd” sted, hvor unge mænd tog tjeneste hos “Søkonger”, der slog sig ned med deres styrker i det fremmede.⁴⁷ Vikingemandskaber var således ikke ledingstropper.

Omkring 800 oprettedes mange nye bol, og folketallet voksede. Fra omkring år 1000 ændredes arvereglerne, bolene udstykkedes, og endnu flere, men mindre landbrug opstod.⁴⁸

Fra hirdmændene og gejstligheden udvikledes i den kristne tid en talrig klasse af privilegerede jordejere, som ikke var forpligtiget til at deltage i ledingstog med udgifter eller personlig roer-tjeneste. Derved blev ledingsskibenes antal mindre end førhen.⁴⁹ Omkring år 1000 har Danmark haft 1200 ledingsskibe med et samlet mandskab på 35-36.000. “Men efterhaanden som de Ledingspligtiges Antal svækkedes ved de Privilegier, som gaves Geistligheden og Herremændene, indskrænkedes Skibenes Tal. Under Erik Emun var Flaaden kun 1100 Skibe stærk. I Slutningen af Valdemar den Andens Regiering var Skibenes Tal indskrænket til 850” (antagelig med 25.500 havner og lige så mange væbnede bønder).⁵⁰ Denne mindre ledingsflåde udrustedes alene af det u-privilegerede jordegods. Herremændene fra deres privilegerede jorder udgjorde sammen med styresmændene hærens rytteri, hvis betydning øgedes i valdemartiden. I midten af det trettende århundrede bestod det danske militærvæsen således af to sideordnede institutioner, den gamle bondeleding med dens roere og fodfolk, og det nyere herremandsrytteri, der kunne drage i krig samtidig.

ALLEN. Med Tyge Rothe, Christian Olufsen og H.M. Velschow blev grundlaget lagt for alt, hvad der senere er skrevet om ledingsflådens oprindelse og den danske samfundsorden før valdemartiden. C.F. Allen skrev både en håndbog for studerende, hvori han gjorde de lærdes hovedtanker kendt for den dannede almenhed og en Lærebog i Danmarks Historie til Skolebrug.⁵¹ I sin Haandbog i Fædrelandets Historie 1840 er Allen i bedste overensstemmelse med en næsten tresårig tradition, når han siger om oldtiden, at “Skatter kjendte man i hine Tider ikke”, og at “Jarler og Høvdinger og Kongsmænd” rigtignok fandtes, “men deraf lader sig ikke slutte, at Fødslen hjemlede dem Rettigheder fremfor andre fribaarne Mænd”, skønt “Rigdom og Dygtighed skaffede Anseelse og Indflydelse”, mens “Bonden” i fredstid levede “paa sin Gaard i den fuldkomneste Uafhængighed”.⁵² Derom var alle historisk interesserede enige i det nittende århundrede. Havde de ikke læst Allens Haandbog som studerende, kendte de hans tanker fra deres skoletid.

STEENSTRUP. 1874 mente den senere professor Johannes Steenstrup i sine Studier over Kong Valdemars Jordebog 1874 på side 152 følgende om kongedømmets og skattevæsnets oprindelse:

Den første Konge, som valgtes i et Land, hvor tidligere Familierne med deres Overhoved vare Samfundets Bestanddele, har næppe havt særlige Indtægter som Konge. En af Landets Store er bleven valgt til Hersker og var kun primus inter pares; at han selv havde Midler til at haandhæve en saadan Stilling, var vistnok en forudsætning for, at han blev valgt til Konge, men ikke Noget, som tillagdes ham efter Valget. Med Udviklingen af Staten fulgte Udviklingen af Kongens Stilling. Der maatte gives Kongen, om hvem der havde dannet sig et Hof, og som nu stod i Spidsen for en forgrenet Embedsstand, Midler til at haandhæve Stillingens Betydning. Man henlagde da af Landets Jorder Ejendomme til Underhold for Kongen og hans Hof (Konunglef, Upsalaøde). Da disse i Tidens Løb ikke forsloge dertil, paahvilede det Landets Undersaatter at forsyne ham med det Fornødne til hans Underhold, og da … laa det nærmest, at Undersaatterne skiftedes til at være Vært for Kongen, som da maatte fare om i Landet og gjæste dem.⁵³

Først på bogens næste side griber man i følge Steenstrup som sidste udvej til at yde kongen en fast årlig skat, Nathold.⁵⁴

A.D. JØRGENSEN. I 1872 behandler A.D. Jørgensen et sted hos Saxo, der omtaler: seniores, quibus pro rostris dicendi mos erat”. Første gang oversætter han det med “Seniorer, der plejede at tale for skibene”, og siger, at disse “seniorer”, er “styremændene”, og at “styremanden var efter Jydske lov dets [skibets] selvskrevne høvding og da tillige uden al tvivl dets talsmand på thinge”.⁵⁵ Det er en snild oversættelse, for rostra betød på latin først skibssnabler, skibsstavne, men senere også den med skibssnabler prydede talerstol på den romerske folkeforsamling. Senere (1874) oversætter A.D. Jørgensen:

Styremanden må herefter i alle tilfælde ansés for en repræsentant for den klasse, vi forhen manglede en udtrykkelig udtalelse om: mænd af høj byrd (illustres, de norske herser), men uden personligt forhold til kongen, folkets naturlige høvdinger: de fører folkehæren både til thinge og i kamp …. På thinget var det de seniores, “der plejede at føre ordet” (quibus pro rostris dicendi mos erat) som rådede for leding, og totius suffragia gav dem ret. Men herved kan der kun være tænkt på styremændene, bøndernes naturlige høvdinger, der dengang endnu må have været aldeles uafhængige af kongen; ingen af hans håndgangne mænd kunde tale på almuens vegne imod hans råd”.⁵⁶

ERSLEV. 1898 giver Kristian Erslev i Valdemarernes Storhedstid i sin analyse af Aelnoths skildring af oprøret imod Knud den Hellige sin tilslutning til A.D. Jørgensens tanker. Mens “Kongens Hirdmænd er få i Tallet”, til sidst kun sytten mand, hedder det:

Oprørerne derimod, det er baade ædelbaarne (nobiles) og Almue. …; over Folket hæver sig ikke alene de kongelige Huskarle, som Ælnoth kalder satellites, men også en Række Stormænd, der betegnes som principes, magnates. Og af disse to Klasser staar den sidste aabenbart som den højere; hverken Kongetjeneste eller Kongegunst skylder den sin fremragende Stilling; dens Anseelse blandt Folket er det, der tvinger Kongen til at høre dens Raad, og da han ikke gør det, bringer det ham Døden.⁵⁷

Ved begyndelsen af det tolvte århundrede hæver der sig to krigergrupper over folkets jævne masse, de selvstændige “stormænd” og kongens helt afhængige, lydige, edssvorne hirdmænd. Senere, i løbet af borgerkrigene ved midten af det tolvte århundrede, træder i følge Erslev disse “bondehøvdinger” langsomt i et nærmere forhold til kongsemnerne. Nu aflægger også de mandsed til kongerne, men de beholder deres gamle prestige og bliver aldrig så uselvstændige som de ældre tiders hirdmænd.⁵⁸

Det er ikke helt klart, hvori Steenstrup, A.D. Jørgensen og Erslev tænker sig, at “stormændenes” oprindelige storhed har bestået. Tilsyneladende forestiller de sig bondehøvdingerne som på én gang ansete, private godsejere og (modsat forholdene på deres egen tid) som de jævne bønders politiske tillidsmænd. Også Erslev går ud fra, at der har fandtes sådanne private stormænd, førend der i løbet af det tolvte århundrede udvikler sig en kongemagt med officielle rettigheder. Han diskuterer muligheden af, om styresmændene oprindeligt mon har været valgt af folket, eller om styreshavnen er gået i arv blandt de anseligste slægter, og foretrækker tøvende den sidste mulighed.⁵⁹

Et sted forestiller Erslev sig, at kongens personlige godsbestyrere, hans “bryder”, har været af ganske lav byrd, oprindelig hans trælle.⁶⁰ Allen, Steenstrup, A.D. Jørgensen og Erslev tænker sig åbenbart en stormandsstand baseret på privat og arvet ejendom, ingen stormænd i kongens tjeneste, ingen embedsadel, og derfor ingen egentlig adel. De må forestille sig et samfund, hvor kongen rundt om i landet betjenes af afhængige kongetjenere uden selvstændig økonomisk vægt eller militært potentiale, måske endda hans trælle eller frigivne.

Mens ledingsflåden for de ældre forskere uproblematisk havde stået under kongens ledelse, forestiller A.D. Jørgensen og Erslev sig, at oldtidens demokrati også har omfattet militæret. Til gengæld har de helt opgivet at tænke sig nogen oprindelig økonomisk lighed, den, som havde fyldt Tyge Rothe med “sand Siels Opløftelse”.

Først Valdemar den Store lykkes det i følge Erslev at få magt over den før så folkelige leding.⁶¹ Også Jyske Lovs bestemmelser om bøndernes formelige ledingspligt mener Erslev hører valdemartiden til.⁶²

En særlig rolle tillægger Erslev Saxos beskrivelse af en ledingsreform, der finder sted i 1169 efter Rygens erobring: Ledingens skibe bliver talt op og en fjerdedel udvalgt til at holde vagt i de danske farvande, bemandet ikke med vanlige bønder, men med unge, ugifte mænd. Erslev mener, at herremandsstanden er opstået ved denne lejlighed, hvor nogle af bøndernes unge sønner har været mere krigeriske end deres økonomiske ligemænd.⁶³ Ud fra sine kundskaber om senmiddelalderens væbnere regner Erslev med, at de talrige jævne herremænd ikke har hævet sig økonomisk over almindelige selvejerbønder. Han er mig bekendt den første, der netop ikke regner herremænd for rytterkrigere.

Til at forsørge Saxos udliggerflåde indførtes den allerførste ledingsskat i Danmark⁶⁴. Denne tanke var tidligere blevet fremført af Christen Thestrup.⁶⁵ Samtidig mener Erslev, at den ledingsskat, der omtales i Jyske Lov, ydes af bønderne, når der ikke bliver udbudt leding.⁶⁶ Modsat Steenstrup mener Erslev, at afløsningen for det gamle “nathold” først er indført omkring 1200, hvor den såkaldte “stud” omtales i dokumenter.⁶⁷ Også hos Erslev var fortidens frie bønder oprindeligt skattefrie.

ARUP. Som C.F. Allen havde skrevet før Junigrundloven af 1849 og bør nævnes blandt dens åndelige fædre, skrev A.D. Jørgensen og Erslev i provisorietiden under “Den reviderede Grundlov” 1866-1915. Demokratiet stod deres hjerte nær, og de havde vægtige grunde til at ønske det fremmet. Erik Arup tilhørte en yngre generation af “radikale historikere” og var endnu mere radikal i sit syn på ledingens folkelige oprindelse. Hans teoridannelse findes spredt rundt om i hans Danmarkshistorie fra 1926:

På Sven Tveskægs og Knud den Stores tid er der “i virkeligheden ingen kongemagt i Danmark”.⁶⁸ Efter den endelige afvikling af nordsøimperiet kommer en periode, hvor Arup mener, at den danske søleding er opstået: Det lykkes nemlig høvdingene i Danmark at få bønderne til at deltage i vikingetogter, således at bønderne nu bygger og udruster skibene [som før har været bygget og udrustet på grundlag af stormændenes egne indtægter]. Bønderne skaffer proviant til 16 ugers forbrug, deltager så i plyndringstogter og får del i indtægterne deraf. “Den hele ledingsordning var naturligvis ganske frivillig”. Det blev nødvendigt for stormanden “at indhente bøndernes samtykke til ledingsfærd dær, hvor bønderne tog alle deres beslutninger af denne art, paa tingene”.⁶⁹ Om Sven Estridsøn siger Arup: “Over ledingen, rigets hærmagt, havde han ingen kommando; den kommanderedes af de høvdinge, der var styresmænd, og den udbødes efter deres eller tingenes beslutning”.⁷⁰ I 1074 er kongemagten dog blevet så meget af en samfundsmagt, at styresmændene samler ledingsflåden ved Isøre for at få medbestemmelse ved valget af Sven Estridsøns efterfølger, så at denne vigtige sag ikke skal afgøres af hirden alene.⁷¹ Senere rejser Knud den Hellige hele folket imod sig, fordi:

… han har ønsket at se, om den danske leding lod sig udbyde paa hans bud under paaskud af et Englandstogt. Han begik da selv den fejl, at han ikke mødte ved ledingsflaadens samlingsplads i Humlum i Limfjorden, …. Senere gav han den mødte flaade hjemlov, men de ledingsbønder, der ikke var mødt, fordi der ingen tingsbeslutning om Englandstoget forelaa, idømte han af egen kongelig magtfuldkommenhed en bøde paa tre mark, og hver styresmand, der havde svigtet, fredkøbsbøden paa 40 mk. Derved vilde han engang for alle fastslaa, at det var ledingens pligt at møde paa kongens bud alene.⁷²

Først kong Niels lykkedes det “at faa styresmændene og ledingshæren til at anerkende kongens ret til ledingsbøderne d.v.s. til bøder af dem, der − skønt pligtige dertil − ikke mødte frem, naar leding var udbudt”.⁷³

Herved ændredes ganske vist endnu intet i ledingens hele karakter af at være en folkelig, tildels frivillig organisation; ligesom enhver styresmand, der blev enig derom med sit mandskab, paa egen haand kunde gaa paa sommertogt, ligesom nye skibsmandskaber kunde danne sig, og skibe, der ikke hørte til den egentlige ledingsordning, kunde slutte sig til ledingsflaaden, naar almindelig leding udbødes, saaledes vedblev landstinget at være det sted, hvor forslag om almindeligt udbud skulde fremsættes og vedtages, for at ledingen fra et helt land kunde udbydes.⁷⁴

Arup nævner Saxos fortælling om, hvorledes Skjalm Hvide får Sjællands Landsting til at vedtage et togt til Rygen for at hævne hans broder, som et eksempel på, hvorledes en privat stormand kunne mobilisere et helt lands leding. Når styresmændene indrømmede kong Niels en ret til ledingsbøder, var det, fordi kongen måtte kunne “kræve, at tingene vedtog almindeligt ledingsudbud, … naar fjendtligt angreb truede, naar fjendehær laa for lande … “.⁷⁵

Som en følge af fremgangen i landbruget blev der større rigdom til de i forvejen velstillede. “Den rigeste og mest ansete bonde i hver landsby blev rigere; han fik raad til foruden bedre arbejdsredskaber ogsaa, om han vilde, at forbedre sine vaaben, anskaffe sig kedelhat eller et hvassere spyd … de [våbnene] gav ham en fast plads, havne, som det hed, i ledingsskibet og dermed lod og del i muligt bytte”.⁷⁶ Disse mænd kalder Arup senere “havnebønder”.⁷⁷

Efter at Valdemar er blevet enekonge, foretager den danske, og navnlig den sjællandske ledingsflåde, gennem en halv snes år regelmæssige plyndringstog til Venden og erobrer Rygen 1169.⁷⁸ Vendertogene “paatvang det danske folk en militærpligt af et omfang, det hidtil ikke havde kendt”. Nu skulle ikke blot “havnebønderne”, men også alle de fattigere bønder være pligtige at deltage:

… i anskaffelsen af proviant, skib og udrustning, hvor styresmand og havnebønder ikke mere kunde magte det alene. Derved droges langt videre kredse af landets bønder ind i ledingsordningen; landet opdeltes i distrikter, Skipæn, af bønder, der alle havde at yde deres bidrag til ledingsskibets udrustning. …. Hver havne skulde fuldt udrustes; deraf fulgte en inddeling af hvert skipæn i havne, et læg af bønder, der i fællesskab skulde præstere alle ydelserne til en havnebonde. Disse læg blev naturligvis af meget forskellig størrelse; i Halland snart 29, snart kun 11 bøndergaarde.⁷⁹

Mens de oprindelige “havnebønders” ledingsdeltagelse kun var en pligt for dem, der fra først af havde påtaget sig den frivilligt, blev deltagelse i havnetjenesten væltet over på alle landsbybønder, der dyrkede rebdragen jord.⁸⁰ Denne byrde, hvis omfang ikke stod i forhold til den pauvre andel i røvet bytte, blev hurtigt bønderne så byrdefuld, at de om ved 1170 gav deres tilslutning til et forslag fra Absalon om kun at lade hvert fjerde skib af ledingsflåden ligge ude som vagtskib,

… det var dog altid en betydelig nedsættelse af, hvad der i det sidste tiaar var blevet krævet. Endnu bedre var det dog at slippe fri for disse ledingstogter, der kaldte saa mange bønder bort fra deres vigtigste arbejde og paalagde de andre tunge afgifter; deraf fulgte, at de danske bønder roligt fandt sig i at faa paalagt en ganske ny og betydelig skat i ledingsafløsningen; kong Valdemar maa have kundgjort, at i de aar, i hvilke han foretrak ikke at udbyde leding, havde hver havne i landet at svare ham en mk. sølv, og bønderne har med glæde antaget dette tilbud.⁸¹

Allerede inden var da den årlige skat, studen, blevet indført til afløsning af det gamle nathold.⁸²

I øvrigt mener Arup, at tienden, som er bevidnet i 1135, “var den første store aarlige skat, som den hidtil skattefri danske bonde paatog sig at yde til kirkesamfundets almindelige formaal”.⁸³ Den danske bonde var skattefri endnu i begyndelsen af det tolvte århundrede. Den almindelige værnepligt var en tidsrøvende hindring for fornuftigt arbejde.

BOLIN. 1934 fremhæver Sture Bolin Lundebrevets omtale af kongens ret til ledingsbøder 1085.⁸⁴ Modsat Erslev og Arup tager han det seriøst, ligesom han betragter Aelnoths omtale af kongens opbud af ledingen som en naturlig følge af den kongelige ret over ledingsudbuddet. Bolin gør opmærksom på, at kongens herredømme over ledingen er et nordisk forhold.⁸⁵ Om hirden på kong Niels’ tid nævner han, at stormandssønnen Kristiern Svendsen tjente i den, men er dog ikke sikker på, om dette kunne være et nyt træk.⁸⁶ I det tidlige tolvte århundrede kan kongens stilling da ikke have været så isoleret som hævdet af Steenstrup, A.D. Jørgensen, Erslev og Arup.

Så lidt som de umiddelbart foregående forskere indlader Bolin sig på at have nogen mening om ledingen i det tidlige ellevte århundrede, hvor de endnu ældre forskere dog alt i alt havde en tilbøjelighed til at projicere landskabslovenes (eventuelt Gulatingslovens) ledingsforhold tilbage til “oldtiden”.

Efter Sture Bolin er det tydeligt, at de fleste forskere i ledingens historie tager deres udgangspunkt i Knud den Helliges brev fra 1085. Hvad der ligger før den tid, er ganske usikkert og gøres til genstand for personlige spekulationer.

C.A. CHRISTENSEN. 1965 mener C.A. Christensen i det danske afsnit af artiklen Leidang i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder, at det danske ledingsvæsen må antages at være lige så gammelt som riget selv, således som det tidligere er blevet fremhævet af retshistorikeren Poul Johs. Jørgensen. Meningen med ledingen har været at skabe et transportsystem, der i løbet af forholdsvis kort tid har gjort det muligt at koncentrere hele rigets kampstyrke i en krigstruet del af riget; “kun på den måde har f.eks. et sønderjysk og et hallandsk herreds mandskab kunnet samvirke”.⁸⁷

Det har næppe nogensinde forekommet bønderne i Midtjylland naturligt at organisere sig til søs. Tvangsmomentet kan kun have været hensynet til rigets fælles forsvar. I analogi med forholdene i Norge og Sverige må det antages, at den statslige organisation af ledingen mindst hører ældre vikingetid til.

SKOVGAARD-PETERSEN. 1977 har Inge Skovgaard-Petersen i Gyldendals lærebog Danmarks historie sit faste udgangspunkt i 1085-brevet. Hun mener i øvrigt, at ledingen, når den byggede på en territoriel inddeling i skipæn og havne, er blevet til ved et kongeligt magtbud i det ellevte århundrede, (måske har hele Kattegatsområdet fået ensartede ledingsordninger på Sven Tveskægs eller Knud den Stores tid.)⁸⁸ Ledingspligten bygger nok på en ældre militærpligt, baseret på herrederne, men kan ikke være samtidig med de arkæologisk dokumenterede Trelleborge. Disse ser hun i lighed med Tage E. Christiansen som stærkt befæstede tvangsborge. De er:

… et markant udtryk for mistillid til den omkringboende befolkning. … de har skullet tjene til at befæste kongemagtens hold over et genstridigt folk.⁸⁹ … Sålænge det var nødvendigt for kongemagten at anbringe sådanne knytnæver rundt omkring i landet kunne et hæropbud baseret på en simpel territoriel inddeling ikke gennemføres. De steder hvor søledingen blev udbudt måtte hvile sikkert i kongens hånd.⁹⁰

I overensstemmelse med de senere års arkæologiske grundlag ser Inge Skovgaard-Petersen det ellevte århundredes kongemagt som væsentligt stærkere end de to foregående generationers førende historikere. Om vikingetiden i øvrigt mener hun, at “langt op i tiden kan Danmark betegnes som et personforbund”.⁹¹

AKSEL E. CHRISTENSEN. 1977 mener Aksel E. Christensen i samme bind af Gyldendals Danmarks historie: “Netop fordi det danske ledingsvæsens ældre historie er ukendt, er der fremsat så mange og så modstridende teorier om dets oprindelse”.

Sandsynligvis har der allerede i vikingetiden eksisteret en form for ledingsvæsen, der har været organiseret omkring en almen hærpligt, og som har været forskellig fra vikingehøvdingernes aristokratiske og private hærfølge (lið). Denne hærpligt har imidlertid næppe været så løs og frivillig, som af Arup antaget, derimod nok som formodet været underkastet tingenes myndighed. Om kongens indflydelse er oprindelig, lader sig ikke afgøre, ej heller hvor tidligt han er blevet - eller har stillet krav om at være - eneste eller øverste myndighed.(mine kursiveringer).⁹²

HEDEGAARD. 1985 udsender major i Den Kongelige Livgarde Ole A. Hedegaard sin bog, Leding og Landeværn, der rent historiografisk står noget for sig selv. Som officer bygger Hedegaard sit værk på sin gamle kollega F.H. Jahn og supplerer hans arbejde med Arups artikel Leding og ledingsskat i det 13. Aarhundrede 1914,⁹³ (men ikke med hans Danmarkshistorie 1926) og med de moderne specialartikler i Kulturhistorisk Leksikon for Nordisk Middelalder. Hedegaard følger sine forlæg med en loyalitet, der grænser til verbaloverensstemmelse. Herunder opdager han ikke, at der kommer indre modsigelser i hans fremstilling. Den traditionelle historieskrivnings had til adelsvælden bliver i Hedegaards variant heraf til et forsvar for den almindelige værnepligt imod de samfundsskadelige følger af en professionel hær (en sag, der ikke er blevet mindre aktuel, end da han skrev). Jeg er ham tak skyldig, fordi han har henledt min opmærksomhed på F.H. Jahns for sin tid udmærkede værk.⁹⁴

SAWYER. 1988 skriver englænderen Peter Sawyer sit indlæg i Politikens og Gyldendals næste Danmarks historie ud fra sit store kendskab til samtidens forhold på kontinentet og i det angelsaksiske England. Trelleborg er blevet dendrodateret til 980-81, de øvrige ringborge og Ravning-broen er jævngamle. Sawyer mener, at de er led i et forsvar imod den tysk-romerske kejser, som netop i de år havde besat Sønderjylland. Han antager, at de i analogi med engelske burhs er tænkt bemandet af krigere fra omegnen.⁹⁵ Derudover har danske konger “haft deres eget lið i 700- og 800-tallet ligesom de havde i 900- og 1000-tallet”.⁹⁶ De kongelige lið har formodentlig kæmpet imod abodritter og friser under kong Godfred.⁹⁷ Forsvaret har blandt andet bestået af en generel forpligtelse til at bygge volde og borge på landjorden og pælespærringer i vandet. Bol, som nævnes første gang i 1085, svarer meget nøje til tilsvarende vurderingssystemer i det øvrige Nordvesteuropa langt tilbage i jernalderen (Hufen, hides). Og skønt de nok kan være blevet omlagt efter bebyggelsesmæssige eller politiske ændringer, kan de godt være meget gamle i Danmark (sådan som Vorbasses gårde og deres indbyrdes størrelse har været konstant gennem mange århundreders omflytninger). Ude i Europa var sådanne ligningsordninger grundlag for forpligtelser for både naturalieafgifter, hoveriarbejder og militærtjeneste; “… intet tyder på at middelalderens bol var noget nyt i 1085”.⁹⁸ Danmarks forsvar krævede ikke blot anlægsarbejder og landmilitær tjeneste, men beroede også på en flåde:

Der var her tale om en forsvarsstyrke som begrænsede sig til operationer i hjemlige farvande. …. Vi har ingen konkret viden om ledingsorganisationen i vikingetiden, men kender situationen i 1200-tallet da ledingen havde udviklet sig fra en defensiv til en offensiv hærstyrke. Udskrivningsformen havde dog næppe ændret sig væsentligt. Landet var da opdelt i områder, kaldet skipæn, der hvert stillede et skib med mandskab, udrustning og proviant. En [sic] skipæn var underopdelt i havner, i regelen 42, der hver stillede en mand til skibet. … det er fristende at tillægge Knud den Store æren for i hvert fald den første fase af denne udvikling, blandt andet på grund af hans erfaringer fra England ….⁹⁹

I den sene vikingetid bestod Danmarks militær i følge Peter Sawyer af fire hinanden krydsende institutioner: bolansat forsvarsbyggeri, forsvarstjeneste tilknyttet ringborge, tjeneste i ledingsflåden og endelig deltagelse i “stormænds” personlige lið, hvoraf kongens var det største.

NIELS LUND. I 1983 og 1986 mente senere professor Niels Lund, at der i det ellevte århundrede muligt fandtes en offentlig forpligtelse til leding, forstået som en forpligtelse til forsvar af Danmark, men at udenrigs togter blev foretaget af frivillige lið, private stormænds private hustropper.¹⁰⁰ Lið knyttet til personer kendes fra runesten. Niels Lunds syn på samfundet præges af hans overbevisning om de private og anarkiske forholds dominans, side om side med en tro på eksistensen af store private jordegodser i analogi med forholdene i det angelsaksiske England. Væsentlig for hans opfattelse af ledingspligtens eksistens i det ellevte århundrede er hans tolkning af Knud den Helliges brev til Lundekirken. Dettes krav om kongelig ledingsbøde betragter han i analogi med Erslevs og Arups Aelnoth-tolkning som en usurpation, et tomt slag i luften, netop det, der førte til oprøret imod Knud.¹⁰¹ I disputatsen Lið, Leding og Landeværn 1996¹⁰² giver han en samlet fremstilling af sin daværende opfattelse af vikingetidens forhold, som han tolker i analogi med det angelsaksiske Englands og kontinentets. Knud den Helliges expedicio bestod af stormændene med deres private hustropper, deres personlige lið. I diskussion med Ole Crumlin-Pedersens teori om, at det lille, seksogtyveårers Skuldelev-skib kunne have været et “landeværnsskib”, argumenterer han med, at det er usikkert, om der overhovedet fandtes en organiseret ledings-organisation i det ellevte århundrede.¹⁰³ I artiklen Kværsæde. Fast demobilisering eller almindelig ledingsafløsning 1999 giver han en ny tolkning af Jyske Lovs tyve ledingskapitler og dermed af valdemartidens ledingsforhold.¹⁰⁴ I lighed med Erslev og Arup regner Niels Lund oprettelsen af skipæn og havner med deres jorddyrkeres ledingspligt for indført så sent som omkring 1160 i Valdemar den Stores tidlige år.

MALMROS. Det var med udgangspunkt i Erslevs og Arups forskning, at jeg i 1970’erne begyndte at undersøge den danske ledings historie. I deres ånd forsøgte jeg at finde de ældste kilder til den folkeligt improviserede leding i det endnu svage, isolerede kongedømme. Men hvad jeg fandt, skulle vise sig at blive helt anderledes.

I. En uventet løftestang fik jeg forærende, da min fader som lystsejler gjorde mig opmærksom på, at skibes hastighed afhænger af deres længde ved vandlinjen. Efterretninger om skibe, der følges hurtigt ad over længere strækninger, indebærer således, at skibene er blevet bygget og udrustet ens. Notitserne i Kong Valdemars Jordebog, hvor Hallandslistens atten såkaldte naves eller navigia har vidt forskellige åretal (fra 17 til 42), betyder omvendt, at disse (af navnet at dømme) skibsudrustende enheder ikke kan have udrustet nogen funktionsduelig flåde.¹⁰⁵

II. Siden opdagede jeg, at Aelnoth skildrede, at der boede nobiles på kongens gårde,¹⁰⁶ det vil sige, at der i følge ham netop var stormænd i kongens tjeneste, ligesom han kalder ledingens nobiles og uulgus for kongens sui.¹⁰⁷ Da jeg således havde løsgjort mig fra Erslev, fulgte jeg Sture Bolin og var ikke længere i tvivl om, at Knud den Helliges gavebrev til Lundekirken 1085 betyder, at fæstebønderne, landboerne på Lundekanikkernes jordegods havde pligt til at drage i leding: Erslevs og Arups fejltolkning af en yngre beretning bør ikke have forrang for dettte retsgyldige dokument.

III. Under jagten på ældre kilder opdagede jeg, at Finnur Jónssons udgave af Den norsk-islandske skjaldedigtning i hans bind med Rettet tekst havde oversættelser af samtlige bevarede skjaldedigte.¹⁰⁸ Lektor Inge Skovgaard-Petersen gjorde mig tidligt opmærksom på udgavens mangler, således at jeg derefter nok måtte gennemlæse Finnur Jónssons værk, men altid opsøge den videnskabelige diskussion af de strofer, der havde vakt min interesse. Her søgte jeg overalt det generelle og foretrak udtalelser, der optrådte hos flere skjalde. I fyrstedigtningen fandt jeg fem omtaler af den af herskeren anførte leiðangr, de to ældste omhandlende en leiðangr udbudt til forsvar af Norge under ledelse af Håkon Jarl i et søslag i 985, de tre yngre drejende sig om Harald Hårderådes leiðangr i perioden før hans død i 1066. Ordet lið optræder mange gange, altid uden teknisk betydning, men ofte identisk med leiðangr. I fyrstedigtningen er der intet belæg for at betragte det personlige lið som en særskilt institution. I en enkelt strofe af Tjodolf Arnorsøn er Harald Hårderådes ledingsflåde tillige en almenningr, en allemandsret og allemandspligt.¹⁰⁹

IV. Gennem lang tid antog jeg så, at den folkeligt improviserende tilstand blot måtte skubbes længere tilbage i fortiden, indtil senere cand.mag. Michael Christensen introducerede de etnografiske teorier om høvdingedømmer og “tidlige stater” for mig. Det var først da, det gik op for mig, at en teori, der havde været almindelig (omend ikke uimodsagt) blandt danske historikere, er utænkelig blandt internationale antropologer. På dette grundlag fuldførte jeg mit hovedfagsspeciale Leding og Skjaldekvad 1982, der indgår i nærværende arbejde.¹¹⁰

V. Under forarbejdet til Leding og Skjaldekvad gjorde jeg mange iagttagelser om fyrsteskjaldenes generelle samfundsbillede. Her fandt jeg et korpus af vikingetidens ideologi, som var et vigtigt supplement til tidens øvrige kilder. Da Niels Lund betvivlede min skildring af skjaldenes syn på ledingen, fandt jeg det frugtbart at udarbejde yderligere to artikler om henholdsvis de hedenske og dernæst de tidligt kristne fyrsteskjaldes syn på hele samfundet. Dette syn må i al sin ensidighed betragtes som den sene vikingetids officielle ideologi, stærkt normativ, omend uden den retslige forbindtlighed, der kendetegner love og diplomer. Fyrstedigtningen er den sene vikingetids officielle sandhed − og dens officielle løgn.

Jeg anser min inddragelse af skjaldenes fyrstedigtning for mit væsentligste bidrag til vikingetidens historie. Det er mit håb, at mit arbejde vil føre til mere og bedre forskning i dette vanskelige kildemateriale, ikke mindst når man bliver i stand til at udnytte den kommende nye udgave af skjaldedigtningen.¹¹¹ Et samarbejde mellem norrøne filologer, antropologer, arkæologer og historikere burde kunne berige den samlede vikingeforskning. Dette gælder specielt, når der nødvendigt må vise sig konflikter mellem skjaldeforskningen og resultaterne af arbejdet med vikingetidens øvrige levn. Forskning i fyrstedigtningen fra det sene tiende og det ellevte århundrede er værdifuld, skønt den dårligt kan forklare den tidligere vikingetids togter.

VI. Identifikationen af leiðangr med almenningr findes kun i én strofe fra det ellevte århundrede. Tolkningen af den er helt central for diskussionen af striden mellem Niels Lund og mig. For mig er det ærgerligt, at den kunne gå hen og være digtet af en sen skjald for at dække over en glemt linje. For Niels Lund er den lige så ærgerlig: For den kunne jo være et ægte værk fra Harald Hårderådes hof. For mig er den en del af det helhedsbillede, som fyrstedigtningen udgør. Desuden forudsætter den forhold, som i øvrigt fremgår af Knud den Helliges brev til Lundekirken. Afstanden i tid mellem 1066 og 1085 er ikke uovervindelig. Ud fra Ockhams ragekniv forekommer identifikationen mellem Aelnoths uulgus, Lundebrevets ledingspligtige jorddyrkere og mangfoldige skjaldes búendr og þegnar mig at være en tilfredsstillende tolkning af et vanskeligt og mangelfuldt kildemateriale. Her vil Harald Hårderådes almenningr føje sig naturligt ind.

De internationale etnografer, som Morton Fried,¹¹² Elman Service,¹¹³ Henri J.M. Claessen og Peter Skalník,¹¹⁴ skelner mellem: 1. den helt akefale “stamme”, som ikke kender færre “embeder”, end der er kandidater til (for eksempel til gruppen af “ældste”), samt 2. “høvdingedømmet” og 3. “den tidlige stat”. Her har høvdingedømmet altid et moment af centralisering, som blot intensiveres i “den tidlige stat” og cementeres i den modne. Først den stat, der ikke længere er “tidlig”, giver mulighed for privat afhændelig ejendom i “de strategiske ressourcer, der opretholder livet”. I følge etnograferne vil der have været tidligere former for centralisering før den historisk kendte vikingetid. (Hvad de kalder “stamme”, findes ikke i Danmark efter det tidligste neoliticum).

Niels Lund synes at vide, hvordan et “virkeligt vikingetog” fandt sted, venter at finde godsejere med store private godser før statens etablering og finder anarkiet bevidnet i runestenenes personlige lið. Omvendt har jeg fundet centralitetsidealet udtrykt i skjaldenes fyrstedigtning. Den etnografiske skole har så bekræftet mig i dette indtryk ved at fremhæve centraliseringstendensen i “høvdingedømmet”, selv i dettes mest primitive skikkelse (dysser og jættestuer er bygget af mange til hvilested for ganske få).

Der er visselig en konflikt mellem vikingetidens forskellige genrer. Hvis man tænker sig kronings-ordines og arengaer til kongelige diplomer fra de angelsaksiske riger og sammenholder dem med de blodige begivenheder i de angelsaksiske krøniker, vil man støde på tilsvarende konflikter. Ét system af kilder vil hævde kongens gudgivne rettigheder, et andet vil vise et både vidtspredt og dybtgående anarki.

For vikingeforskningen er det et problem, at fyrstedigtning og runesten har helt forskellig terminologi. Hvordan forklare, at det personlige lið optræder på danske runesten, hvor ledingen aldrig omtales, mens den af herskeren opbudte leiðangr alene findes i fyrstedigtningen, hvor lið nok ofte ses, men aldrig som terminus technicus? − Er det samme militære institution, der omtales på to forskellige måder? − Behøver menige medlemmer af et lið at være optaget i anførerens husstand? − Er det muligt, at de i lighed med de islandske þingmenn og þegnar var deres godes “klienter”. − Ville bondekrigere fra et skipæn kunne betragte sig som deres styresmands personlige følge? − Eller må vi regne med mindst to hinanden krydsende militære institutioner? Jeg vover ikke at binde mig til noget svar.

VII. Hvis mine iagttagelser om vikingekongen og hans slægtsstolte, men embedsindehavende jarler, herser og lendermænd var blevet offentliggjort i det attende århundrede, ville de have virket som defensorat for adelsvælden; var de fremkomne i første halvdel af det nittende århundrede, kunne de have tjent som forsvar for enevælden; og var de blevet fremført mod samme århundredes slutning, ville de have fungeret som argumenter for Estrupstyret og provisorierne. Nu har det parlamentariske demokrati opnået godkendelse som en næsten universel værdi, i Danmark såvel som internationalt. Demokratiet kan derfor klare sig uden henvisning til den grå oldtid. Selv anser jeg ikke vikingetidens krigeriske samfund for en ønskelig tilstand, og dets idealer er ikke mine.

1 Bricka: Testrup, Christen Sørensen 1685-1761. Thestrup 1756. (Skønt titelbladet har Thestrup, har bogryggen og Statsbibliotekets EDB-system Testrup ligesom Bricka).

2 Thestrup 1756: p 183, p 200, p 246, p 302.

3 Thestrup 1756: pp. 191-97, p 288.

4 Thestrup 1756: p 158, p 184, p 188, p 189, p 197, p 248, p 335.

5 Thestrup 1756: p 169, p 187, p 289.

6 Thestrup 1756: pp. 202-207, p 221.

7 Thestrup 1756: p 203, p 207, p 221, p 232, p 253.

8 Thestrup 1756: p 181, p 354.

9 Thestrup 1756: p 290.

10 Thestrup 1756: pp. 191-97, pp. 288-89.

11 Thestrup 1756: p 248.

12 Bricka: Rothe, Tyge Jesper 1731-95. Rothe Bd. I-II 1781-1782.

13 Rothe 1781: p 138.

14 Rothe 1781: pp. 130-31.

15 Bricka: Olufsen, Oluf Christian 1764-1827. Olufsen 1821.

16 Olufsen 1821: p 265.

17 Olufsen 1821: pp. 268-69.

18 Olufsen 1821: p 270.

19 Olufsen 1821: p 271.

20 Olufsen 1821: pp. 279-81, p 293 og senere.

21 Olufsen 1821: p 282, p 289, p 295, p 297, pp. 300-305, p 308.

22 Olufsen 1821: p 299, p 300, p 305.

23 Olufsen 1821: p 366.

24 Olufsen 1821: p 382.

25 Bricka: Jahn, Ferdinand Heinrich, 1789-1828, Officer, Historiker. Jahn 1825.

26 P.F. Suhm Bd. 114. 1782-1828

27 Jahn 1825: p IX, p XV, pp. 8-9, pp. 15-16, pp. 19-22 etc.

28 Jahn 1825: pp. 148-49, p 155, p 158, p 167, p 170, p 232, p 264,p 268, pp. 275-79, p 297, p 338, p 381, p 383, pp. 394-95.

29 Jahn 1825: p XV, pp. 9-11, p 39, p 215, p 228, p 244, p 396.

30 Jahn 1825: pp. 34-39, pp. 257-58.

31 Jahn 1825: p 14-16, p 18, pp. 23-33.

32 Jahn 1825: p 2, p 7, p 12, p 58, p 65, pp. 70-71, pp. 140-41.

33 Jahn 1825: pp. 3-8, pp. 12-13, pp. 32-63, p 142.

34 Jahn 1825: pp. 9-11, p 33, p 39, p 44, p 63.

35 Jahn 1825: p 44.

36 Jahn 1825: p 33, pp. 65-66, p 77, p 132.

37 Jahn 1825: pp. 39-63.

38 Jahn 1825: pp. 56-61. ESL III 18.

39 Jahn 1825: p 35.

40 Jahn 1825: pp. 62-63, p 258.

41 Bricka: Velschow, Hans Mathias, 1796-1862, Historiker. Velschow 1831.

42 Velschow 1843.

43 Steenstrup 1874: pp. 185-88.

44 Velschow 1831: § 14 og § 39. Steenstrup 1874: p 198.

45 Velschow 1843: p 10, p 33. Knytlingesaga kap 32. Kong Valdemars Jordebog^35r-36v.

46 Velschow 1843: pp. 12-13, p 15 (Velschow 1831: pp. 53 sqq, pp. 128-30, pp. 74 sqq, pp. 132 sqq).

47 Velschow 1843: pp. 19-20. (Velschow 1831: pp. 43 sqq, pp. 174-78).

48 Velschow 1843: p 25 (Velschow 1831: pp. 115 sqq).

49 Velschow 1843: p 27 (Velschow 1831: pp. 155 sqq).

50 Velschow 1843: p 33. Knytlingesaga kap 32. Kong Valdemars Jordebog 35^r-36^v.

51 Bricka: Allen, Carl Ferdinand, 1811-71, Historiker. Allen 1840. (mange senere oplag). C.F. Allen 1843. (mange senere oplag).

52 Allen 1840: pp. 33-34.

53 Engelstoft. Bd. I-XXVII. 1933-1944: Steenstrup, Johannes Christoffer Hagemann Reinhardt, 1844-1935, Historiker. Steenstrup 1874. p 152.

54 Steenstrup 1874: p 153.

55 Engelstoft: Jørgensen, Adolf Ditlev (Jürgensen, Adolph Detlef)1840-97, Historiker. A.D. Jørgensen 1872-76: pp. 56-92. Optrykt 1898: p 268. (A.D. Jørgensens retskrivning er meget tæt på den 75 år senere vedtagne).

56 Jørgensen 1872: pp. 290-309 b. 1898: p 293.

57 Engelstoft: Kristian (døbt Christian) Sofus August Erslev 1852-1930. Erslev 1898: p 218.

58 Erslev 1898: p 221.

59 Erslev 1898: p 223 note 1.

60 Erslev 1898: p 252, jvf. pp. 90-91: “Kongsbryden, der fra først af var en underordnet Bestillingsmand …”

61 Erslev 1898: pp. 144-46.

62 Erslev 1898: p 227.

63 Erslev 1898: p 147, p 200, p 227.

64 Erslev 1898: p 147, p 200.

65 Nærværende arbejde: p 17. Thestrup 1756: p 289.

66 Erslev 1898: p 146, pp. 156-57, p 167, p 169, p 174, p 179, p 183.

67 Erslev 1898: pp. 83-88, p 149. DD/DRB: I:4:49. DD/DRB: I:4:56. DD/DRB: I:4:93 (1204. 16. marts).

68 Google: Arup, Erik Ipsen 1876-1951, Historiker. Arup 1926: p 137.

69 Arup 1926: pp. 139-40.

70 Arup 1926: p 170.

71 Arup 1926: p 177.

72 Arup 1926: pp. 181-82. De bønder, der ikke var mødt til ledingen, er Arups egen konstruktion.

73 Arup 1926: p 187.

74 Arup 1926: p 187.

75 Arup 1926: p 188.

76 Arup 1926: p 221.

77 Arup 1926: p 243.

78 Arup 1926: p 239.

79 Arup 1926: pp. 243-44.

80 Arup 1926: p 244.

81 Arup 1926: p 245.

82 Arup 1926: p 245.

83 Arup 1926: p 194.

84 Bolin 1934: p 8, p 10. DD/DRB I:2:21. 1085 21. maj.

85 Bolin 1934: p 9.

86 Bolin 1934: p 38, p 45.

87 Christensen, C.A. KLNM X col 432-459: Leidang.

88 Skovgaard-Petersen 1977: pp. 108-09, pp. 194-96.

89 Skovgaard-Petersen 1977: p 198.

90 Skovgaard-Petersen 1977: p 199.

91 Skovgaard-Petersen 1977: p 109.

92 Christensen, Aksel E. 1977: p 251.

93 Arup 1914: pp. 1-97.

94 Hedegaard 1985.

95 Sawyer 1988: pp. 305-06.

96 Sawyer 1988: p 303.

97 Sawyer 1988: p 307.

98 Sawyer 1988: p 308.

99 Sawyer 1988: pp. 306-07.

100 Lund 1983: pp. 23-38. Lund 1986: pp. 105-19.

101 Lund 1992: pp. 101-10. Lund 1993: pp. 109-26.

102 Lund 1996.

103 Lund 1996: pp. 132-44.

104 Lund 1999: pp. 376-86. Lund 2001: pp. 149-66.

105 Malmros 1988: pp. 19-39, specielt p 31. Nærværende arbejde (pp. 106-08). Kong Valdemars Jordebog fol 35^r-37^v: Hallandslisten.

106 Aelnoth. VSD p 108^14-15. Ælnod. Olrik pp. 69-70. Ælnoth. Albrectsen pp. 66-67.

107 Aelnoth. VSD. p 97²³, p 98^12-13. Ælnod. Olrik pp. 54-55. Ælnoth.Albrectsen pp. 51-52.

108 Jónsson 1912-15. (NIS B).

109 Þjóðolfr Arnórsson 4,22 NIS B: p 352. FRONTISPICE

110 Speciale Århus 1982, trykt som: Malmros 1985. Nærværende arbejde pp. 55-162.

111 Skaldic Poetry of the Scandinavian Middle Ages: Margaret Clunies Ross, Kari E. Gade, Guðrún Nordal, Edith Marold, and Diana Whaley. (eds.) Brepols Publishers. Turnhout 2008-20??

112 Fried 1967.

113 Service 1975.

114 Claessen & Skalník 1978.